Labour-ideolog: Socialdemokraterne skal rykke mod venstre

Paul Mason taler med ild i stemmen. For ham handler det om liv eller død, for hans parti Labour – og for venstrefløjen i Europa.

Enten leverer venstrefløjen de svar, som arbejderklassen kræver på den række af kriser, der rammer dem lige nu – eller også vil de europæiske socialdemokratier og venstrefløjen gøre sig stadig mere overflødige. Arbejdervælgerne vil være tabt til højrepopulisterne.

Til dem, der tør og vil give svar.

»Venstrefløjen er blevet inde på den bane, hvor fornuft, logik og proportionalitet i sproget dominerer. Derfor har de ikke kunnet drage fordel af krisen«, siger den 57-årige britiske forfatter Paul Mason.

»De sidder på en dynge af ideologisk korrekthed, som gør det meget svært for dem at opbygge en massebevægelse i befolkningerne, som giver dem magt til at forfølge venstreorienterede løsninger. Det ville nemlig også indbefatte at få antiracister til at samarbejde og dele projekt med folk, der ikke er så antiracistiske,« som briten høfligt udtrykker det.

Lige nu går den uafhængige franske præsidentkandidat Emmanuel Macron frem i meningsmålingerne og ligger tæt på højrenationalisten Marine Le Pen. Mens den nyudnævnte formand for de tyske socialdemokrater Martin Schulz også stormer frem i målingerne.

Men de vil stadig være nødt til at bevæge sig bort fra den politiske midte, mener Mason. For hverken de gamle socialdemokratier eller de mere radikale venstrefløjspartier i Europa har for alvor formået at tale til folket, pointerer han. Problemet er, at de sidder fast i kapitalismens logik og en etableret politisk korrekthed i forhold til indvandrere, der forhindrer dem i at formulere et progressivt projekt, der kan samle nationen.

Hvis det skal lykkes at vende skuden, er det nu.

»Jeg er en gammel radikal socialdemokrat, og jeg opfatter dette som et meget kritisk år,« siger Paul Mason.

Det sker nu

Vi er langt fra de verdensberømte politologers kølige analyser af den vestlige verdens vej til epoken af kaos, hvor Trump, Brexit og højrepopulismens fremmarch truer de liberale demokratier og deres institutioner.

Den 57-årige brite, tidligere BBC- og Channel 4-journalist og forfatter til bl.a. PostCapitalism er gået fra »at være analytikeren til at være den, der tænker«, fortæller en tidligere kollega i et aktuelt portræt af Mason i magasinet The Spectator.  

Kritikere affærdiger ham som en mand, hvis rastløse energi og læderjakke bunder mere i en midtlivskrise end et politisk projekt. Men Mason har altid tilhørt den radikale venstrefløj. Nu handler det som sagt om liv eller død.

»Det her sker. Og jeg vil være en del af det,« synes at være Masons grund til at sige sit journalistjob op og forlade den bekvemme position som iagttageren og kritikeren for i stedet at melde sig ind i projekt ’forny Labour’. Hvilket ifølge flere britiske medier har gjort ham til et ’uofficielt’ medlem af den inderkreds, Labour-leder Jeremy Corbyn rådfører sig med – Mason er kendt for sit venstreorienterede syn på økonomi – og indpisker af Labours nye økonomiske plan på en række møder rundt om i landet.

Mason har dækket den græsk-europæiske gældskrise intenst. Han troede på Alexis Tsipras, lederen af det venstrepopulistiske parti Syriza, da ingen andre kendte ham. Og nu tror Mason, at hans støtte til den stærkt kritiserede – men blandt græsrødder elskede Jeremy Corbyn – vil blive retfærdiggjort på samme måde, når Corbyn engang får magten i Storbritannien.

Det vender vi tilbage til.

Bødlen

For lige nu har de progressive det – dem, der tror på de åbne, liberale samfund – som en usynlig bøddel er i gang med at likvidere deres globalt orienterede identitet, solidaritetsfølelsen med deres landsmænd (særligt i Storbritannien efter Brexit) og deres børns fremtid, mener Mason.

»Ja, så ved de, hvordan det føltes at være arbejderklasse under Thatcher,« konstaterer han med henvisning til arbejderklassens situation i 1980’erne, hvor jernladyen smadrede deres fagforeninger og arbejderkultur. Men det interessante er ifølge Paul Mason, at begge ’disruptioner’, den i 1980’erne og den aktuelle, skyldes en systemisk krise i den økonomiske model.

»I firserne blev britiske fagforeninger og sammenhængskraften i arbejderklassekulturen smadret, fordi den politiske og økonomiske elite mente, at keynesianismen ikke længere fungerede og i øvrigt stod i vejen for det prekariat, man ønskede at skabe. Brexit sker, fordi nyliberalismen ikke længere fungerer,« pointerer Mason:

»Men det er højrefløjen, der med lette og holistiske svar på problemerne appellerer til den ældre generation, som har oplevet en velfungerende national- og statsledet kapitalisme. Derfor har højrepopulisterne momentum.«

– Hvordan forklarer du Dansk Folkepartis store succes i Danmark, hvor vi ikke har så markant voksende ulighed, jobusikkerhed og et stort prekariat som i Storbritannien og andre europæiske lande?

»Højrefløjspopulismen appellerer også til grupper blandt arbejderklassen, som værdsætter en solidarisk livsstil og sammenhængende og stabile fællesskaber. I Storbritannien ser man den alliance meget klart i UKIP, hos gamle konservative og i arbejderklassen, som vil tilbage til den livsstil, de forstod og kendte i 1960’erne og 1970’erne. Det samme sker i Danmark, og derfor behøver man ikke at ødelægge fagforeninger og velfærdsstaten samt tillade en meget ekspansiv immigration, før de forstår, at det samme kunne ske i Danmark.«

Syriza har gjort det

Der er altså ifølge Mason to problemer for venstrefløjen lige nu, hvor Trump og Brexit har vist, at verden måske står over for et afgørende brud med globaliseringen.

For det første er socialdemokratierne vokset sammen med den nyliberale ideologi og kan ikke ændre kurs. For det andet har venstrefløjen ikke løst problemet med at skabe et politisk program, der både appellerer til den progressive, kreative klasse i storbyerne og arbejderklassen i de fattigere provinsområder.

– De gamle socialdemokratier prøver vel at skabe flere job i en alliance med erhvervslivet?

»Nej, i bund og grund er de stadig afhængige af deres ’race to the bottom’ og skattelettelser til erhvervslivet over hele Europa. I Tyskland går de stadig ind for deres Hartz-reformer (der har beskåret ydelserne kraftigt og skabt working poor, red.), i Danmark har man støttet velfærdsnedskæringer, og i Storbritannien stod Labour for det samme, indtil Corbyn kom.«

Dilemmaet for den progressive venstrefløj er imidlertid, at de ikke kan dele projekt med fremmedangste grupper. Men de kan heller ikke kræve af folk, at de skal indoptage en lang række ’politisk korrekte’ værdier.

»Eller det kan et parti selvfølgelig godt, men så vedbliver man med at være et yderkantsparti. Til gengæld går det ikke, hvis man vil regere. Så er man nødt til at samle store dele af nationen om et progressivt projekt. Jeg vil hævde, at det var det, græske Syriza gjorde: De dannede en koalition mellem meget utilfredse mennesker og de nationalkonservative. Og selv om de nationalkonservative kun fik én minister var det nok til, at hele resten af venstrefløjen i Europa og USA beskyldte dem for antisemitisme – det var latterligt og udokumenteret.«

Bare ikke Podemos

Denne nationale koalition, pointerer Mason, tillod Syriza at udfordre IMF og Verdensbanken i 2015.

»Jeg mener ikke, at Syriza blot viderefører de tidligere magthaveres økonomiske politik efter at have tabt til Merkel og EU. At de blev overvældet af en meget stærk økonomisk magt i EU og har foretaget en retræte til en ufrivillig implementering af de reformer, de var imod, betyder ikke, at de har accepteret logikken i den økonomiske politik. Forskellen mellem folk som Helle Thorning-Schmidt og Syriza er, at hun accepterede logikken.«

I Spanien har venstrefløjspartiet Podemos ligeledes opnået stor tilslutning på en antinedskæringspolitik, men vandt ikke magten. Det er der en god forklaring på, mener Mason.

»Socialdemokratiet i Spanien vil hellere falde fra hinanden og lade de konservative få magten end at give den til en rød regering ledet af Podemos. Den tidligere leder af det spanske socialdemokrati, Pedro Sánchez, forlod sin formandspost, fordi partiet nægtede at bryde med nyliberalismen. Det er det samme problem i Tyskland. Hvis de tyske socialdemokrater heller ikke kan etablere en rød-grøn koalition, tror jeg, de gamle europæiske socialdemokratier er ved at være færdige,« siger Paul Mason.

– Hvilke krav burde en europæisk venstrefløj stille i den forbindelse?

»For det første en genforhandling af Lissabontraktaten og EU-samarbejdets grundsten med udgangspunkt i en antinyliberalistisk økonomi. Dernæst at den Europæiske Centralbank sættes under politisk kontrol af et råd af finansministre. Nu bestemmer banken over politikken – det burde politikerne gøre. I det øjeblik man gør det, vil finansministrene ganske vist begynde at slås.«

»Tyskerne vil forsøge at fastholde den fundamentalt uretfærdige aftale, de fik, da eurozonen blev dannet, og andre lande vil kæmpe imod samme aftale. Men hvis man ikke politiserer centralbanken, kan man ikke fjerne forbuddet mod statslige investeringer og støtteprogrammmer til industrien,« siger Paul Mason.

Verden af i går

For tiden er Paul Mason meget optaget af klassikeren Verden af i går af Stefan Zweig, fortæller han. Hos den østrigske forfatter finder han en meget præcis beskrivelse af, hvordan det føles, når et globalt system kollapser.

»Alle nationalistiske projekter vinder lige nu på disintegrationen af de globale institutioner. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil redde globaliseringen ved at bryde med nyliberalismens dereguleringer. Men den bedste måde at stoppe disintegrationen på er at kunne forestille sig det. Hvad ville Danmark gøre, hvis der ikke var noget EU? For sådan var det i 1930’erne, det er den eneste historiske periode, vi har haft, hvor et globalt system blev nedbrudt så hurtigt, som vi ser nu.«

»I begyndelsen af 1930’erne havde man først en bankrise (det har vi allerede haft i 2008). Dernæst begyndte de store lande at forlade det globale system (Brexit og Trump). Dengang var det også Storbritannien, der lagde for. De forlod det internationale monetære system The Gold Standard, halverede planlagte nedskæringer, lagde skat på importerede varer og devaluerede møntfoden. Det gjorde Storbritannien i stand til at modstå fascismen. Der var dyb fattigdom, men kun i bestemte områder og slet ikke så udbredt som i Tyskland.«

»Af det kan vi lære, at når gamle systemer falder fra hinanden, trænges alle ved udgangen. Men vi er nødt til at træffe nogle beslutninger for at undgå, at det gentager sig. Det er fornuftigt af venstrefløjen at forsvare det globale system og institutionerne, som Trump, Marine Le Pen og Victor Orban forsøger at ødelægge. Men de kan gøre det, fordi vi ikke i 30 år har haft en venstrefløj, der har bekymret sig om, hvad social retfærdighed betyder.«

– Globaliseringen har også medført forbedrede levevilkår for mange – ganske vist på bekostning af den vestlige middelklasse?

»Det er det argument, jeg ofte hører fra bankfolk og virksomhedsledere, som jeg taler med. Men det er i mine øjne ikke et forsvar. Hvis arbejderne i Danmark og Storbritannien og resten af Europa havde fået mere ud af nyliberalismens dereguleringer, så ville Indien også have fået mere. Det er ikke sandt, at det eneste alternativ er økonomisk stagnation i Afrika og Kina, mens Storbritannien og USA er rigere og mere stabile.«

Pressens skyld

– Britiske Labour og Jeremy Corbyn nyder til gengæld ikke meget opbakning blandt partimedlemmer og vælgerne. Hvad siger det om den politiske strategi og det projekt, du skitserer?

»Venstrefløjen i partiet har vundet to slag. Vi har to gange valgt en venstreorienteret leder af Labour. Men store dele af Labours partiapparat gør oprør imod os. Vi kontrollerer med nød og næppe partiets hovedkvarter, og de fleste MP’ere er imod os. Det viser, hvor meget modstand de fleste socialdemokrater i virkeligheden har over for en politik, der tjener arbejdernes interesser.«

Dernæst er Labour i en vanskelig situation, fordi ønsker om begrænsninger af arbejdskraftens frie bevægelighed risikerer at sende vælgere i armene på andre partier, mener Mason. Til gengæld afviser han, at partiet har et ledermæssigt problem og ikke fremlægger politik.

»Det er tragisk, at selv om partiet er vokset massivt i størrelse målt på antallet af medlemer, er vi endnu ikke over det niveau i meningsmålingerne, som har betydet to tabte valg. Til gengæld mener jeg ikke, det er rigtigt, når kritikere siger, at Labour ikke fremlægger nok politik. Vi har f.eks. fremlagt forslag til en kæmpe stimulipakke, som har opbakning blandt økonomer og er godkendt af partiet. Og vi vil fordoble antallet af cooperative virksomheder. Desuden mener jeg, at vi skal styrke forsvarsbudgetterne og NATO-medlemskabet. Men britisk presse behandler os, som om vi er en trussel mod den nationale sikkerhed,« siger Paul Mason.