Læsetid 21 min.

Fortroligt Shell-dokument fra 1996: Klimaforandringer truer menneskeheden

Fortrolige interne dokumenter viser, at Shell i mere end 30 år har haft detaljeret kendskab til farerne ved klimaændringer. Alligevel fortsætter selskabet med at udvinde olie og gas og kæmpe imod ambitiøse klimatiltag
Fortrolige interne dokumenter viser, at Shell i mere end 30 år har haft detaljeret kendskab til farerne ved klimaændringer. Alligevel fortsætter selskabet med at udvinde olie og gas og kæmpe imod ambitiøse klimatiltag
Magnus Holm
28. februar 2017

Onsdag den 27. november 1985. Shell-medarbejder Mike Griffiths er rejst til den engelske by Norwich på feltbesøg hos Tom Wigley, direktør for Climatic Research Unit (CRU) ved University of East Anglia.

Griffiths var et af de seks medlemmer af Shells Greenhouse effect working group og i gang med en ny rapport om klimaforandringerne.

»Wigley er efter min opfattelse en meget nøgtern mand,« skrev han dagen efter i sin rapport. Wigley havde beskrevet de usikkerheder, der var i klimaforskningen, men han var også villig til at stikke næsen frem.

»De seneste 100 år er det blevet varmere på kloden,« havde Wigley sagt. Han forudså, at temperaturen ville stige en-to grader de kommende 30 år.

»En sådan temperaturstigning vil være større end det, vi har set de sidste 1.000 år,« noterede Griffiths.

Den interne undersøgelsesgruppe, som han var del af, publicerede i 1986 sine konklusioner. ’Fortroligt’ står der på hver side i den kopi, The Correspondent er kommet i besiddelse af – undersøgelsen var tydeligvis ikke beregnet på offentlighedens kendskab.

Shells film Climate of Concern fra 1991 beskriver truslen fra klimaændringer og mulighederne for at stille om til et klimavenligt energisystem. Hele filmen varer 28 minutter – i linket herover er højdepunkterne samlet i en kort version, redigeret af The Correspondent.

»Forskerne er i det store hele enige om, at det er drivhusgasserne, der fører til global opvarmning,« skrev Shells undersøgere. Modellerne viser »signifikante forandringer i havenes vandstand, havstrømmene, nedbørsmønstrene, regionale temperaturer og vejret«.

»Sådanne forholdsvis hurtige og dramatiske forandringer vil påvirke menneskets levevilkår, den fremtidige levestandard og fødevareforsyninger med potentielt store sociale, økonomiske og politiske konsekvenser.«

Eftersom klimaforandringerne ville manifestere sig langsomt, og eftersom der stadig var huller i den videnskabelige forskning, fandt Shells undersøgere det for tidligt at skride til »øjeblikkelig handling«. Men vidensniveauet var tilstrækkeligt til, at det ville give mening at overveje løsninger – det ville være uklogt at vente, til der var uomtvistelige beviser.

For industrien »er der enorme interesser på spil«, medgav undersøgerne, »men med de fossile brændsler som den største kilde til CO2-udledningerne i atmosfæren er det stærkt ønskeligt, at energiindustrien tænker fremadrettet«.

Hvad Shell vidste

Shell havde allerede tidligere fordybet sig i klimaproblemet. I et memorandum fra 1979 fra Shells kulafdeling blev der skrevet om klimaproblemet: Den stigende CO2-koncentration i atmosfæren gav anledning til bekymring og kaldte på yderligere undersøgelser. I kildelisten til undersøgelsen fra 1986 blev dusinvis af rapporter og bøger om drivhuseffekten nævnt, de tidligste fra 1975.

Klimaforskningen blev stadig mere robust, og opsigtsvækkende nok var olie- og gasindustrien med i forreste række. Årsagen var enkel: Selskaberne ville vide, hvordan klimaændringerne kunne true deres forretning.

Exxon, hjemmehørende i Texas, havde derfor allerede i 1970’erne hyret klimaforskere. I et internt notat fra 1981 fik selskabets ledelse forklaret, at de forventet samlede CO2-udledninger i 2030 kunne indebære »katastrofale konsekvenser (i hvert fald for en betydelig del af verdens befolkning)«.

Hidtil fortrolige Shell-dokumenter og en for længst glemt film fortæller om et olieselskab i splid med sig selv: Shell erkender, at dets produkt skader klimaet, men fortsætter med at udvinde olie og gas og arbejde mod skrappe klimakrav
Læs også

Selv om der fortsat var megen usikkerhed om de præcise konsekvenser, blev det internt i Exxon i 1982 rapporteret, at der »har vist sig en klar videnskabelig konsensus« om sammenhængen mellem CO2-udledninger og global opvarmning. For at bekæmpe den globale opvarmning »er det nødvendigt drastisk at reducere brugen af fossile brændsler«, rapporterede en Exxon-medarbejder.

Olieindustrien trådte sammen for at diskutere sagen, og mellem 1979 og 1983 delte samtlige store olieselskaber deres forskningsresultater om klimaet i en fælles task force under deres brancheorganisation, American Petroleum Institute (API).

Selskabernes forspring for offentligheden

Med deres fælles viden havde olieselskaberne et pænt forspring for offentligheden. Først i 1988 blev FN’s klimapanel, IPCC, oprettet, og først da kom mediedækningen af klimaproblemet godt i gang. I juni samme år gennemførte den amerikanske kongres en høring om klimaændringer.

Den unge klimaforsker James Hansen stjal showet, da han bekendtgjorde, at Jorden var blevet opvarmet med en halv grad. Det var 99 procent sikkert, at det ikke var resultatet af naturlig variation, men derimod et resultat af menneskeskabte udledninger, sagde Hansen.

»Opfordring til kraftig reduktion i afbrændingen af fossil energi for at bremse klimaændringer,« skrev New York Times næste dag på forsiden.

Shell havde da allerede indset, at klimaforandringerne ville få følger for dets egne aktiviteter. I 1989 tilpassede selskabet designet på en boreplatform, så man kunne tage højde for ekstremt vejr og stigende vandstand i verdenshavene.

Shell begyndte også at tjekke sin egen miljøadfærd, iværksatte forskning om indfangning og deponering af CO2 og udviklede strategier til at reducere afbrænding af naturgas under udvinding og gøre brugen af energi mere effektiv.

Det var små skridt i den rigtige retning, men Shell var klar over, at problemet stak langt dybere. Afbrændingen af olie, gas og kul førte per definition til problemer for miljøet og klimaet, men samtidig havde verdens voksende befolkning brug for mere fossil energi. For at få gang i en dialog om dette djævelske dilemma mellem vækst og miljø producerede Shell i 1991 filmen Climate of Concern.

»Den eneste forsikring, vi har, er at skride til handling nu,« sagde speakerstemmen.

Men i filmen leverede Shell ikke en løsning på dilemmaet, og i de følgende år sad firmaet – præcis som resten af samfundet – i klemme mellem behovet for vækst og hensynet til miljøet.

»Vi kommer alle til at lide, hvis de økonomiske aktiviteter undergraver miljøet,« sagde Shells topchef Mark Moody Stuart i 1994 i en tale i Jakarta. »På den anden side kan nuværende og fremtidige generationer kun få opfyldt deres behov gennem fortsat økonomisk udvikling.«

Shell ville gerne handle ansvarligt, men var også af den holdning, at selskabet ikke skulle bære de tungeste byrder i forsøget på at finde en løsning – i sidste ende var det kun internationalt samarbejde mellem regeringer, der kunne løse problemet.

Det var præcis, hvad verdens regeringer i mellemtiden havde indset. I 1992 underskrev de i Rio de Janeiro en konvention for netop at undgå »farlig menneskeskabt påvirkning af klimaet«.

Men da de nåede til at ville føre klimakonventionen ud i livet, blev de mødt af ekstrem hård modstand fra selskaber som netop Shell.

Om filmen

Nogle vil kalde den alarmistisk. Shells 28 minutter lange film Climate of Concern, som selskabet producerede for over 25 år siden, er en gennemgang med foruroligende billeder af de potentielt katastrofale konsekvenser, hvis den globale opvarmning får lov at fortsætte.

Allerede i filmens første minut fortæller Shell, »at vores måde at bruge energi på, kan forårsage klimaændringer med alvorlige konsekvenser«. Filmen viser, hvor store mængder CO2 der sendes ud i atmosfæren, når vi afbrænder olie og kul, og hvordan forbruget er hundreddoblet siden 1850. Man får at vide, at den globale temperatur – i 1991 – allerede er steget en halv grad.

I 2050 kan den globale temperatur være steget »med mindst 1,5 grader, muligvis næsten fire«. Og forandringerne er måske »for hurtige til, at livet kan tilpasse sig uden alvorlige omvæltninger«. Seerne hører om havstig- ninger inden år 2100 på måske en meter – »selv det kan være katastrofalt«.

Sådan fortsætter advarslerne, indtil filmen skifter spor, og Shell fortæller om de nødvendige forandringer af vores energisystem og hele vores måde at indrette transportsystemer, bygninger, byer og vores livsstil.

Climate of Concern brugte Shell i en periode til undervisning. Selskabet har selv kaldt den »en af de første advarsler om truslen om global opvarm- ning« og oplyser, at den i sin tid blev prisbelønnet. Siden er den forsvundet i glemslen, men nu genfundet.

Det sorte kapitel

Mens regeringsledere i 1980’erne begyndte at tænke over måder at forhindre klimaændringer, besluttede en række amerikanske olieselskaber, at tiden var inde til modargumenter. I 1989 etablerede de Global Climate Coalition (GCC), en lobbygruppe med to mål: At så tvivl om klimaforskningen og at understrege, at politisk regulering – hvis en sådan kom – ville koste samfundet dyrt.

Alle store amerikanske olieselskaber var medlem af gruppen, herunder Shell Oil, datterselskab under Royal Dutch Shell Group.

Exxon havde lagt grunden. I 1988 formulerede en public affairs manager ’Exxon-standpunktet’: »At understrege usikkerheden i de videnskabelige konklusioner om den mulige forstærkede drivhuseffekt.« Motivet til initiativet var klart: En for hård indgriben kunne føre til »irreversible og ekstremt bekostelige skridt«.

De klimaskeptiske argumenter fabrikeret i USA spredte sig verden over og nåede også Shells kontorgange i Europa. Shell-medarbejderen Peter Langcake blev sat til at bedømme bølgen af skeptiske argumenter. Langcake var bevidst om den store betydning af undersøgelsen. I indledningen til sin rapport fra 1994 skrev han: »Truslen om klimaændringer er og bliver det vigtigste miljøspørgsmål for den fossile energiindustri med stor betydning for forretningen.«

I den kopi af studiet, The Correspondent er i besiddelse af, omtaler Langcake de seneste rapporter fra IPCC og de »af videnskaben velkendte grundlæggende forhold om klimaet«, hvorom der råder »fuldstændig enighed«. Derefter omtaler han skeptikerne, som han betegner som »et væsentligt mindretal, der indtager et modsat synspunkt og generelt mener, at bekymringerne over global opvarmning er overdrevne og ugennemtænkte.«

Langcake vurderer alle skeptikernes argumenter, men finder dem ikke overbevisende og lægger dem til side. Man kan ikke ignorere klimaforskningen, problemet er reelt.

Langcakes konklusioner når selskabets top. The Correspondent har en kopi af dem, og i 1995 bliver de medtaget i en orientering til ledelsen. Et år senere sagde topchefen Mark Moody Stuart offentligt, at det øgede niveau af CO2 i atmosfæren sandsynligvis fører til opvarmning. Industrien må ikke »affærdige eller benægte« klimaændringerne.

Shells svar

Shell har fået forelagt artiklen og siger i et skriftligt svar til Information og The Correspondent:

»Vores holdning til klimaændringer er velkendt: Vi anerkender klimaudfor- dringen og den rolle, energien har som redskab til at nå en god livskvalitet. Shell anbefaler fortsat en effektiv politik til støtte for mere klimavenlige valg og muligheder for virksomheder og forbrugere såsom regeringsstyrede systemer med CO2-priser og -handel (...) og har opnået en ledende rolle med hensyn til naturgas og ethanol baseret på sukkerrør – henholdsvis kulbrinter og biobrændsler med mindst CO2-belastning.«

»Ved Shells årlige resultatfremlæggelse for medier 2. februar 2017 sagde vor CEO, Ben van Beurden: ’Med hensyn til klimaændringer og hvad der vil ske, har vores holdning været klar og er ikke ændret: Vi mener, at klimaændrin- gerne er reelle, og vi mener, der er behov for handling. Vi mener, vi står midt i en energiomstilling, som ikke kan stoppes, og vi ønsker at være i fortroppen.«

Tvivlens købmænd

Op til klimatopmødet i Kyoto i 1997 skruede Global Climate Coalition (GCC) op for tvivlskampagnen. Alle midler blev taget i brug for at sprede tvivl: Annoncer i nationale aviser, særlige notater til journalister og kongresmedlemmer.

En af taktikkerne var en video, som hævdede, at en forhøjet CO2-koncentration ville føre til større landbrugsudbytte og dermed medvirke til at udrydde sult. Et budskab, som ikke ydede klimaforskernes advarsler retfærdighed – og som oven i købet stod i diametral modsætning til det katastrofescenarie, Shell tidligere havde tegnet i filmen Climate of Concern.

I 1995 skrev GCC i et positionspapir, at »de fleste forskere betvivler de dramatiske forudsigelser om, at isen på Grønland eller Sydpolen ville smelte« – i tydelig modstrid med den viden, som tidligere var indsamlet internt i Shell. GCC producerede også en rapport, der skulle underminere IPCC’s legitimitet.

Medarbejderne på Shells hovedkontorer i Europa fandt, at tvivlskampagnen gik alt for langt, og Shell kom under pres af miljøbevægelsen. I 1998 trådte Shell Oil, efter næsten ti års arbejde med at så tvivl, endelig ud af GCC.

Alle Shell-kontorer anerkendte fra det øjeblik kendsgerningerne, men det gamle dilemma – mellem vækst og miljø – betød, at Shell udviklede et skizofrent forhold til videnskaben. Shell begyndte aktivt at argumentere mod en »overreaktion« fra myndighederne ved at henvise til »usikkerhederne« i klimaforskningen. Det var, som om Shell sagde: Du får kræft af at ryge, men der er også en chance for, at du ikke bliver syg. Tag det i betragtning, hvis du overvejer at stoppe.

Selskabet begyndte at definere betingelser for politisk handling.

»Alle tiltag må baseres på seriøs videnskab, der tager højde for fordele og ulemper samt de økonomiske behov og ambitioner for såvel i- som u-lande,« skrev Shell i 1995.

I Kyoto måtte verdenslederne være på vagt over for »ugennemtænkte politiske tiltag«, eftersom sådanne, ligesom klimaændringer, kunne have »alvorlige økonomiske følger.«

Kun såkaldte no-regret-tiltag – som større energieffektivitet, der under alle omstændigheder ville være økonomisk fordelagtige – skulle tolereres.

Klik på grafikken for at se den i stort format.

Det grønne forsøg

Den 6. oktober 1997. Jeroen van der Veer er lige tiltrådt i Shells Group of Managing Directors, da han holder en pressekonference i London. Han har en vigtig meddelelse. Shell vil oprette en afdeling for vedvarende energi.

»Vedvarende energi er en udfordring, som private virksomheder må tage på sig, og som bør styres af markedet,« siger van der Veer.

Shell ville investere 500 millioner dollar over fem år. Selskabet kalkulerede på det tidspunkt med, at vedvarende energi skulle levere op til halvdelen af alt energiforbrug i 2050. Shell ville erobre ti procent af markedet for solenergi i 2005, og man var klar til at acceptere tab i starten.

»Der er tale om store markeder i fremtiden, så vi skal være der tidligt,« sagde van der Veer.

Shell gjorde stor reklame for sine grønne ambitioner. Man indrykkede en stor annonce i Financial Times, der bebudede, at man »såede frøene til vedvarende energi«. Selskabet så ud til at være på rette vej.

»Shell har de rette visioner,« sagde Greenpeace-aktivisten Diederik Samsom i august 2001. Ud over solenergi investerede firmaet i biobrændstof, vindenergi og brint – og håbede at få overskud på mindst et af felterne. Det var en forudsætning. »Vi kan ikke bare rituelt brænde penge af,« sagde van der Veer.

Men det vedvarende eventyr blev en stor skuffelse. De 500 mio. dollar førte ikke til noget ’teknologisk gennembrud’. Solcellerne gav ikke nok, og konkurrenterne voksede hurtigere. Den statsstøtte, som var nødvendig for, at Shell kunne fortsætte, faldt nogle gange pludselig bort.

Shell kom under pres fra aktionærerne for at finde nye olie- og gaskilder, så der igen kunne komme overskud og afkast. De grønne aktiviteter blev hurtigt en hovedpine. Efter Shells standarder leverede de utilfredsstillende resultater, og de blev ét efter ét lukket ned. I juni 2006 kaldte van der Veer solenergi for »en blindgyde«.

»Folk fejlbedømmer denne energikildes potentiale,« sagde han. I november samme år solgte Shell samtlige sine aktiviteter i denne sektor.

Satsning på tjæresand

Den udholdenhed, Shell ikke kunne præstere i spørgsmålet om grøn energi, viste man til gengæld, når det gjaldt en af de mest forurenende energikilder på Jorden, olie fra tjæresand.

I 1999 var Shell gået i gang med et stort projekt i den canadiske provins Alberta. Et nødvendigt skridt, sagde van der Veer:

»Det er klart, at vi i meget lang tid fremover ikke kan undvære olie, gas og kul.« En verden uden olie var »stadig en drøm, med mindre verden accepterer en stor stigning i fattigdommen«.

Fra 2006, hvor alle solenergiaktiviteter blev solgt, begyndte Shell at bruge hundreder af millioner på at købe konkurrenter i Canada ud. I 2007 brugte Shell 7,4 mia. dollar på én gang for at opnå strategisk kontrol med det canadiske marked for olie fra tjæresand. Selskabets investeringer i vedvarende energi og indfangning af CO2 – 250 mio. dollar årligt i de ti år, der fulgte van der Veers pressekonference – blegner i sammenligning.

Shell forsvarede investeringen ved at henvise til det gamle dilemma mellem vækst og miljø. Verden ønskede ikke fattigdom, men udvikling, og Shell var klar til at levere brændstoffet.

Men tjæresandet kaster en lang skygge over alle andre gode forsøg på at gøre noget for klimaet. Shell vidste allerede dengang, hvor stort udslippet af drivhusgasser ville være som følge af udvindingen af olie fra tjæresand. I dag er Shell en af de største aktører inden for tjæresand, præcis som man havde sat sig for i 2007.

Uforvarende afslørede selskabet i disse år, hvad der skete, når man overlod det til markedskræfterne i olie- og gasindustrien at stå for omstillingen til vedvarende energi. Så kom der ingen omstilling. Så længe overskud var det vigtigste kriterium for selskabets top – og det sørgede direktører, konkurrenter, analytikere og aktionærer for – kunne Shell ikke løse dilemmaet mellem vækst og miljø og fortsatte med at gøre, hvad de altid havde gjort: at score rekordoverskud på olie og gas. I 2008 tjente selskabet 31 mia. dollar.

Efter det forfejlede grønne eventyr vendte Shell sig fra vedvarende energi og søgte en ny måde at bidrage til en løsning på. Shell blev en forkæmper for at sætte en pris på CO2, systemet der skal sikre, at ’forureneren betaler’. En pragtfuld ide. Der var bare et problem. Shell lobbyede på samme tid i magtens centre på sådan en måde, at princippet aldrig for alvor ville blive indført.

Forureneren betaler (ikke)

Når man spørger den hollandske EU-parlamentariker Bas Eickhout om Shells klimalobby, føler han et let ubehag. For han havde aldrig troet, at han – medlem af parlamentets grønne gruppe – skulle være enig med Shell. Men under reformen af det europæiske CO2-kvotesystem var det faktisk tilfældet: »Shell er ret aktive. De dukker sig ikke.«

Handel med CO2-kvoter blev introduceret i 2003 som selve svaret på klimaforandringerne fra europæisk side. Virksomheder skulle betale for retten til at udlede CO2. Denne ret kunne de så handle med internt, samtidig med at det samlede loft for udledning ville blive sænket år for år. Dette vil få prisen for at forurene til at stige. På den måde vil der blive skabt et økonomisk incitament til at skifte til vedvarende energi. På papiret genialt.

Men det endte i fiasko. I forhandlingskorridorerne i Bruxelles blev systemet gjort tandløst. Industrien, som frygtede øgede omkostninger, lobbyede kraftigt for gratis kvoter. Med succes. Der blev udstedt så mange gratis kvoter, at mange selskaber oven i købet så deres chance for at tjene på at sælge kvoter. Det omvendte af, hvad der var meningen.

Eickhout er en de EU-parlamentarikere, som i årevis har kæmpet for at genrejse kvotesystemet – for eksempel ved at fjerne kvoter fra markedet, så prisen ville stige igen. Og dermed fandt Eickhout sig på samme båd som en af de mægtigste kræfter i Bruxelles: Shell.

»Hvis vi vil mindske udslippet af drivhusgasser, må vi sætte en pris på CO2-udledning,« skrev topchef Ben van Beurden i 2014 i en kommentar i Forbes.

Lobby mod grønne mål

For Shell er en pris på CO2-udledning en drøm af et klimatiltag. Det lader markedet gøre arbejdet og sørger samtidig for, at den forholdsvis rene naturgas – som Shell allerede udbyder i store mængder – får bedre vilkår for at konkurrere med kul, den snavsede, men billige energi, som Shell i 2000 havde taget afsked med.

En pris på CO2-udledning kan desuden sikre, at Shell kan tjene penge på den fortsat dyre metode med indfangning og deponering af CO2 (Carbon capture and storage, CCS). Shell har siden 1990’erne forsket i CCS og har nu nogle få idriftsatte anlæg til formålet. Men teknikken kan kun udbredes, hvis forbrugeren betaler omkostningerne. En højere CO2-pris kunne sikre det. Derfor lobbyer Shell herfor.

Fordi Shell arbejder så hårdt for en pris på CO2, bliver selskabet udråbt som et af de bedste olieselskaber på den rangliste, som den britiske NGO Influence Map laver. Men Shells indsats har også en bagside: Alle andre klimatiltag må vige. Politikere, der vil have bare lidt mere end en pris på CO2, vil få Shell imod sig.

Fra og med oktober 2011 blev Shell en af de vigtigste stemmer blandt lobbyisterne i Bruxelles imod forpligtende målsætninger for vedvarende energi og energieffektivitet. EU-Kommissionen ville fastlægge sådanne mål for 2030, men ifølge Shell og andre multinationale selskaber som BP og Total burde EU udelukkende formulere CO2-mål og sikre en høj pris på CO2.

Det ville gøre det dyrere at forurene, og så ville resten gå af sig selv og udledningerne falde. Sammen med olieselskabet Statoil etablerede Shell en såkaldt One Target Coalition for at give lobbyen mere styrke.

Et lille praktisk problem: CO2-prisen var fra start alt for lav, fordi industrien i Europa havde fået tildelt alt for mange gratis kvoter. Shell havde gennem forskellige lobbygrupper selv kæmpet for de selvsamme gratis udledningsrettigheder, som havde amputeret systemet.

Det var netop derfor, at parlamentarikere som Eickhout – udover forsøgene på at opstramme kvotesystemet – også ville holde fast i separate målsætninger for vedvarende energi og energieffektivitet. Sådanne mål skulle give potentielle investorer sikkerhed og forbedre myndighedernes kontrol med energiforsyningen.

Shell sagde njet – og havde gode grunde til det. En separat målsætning for energieffektivitet ville ramme Shells raffinaderier og kemifabrikker, fordi der dér blev brugt meget energi. En særlig målsætning for vedvarende energi ville bane vejen for hurtigere vækst i vindmølle- og solenergi-industrien. Og i sidste ende konkurrerer disse med naturgassen, som Shell stadig håber at tjene stort på i mange år fremover.

Olie og gas til det sidste

I maj 2011 besluttede Shell at bygge verdens hidtil største flydende gasfabrik – The Prelude. Alt på The Prelude er gigantisk. Den vejer omtrent det samme som seks hangarskibe, er mere end fire fodboldbaner lang og over 130 meter høj.

The Prelude kan udvinde naturgas fra havbunden og gøre det flydende med det samme, så tankskibe kan hente det værdifulde brændstof ude på havet. Shell håber, at man efter The Prelude kan bygge flere nye flydende platforme for at gøre udvinding af gas mulig på hidtil ufremkommelige steder.

Megaprojekter som The Prelude viser, at Shell tester stadig nye grænser med det formål at hente olie og gas op fra undergrunden. Ud over flydende naturgas har Shell de seneste år investeret i olieudvinding på dybt vand. Og i 2015 overtog Shell olie- og gasselskabet BG for omkring 64 milliarder euro.

Begrundelsen? Shell gør sit bedste for at forblive relevant. For på trods af de mange milliardinvesteringer faldt Shells andel af det globale marked for olie- og gasproduktion fra 3,2 til 2 procent fra 2000 til 2015. Overtagelsen af BG gør tabet af markedsandele mindre, men man er ikke tilbage på niveau. Så da Ben van Beurden i 2015 sagde, at industrien måtte gøre alt for at skabe en ’gylden gasæra’, mente han det.

Mens Shell gerne overlader væksten i vedvarende energi til markedet, lobbyer selskabet intenst for etablering af ny gasinfrastruktur og for regeringstiltag, der tilskynder brugen af (flydende) naturgas. Shell forsøger at etablere naturgas som en ’uundgåelig søjle’ i det bæredygtige energisystem. Det er en forholdsvis ren energikilde, siger selskabet, og den kan bruges til at supplere den fluktuerende forsyning af strøm fra sol og vind.

Det er rigtigt, men der er en hage ved det. For den europæiske gasindustri – anført af Shell – bygger meget mere end en bro til rene energisystemer.

»Hvis du ser på, hvor meget infrastruktur vi allerede har til gas,« siger Bas Eickhout, »så er det i virkeligheden nok til en god alliance mellem naturgas og vedvarende energi. Men Shell fortsætter med at lobbye for investeringsbeslutninger, der fastlåser os til naturgas i yderligere 30-40 år. På den måde skaber de en hindring for de bæredygtige energikilders vækst.«

Også Shells argument om, at naturgas er »klimavenlig«, strider mod kendsgerningerne. En gaskraftværk udleder halvt så meget CO2 som et kulkraftværk, men det er stadig 45 gange så meget som en vindmølle og 25 gange så meget som en solcellepark. Den amerikanske Energy Information Administration venter, at naturgassens andel af verdens samlede udledninger vil stige fra 20 procent i 2012 til 26 procent i 2040 – en større stigning end kul eller olie.

Og mens Shell fortsat investerer i fossile brændstoffer, forpasser man muligheden for at komme med ombord på det grønne tog. De seneste seks år er der på verdensplan investeret omkring 300 milliarder dollar om året i den rene energisektor. Shell vil være nødt til at investere 30 gange så meget, som man gør nu, bare for at kunne følge med. I en nylig investorrapport fastslår Shell lige ud, at man ikke har sådanne planer.

»Vi har ingen umiddelbare planer om at bevæge os mod en portefølje med nul-CO2-udledning inden for en investeringshorisont på 10-20 år,« står der i rapporten.

Sådanne erklæringer viser, at Shell i 30 år har været på flugt fra klimaforskningens ultimative konsekvens: At vi må stoppe brugen af fossile brændsler. På trods af den viden, selskabet har samlet, og på trods af den dokumentation, der findes om klimaproblemet, blev selskabet en af de største aktører inden for tjæresand.

På trods af al viden om de ekstreme farer for klima og miljø har Shell i tiden 2006-15 brugt ni milliarder dollar i forsøget på at udvinde olie og gas på Nordpolen. På trods af den kendsgerning, at udnyttelsen af verdens kendte reserver vil være nok til permanent at ødelægge klimaet, fortsætter Shell med at lede efter nye olie- og gasfelter. I 2015 brugte selskabet 6,6 milliarder euro på udforskning, mere end 25 gange så meget som på klimavenlige aktiviteter.

Klik på grafikken for at se den i stort format.

Hvor skoen har trykket i over 30 år

Særligt for et selskab, som siger, at det så gerne vil, er det vigtigste spørgsmål måske dette: Hvorfor har man i så lang tid ikke gjort mere for klimaet? I første omgang ser svaret ud til at være dette: Shell kan ikke vælge.

Dilemmaet mellem vækst og miljø ødelægger firmaet. Shell vil begge dele, men forbliver fanget i det evige dilemma. Pæne ord over for utilstrækkelig handling. Det ville udgøre en tragisk slutning på denne historie, og det ville gøre Shell til en metafor for et samfund, der heller ikke kan vælge.

Men der er ikke kun tragik på spil her. Shell foretager nemlig valg. Shell vælger, hver gang et skib med Shell-medarbejdere står til søs for at lede efter nye olie- og gaskilder, og hver gang en ny kilde åbnes. Valget af fossile brændstoffer er påtvunget af det eksisterende system: Cheferne gør, hvad de gør. Samfundet efterspørger fossile brændstoffer. Aktionærerne efterspørger høje afkast. Shells opførsel er en følge af dette system: Selskabet vælger bevidst de aktiviteter, som lige nu bedst tilfredsstiller kunderne.

Myndigheder, som – i modsætning til Shell – er ansvarlige for at beskytte borgerne mod de farlige klimaforandringer, ser passivt til.

I en tale i 1992 sagde topchef Lo van Wachem, at folket i sidste ende bestemmer.

»Beslutninger skal afspejle borgernes kollektive vilje via deres regeringer. Det er industriens pligt, af hensyn til hele samfundet, at sikre, at sådanne beslutninger baseres på den rette forståelse af de relevante kendsgerninger.«

Det har altid været Shells standpunkt. Men det er også præcis der, skoen trykker – og har gjort det i over 30 år. For Shell leverer ikke blot input til ’samtalen’ med samfundet. Man opstiller også betingelser. Hvis en demokratisk valgt myndighed – eller en gruppe regeringer som i EU – ikke opfylder betingelserne, yder Shell formidabel modstand. Lovgivning, som truer Shells kerneaktiviteter, bliver så vidt muligt lobbyet til døde.

I mellemtiden kan selskabet fortsætte med det, man hele tiden har gjort. Gennem overtagelsen af BG voksede Shells reserver af fossile brændsler med 25 procent. Selskabet vil efter 2020 fortsat have vækst indenfor skiferolie og -gas. Og også i år vil nye skibe sejle ud for at lede efter olie og gas. Business as usual så langt øjet rækker – indtil Shell definitivt bliver indhentet af grønne konkurrenter, eller indtil alle de grumme forudsigelser i Climate of Concern bliver til virkelighed.

Dette er ikke blot et tragisk sammenfald af omstændigheder. Det er også en systemisk fejl. Spørgsmålet til samfundet og til Shell er: Hvordan skal vi rette op på det?

Oversat fra hollandsk af Henrik Brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
  • Brugerbillede for Niels Erik Nielsen
    Niels Erik Nielsen
Philip B. Johnsen og Niels Erik Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det syntes sommtider som om det er menneskenes kamp imod guderne; Vi lever konstant på randen af afgrunden enten i forhold til verdenskrige, atomkrige, klima katastrofe, sygdomme som pest og aids og på toppen af det hele, er der demagoger, der prøver på at ødelægge det hele bare for at deres narssistiske personlighed skal få en smule opmærksomhed....