Læsetid 5 min.

Donald Trumps blankocheck til Israel

Med sin melding om, at en eller to stater er fint med USA, er vejen banet for yderligere israelsk ekspansion på den besatte Vestbred uden diplomatisk indsigelse fra USA, som hidtil har været palæstinensernes eneste værn mod fuld annektering
Bosættere i bosættelsen Kiryat Nefatim på Vestbredden i gang med at bygge en børnehave. Den såkaldte to-stats-løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt har i praksis været en død sild i de sidste 10 år.

Bosættere i bosættelsen Kiryat Nefatim på Vestbredden i gang med at bygge en børnehave. Den såkaldte to-stats-løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt har i praksis været en død sild i de sidste 10 år.

Hougaard Niels
17. februar 2017
Delt 48 gange

Umiddelbart lød præsident Donald Trump som en politiker, der erkender verden, som den nu engang ser ud, da han efter sit møde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, erklærede, at »jeg kigger på en stat eller to stater, og jeg er glad for den, som Bibi og palæstinenserne bliver glade for«.

Med den udtalelse fik ’Bibi’ – Netanyahus israelske tilnavn – reelt Trumps accept til at fortsætte den jødiske ekspansion på Vestbredden. Ganske vist blev ’Bibi’ opfordret til at udvise »fleksibilitet« og gøre »indrømmelser«, ligesom Trump mente, at nye bosættelser bør udsættes »en lille smule« – uden med et ord at nævne de 5.500 nye bosætter-enheder, Israel har annonceret siden han blev valgt. Intet peger heller på, at hans administration har konsulteret palæstinenserne.

Men det er en ubestridelig politisk kendsgerning, at den såkaldte to-stats-løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt har været en død sild i de sidste 10 år, godt og vel. Men det har også siden 1993 været en diplomatisk kendsgerning, at to-stats-løsningen blev opretholdt som en beskyttelse – den eneste, faktisk – af palæstinensernes legitime interesse i et hjemland på 22 procent af det oprindelige britiske mandatområde, Palæstina.

Det hensyn har USA og resten af verden honoreret siden 1967-krigen, da israelske styrker erobrede Vestbredden og Gaza plus hele Sinai-halvøen og det nu annekterede Golan. Eksempelvis har alle den civiliserede verdens ambassader adresse i Tel Aviv. Så længe det varer.

Diplomatisk værn

Det nye ved onsdagens møde mellem Trump og Netanyahu er altså, at USA har droppet to-stats-løsningen som beskyttelse af palæstinensernes politiske interesser. Men det gammelkendte er, at USA reelt hele tiden har tilladt israelerne at ignorere den beskyttelse, trods jævnlig fordømmelse i FN’s generalforsamling.

Den jødiske bosætning, der ifølge alle andre end israelerne er en krænkelse af den 4. Geneve-konvention, har været uden konsekvenser, bortset fra de nylige restriktioner for eksport fra bosættelserne. Og den 6. februar satte Knesset, det israelske parlament, ligegyldigheden i relief med vedtagelsen af en ny lov, der med tilbagevirkende kraft ’legitimerer’ de hidtil ’ulovlige’ (altså efter israelsk lov!) bosættelser på privatejet arabisk land.

I dag bor op imod 600.000 israelere på Vestbredden og i Østjerusalem, og i den israelske politiske debat genlyder kravet om endegyldig annektering af Vestbredden – af israelerne kaldet Judæa og Samaria, de bibelske betegnelser – med stigende intensitet.

En model er annektering af det såkaldte ’Område C’ på Vestbredden, der udgør seks tiendedele af området, hvor de fleste bosættelser er opført. Denne model, der opererer med at lade de seks-syv større byer få autonomi som en slags bantustans – drøftes seriøst, også i den israelske regering, hvor bosætterpartiet ’Det Jødiske Hjem’ er garant for Likud-koalitionen med partilederen Naftali Bennett som undervisningsminister.

To-stats-løsningens problem

I lyset af det internationale samfunds tolerance overfor kontinuerlig israelsk ekspansion indledte palæstinensiske politologer i midten af 00’erne en debat om »én demokratisk stat fra Jordan-floden til Middelhavet for jøder og arabere«. 

Synspunktet – som blev gentaget i går af den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat – er, at hvis Israel tager sin erklærede selvforståelse som ’Mellemøstens eneste demokrati’ alvorligt, vil der ikke være noget problem med én stat til to folk med lige rettigheder.

Den underforståede finte var naturligvis, at ’den demografiske bombe’ i løbet af et par årtier ville tilvejebringe palæstinensisk flertal. Om det holder – der er mere end seks millioner israelere og i alt ca. 3,5 millioner arabere på Vestbredden og i selve Israel – er ikke givet. Den palæstinensiske fødselsrate er faldende, når man ser bort fra Gaza – og Gaza er i øvrigt slet ikke med i regnestykket.

I det hele taget bliver der ikke noget regnestykke. Som det fremgik af den smilende Netanyahus udtalelser på pressemødet onsdag, har Israel to krav til en selvstændig palæstinensisk stat, som med sikkerhed vil blive afvist: Israelsk militær overhøjhed over området vest for Jordan floden og palæstinensisk anerkendelse af Israel som ’en jødisk stat’.

Mod bedre vidende

Det siger sig selv, at en stat, der er underlagt nabostatens militære opsyn, ikke er selvstændig. At Netanyahu på pressemødet løj lodret, da han sagde at palæstinenserne aldrig havde anerkendt Israel – han henviste til indholdet i skolebøger, og hvad palæstinenserne sådan går og taler om, når de taler om f.eks. tyveriet af arabisk jord og ejendom. PLO anerkendte Israel i to omgange, først i 1988 og endegyldigt med underskrivelsen af Oslo-aftalerne i 1993.

Og når såvel Netanyahu som Trump på pressemødet talte om, at den øvrige arabiske verden er klar til at anerkende og samarbejde med Israel – fremkaldt af sunni-staternes frygt for Iran – er det i bedste fald historieløst. I 2002 tilbød Den Arabiske Liga på et topmøde i Beirut israelerne fuld arabisk diplomatisk anerkendelse forudsat, at Israel trak sig tilbage til 1967-grænsen, som er våbenstilstandslinjen fra 1949.

Det havde ingen interesse – faktisk benyttede den daværende israelske premierminister, Ariel Sharon, topmødets anledning til igen at besætte Vestbredden militært og isolere den daværende palæstinensiske leder, Yassir Arafat, i hans hovedkvarter i Ramallah.

Hvad man kan læse ud af Netanyahus og Trumps tale om sunni-arabisk velvilje over for Israel er, at palæstinenserne ikke skal regne med opbakning fra Saudi-Arabien og Egypten.

Altså er budskabet, at PLO og PA, den Palæstinenske Myndighed i Ramallah, er alene – og skulle den i længere tid forhandlede udsoning med Hamas i Gaza resultere i palæstinensisk enhed, har Trump-administrationen ladet antyde, at USA’s støtte på 600 millioner dollars til PA-styret vil blive inddraget.

Israelernes frygt

Netanyahus anden betingelse for en aftale med palæstinenserne om én stat til to folk – nemlig anerkendelse af Israel som jødisk stat – er meningsløs, med mindre man indfører et apartheid-system, der sikrer jødisk overhøjhed.

Det kan palæstinenserne selvsagt ikke gå med til. Og Israel kan ikke gå med til en demokratisk stat med lige rettigheder uden risiko for en dag at miste det flertal, de ville have i morgen og i overmorgen.

Og uanset hvordan det vendes og drejes, nærer den brede israelske befolkning en reel frygt for, at jøder i en stat med arabisk flertal vil være ilde stedt. Den frygt har motiveret det diplomatiske dogme om to stater til to folk som eneste farbare mulighed. Og den mulighed har israelske regeringer undermineret gennem 50 år – nu med USA’s bifald.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Benno Hansen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Mind mig lige om hvorfor jeg stadig skal se israelsk frugt og grønt i mit lokale supermarked. Er det ikke på tide at rive EU's samhandelsaftaler med den slyngel-stat i stykker?

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Supermarkeder træffer nogle valg når de køber ind. Du og jeg træffer ligeledes nogle valg når vi køber ind. Det afhænger vel af pengepung og præferencer men valg har altid en poilitisk konsekvens, som bevidste forbrugere kan præge markedet med.
Se bare på den støt stigende andel af køb af økologiske produkter.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg forstår godt Trump. En stat, to stat. Who cares? Vi gider ikke mere krig i Mellemøsten. I - og det gælder begge parter - bliver nødt til at lægge alt det der religionshalløj på hylden og se at blive voksne. Var det ikke for religion kunne man jo ikke se forskel på jer, for I stammer fra den samme familie - store næser og mørke øjenbryn. Og I er lige gode om det - altså lige religionsformørkede, så der egentlig ikke så meget at slås om. Drop religionen og se at få gang i noget turisme. Der er massere af muligheder for en lys fremtid i regionen. Sandstrand og appelsiner er langt at foretrække.

Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Bjarne man kunne sagtens lukke eller begrænse Israels adgang til Europas markeder som straf for deres ulovligheder. Sanktioner er vejen frem.

Brugerbillede for Allan Bartroff
Allan Bartroff

Interessant at se aggressions niveauet så snart det drejer sig om Israel - selv hvis man købte præisserne kunne de echaufferede debattører vel starte med at boycotte kinesiske, iranske, russiske etc etc produkter - til forskel fra 'palæstinensere' er tjetjenere, tibetanere reelle selvstændige folk (og beklageligvis er der altfor for få israelske produkter i danske supermarkeder :-) )
Men i øvrigt da fint at selv LE får noteret at den jødiske befolkning nok ikke har grund til at føle sig trygge i en 'fælles stat' - ihukommende løbende arabiske progromer siden 1850'erne.