Læsetid: 6 min.

Er Etiopien ved at falde fra hinanden?

Voldsomme demonstrationer og regeringens håndfaste undertrykkelse har ført til hundredvis af dræbte, tusindvis af fængslede og en akut frygt for at åbne munden i Afrikas næststørste land. Lige nu hersker der relativ ro, men iagttagere advarer om en blodig fremtid, hvis ikke styret løsner grebet
Etiopiske soldater holder demonstranter mod regeringen tilbage i oktober sidste år. ’Jeg er ikke i tvivl om, at styret i Etiopien vil falde, spørgsmålet er bare hvor længe, der går,’ siger Gerard Prunier, der er analytiker af øst- og centralafrikanske forhold. 

Etiopiske soldater holder demonstranter mod regeringen tilbage i oktober sidste år. ’Jeg er ikke i tvivl om, at styret i Etiopien vil falde, spørgsmålet er bare hvor længe, der går,’ siger Gerard Prunier, der er analytiker af øst- og centralafrikanske forhold. 

AP Photo

14. februar 2017

ADDIS ABABA/GONDER –  I Debre Zeit, syd for hovedstaden Addis Ababa, står tribunerne tomme på den plads, hvor mellem 100 og 300 mennesker sidste år blev dræbt under en ceremoni. Militæret så ceremonien som en regeringsprotest, greb ind og udløste panik.

I forvejen havde Etiopien oplevet store regeringskritiske demonstrationer i de to store centrale provinser, Oromiya og Amahara, med et ukendt antal arrestationer og dræbte som følge af sammenstød med politiet.

Men efter et voldsomt 2016 er der nu faldet en slags tung ro over Afrikas næststørste land.

Regeringen har strammet en af verdens i forvejen mest restriktive medielovgivninger, blokeret sociale medier og vedtaget nødlove, der blandt andet forbyder lokale at tale med udlændinge uden gyldig grund.

På spørgsmålet om Etiopiens problemer er overstået kigger en ung mand sig nervøst over skulderen.

»Det er et godt spørgsmål på et forkert tidspunkt,« siger han og nikker med hovedet bagud mod en af de politimænd, der findes overalt i gadebilledet.

»Her er tingene rolige. Måske 50 procent af befolkningen her er utilfreds. Oppe nordpå er det alle. Men folk taler ikke højt om det,« svarer han lidt forsinket, på afstand af betjenten.

En knytnæve fra oven

Et af de steder, hvor spændingerne er størst, er i amhara-folkets gamle kongeby Gonder.

Byen er et af de vigtigste fikspunkter i Etiopiens indtil for nylig hastigt ekspanderende turistindustri, men fraværet af turister er åbenlyst og bidrager til frustrationen. Der er oprettet militærcheckpoints rundt om byen.

Tæt på byens gamle borgkompleks vidner en afbrændt bus »ejet af én, der var for tæt på styret«, som en lokal fortæller, om de voldsomme massedemonstrationer sidste år.

En lokal forretningsmand fortæller om de økonomiske problemer og om, hvordan de fleste er bange for fremtiden.

Læs også

»Min bror blev arresteret og fængslet i tre uger, vi fik aldrig at vide hvorfor. Nødlovene betyder, at man ingen rettigheder har, at man altid kan blive arresteret, uanset om man har gjort noget eller ej. Virkelig mange er blevet arresteret, nogle er forsvundet,« forklarer han,

»Nødlovene forøger spændingerne, de gør livet uudholdeligt. Vi holder os tilbage fra vold, for ingen er interesserede i vold, der har været alt for meget af den i Etiopiens historie. Alle familier har medlemmer, der er blevet slået ihjel, og de ønsker ikke, at det skal ske igen. Men det kan det godt.«

Kravene er ikke radikale, mener han:

»Vi demonstrerer bare for demokratiske rettigheder. Vi vil gerne have frie valg, have lov til at vælge vores ledere nedefra i stedet for som nu at få dem tvunget ned fra oven med en knytnæve,« siger han og demonstrerer med sin hånd, hvordan det føles at være amhara i dag.

Vestens allierede

Uroen drejer sig ikke overraskende om magt og penge.

Op gennem 00’erne blev Etiopien synonymt med økonomisk vækst og fremgang, men velstanden er blevet ujævnt fordelt og afspejler en århundredelang kamp om indflydelse mellem regioner og befolkningsgrupper.

Gennem de seneste 20 år har Etiopien udviklet sig til en af Vestens vigtigste allierede på kontinentet, ikke mindst sikkerhedspolitisk. Sammen med nabolandet Djibouti fungerer Etiopien i vid udstrækning som Vestens fremskudte bastion i kampen mod terror og islamisme i Afrika og Mellemøsten. Og samtidig som et relativt roligt helle i en urolig region.

Prisen har været fraværet af demokrati.

Da en oprørsbevægelse i 1991 strømmede ind i hovedstaden Addis Ababa fra den nordlige Tigray-provins, var det i princippet med et program om at skabe en inklusiv regering med deltagelse af andre regionale oprørs- og protestbevægelser.

Virkeligheden blev en anden. Magten samlede sig i stigende grad omkring en lille elite fra Tigray-folket, som kun udgør omkring seks procent af Etiopiens befolkning. Den mest folkerige gruppe, oromoerne, forblev i bunden af samfundet, mens den traditionelle elite, amharerne, blev marginaliseret.

Den tidligere oprørsleder Meles Zenawi skabte op gennem nullerne en stat med færre og færre demokratiske åbninger, men til gengæld stigende vækst og færre fattige. Et forsøg på at gennemføre demokratiske valg i 2005 førte til store oppositionssejre, men endte med, at der blev slået hårdt ned mod politiske modstandere.

Siden er stemmeprocenten på det regerende parti stille og roligt rykket tættere på de 100.

I 2012 døde Zenawi imidlertid, og hans efterfølger, Hailemariam Desalegn, har haft sværere ved at holde utilfredsheden nede. Men omfanget af uro er mørklagt af styret.

»Det er meget svært at vurdere, hvor højt konfliktniveauet er,« konstaterer René Lefort, fransk journalist og forfatter og en af de mest respekterede eksperter i etiopisk politik.

»Jeg hører hele tiden om isolerede hændelser, men det er rygter. Hvad der står klart er, at de økonomiske spændinger er stigende, og at der er en vis sandsynlighed for, at der på et tidspunkt i den nære fremtid vil komme en eksplosion, som vil have etnisk karakter,« siger han.

Natlige arrestationer

I Gonder er uroen svær at skjule.

På byens marked, som blev delvist brændt af under urolighederne, fortæller en ung mand om demonstrationerne som det voldsomste, han har oplevet.

»Der blev skudt over det hele, brødre døde,« siger han inde i et skur i læ for lurende blikke.

Siden har tiden været præget af arrestationer og frygt.

»Folk smiler, men indeni er de vrede, for der er nye arrestationer hver nat. Militæret oprettede en kommandopost for to en halv måned siden, og siden har der været roligt. Sikkerhedsfolk i uniform, men lige så mange i civil, kommer op til folk og udspørger dem, beder om id, og så bliver de slæbt væk,« siger han.

Omvendt fortæller han også om en lokal, der blev slået ihjel for angiveligt at samarbejde med politiet.

»Under demonstrationerne samledes 50-70 folk omkring hans hus, mens han var derinde, hældte benzin på det, satte ild til det – og kiggede på, mens det brændte ned med ham indeni,« fortæller han.

Han er selv halvt tigray, halvt amara og splittet.

»Regeringen siger, at de nye sikkerhedsforanstaltninger er et generelt tiltag, men det er kun i Amhara- og Oromo-regionen, de sker,« konstaterer han.

»I Tigray er selv de unge velhavende, her har folk ingenting, de prøver at flygte til Europa, her er ingen job. Den vækst, der kommer, koncentreres i hænderne på en lille gruppe. Tigray begunstiges på bekostning af andre regioner,« siger han om uroen, der formelt startede, da regeringen prøvede at fjerne en del af Amhara-regionen og flytte det over til den mindre Tigray-region.

Frygter et nyt Somalia

Vold som politisk virkemiddel har en lang forhistorie i Etiopien.

I 1970erne og -80erne blev 500-800.000 slået ihjel under den såkaldte røde terror. Der er stor bekymring for, at den nærmeste fremtid kan byde på ganske meget vold, som bl.a. en fast bosiddende europæer konstaterer:

»Der er en enorm vrede mod Tigray-folket, som vokser. Men også folk, der samarbejder med dem, bliver myrdet uden videre. For nylig var der en tigrayaner, der forsøgte at sælge sit hus, men dem, der forsøgte at købe det, blev advaret imod det; det bliver ikke tolereret at lave handler med tigray-folk, det bliver set som forræderi,« forklarer han.

Frygten for vold går igen hos erfarne analytikere af Etiopien.

»Enten vil der komme en eksplosion af vold med etniske toner, eller også vil situationen blive mere intens, men ikke eksplodere, fordi regeringen kommer deres kritikere i møde og giver økonomiske og politiske indrømmelser. Men indtil nu har de vist sig ude af stand til at gøre det,« siger Rene Lefort.

Hans landsmand Gerard Prunier, der er analytiker af Øst- og Centralafrika og har boet i Addis Ababa i femten år som blandt andet direktør for Det Franske Institut for Etiopiske Studier, er mere eller mindre enig, men dog noget mere pessimistisk. Han forudser fred de kommende måneder, men mere uro senere på året, når tørkesæsonen kommer.

»Jeg er ikke i tvivl om, at styret i Etiopien vil falde, spørgsmålet er bare, hvor længe der går,« siger han og opridser tre scenarier:

»Den første mulighed er, at regeringen bevarer den militære magt, men åbner op for de andre grupper i styringen af landet. Det vil medføre uro og en del dræbte, men på en begrænset skala,« siger han.

»Mulighed nummer to er, at oromoerne overtager magten direkte. Det er en uorganiseret og splittet gruppe, og det kan blive meget rodet og vil medføre store blodige udrensninger og måske mellem en til to millioner døde. Den sidste mulighed er, at ingen vinder, og vi får et nyt Somalia,« konstaterer han.

Rejsen er støttet af Danidas oplysningsbevilling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu