Baggrund
Læsetid: 10 min.

Er Martin Schulz Tysklands Trump eller bolværket mod nationalpopulisterne?

Siden Martin Schulz blev udnævnt til partiformand for de tyske socialdemokrater, har han talt dunder mod populismen i en grad, der har fået hans modstandere til at anklage ham for det samme. Men meningsmålingerne viser vild fremgang. Folk taler om ham som ’en af os’ og en mand af folket. Ingen kender dog hans tyske politik efter 22 år som europaparlamentariker
I 1955 blev Martin Schulz født i den tyske by Eschweiler tæt på de hollandske og belgiske grænser. Han var den yngste af fem børn, hans far var politibetjent, hans mor hjemmegående, selv var han en rod. I dag er han en seriøs udfordrer til kansler Angela Merkel.

I 1955 blev Martin Schulz født i den tyske by Eschweiler tæt på de hollandske og belgiske grænser. Han var den yngste af fem børn, hans far var politibetjent, hans mor hjemmegående, selv var han en rod. I dag er han en seriøs udfordrer til kansler Angela Merkel.

Getty Images

Udland
18. februar 2017

I hver eneste tale siden den 24. januar, hvor Martin Schulz blev udnævnt til de tyske socialdemokraters nye partiformand, har han gentaget den samme pointe igen og igen. Med et samlende ’vi’ har den kommende kanslerkandidat erklæret et ’de’ af »racister, ekstremister og populister« krig og udpeget socialdemokraterne som brandmur mod det højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AfD).

Indforstået har han sagt, at ’vi’ ved, hvad blind nationalisme fører til. At ’vi’ ved, at Höckes, Gaulands og Petrys parti ikke er et alternativ for Tyskland, men en skændsel. Og at ’vi’ ved, at ’de’, der går imod den frie presse, i virkeligheden vil et andet land end det Tyskland, ’vi’ elsker.

Han taler så meget om populister og har brugt så mange kræfter på at distancere sig fra dem, at den kristendemokratiske finansminister, Wolfgang Schäuble, har bebrejdet Martin Schulz for selv at være det og kaldt ham Tysklands Trump.

»Sådan må man ikke tale,« sagde Schäuble i et interview til magasinet Spiegel om Schulz.

»Hvis man vil være kansler, må man ikke tale sit land ned på den måde.«

Det var den retorik, der mindede Schäuble om Trump. Og så bruger han oven i købet sin egen, fattige baggrund som argumentation, fnøs ministeren.

Fra egen blok

Martin Schulz’ popularitetskurve er steget stejlt, siden han kom til, men opbakningen er næppe kommet fra vælgere tabt til mere populistiske partier, mener Manfred Güllner, der er stifter og direktør i meningsmålingsinstituttet Forsa.

Han kan argumentere nok så meget for, at Tyskland er opdelt i rig og fattig, og at han selv er garant for den almindelige tysker og den brede midte, men »kun en til to procent af AfD’s vælgere er protestvælgere og ville kunne vindes tilbage af andre partier ved at tale om et knækket Tyskland,« forklarer Güllner.

Resten tilhører »den radikaliserede midte« – mennesker, der objektivt set har det godt, men er bange for at blive klemt mellem kapitalisme og proletariat. Og så er der de klassisk højreradikale.

»Dem får ingen. Heller ikke Schulz.«

I det lys er hans position og hans tale mod de nationalistiske kæfter i landet bemærkelsesværdig.

»Ja, det er sjovt, at populismen har fyldt så meget for Martin Schulz her i de første taler,« siger Güllner.

»Når det nu slet ikke er de vælgere, der kommer til at afgøre valget for ham i september.«

Hverken AfD’s vælgere eller dem, der er gået til det ’venstreradikale’ Die Linke. De kommer aldrig til at tro på en partiformand, der bakker op om velfærdsreformprogrammet Agenda 2010. Alligevel har Martin Schulz i løbet af blot to uger vundet 10 procentpoint til SPD, så 31 procent af tyskerne nu ville stemme på partiet.

Det er mere end 10 år siden, at SPD har stået så stærkt, og succesen – eller #Schulzzug, (Schulz-toget), som flere tagger ham på Twitter – ser kun ud til at fortsætte, selv om vælgergrupperne ikke er blevet flyttet fra den anden fløj. De kommer fra egne rækker. Gamle frafaldne socialdemokrater fra partiets venstrefløj og fra støttepartierne i den rød-grønne blok, særligt fra De Grønne.

’Underdog’

I 1955 blev Martin Schulz født i den tyske by Eschweiler tæt på de hollandske og belgiske grænser. Han var den yngste af fem børn, hans far var politibetjent, hans mor hjemmegående, selv var han en rod. To gange dumpede han i gymnasiet, som han til sidst måtte forlade uden studentereksamen.

Han var ligeglad, han kunne alligevel bedre lide at spille fodbold og drømte om at blive professionel, indtil den dag hans knæ gik i stykker på en fodboldbane i Würselen. Det var sådan, hans deroute begyndte.

»Det er ikke en fortælling, han lægger skjul på. Tværtimod. Han har fortalt den mange gange,« siger Margaretha Kopeinig, EU-korrespondent for det østrigske Kurrier og forfatter til biografien Vom Buchhändler zum Mann für Europa fra 2016, der netop handler om den beskedne boghandler Martin Schulz, der endte med at blive Europa-Parlamentets præsident.

Martin Schulz begyndte at drikke. Og fordi han drak mere, end han havde råd til, skyldte han penge i hele byen. Om dagen arbejdede han i en boghandel, men han skammede sig over sit alkoholmisbrug og drak videre for at dulme skammen. Lavpunktet har han beskrevet i detaljer. Natten til den 26. juni 1980 forsøgte han at tage sit eget liv. Han blev reddet af sin bror.

»Det blev hans vendepunkt,« siger Kopeinig. Schulz blev indlagt, og efter fire måneder indså han, hvad der var galt. Hans ambitioner svarede ikke til hans faktiske præstationer. Efter den erkendelse vendte det for Schulz.

Han købte en boghandel, blev gift, fik to børn, læste alle de bøger i sin boghandel, som han ikke havde læst på universitetet, og som 31-årig blev han borgmester i Würselen for syv år senere at rejse til Bruxelles og Europa-Parlamentet. Her sad han så i 22 år.

Fra 2004 til 2012 var han formand for den socialdemokratiske gruppe og endte som Europa-Parlamentets formand. I fem år stod han i spidsen for parlamentet, inden han blev hentet hjem til Tyskland for at overtage SPD-formandsposten efter Sigmar Gabriel. Han blev hentet hjem for at slå Angela Merkel.

»Herr Schulz er da ikke nogen underdog,« konstaterer Wolfgang Schäuble i Spiegel.

»Igennem flere årtier sad han i det europæiske parlament, og til sidst blev han præsident. Hvis det ikke er establishment, så ved jeg ikke, hvad establishment er.«

Netop hans rolle som en del af EU’s etablissement kan blive et af Martin Schulz’ mest sårbare punkter, og det ved hans modstandere godt. Så sent som i denne uge har Merkels CDU ’lækket’ et ni sider langt internt dossier, der beskriver, hvordan tidligere allierede og medarbejdere hos Schulz angiveligt skulle have fået lukrative stillinger i EU som vennetjenester.

Ingen konkrete historier er dog kommet frem, og papirerne, der i den tyske presse er blevet døbt ’Anti-Schulz-Papier’ og er blevet latterliggjort for at være fyldt med stavefejl og grammatiske fejl, bliver af SPD og Schulz selv afvist som løgnagtig smudskampagne.

Det ændrer dog ikke på, at hans mange år i EU er et svagt punkt for ham, og at de konservative og mere nationalistiske partier i Tyskland helt åbenlyst vil angribe Martin Schulz for at agere mod nationale interesser.

Magtliderlig

»Det, der overraskede mig mest, da jeg arbejdede med bogen, var ikke det, han selv fortalte,« siger Margaretha Kopeinig, der har kendt og fulgt Martin Schulz igennem mange år i parlamentet.

»Flere af de andre parlamentarikere fra andre partier og politiske modstandere kritiserede ham for at være alt for optaget af magten,« siger hun.

De kritiserede ham for at være for stærkt partipolitisk, da han sad som parlamentspræsident. At han ikke kunne varetage den dobbeltrolle, det var at sidde som præsident for hele parlamentet og samtidig skulle være partipolitiker for den socialdemokratiske gruppe.

»De kritiserede ham for kun at se sig selv. Det ser jeg ikke noget mærkeligt i – det er ret naturligt, at en politiker går efter magten, og det er en del af jobbet – men den kritik fra andre politikere var meget udpræget med hensyn til Schulz. Også mere end hos andre.«

’Sankt Martin – Kandidat Schulz’ higen efter magt’ stod der på forsiden af magasinet Spiegel forleden, da de dedikerede forsiden til ham, og her beskrev en scene fra 1994, da han for første gang stillede op som kandidat til parlamentet og var på rundvisning i Bruxelles: Han satte sig i præsidentens stol og sagde, at her ville han komme til at sidde en dag, hvilket de andre socialdemokratiske kandidater fandt grinagtigt og ligefrem forargeligt.

Det er ikke almindeligt at være så åben om sine mål i politik, og som Gerhard Schröder, tidligere SPD-kansler, sagde i en tale for Schulz tilbage i oktober:

»I SPD har man et skeptisk forhold til magten, men Schulz er både ambitiøs og sulten efter den. Det ser jeg som meget sympatisk.«

»Ja, han sætter sig klare mål,« siger Margaretha Kopeinig. »Og han har altid indtaget meget tydelige positioner. Han er ekstremt stærk retorisk. Og han er en virkelig stærk personlighed, samtidig med at han er en holdspiller.«

Europæeren

Men Schulz er ingen opportunist og har gennem hele sin karriere taget åbenlyse konfrontationer med politiske med- og modstandere.

En ikonisk Schulz-episode stammer tilbage fra 2003, da Italien netop var tiltrådt EU-formandskabet, og Schulz kritiserede Silvio Berlusconi for at acceptere, at en minister i hans regering argumenterede for at »skyde med skarpt mod flygtningeskibe«. Det var uforeneligt med EU’s grundværdier, sagde Schulz skarpt, inden Berlusconi foreslog Schulz at spille lejrchef i en film om koncentrationslejre, der var ved at blive filmet i Italien.

En anden var, da han i 2014 holdt en tale i det israelske parlament, Knesset, og kritiserede uligheden mellem palæstinensere og israelere. Også palæstinensere ville leve i fred, sagde han, hvorpå flere politikere udvandrede fra salen.

Mange gange har han indtaget upopulære standpunkter, men Margaretha Kopeinig mener ikke, at det skyldes, at han vil dominere eller iscenesætte sig selv for magtens skyld.

»Jeg ser ham som autentisk. Han kommer ikke til at fravige sine egne principper for at gøre nogen tilfreds. Det gjorde han ikke, da han sad i parlamentet, og det kommer han heller ikke til at gøre nu,« siger Kopeinig, der mener, at der ligger langt mere end en leflen for vælgerne i det, når han taler om social retfærdighed.

Som EU-parlamentariker har han argumenteret for solidaritet med Grækenland og en økonomisk håndsrækning, hvilket på ingen måder er populært i Tyskland. Ud over De Grønne er der ingen tyske politikere, der sammen med ham ser Eurobonds som en god idé. Heller ikke i hans eget parti.

»Han kommer til at blive kritiseret for sin EU-politik under valgkampen, og han kommer til at skulle forklare den måde, han har ført politik på i forhold til gældskrisen og Grækenland. Men han kommer til at stå ved sine holdninger,« siger hun og forklarer, at de ikke bare bunder i en følelse af solidaritet. De er forankret i selve det europæiske projekt.

»Schulz er overbevist om, at Grækenlands udtræden af unionen ville skade selve den europæiske union. Han er europæer. Han mener helt alvorligt, at Europa og det europæiske fællesskab er det eneste bolværk i kampen mod de højrepopulistiske, antisemitiske, nationalkonservative vinde, der blæser i Europa lige nu. Han mener, at demokratiet i sig selv er i fare,« siger Margaretha Kopeinig.

Hun er overbevist om, at den kamp er udledt af en stærk historisk bevidsthed og hans egen baggrund. Hans mor var kristendemokrat, hans far var socialdemokrat, og selv om de ikke var på samme fløj, var de enige om kampen for social retfærdighed og solidaritet og modstanden mod fascismen. Selv er Martin Schulz optaget af efterkrigstiden og Willy Brandts fredspolitik.

»Han er opvokset tæt på Holland og Belgien. Han har set, hvad de her spændinger kan udløse.«

Schulz-effekten

Ifølge tv-stationen ARD ser 81 procent af SPD’s vælgere Schulz som en god kanslerkandidat. Det samme gælder 64 procent af Tysklands befolkning. Partiet selv virker mest af alt lettet over at være sluppet af med den upopulære Sigmar Gabriel. Så meget, at Schulz næsten fremstår som befrier.

Da Schulz blev præsenteret som SPD’s formand og kommende kanslerkandidat tilbage i januar, var der Obama-plakater med Schulz’ kontrafej med fuldskæg og briller, folk talte om ham som ’en af os’ og som en mand af folket.

Hans opvækst og hans personlige fortælling blev hevet frem igen og igen, men om Schulz-effekten kommer til at vare ved er for tidligt at sige, mener Mathias Jung, der er leder af valganalyseenheden Forschungsgruppe Wahlen.

»Det, der sker nu, ligner mest af alt en eufori over en ny kandidat,« siger Mathias Jung og påpeger, at ingen endnu kender hans program. Man ved stadig ikke, hvilken regeringskoalition han går efter, om det er rød-grøn, eller om han vil gå mere mod midten.

»Vi kender ham ikke,« siger Mathias Jung. Det er 22 år siden, han sad som borgmester i Würselen, 22 år siden han var i tysk politik. Selv har han fremhævet, at han, fordi han netop har været borgmester, kender tyskernes hverdag bedre end mange af hans kolleger i Berlin. Men det er længe siden. Hverdagen er nu en anden.

»Han har siddet i parlamentet i Bruxelles, men her i Tyskland ved vi ikke, hvad han står for. Hans EU-politik kan ikke overføres til indenrigspolitikken,« siger Mathias Jung, og Manfred Güllner fra meningsmålingsinstituttet Forsa giver ham ret.

»I Danmark kender I ham næsten lige så godt, som vi gør i Tyskland,« siger han.

»I kender Berlusconi-episoden. I kender Knesset-talen. I kender hans holdninger til Grækenland. Alt det kender vi også, men vi ved ikke så meget mere end det. Han taler om retfærdighed og solidaritet, men vi kender ikke hans vision eller hans fremtidsperspektiver for vores børn og børnebørn. Det mangler han stadig, og det bliver han nødt til at finde.«

Hvis han altså vil vinde valget den 24. september.

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er tydeligt delte meninger om- og sagt ganske meget om Angela Merkel. Men det er soleklart, at hun sammen med Organisation des Bundesgerichtshofs, har været Europas samvittighed, og har som største og dominerende demokrati i Europa, holdt størstedelen af Europa på rette vej". Dette har helt klart givet skrammer hos højre-populister og deres medløbere, og har absolut ikke været let, og det skal junvirkelig have meget tak for.

Og om den lille bogsælger fra Alsdorf er af samme stof som Angela Merkel, ved jeg selvfølgelig ikke, men Martin Schulz har været ganske meget igennem. Bl.a. har han af jødisk baggrund i slægten, er opvokset som konservativ-katolsk og har gået i katolsk skole, har for mange år siden været alkoholiker. Men trods sin stærkt katolske opvækst valgte han altså det menneskesyn, som prægede SPD i stedet for det katolske i CDU.

Og med udgangspunkt i hans arbejde i EU-parlamentet kan man kan fastslå, at han i hvert fald ikke har samme socialdemokratisk opfattelse som f.eks. Gerhard Schröder - og tak for det. Og der bliver nok en kort uro i partiet omkring partiets politiske linje, og her er Martin Schulz nok noget mere socialist end liberal.

Desuden kan man sige, at han er ret dygtig til at samarbejde med andre med helt andre opfattelser. I forhandlinger giver han indflydelse og bøjer af, hvor det ikke "gør ond", men fastholder den langt trend. Så jeg tror, at han vil være god til at samle forskellige partier om sig i koalitionssamarbejde, og trods dette alligevel opnå de socialdemokratiske mål, han syntes er vigtige.

Derfor tror jeg, at Martin Schulz er en værdig afløser for Angela Merkel, der også har en speciel baggrund. Hun er født i Hamburg af en præste-familie fra nuværende Poland, men hendes forældre flyttede hende med til Landkreis Uckermark i Østtyskland, hvor hun fik sin opvækst i Pionierorganisation Ernst Thälmann samt Freie Deutsche Jugend.

Ole Henriksen, Karsten Aaen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Det forekommer ret opportunistisk kontinuerligt at tordne mod populisme - og mon ikke Schulz snarere kunne blive en Obama? Men ellers er det vel rimeligt fornuftigt at droppe dette misbrug af tid og energi på alle disse kedsommelige personager og deres maniske manifestationer af magtbegær.

Man skal nok lade være med at lade sig begejstre for meget, - det kan så let gå galt!

Tyskland first?

Christel Gruner-Olesen

Schulz = Trump ???

Sikkert ikke, men min fornemmelse er, at det ville ikke være godt. Man kan ikke altid regne med at en ny på posten følger sin hidtil afstukne kurs.
Det var nogle ting, han er citeret for at sige - lad os se, hvad der sker :)

Schulz betegnes i lighed med Obama som en outsider med (fornøden) politisk erfaring, og kan således illudere en politisk-parlamentarisk renæssance. Schulz taler for demokratisering og en social stat, akkurat som Obama gjorde. Schulz står for en tolerant repression i indvandrer- og flygtningespørgsmål ... og ligger udenrigspolitisk også i store træk på linje med Obamas førte politik. Schulz har endvidere på EU's vegne modtaget Nobels fredspris - som Obama personligt siden fik. Schulz er som Obama 'optaget' af klimaspørgsmålet.

Obama forførte en halv verden med telepromptede talks og et sexet smil; hvis Schulz kan tage den kvarte, trods en noget anden statur, bliver sammenligningen med Trump (som vel højest kan tage en tiendedel?) vist irrelevant.

Om igen, Obama var først på Nobels podie.

Ole Arne Sejersen

Ja, der er lighedspunkter med Trump. Lissom i USA ønsker mange vælgere at slippe af med magtelitens værste repræsentanter. Mutti Merkel har udviklet sig til en regulær katastrofe for den almindelige befolkning, og lissom i USA er der kun ét aktuelt alternativ. Hvis Schulz bliver valgt til Bundeskanzler sker det følgelig som et fravalg af Merkel. De sociale medier kommer til at spille en afgørende rolle her, derfor sysler Merkel og konsorter allerede nu med at få gennemført en eller anden form for digital censur (til forsvar for demokratiet, naturligvis).

Hvem ligner hvad og hvem? - Jeg kan dårligt se væsentlige ligheder mellem Schulz og Obama...
Historien har jo også lært os, at politiske partier og ført politik ændres uden vor tilladelse, ikke altid til det bedre.
Fornemmelsen af, at verden er på retræte på trods af de iøjnefaldende fremskridt af selvkørende biler og sociale mediers præstationer. Derfor er det, omend ikke perfekt, så lidt betryggende med Merkel, nu hvor alfa-hannerne konkurrerer om hvem, der har mest at skulle have sagt!

Bjarne Bisgaard Jensen

Nu synes jeg efterhånden at det er ved at blive lidt trættende, at alt og alle og nu hr Schultz skal gennem alskens populistisk skriveri om, hvorvidt han er den tyske udgave af Donald Duck.
Han stiller op som socialdemokrat af den europæiske skole, og lad ham nu blive valgt til kansler først.
Det er da fint at der kommer en måske kompetent modspiller til Merkel

Ole Henriksen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Måske skulle Schulz tage sig en samtale med den gamle socialdemokrat og udbryder Lafontaine,forhåndværende formand og medstifter af Die Linke om regeringssamarbejde med Die Grüne som tredje partner i en koalition kalder Rot,Rot,Grün på bundesplan når den allerede eksisterer og virker på del-statsplan. Det kunne medføre et paradigmeskifte i tysk økonomisk politik der har vist sig at være grunden til oprøret i det sydlige EU.

Allan Bartroff

Det er i al fald ikke rigtigt at MS skulle være en del af del af et 'anti-elitært' oprør. Han har bestræbt sig på det ihærdigst på at konstant og brutalt at vinde terræn i Bruxelles for den institution han tilfældigvis repræsenterede - og da det det så smuttede med at blive formand for Kommissionen har han som muligvis langtidsplanlagt kastet sig over den hjemlige og ret store andedam - hans rørende fortid er uinteressant
Kryds fingre for at Merkel kan klare 4 år til ...alternativet er at Schultz's opblæsthed inklusive EU obligationer rammer Tyskland og så skal AfD nok få medvind