Læsetid: 2 min.

Dengang en fransk regering dræbte solenergibranchen

I politik glemmes mange ting vældig hurtigt, men historien om solpanelbranchens død i Frankrig kan lære os, at man skal huske på ikke at forhaste sig, når man vil gøre klimaet godt
8. februar 2017

Jeg har undret mig over, hvorfor alt det med solenergi gik i sig selv igen i Frankrig. På et tidspunkt var alle i min lille landsby i Champagne i gang med at få sat solceller på tagene, og pludselig holdt det op. Jeg havde selv lidt overvejet det for at få elregningen ned, men hørte så, at det ikke kunne betale sig.

Jeg fyrer stadig med træ, når jeg skal holde varmen, og har lige så kulsort samvittighed som indersiden af de skorstene, jeg får fejet på gammeldags manér. Og man kan jo ikke følge med i alt.

Men en iskold vinteraften fik jeg så forklaringen om den forsvundne gevinst ved solpaneler, mens det buldrede i kaminen, og jeg stod og strøg en kæmpe bunke tøj og samtidig havde fjersynet tændt for en dokumentarfilm af den type, som obskure tv-kanaler sender på tidspunkter, hvor ingen rigtig ser tv.

Udsendelsen handlede om alle de solcellefabrikanter og installatører, der gik fallit i Frankrig i starten af 2010’erne. De havde ellers lige bygget blomstrende virksomheder op – det må have været på det tidspunkt, jeg så solceller gro på så mange tage. Men nærmest fra dag til anden skar staten den støtte væk, som havde holdt branchen oppe. Finanskrise, stabilitetspagt og dermed en ny økologiminister. Der skulle skæres i det franske statsbudget.

Kineserne billigere

Det startede ellers så godt op mod valget for ti år siden i 2007. Frankrigs økologiske supermand Nicolas Hulot fik præsidentkandidaterne til at underskrive en 'økologisk pagt', både Ségolène Royal og Nicolas Sarkozy. Det blev Nicolas Sarkozy, der blev præsident.

Det skulle blive en centrummand, økologiminister Jean Louis Borloo, der satte gang i den grønne omstilling i daværende premierminister Fillons regering. Et af tiltagene var, at staten gik ind og sørgede for, at elektricitet blev købt fra private, der producerede solenergi. Til en god pris.

Samtidig kunne man i høj grad trække installationen af solpaneler fra i skat. Det skulle være en win-win situation: Produktionen af solpaneler gav arbejde til franske virksomheder, og samtidig fik man grøn omstilling.

Det, man ikke så komme, var kineserne. Som i mange andre lande udkonkurrerede billige kinesiske solpaneler de franske. Der blev nærmest skabt en boble for visse installationsvirksomheder, der fortsat solgte anlæggene til gode priser. Branchen tiltrak mange iværksættere på grund af de gode tilskud fra staten. Også en del charlataner, der fyldte lommerne.

12.000 arbejdspladser tabt

Det man heller ikke så komme, var så også, at krisen gjorde det nødvendigt for regeringen at skære i budgetterne. Borloo fik en anden ministerpost og den nye økologiminister, Nathalie Kosciusko-Morizet, fik øje på boblen.

»De kinesiske solpaneler koster skatteborgerne to milliarder om året,« erklærede hun.

Ganske vist opnåede man gode resultater, faktisk langt over forventning i forhold til de mål, regeringen selv havde sat for grøn omstilling. Problemet var så, forklarede ministeren, at netop Kina er storproducent af CO2.

Så skar NKM, som hun kaldes, støtten væk. I løbet af et år mistede branchen 12.000 arbejdspladser, og mange virksomhedsejere gik fallit.

Sådan lyder historien om, hvordan ugennemtænkte tilskud både pustede en hel branche op og dræbte den. Det værste er selvfølgelig, at selv om en ny regering muligvis atter vil satse på grøn omstilling, hvem tør så satse?

Og det er historien om, hvorfor skorstenene fortsat ryger lystigt derude på det franske land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

<>
Man mangler at fortælle at Frankrig får 75 % sin elektricitet fra atomkraft og at luftforureningen derfor er mærkbart mindre end i nabolande.

Man mangler også at fortælle, at det slet ikke ligger i de franske gener, at ville beskytte miljøet.

Kærlighedens hjemland, sænkede som bekendt Greenpeace skibet Rainbow Warrior midt i 80'erne, for at kunne fortsætte de uhyrlige atomprøvesprængninger på Muroroa Øerne i Stillehavet.

Michael Kongstad Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar