Nyhed
Læsetid: 5 min.

’Efter Brexit er jeg blevet overrasket over, hvor racistiske mange folk er’

Tusindvis af EU-migranter demonstrerede i går overalt i Storbritannien imod at være blevet et forhandlingsobjekt i Brexit-forhandlingerne med EU. Usikkerheden er svær at leve med, fortæller ung dansk mor
Uanset hvor længe, man har opholdt sig i Storbritannien, breder der sig i disse dage utryghed hos EU-borgere fra andre lande, der bor i landet. I går havde de valgt at protestere mod den usikkerhed.

Uanset hvor længe, man har opholdt sig i Storbritannien, breder der sig i disse dage utryghed hos EU-borgere fra andre lande, der bor i landet. I går havde de valgt at protestere mod den usikkerhed.

Stefan Rousseau

Udland
21. februar 2017

LONDON - Af en ’bande’ at være er den fremmødte ’Flag Mob’ – ’flagbanden’ – der i går forsamledes foran Westminster-parlamentet i London, en gemytlig én af slagsen. Fra middagstid strømmede folk i alle aldre bærende på, iklædte eller viklede ind i flag fra hele verden til demonstration på Parliament Square i et forsøg på at påvirke politikerne på den anden side af de gotiske mure overfor pladsen.

Stille og roligt placerede de sig i en stor, sludrende rundkreds i håb om, at deres budskab ville nå den britiske regering og overbevise den om at give de over tre millioner EU-borgere i landet en garanti for, at de kan blive efter Brexit. Noget premierminister Theresa May indtil videre har nægtet.

»Intet andet EU-land har udstedt trusler imod EU-borgerne i deres egne lande eller kaldt dem for ’forhandlingsobjekter’. Folk bor og arbejder her lovligt, og de er virkelig bekymrede for deres fremtid,« siger Rebecca Taylor, et tidligere britisk medlem af Europaparlamentet for Liberaldemokraterne, der i dagens anledning er viklet ind i et blå-gult EU-flag.

Hun har taget fri fra universitetet, hun nu arbejder på, for at hjælpe som frivillig ved arrangementet »One day without us«, der finder sted overalt i landet.

Ideen er bl.a. at gøre både briter og politikere opmærksomme på det urimelige i, at EU-migranter nu bagudrettet vil skulle bevise, at de har levet op til en række komplicerede krav, hvis de søger om permanent opholdstilladelse.

»Problemet er, at de nu pludselig skal kunne bekræfte, at de har ret til at blive boende her, og nogle har fundet ud af, at det har de ikke, fordi de f.eks. har gået hjemme med børnene og ikke har haft en sundhedsforsikring. Men ingen har nogensinde fortalt dem, at de havde brug for én,« siger Taylor, der nærmest fnyser af vrede.

I de seneste måneder har der været talrige eksempler på EU-borgere, der har arbejdet i landet i årtier, som har fået afslag på permanent opholdstilladelse.

Agnes fra Frankrig er en af dem, der ikke havde tænkt over, at det kunne blive et problem for hende at få lov til at blive i landet. Hun er trods alt gift med en brite og har boet i landet i 31 år.

»Jeg tænkte, at jeg sikkert vil være okay, men nu er jeg ikke så sikker længere. Jeg bliver nok nødt til at søge om opholdstilladelse,« siger den 55-årige kvinde, der har tre tørklæder i de franske farver viklet om halsen, et fransk flag i den ene hånd og et banner i den anden.

»Jeg håber på, at de lytter,« tilføjer hun og nikker over mod parlamentet, hvor Overhuset i dag skal diskutere Artikel 50-loven, som skal godkendes, før Theresa May kan påbegynde forhandlingerne med EU.

Modsat Underhuset forventes det, at medlemmerne af Overhuset vil kræve en række tilføjelser for at godkende loven. Bl.a. tales der om en unilateral forsikring om, at EU-borgere i landet kan blive.

Vil det være nok?

Marie Bennike, en snart 30-årig dansk kvinde, der har boet i London med sin algeriske mand i fem år, håber, at politikerne enten unilateralt, eller hurtigst muligt efter at forhandlingerne med EU begynder, garanterer alle EU-borgeres ret til at blive »hvad end de har boet to uger eller 10 år« i landet.

»Alle burde få automatisk opholdstilladelse, og processen burde gøres meget lettere, end den er i dag,« siger den unge kvinde, der er mor til 14-måneder gamle Elias, som er født i Storbritannien.

Marie og hendes mand, Hassan, ved alt om, hvor kompliceret det er at søge om opholdstilladelse, efter at han tidligere har været igennem proceduren. Som algerisk statsborger har han indtil videre fået tildelt midlertidig opholdstilladelse for fem år ad gangen.

»Hassan er vant til at have sin bevægelighed begrænset – han har ikke haft sit pas i over et år, fordi han har sendt det ind med sin ansøgning om opholdstilladelse. Hans familie har derfor endnu ikke mødt Elias,« fortæller Marie, mens hendes lille dreng tumler rundt på en legeplads tæt ved deres hjem i Wandsworth-bydelen.

»Siden jeg mødte Hassan i 2008, har jeg været vred over og ked af de restriktioner, han har været underlagt, og nu oplever vi EU-borgere det samme,« siger hun og ryster på hovedet.

»Jeg troede, at vi boede i en global verden, men det gør vi så overhovedet ikke.«

For Marie og Hassan er Brexit et særligt stort problem, fordi han først – som hendes mand – kan søge om permanent opholdstilladelse, når hun har fået sin. Og først derefter kan de søge om statsborgerskab for hele familien.

De har overvejet at flytte til Danmark, men Brexit har også betydet, at de må udskyde den idé.

»Inden Brexit tænkte vi, at vi jo altid kunne prøve at flytte til Danmark, og hvis vi ikke kunne lide det, kunne vi flytte tilbage igen. Men nu ved vi ikke, om vi i så fald vil kunne komme ind i Storbritannien igen. Så vi bliver nødt til at prioritere at få papirerne i orden herovre og indstille os på, at det vil tage de næste mange år af vores liv,« siger hun og påpeger, at et yderligere problem er, at de jo ikke ved, hvad Brexit-forhandlingerne vil ende med.

»Spørgsmålet er, om det overhovedet vil være nok? Det er så sindssygt, at over tre millioner mennesker ikke aner, hvad der vil ske. Det eneste, vi kan gøre, er at søge om permanent opholdstilladelse, men det er vildt hårdt ikke at vide, om det vil være nok,« tilføjer hun.

Racismen bag

Marie Bennike er langtfra alene om at føle stress og vrede over at være endt som et forhandlingskort i den britiske regerings Brexit-spil. På Parliament Square bærer adskillige demonstranter trøjer, klistermærker og plakater med sætningen: »Jeg er ikke et forhandlingsobjekt« eller den kortere, humoristiske version: »Folk er ikke chips«.

At det overhovedet er kommet så vidt, er rystende for Kathy Denford, der kom til Storbritannien i 1970 fra New Zealand, og som er dobbelt statsborger.

I dag er hun kommet fra York til London for at deltage i protesten.

»Da jeg kom hertil, var det et godt land. Det tror jeg stadig, at det er, men efter Brexit er jeg blevet overrasket over, hvor racistiske mange folk er,« siger den 61-årige kvinde.

Rebecca Taylor – der selv er barnebarn efter en tysk immigrant og var migrant i Belgien i 11 år – er enig i, at demonstrationen har et bredere formål.

»Det her handler ikke kun om Brexit, men også om den voksende populisme og den yderste højrefløjs tendens til at skyde skylden for alt på immigranter. Dette er et forsøg på at trække i den modsatte retning og sige: ’Vi er ikke enige’,« siger hun, inden hun bevæger sig videre rundt i rundkredsen for at dele gratis skilte ud til de fremmødte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Jeg troede, at vi boede i en global verden, men det gør vi så overhovedet ikke.«
og jeg troede at verden var uendelig,
....og ham der troede at havene kunne opløse uendelige mængder af industrielt affald ..

Der er det specielle ved en globe, at den nok er 'endeløs' at bevæge sig rundt på, men uendelig kapacitet til hvilken som helst fri vækst og bevægelse af hvad som helst ? Det har den ikke.

Mads Kjærgård

Jeg tror ikke, at folk er racistiske, men da der kun er en lille del af kagen til deling blandt den nederste del af befolkningen, så kommer man op og strides ved truget. Det var til at forudse!

Egon Stich, Flemming Berger, Hans Aagaard og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Det er bekymrende at racismebegrebet efterhånden bruges i alle mulige sammenhænge og dermed devalueres, når der virkelig er brug for det

Egon Stich, René Petersen, Britt Kristensen, ulrik mortensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Lars N. Jensen

Bjarne og Mads, jeg kan forsikre jer om at racisme eksiterer og at den stikker hovedet frem for tiden. Jeg er dansk men bor I Norge og har to adopterede børn fra Vietnam. Det føler sig helt som norske (og næsten som danske), men racisterne minder dem tit på at de ser anderledes ud. Især fredag og lørdag aten blandt fulde folk I byen. Her er der tit nogle som har behov for at lufte sine racistiske holdninger.

Arne Lund, Mads Berg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Bjarne Bisgaard Jensen

Det er ikke racisme-begrebet, der er blevet devalueret. Racismen er blevet stueren og er i eksplosiv stigning af samme årsag.

Mads Kjærgård

Jeg er ikke i tvivl om, at racisme eksisterer. Men som i Sydstaterne efter Borgerkrigen, så kommer den oppe fra. Som herren er, så følger hans svende. Og når de rige rager mere og mere til sig. Så leder folk efter nogle at give skylden for deres ulykker og for de mindre ressourcer. Men intet overaskende, jeg og en anden forudsagde tilbage i 1993, at denne situation ville opstå, men ingen gad lave projekt elle tage notits af det.

Bjarne Bisgaard Jensen

I min tidligere kommentar argumenterer jeg ikke for at racisme ikke eksisterer. Det er udenfor enhver tvivl et faktum. Jeg prøver blot stilfærdigt at påpege en tendens i debatten, hvor alt ganske udokumenteret erklæres som racisme, hvilket jeg finder uheldigt.

Egon Stich, Finn Thøgersen, Britt Kristensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Søren Nørgaard

"Jeg troede, at vi boede i en global verden, men det gør vi så overhovedet ikke.«

En global verden har der aldrig været, men derimod et EU, der har sikret fri bevægelighed indenfor grænserne af EU. Vigtigt at kreditere EU for, hvad EU har sikret, og ikke i daglig tale at forfalde til begrebs-anvendelse, der mangler hold i virkeligheden. Det sjove er jo, at om Maries refleksion havde haft reference til den virkelighed, der har sikret hende muligheden for problemløst at opholde sig i England, da måtte hun på en anden måde sande, hvad situationen handler om:
"Jeg troede, at vi levede i EU, men det gør vi så overhovedet ikke."

Det her er jo en situation, som Dansk Folkebedrag ville elske. Stil alle der bor her i landet op på en lang række, og udpeg så dem, der hedder Henrikzen, Støjberg, Thulesen, Frederiksen, Kjærsgård osv. osv. - de må gerne blive. Men alle andre, der ikke har danskklingende navne, og som ikke kan føre deres slægt mindst syv generationer tilbage, ja, de skal bare ud, for de tilhører ikke den danske stamme. Hvis Henrikzen er i tvivl, så tager han gerne blod- og genprøver.
Naturligvis er der undtagelser, ikke alle bliver strittet ud. Hvis man hedder Khader eller Tesfaye eller Kholgi, så kan man godt få lov til at blive i DF's racerene Danmark.

Philip B. Johnsen

'Vi er folket.'

'Feltherrekunst'
Verdens ældste taktik, nederdrægtige kujoner og opportunister beskytter deres politiske position ved, at spille de udsatte ud imod de fattige for, at opnå underliggende politiske mål.

Britain first, America first og white supremacy.

White supremacy:
"By "white supremacy" I do not mean to allude only to the self-conscious racism of white supremacist hate groups. I refer instead to a political, economic and cultural system in which whites overwhelmingly control power and material resources, conscious and unconscious ideas of white superiority and entitlement are widespread, and relations of white dominance and non-white subordination are daily reenacted across a broad array of institutions and social settings."
Legal scholar Frances Lee Ansley