Læsetid: 9 min.

Italienerne har al grund til indignation, men oprøret er uden fortrop

Italienerne har bedre grunde til at gøre op med tingenes tilstand end andre EU-borgere, men også sværere ved at organisere alternativer. Samtidig har de italienske partier længe været blandt populismens mest avancerede laboratorier, som efterlignes i andre lande
Italiensk politi anholder venstrefløjsaktivist under protester mod skolereform. Generelt har den italienske venstrefløj vanskeligt ved at organisere sig til en samlet modstand, siger eksperter, når de skal forklare, hvorfor landet ikke har en stærkere venstrefløj end tilfældet er i dag.

Italiensk politi anholder venstrefløjsaktivist under protester mod skolereform. Generelt har den italienske venstrefløj vanskeligt ved at organisere sig til en samlet modstand, siger eksperter, når de skal forklare, hvorfor landet ikke har en stærkere venstrefløj end tilfældet er i dag.

Alessandro Tosatto

23. februar 2017

Italien er et særligt og ekstremt tilfælde, hvad demokratisk forfald og populisme angår. Italienerne har bedre grunde til at være indignerede end de fleste andre EU-borgere:

Ulighederne i samfundet – mellem rige og fattige, unge og gamle, mænd og kvinder, nord og syd – bliver ved med at stige, stadig flere fælles ressourcer kommer på privilegerede, private hænder, mens forskellen på højre- og venstrefløjen er blevet gradvist udvisket.

Men i stedet for at gøre oprør har mange vænnet sig til, at det nok ikke kan være anderledes. Et samfund, hvor man ikke nærer tillid til hinanden, har et såkaldt collective action problem, skriver den amerikanske politolog Francis Fukuyama om Italien i Political Order and Political Decay fra 2014.

Alle har en principiel interesse i et opgør med korruption og skattesnyd, men ingen nyder praktiske fordele ved at gå forrest. Derfor tager de bedste stadig oftere til udlandet eller foretrækker at dyrke deres egen køkkenhave:

»Italiens problem er, at samfundet er demoraliseret, at det ikke længere tror på sig selv,« diagnosticerede den tidligere ministerpræsident og EU-kommissionsformand Romano Prodi for nylig i La Repubblica.

For 23 år siden gjorde Silvio Berlusconi italienernes indgroede skepsis mod kollektiv handling til det politiske program i sit personlige parti, Forza Italia. Lega Nord var samtidig ved at etablere sig som en forløber for de højrepartier, der nu profiterer på vreden over tingenes tilstand i mange lande.

Men i Italien har eurokrisen kostet højrepopulisterne regeringsmagten og givet en postideologisk protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (M5S), mulighed for at blive landets største parti. Det er ifølge Giovanni Orsina, professor i historie ved Luiss-universitetet i Rom, »en hyperpolitisk bevægelse med en meget stærk tro på kollektiv handling«:

»Hvis berlusconismen var en italiensk opfindelse, som de andre har efterlignet med nogle års forsinkelse, så kan M5S være den videreudvikling, som andre lande vil efterligne om nogle år,« siger Orsina til Information.

Ideologisk udvanding

M5S er opstået som et produkt af højrepopulismens dominans og står nu i vejen for nye initiativer på venstrefløjen. Det er de socialdemokratiske centrumvenstrepartier som Partito Democratico (PD) i Italien, der overalt i Europa betaler den højeste pris for eurokrisen, påpeger Aldo Giannuli, professor i politisk historie ved Università degli Studi di Milano:

»De har overgivet sig med krop og sjæl til neoliberalismen og betaler en meget høj pris for at have udvandet deres identitet,« siger Giannuli, der er blandt M5S’ intellektuelle rådgivere, og fortsætter:

»Et mere alvorligt problem er, at de venstrefløjspartier, som har den organisatoriske kapacitet til potentielt at kunne udgøre et alternativ – Rifondazione comunista i Italien, Die Linke i Tyskland, Parti de gauche i Frankrig – er tynget af omfattende partiapparater. Det er bureaukratiske partier, men den aktuelle protest er i høj grad rettet mod enhver form for politisk establishment. Venstrefløjen er blevet til politiske apparater, der forbruger ressourcer, men uden at skabe resultater. Det alvorlige er, at de ikke har forstået krisen og ikke har formået at producere en ordentlig analyse.«

Orsina er heller ikke optimistisk på den italienske venstrefløjs vegne:

»Venstrefløjen er i meget store vanskeligheder lige nu. M5S hævder at have svar på befolkningens sociale problemer, mens PD slet ikke formår at give det. Det er blevet samfundselitens parti, og kravene fra EU gør det svært at føre venstrefløjspolitik. De skaber så store problemer for PD, at det er ved at splitte partiet,« siger Orsina og tilføjer, at M5S har udmanøvreret venstrefløjen med »et dobbelt løfte« om, at almindelige mennesker kan genvinde kontrollen over deres eget liv og spille en politisk rolle i genopbygningen af fællesskabet:

»M5S hævder at have svaret på borgernes økonomiske problemer og deres oplevelse af, at deres kvarterer bliver fyldt med immigranter, som de ikke har tillid til.«

Uorganiseret vrede

I efterkrigstiden var kommunistpartiet, PCI, en permanent og velorganiseret opposition. Ved Europa-Parlamentsvalget i 1984 blev det landets største parti med 33 procent at stemmerne. At kommunisterne aldrig fik regeringsansvar var medvirkende til voldsspiralen i 1970’erne, da højre- og venstrefløjen udkæmpede en borgerkrig på lavt blus med flere landes efterretningstjenester samt de hjemlige mafiaers aktive medvirken.

Giannuli er en førende ekspert i perioden, som har efterladt dybe sår i offentligheden:

»Italien er ikke mindst et særligt tilfælde, fordi vi for længe siden havde det største kommunistparti i Vesten,« siger han. 

»Vi havde den på én gang største og mest systemkritiske eller offensive venstrefløj i forhold til andre lande.«

Siden Berlinmurens fald i 1989 har den italienske venstrefløj undergået en lang række forandringer, efter at PCI gik i opløsning i 1991. PD blev dannet i 2007 som en fusion mellem de mest centrumsøgende dele af PCI og det kristendemokratiske parti, DC. Ideen med PD var at skabe det store socialdemokratiske centrumvenstreparti, som Italien i modsætning til andre lande aldrig havde under den moderne velfærdsstats opbygning. 

Siden valget i 2013 har PD været det største parti i tre samlingsregeringer – først under Enrico Letta, så Matteo Renzi og nu Paolo Gentiloni, alle fra partiets kristendemokratiske fløj – med et par centrumhøjrepartier, der især består af udbrydere fra Forza Italia.

Det har forstærket mange vælgeres overbevisning om, at der ikke er forskel på højrepartierne og den regeringsbærende del af venstrefløjen. Derfor vender PD’s kernevælgere og medlemmer nu partiet ryggen, i takt med at de sociale følger af den førte politik slår igennem.

Trods Renzi-regeringens EU-dikterede arbejdsmarkedsreform slår ungdomsarbejdsløsheden rekord med 40 procent. Gennemsnitligt tjener de unge, der har et job, 90.000 kroner om året, hvilket er næsten umuligt at leve for i de byer, hvor der overhovedet er arbejde at få:

»Det er protestbevægelserne på venstrefløjen, de bittesmå grupper knyttet til centri sociali (ungdomshuse, red.), som har de bedste forudsætninger for at opsamle vreden over den stigende ulighed,« fastslår Giannuli.

»Men de har dedikeret sig til permanent modstand og er ikke i stand til at formulere en politik, der vedrører de offentlige institutioner. De har ingen organisatorisk kultur. Derfor har de dømt sig selv til at spille en meget marginal rolle, så man lægger kun mærke til dem, når de slås med politiet.«

Systemets modoprør

Til venstre for PD er der en hel galakse af politiske initiativer: Rifondazione comunista, der opstod i 1991 som protest mod den socialdemokratiske drejning i det tidligere PCI; Sinistra Italiana og Campo Progressista, som er konkurrerende forsøg på at videreudvikle miljøpartiet SEL; Possibile, som består af udbrydere fra PD; samt DEMA, som er dannet af Napolis borgmester, Luigi De Magistris, og inspireret af spanske Podemos’ succes med at fungere som overbygning for forskellige borgerinitiativer.

Dem er der titusindvis af i Italien – om miljø, infrastruktur, kulturarv, vand, skoler osv. – men ingen har hidtil formået at kanalisere de lokale energier ind i politiske initiativer på nationalt plan:

»Med den genindførelse af et proportionelt valgsystem, som sker efter folkeafstemningen i december, er den politiske arena i færd med at blive endnu mere fragmenteret og kompliceret. Ethvert nyt parti bidrager kun til en i forvejen uregerlig situation,« vurderer Orsina og tilføjer pessimistisk:

»Derfor bruger de personer, der kan og vil noget, deres talenter andre steder.«

Internt i PD er der desuden mindst syv forskellige fraktioner foruden den officielle linje, som Matteo Renzi har tegnet i partiet, siden han blev partiformand for tre år siden. Efter at have tabt folkeafstemningen om en forfatningsreform, der var beregnet på at give landets bedst organiserede mindretal parlamentarisk flertal, måtte Renzi gå af.

Nu er den tidligere regeringsleder ved at fremprovokere splittelse i PD, fordi han ikke vil vente på valgperiodens udløb i 2018, men er opsat på revanche ved et parlamentsvalg så snart som muligt. Renzi har lanceret en personlig platform, In Cammino, som er en direkte oversættelse af navnet på den uafhængige franske præsidentkandidats Emmanuel Macrons fremadstormende bevægelse, En Marche!

Ligesom den tidligere franske økonomiminister, der også gennemførte upopulære arbejdsmarkedsreformer i Frankrig, er Renzi på vej – som navnet betyder – til at forsøge at bruge de europæiske socialdemokratiers krise som afsæt for et slags systemets modoprør fra midten:

»I dag er populismens kommunikationsformer blevet helt almindelige overalt. Renzi har gjort berlusconismens måde at føre politik gældende i PD,« bemærker Orsina.

I den forgangne weekend trådte PD et stort skridt nærmere en opsplitning, som kan vælte Gentilonis regering. Lørdag mødtes dissidenterne i den romerske arbejderbydel Testaccio. Apuliens guvernør, Michele Emiliano, sagde her undskyld, fordi han i sin tid hjalp Renzi til at erobre magten i PD:

»I dette parti taler man aldrig om at bekæmpe mafiaen, selv om den er overalt,« sagde Emiliano. 

»PD er næsten bange for at opmuntre til håndhævelse af loven.«

Partiledelsen havde indkaldt til møde dagen efter på et hotel i velhaverkvarteret Parioli. Her forsøgte PD's første ministerpræsidentkandidat – Walter Veltroni, som i 2008 tabte stort til Berlusconi – at gyde olie på vandene:

»PD kan ikke være et monokulturelt eller personligt parti,« sagde han.

Men for at kunne konsolidere sin magt i PD ved en snarlig kongres, inden oppositionen i partiet får tid til at organisere sig, har Renzi formelt opgivet sit mandat som formand, selv om det bringer Gentilonis regering i fare:

»Det er slut med at diskutere. Dem udenfor må tro, vi er gale herinde,« sagde Renzi.

Problematisk nation

Italien adskiller også sig fra mange andre europæiske lande, fordi nationen er født senere, og fordi en stor del af befolkningen især forbinder staten med noget negativt.

Italienernes tvetydige nationalfølelse, som blev endnu mere problematisk efter to verdenskrige og et langvarigt fascistisk diktatur, gør det det svært for venstrefløjen at kritisere EU. Derfor er diskussionen om nationalstatens generobring af suverænitet overladt til M5S og højrefløjen:

»Alt, hvad der lyder bare en lille smule som nationalistisk nostalgi, skaber straks modreaktioner på venstrefløjen. Trikoloren bliver stadig opfattet som noget højreorienteret. M5S er derimod et mangetydigt fænomen, som stadig er åbent i forhold til forskellige løsninger,« siger Giannuli.

»Men det er altså ikke det samme som Front National eller UKIP.«

Orsina hævder i en bog om berlusconismen, at Berlusconis budskab var revolutionerende, fordi han gjorde italienernes foragt for reglerne til en national dyd:

»Berlusconismen er på mange måder en indlysende forløber for trumpismen i USA: Forretningsmanden som politiker i modsætning til politik som profession; plutokraten, der bliver repræsentant for manden på gaden; samt selvfølgelig alt, hvad der har med nye kommunikationsformer at gøre, det simplificerede, direkte og konkrete sprog. Forskellen mellem de to er det ideologiske budskab. Donald Trump står for mure, lukkethed og angst. Berlusconi tilhører 1980’erne og står for åbenhed, globalisering og konkurrence. Hans retorik handlede i udgangspunktet om åbenhed, men blev først med årene tilpasset den angst, der begyndte at manifestere sig mod slutningen af 1990’erne.«

Postkompetent politik

Ifølge Fukuyama hvilede det italienske samfund gennem mange år på et såkaldt low-trust equilibrium, men eurokrisen har tilsyneladende forskubbet denne prekære balance:

»M5S har i hvert fald taget foragten for det politiske establishment et skridt videre,« fastslår Orsina. 

»Det er en bevægelse, som hverken er til højre eller til venstre, men udelukkende anti-establishment. I deres retorik er de så forpligtede på en idé om direkte demokrati, at politikerens rolle næsten helt forsvinder. Det er et forsøg på at realisere Rousseaus utopi om selvstyre nedefra.«

Mareridtsscenariet i Bruxelles er, at M5S og Lega Nord kan danne regering sammen efter det næste valg i Italien. Dermed ville populismens utopi næsten være realiseret:

»M5S mener ikke, at der er brug for en politisk elite,« siger Orsina.

»Alle er lige gode, og der er ikke forskel på en kompetent og en inkompetent person. Det gør bare, at dygtige mennesker nødigt involverer sig i M5S, for de har ingen garanti for at kunne bevare deres selvstændighed, eller for at bevægelsen ikke pludselig vender sig mod dem. Derfor rekrutterer M5S især personer uden særlige kompetencer. Men hvordan regerer man så?«

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

  • Populismen har på dødbringende vis udstillet kløfterne inden for venstrefløjen

    2. marts 2017
    Alt er sort og hvidt på den hollandske venstrefløj: Enten er du for indvandring og EU, eller også er du fascist og globaliseringsangst. Splittelsen rammer især socialdemokraterne, siger debattør René Cuperus om sit eget parti, der står til katastrofevalg 15. marts
  • Det franske valg er Europas Stalingrad: Vinder Le Pen, kan EU gå i opløsning

    24. februar 2017
    Brexit og Trumps valgsejr har ’normaliseret’ højrepopulismen og øget risikoen for Marine Le Pen som fransk præsident, mener den britiske historiker Timothy Garton Ash. Det haster for centrum-venstre at finde bedre svar på tillidskrisen – og det starter med, at man begynder at lytte
  • Venstrefløjen skal forføre folket

    23. februar 2017
    Der er intet galt i at være populist. Der er derimod noget galt i, at venstrefløjen politisk tonedøvt fortsætter med de gamle paroler og tankemønstre, der har sat den uden for indflydelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Bartroff
  • David Zennaro
Allan Bartroff og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu