Læsetid: 9 min.

Labour-ideolog: Socialdemokraterne skal rykke mod venstre

Det er et kritisk år for de europæiske socialdemokratier. Hvis ikke de gør op med hensynet til indvandrere og søger bort fra midten i den økonomiske politik, ender de med at overflødiggøre sig selv, siger den britiske forfatter og Corbyn-støtte Paul Mason
Det er et kritisk år for de europæiske socialdemokratier. Hvis ikke de gør op med hensynet til indvandrere og søger bort fra midten i den økonomiske politik, ender de med at overflødiggøre sig selv, siger den britiske forfatter og Corbyn-støtte Paul Mason
8. februar 2017

Paul Mason taler med ild i stemmen. For ham handler det om liv eller død, for hans parti Labour – og for venstrefløjen i Europa.

Enten leverer venstrefløjen de svar, som arbejderklassen kræver på den række af kriser, der rammer dem lige nu – eller også vil de europæiske socialdemokratier og venstrefløjen gøre sig stadig mere overflødige. Arbejdervælgerne vil være tabt til højrepopulisterne.

Til dem, der tør og vil give svar.

»Venstrefløjen er blevet inde på den bane, hvor fornuft, logik og proportionalitet i sproget dominerer. Derfor har de ikke kunnet drage fordel af krisen«, siger den 57-årige britiske forfatter Paul Mason.

»De sidder på en dynge af ideologisk korrekthed, som gør det meget svært for dem at opbygge en massebevægelse i befolkningerne, som giver dem magt til at forfølge venstreorienterede løsninger. Det ville nemlig også indbefatte at få antiracister til at samarbejde og dele projekt med folk, der ikke er så antiracistiske,« som briten høfligt udtrykker det.

Lige nu går den uafhængige franske præsidentkandidat Emmanuel Macron frem i meningsmålingerne og ligger tæt på højrenationalisten Marine Le Pen. Mens den nyudnævnte formand for de tyske socialdemokrater Martin Schulz også stormer frem i målingerne.

Men de vil stadig være nødt til at bevæge sig bort fra den politiske midte, mener Mason. For hverken de gamle socialdemokratier eller de mere radikale venstrefløjspartier i Europa har for alvor formået at tale til folket, pointerer han. Problemet er, at de sidder fast i kapitalismens logik og en etableret politisk korrekthed i forhold til indvandrere, der forhindrer dem i at formulere et progressivt projekt, der kan samle nationen.

Hvis det skal lykkes at vende skuden, er det nu.

»Jeg er en gammel radikal socialdemokrat, og jeg opfatter dette som et meget kritisk år,« siger Paul Mason.

Det sker nu

Vi er langt fra de verdensberømte politologers kølige analyser af den vestlige verdens vej til epoken af kaos, hvor Trump, Brexit og højrepopulismens fremmarch truer de liberale demokratier og deres institutioner.

Den 57-årige brite, tidligere BBC- og Channel 4-journalist og forfatter til bl.a. PostCapitalism er gået fra »at være analytikeren til at være den, der tænker«, fortæller en tidligere kollega i et aktuelt portræt af Mason i magasinet The Spectator.  

Kritikere affærdiger ham som en mand, hvis rastløse energi og læderjakke bunder mere i en midtlivskrise end et politisk projekt. Men Mason har altid tilhørt den radikale venstrefløj. Nu handler det som sagt om liv eller død.

»Det her sker. Og jeg vil være en del af det,« synes at være Masons grund til at sige sit journalistjob op og forlade den bekvemme position som iagttageren og kritikeren for i stedet at melde sig ind i projekt ’forny Labour’. Hvilket ifølge flere britiske medier har gjort ham til et ’uofficielt’ medlem af den inderkreds, Labour-leder Jeremy Corbyn rådfører sig med – Mason er kendt for sit venstreorienterede syn på økonomi – og indpisker af Labours nye økonomiske plan på en række møder rundt om i landet.

Mason har dækket den græsk-europæiske gældskrise intenst. Han troede på Alexis Tsipras, lederen af det venstrepopulistiske parti Syriza, da ingen andre kendte ham. Og nu tror Mason, at hans støtte til den stærkt kritiserede – men blandt græsrødder elskede Jeremy Corbyn – vil blive retfærdiggjort på samme måde, når Corbyn engang får magten i Storbritannien.

Det vender vi tilbage til.

Bødlen

For lige nu har de progressive det – dem, der tror på de åbne, liberale samfund – som en usynlig bøddel er i gang med at likvidere deres globalt orienterede identitet, solidaritetsfølelsen med deres landsmænd (særligt i Storbritannien efter Brexit) og deres børns fremtid, mener Mason.

»Ja, så ved de, hvordan det føltes at være arbejderklasse under Thatcher,« konstaterer han med henvisning til arbejderklassens situation i 1980’erne, hvor jernladyen smadrede deres fagforeninger og arbejderkultur. Men det interessante er ifølge Paul Mason, at begge ’disruptioner’, den i 1980’erne og den aktuelle, skyldes en systemisk krise i den økonomiske model.

»I firserne blev britiske fagforeninger og sammenhængskraften i arbejderklassekulturen smadret, fordi den politiske og økonomiske elite mente, at keynesianismen ikke længere fungerede og i øvrigt stod i vejen for det prekariat, man ønskede at skabe. Brexit sker, fordi nyliberalismen ikke længere fungerer,« pointerer Mason:

»Men det er højrefløjen, der med lette og holistiske svar på problemerne appellerer til den ældre generation, som har oplevet en velfungerende national- og statsledet kapitalisme. Derfor har højrepopulisterne momentum.«

– Hvordan forklarer du Dansk Folkepartis store succes i Danmark, hvor vi ikke har så markant voksende ulighed, jobusikkerhed og et stort prekariat som i Storbritannien og andre europæiske lande?

»Højrefløjspopulismen appellerer også til grupper blandt arbejderklassen, som værdsætter en solidarisk livsstil og sammenhængende og stabile fællesskaber. I Storbritannien ser man den alliance meget klart i UKIP, hos gamle konservative og i arbejderklassen, som vil tilbage til den livsstil, de forstod og kendte i 1960’erne og 1970’erne. Det samme sker i Danmark, og derfor behøver man ikke at ødelægge fagforeninger og velfærdsstaten samt tillade en meget ekspansiv immigration, før de forstår, at det samme kunne ske i Danmark.«

Det skal venstrefløjen ifølge Paul Mason gøre for at slå højrepopulisterne

  • Etablere en ny magtbase via massemobilisering i befolkningen, der bygger bro mellem den progressive storbyelite og arbejderklassen.
  • Overvinde den ideologiske korrekthed, der forhindrer samarbejde med mere migrationskritiske kræfter.
  • Bevæge sig væk fra midten i den økonomiske politik og tage et opgør med dereguleringer og nyliberalisme.
  • Kræve genforhandling af EU-samarbejdets grundsten med udgangspunkt i en anti-nyliberalistisk økonomi herunder en genforhandling af Lissabontraktaten.
  • Politisere Den Europæiske Centralbank for derigennem at fjerne begrænsninger af statslige investeringer.

Syriza har gjort det

Der er altså ifølge Mason to problemer for venstrefløjen lige nu, hvor Trump og Brexit har vist, at verden måske står over for et afgørende brud med globaliseringen.

For det første er socialdemokratierne vokset sammen med den nyliberale ideologi og kan ikke ændre kurs. For det andet har venstrefløjen ikke løst problemet med at skabe et politisk program, der både appellerer til den progressive, kreative klasse i storbyerne og arbejderklassen i de fattigere provinsområder.

– De gamle socialdemokratier prøver vel at skabe flere job i en alliance med erhvervslivet?

»Nej, i bund og grund er de stadig afhængige af deres ’race to the bottom’ og skattelettelser til erhvervslivet over hele Europa. I Tyskland går de stadig ind for deres Hartz-reformer (der har beskåret ydelserne kraftigt og skabt working poor, red.), i Danmark har man støttet velfærdsnedskæringer, og i Storbritannien stod Labour for det samme, indtil Corbyn kom.«

Dilemmaet for den progressive venstrefløj er imidlertid, at de ikke kan dele projekt med fremmedangste grupper. Men de kan heller ikke kræve af folk, at de skal indoptage en lang række ’politisk korrekte’ værdier.

»Eller det kan et parti selvfølgelig godt, men så vedbliver man med at være et yderkantsparti. Til gengæld går det ikke, hvis man vil regere. Så er man nødt til at samle store dele af nationen om et progressivt projekt. Jeg vil hævde, at det var det, græske Syriza gjorde: De dannede en koalition mellem meget utilfredse mennesker og de nationalkonservative. Og selv om de nationalkonservative kun fik én minister var det nok til, at hele resten af venstrefløjen i Europa og USA beskyldte dem for antisemitisme – det var latterligt og udokumenteret.«

Bare ikke Podemos

Denne nationale koalition, pointerer Mason, tillod Syriza at udfordre IMF og Verdensbanken i 2015.

»Jeg mener ikke, at Syriza blot viderefører de tidligere magthaveres økonomiske politik efter at have tabt til Merkel og EU. At de blev overvældet af en meget stærk økonomisk magt i EU og har foretaget en retræte til en ufrivillig implementering af de reformer, de var imod, betyder ikke, at de har accepteret logikken i den økonomiske politik. Forskellen mellem folk som Helle Thorning-Schmidt og Syriza er, at hun accepterede logikken.«

I Spanien har venstrefløjspartiet Podemos ligeledes opnået stor tilslutning på en antinedskæringspolitik, men vandt ikke magten. Det er der en god forklaring på, mener Mason.

»Socialdemokratiet i Spanien vil hellere falde fra hinanden og lade de konservative få magten end at give den til en rød regering ledet af Podemos. Den tidligere leder af det spanske socialdemokrati, Pedro Sánchez, forlod sin formandspost, fordi partiet nægtede at bryde med nyliberalismen. Det er det samme problem i Tyskland. Hvis de tyske socialdemokrater heller ikke kan etablere en rød-grøn koalition, tror jeg, de gamle europæiske socialdemokratier er ved at være færdige,« siger Paul Mason.

– Hvilke krav burde en europæisk venstrefløj stille i den forbindelse?

»For det første en genforhandling af Lissabontraktaten og EU-samarbejdets grundsten med udgangspunkt i en antinyliberalistisk økonomi. Dernæst at den Europæiske Centralbank sættes under politisk kontrol af et råd af finansministre. Nu bestemmer banken over politikken – det burde politikerne gøre. I det øjeblik man gør det, vil finansministrene ganske vist begynde at slås.«

»Tyskerne vil forsøge at fastholde den fundamentalt uretfærdige aftale, de fik, da eurozonen blev dannet, og andre lande vil kæmpe imod samme aftale. Men hvis man ikke politiserer centralbanken, kan man ikke fjerne forbuddet mod statslige investeringer og støtteprogrammmer til industrien,« siger Paul Mason.

Verden af i går

For tiden er Paul Mason meget optaget af klassikeren Verden af i går af Stefan Zweig, fortæller han. Hos den østrigske forfatter finder han en meget præcis beskrivelse af, hvordan det føles, når et globalt system kollapser.

»Alle nationalistiske projekter vinder lige nu på disintegrationen af de globale institutioner. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil redde globaliseringen ved at bryde med nyliberalismens dereguleringer. Men den bedste måde at stoppe disintegrationen på er at kunne forestille sig det. Hvad ville Danmark gøre, hvis der ikke var noget EU? For sådan var det i 1930’erne, det er den eneste historiske periode, vi har haft, hvor et globalt system blev nedbrudt så hurtigt, som vi ser nu.«

»I begyndelsen af 1930’erne havde man først en bankrise (det har vi allerede haft i 2008). Dernæst begyndte de store lande at forlade det globale system (Brexit og Trump). Dengang var det også Storbritannien, der lagde for. De forlod det internationale monetære system The Gold Standard, halverede planlagte nedskæringer, lagde skat på importerede varer og devaluerede møntfoden. Det gjorde Storbritannien i stand til at modstå fascismen. Der var dyb fattigdom, men kun i bestemte områder og slet ikke så udbredt som i Tyskland.«

»Af det kan vi lære, at når gamle systemer falder fra hinanden, trænges alle ved udgangen. Men vi er nødt til at træffe nogle beslutninger for at undgå, at det gentager sig. Det er fornuftigt af venstrefløjen at forsvare det globale system og institutionerne, som Trump, Marine Le Pen og Victor Orban forsøger at ødelægge. Men de kan gøre det, fordi vi ikke i 30 år har haft en venstrefløj, der har bekymret sig om, hvad social retfærdighed betyder.«

– Globaliseringen har også medført forbedrede levevilkår for mange – ganske vist på bekostning af den vestlige middelklasse?

»Det er det argument, jeg ofte hører fra bankfolk og virksomhedsledere, som jeg taler med. Men det er i mine øjne ikke et forsvar. Hvis arbejderne i Danmark og Storbritannien og resten af Europa havde fået mere ud af nyliberalismens dereguleringer, så ville Indien også have fået mere. Det er ikke sandt, at det eneste alternativ er økonomisk stagnation i Afrika og Kina, mens Storbritannien og USA er rigere og mere stabile.«

Pressens skyld

– Britiske Labour og Jeremy Corbyn nyder til gengæld ikke meget opbakning blandt partimedlemmer og vælgerne. Hvad siger det om den politiske strategi og det projekt, du skitserer?

»Venstrefløjen i partiet har vundet to slag. Vi har to gange valgt en venstreorienteret leder af Labour. Men store dele af Labours partiapparat gør oprør imod os. Vi kontrollerer med nød og næppe partiets hovedkvarter, og de fleste MP’ere er imod os. Det viser, hvor meget modstand de fleste socialdemokrater i virkeligheden har over for en politik, der tjener arbejdernes interesser.«

Dernæst er Labour i en vanskelig situation, fordi ønsker om begrænsninger af arbejdskraftens frie bevægelighed risikerer at sende vælgere i armene på andre partier, mener Mason. Til gengæld afviser han, at partiet har et ledermæssigt problem og ikke fremlægger politik.

»Det er tragisk, at selv om partiet er vokset massivt i størrelse målt på antallet af medlemer, er vi endnu ikke over det niveau i meningsmålingerne, som har betydet to tabte valg. Til gengæld mener jeg ikke, det er rigtigt, når kritikere siger, at Labour ikke fremlægger nok politik. Vi har f.eks. fremlagt forslag til en kæmpe stimulipakke, som har opbakning blandt økonomer og er godkendt af partiet. Og vi vil fordoble antallet af cooperative virksomheder. Desuden mener jeg, at vi skal styrke forsvarsbudgetterne og NATO-medlemskabet. Men britisk presse behandler os, som om vi er en trussel mod den nationale sikkerhed,« siger Paul Mason.

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Troels Brøgger
  • Henrik Leffers
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Philip B. Johnsen
  • Torben K L Jensen
Jan Weis, Troels Brøgger, Henrik Leffers, Mikael Velschow-Rasmussen, Philip B. Johnsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Manden har så sørgeligt ret i analysen af socialdemokratismens deroute i Europa.

Allan Stampe Kristiansen, michael andersen, Egon Stich, Trond Meiring og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hvad skal stoppe neoliberalismen og grådigheden i toppen, hvis ingen fortæller sandheden om konsekvenserne?

"Det ville nemlig også indbefatte at få antiracister til, at samarbejde og dele projekt med folk, der ikke er så antiracistiske,« som briten høfligt udtrykker det."

Der knækker filmen, jeg tror ikke opgaven er forstået i Storbritannien, det er forbrugerisme/kapitalisme, der skaber de menneskeskabte klimaforandringer, migration og den af mange uønskede multikultur, der uanset politisk observans, 'vil nå højder', der ikke kan opretholde et velfærdssamfund.

"Men grådighed er selve drivkraften i en markedskapitalisme, en disciplineret grådighed har bragt store fremskridt og løftet meget store dele af menneskeheden ud af fattigdom – med Kina som de seneste årtiers mest markante eksempel."
Link: https://www.information.dk/debat/2017/02/venstrefloejen-kommer-ingen-veg...

Det siger alt, om ’alternative fakta’ eller kortsigtede økonomiske interesser, om man vil.

Alle politikere vil tale om den forbrugsdrevet vækst, der påstås at skabe velstand, men ingen vil tale om de menneskeskabte klimaforandringer.

Hvor er refleksionen?
Hvor er selverkendelsen?

Hvis ikke der skabes forståelse for sammenhæng mellem, at skabe vores fremtid ved, at forme vores nutid, som et alternativ til neoliberalismen, så vil neoliberalismen fortsætte som 'nødvendighedes politik', hvor de fattige bliver fattigere og de rige rigere lige til dråben, der får bægeret til at flyde over.

PS.
I Storbritannien er de rige fra 2007-2015 blevet 64% rigere og de fattige 57% fattigere
The Independent
http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/britains-divided-decade-t...

Allan Stampe Kristiansen, Henrik Leffers, Torben K L Jensen, Jørgen Wassmann, michael andersen, Anders Graae, Peter Jensen, Bill Atkins og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Kære Michael Pedersen.
Ikke se det vedhæftede link, hvis du vælger at gøre det alligevel, risikere du at skulle bruge flere minutter, på at lulle dig tilbage til la-la-land og drømme om den nye bil og den fladskærm, du har kikket på.

Det skal nødigt sætte sig fast i vores hoveder, at hvergang man flyver, tages maden ud af munden på et barn, det kan ingen holde ud, at tænke på til dagligt vel?

Det er vel snart tid til, at genoprette tilliden til fremtiden, for os alle og kære Michael Pedersen, få stoltheden tilbage og kunne se sig selv i øjnene, når vi taler om vores yngre familiemedlemmer, børn eller børnebørns fremtid.

Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, michael andersen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Uanset hvad spørgsmålet er er national socialisme en forkert løsning.
Ja Makron er populær i Frankrig -som erstatning for højrefløjen. Hvis man kalder ham (og Blair og den slags) en løsning for venstrefløjen, så findes der ikke længere en venstrefløj og dermed ingen alternativer til de økonomiske og økologiske katastrofer højrefløjen fører os alle ud i.
I Frankrig har valget af den mest venstreorienterede præsidentkandidat hos socialisterne for første gang givet dem et skub i meningsmålingerne der giver en chance for at være med i opløbet. Der er håb og muligheder, men socialisterne udrydder sig selv hvis de glemmer at de er venstreorienterede og at de bør stå for lødige løsninger som alternativ til populisternes larm.

Jesper Frimann Ljungberg

Problemet er jo bla. at 'Venstrefløjen' er ... som højrefløjen ... en meget fragmenteret størrelse. Og at "venstrefløjens partier" i høj grad består af den samme type af levebrødspolitikere, med samme uddannelser og baggrund, som de fleste andre partier. Og at de i meget høj grad udtaler sig og former deres politik efter fokus grupper og meningsmålinger. Og at deres mål i høj grad er magten for egens vindings skyld. Og alle kommer de fra stramt hierarkiske indavlede partiorganisationer, der har sin helt egen 'virkelighed' der er langt fra den virkelighed, som deres vælgere oplever.

Det bliver sådan en gang Brunt i Brunt, hvor forskellen på hvem der stemmer V, O og S mere hænger sammen med hvor du kommer fra geografisk, end egentlig politik.

Hvis Venstrefløjen skal videre.. så kræver det helt nye værdi fællesskaber, visioner, parti organisationer og politikere.

Igen.. Bernie havde formodentlig slået Fehår i US med en god margin.

// Jesper

Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, michael andersen, Egon Stich, Flemming S. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
michael andersen

Helt enig: Venstrefløjen har siden murens fald prioterede kultur og værdipolitikken højere end skatte velfærd og fordelingspolitikken. Hermed har man overladt fordelingspolitikken til de neoliberale og har været påfaldende tavse, men råber og skriger hvergang en kultur og værdipost bliver sat til besparelser. En ting er sikkert! Protestbevægelserne er kommet for at blive, nu mangler vi bare at venstrefløjen byder højrefløjen op til dans med reelle løsninger om fremtidens jobløse samfund og fordeling af goderne. Ikke flere 1% her og 1% der og vi vil i 2035 bla bla bla. Et håndfast alternativ til neoliberalismen og ikke en masse teknokratsnak.

Flemming Berger, Henrik Leffers, Flemming S. Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Michael Pedersen, mig bekendt så er Enhedslisten det eneste parti der konsekvent og altid har modarbejdet forringelse af kontanthjælpsydelser her i landet. Istedet for et kære så får du et:Tænk før du skriver!

Allan Stampe Kristiansen, Trond Meiring, Henrik L Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

"Men britisk presse behandler os, som om vi er en trussel mod den nationale sikkerhed,« siger Paul Mason." Måske er det fordi "britisk presse" = Rupert Murdochs presse

Jesper Frimann Ljungberg, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Socialdemokraterne skal rykke mod venstre", Det er så sandt, som det er sagt. Det er gamle socialdemokratiske valgkredse, der stemmer Brexit, og Marine Le Pen, gamle demokratiske Nordstater i Midtwest der stemmer Trump, Hvorfor ville demokraterne ikke have Bernie Sanders? Og hvorfor ville Labour ikke have Jeremy Corbyn?

"Socialdemokraterne" skal rykke mod venstre, eller bare melde sig ind i et af de officielt højre-liberalistiske partier, eller simpelthen bare forsvinde.
Svarene på dine spørgsmål, Michael Kongstad Nielsen, er at de er højredrejede og udemokratiske.

Michael Kongstad Nielsen

Men ikke alle sammen, Trond Meiring, det så man i hvert fald i England.
Balladen i det Demokratiske Parti i USA mellem Clinton og Sanders kan måske henføres under din kategorisering, men netop derfor bør partiet lytte til folk som Paul Mason, jf. denne artikel..

Læg mærke til at jeg satte citationstegn om "Socialdemokraterne". Jeg tænkte nu mest på højrefløjen, som har hægemoni, ihvertfald i store dele af ledelsen af de europæiske, socialdemokratiske partier.

Bill Atkins 17:30. Du tænker nok på Winston Churchills svar til en dame, der beskyldte ham for at være fuld.

• When accused … of being 'disgustingly drunk' the Conservative Prime Minister responded: 'My dear, you are ugly, and what’s more, you are disgustingly ugly. But tomorrow I shall be sober and you will still be disgustingly ugly.'

http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/my-dear-you-are-ugly-but-...

Jesper Frimann Ljungberg og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg er overbevist om at han har ret.

Desværre er det måske for sent. Hans eget parti er blevet smadret af deres venstrerykning under en glimrende ideolog men dårlig leder og politiker.

Iøvrigt er der meget få gode ideologiske 'socialdemokrater' med gennemslagskraft som samlende ledere på den europæiske scene i dag. Inklusiv i Danmark. Desværre.

SNP er, efter Brittiske forhold, gode socialdemokrater, men Sturgeon er heller ikke den bedste leder. Og hun arbejder mere på løsrivelse end egentlige socialdemokratiske ændringer.

Vi kommer til at se en bølge af nationalistiske-populistiske partier med fremgang, som ifølge en anden artikel her på Information ligger til højre for Dansk Folkeparti. Det betyder at racisme, splittelse og isolation vil få gode kår til skade for den europæiske arbejderbevægelse, som burde samles og ikke splittes.

'Arbejderne' har åbenbart glemt hvad Marx sagde om at forene sig og at være internationale. De har købt den kapitalistiske/nationalistiske propaganda, der alene har til formål at splitte 'arbejderne', inklusiv middelklasserne. Ved at glemme solidariteten med polakkerne og rumænerne og se dem som løntrykkere, har kapitalismen sejret med sin del og hersk strategi. 'Arbejderne' ville stå meget stærkere, hvis de istedet for at se hinanden som fjender på tværs af grænser støttede hinanden med strejker, solidaritet og krav om forbedringer af løn og arbejdsforhold internationalt.

Det kan jo ikke nytte noget at beklage sig over forhold på hjemmefronten og være ligeglade med forholdene andre steder, når kapitalen kan flytte sig internationalt, så snart 'arbejderne' nationalt kræver deres irriterende ret. Det ville være stærkt befordrende for løn, arbejdsforhold og miljø, hvis fagbevægelserne stod sammen på tværs af grænser inden for EU, så kapitalisterne ikke har helt så frit slag. Den brittiske elite har med denne splittelse gjort at mænd tjener 12000£ mindre fra de er 20 til 30 år end generationen før dem, ifølge dagens The Guardian.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg mener stadig at problemet er, at der ikke er stor forskel på Mette Frederiksen og Lars løkke set med mine øjne.
Målet for dem er stadig magten, og når de først får den.. så har de en katastrofal mangel på visioner og strategi. Der bliver snakket Reformer, men når man så ser 'reformerne' så er det 'klip en hæl og hak en tå' justeringer på allerede eksisterende konstruktioner.
Bare se hvordan en justering af grundskylden kan udråbes til at være 'HOTTESTE politiske emne'. Det viser bare hvor indavlet politik er blevet.

Befolkningen/Vælgerne kan jo godt se at det ikke kan blive ved med at gå.... Og de søger folk der gerne vil lave VIRKELIGE reformer. Og det får de kun fra den Sorte del af Højrefløjen.

Før Socialdemokraterne får folk i toppen der virkelig har nogle reelle visioner om fremtiden, og tør stå ved det. Så .. ja.. må de nøjes med at være en del af den brune politiske masse.

// Jesper