Læsetid: 8 min.

Mosuls civile betaler prisen for koalitionens bomber, men hvem skal de klage til?

Islamisk Stat har tabt det østlige Mosul, og en stor del af æren tilskrives koalitionens luftbombardementer, som har banet vej for de irakiske sikkerhedsstyrker. Men krigen koster også civile livet, og det er umuligt for de civile at finde ud af, hvad der ramte dem. Rapport fra et akuthospital i Erbil
Akuthospitalet i Erbil er fyldt med civile. Nogle hævder at være ofre for koalitionens bomber, hvilket kilder støtter, mens koalitionen selv afviser.

Akuthospitalet i Erbil er fyldt med civile. Nogle hævder at være ofre for koalitionens bomber, hvilket kilder støtter, mens koalitionen selv afviser.

Waleed Safi

7. februar 2017

ERBIL - Hendes blik udtrykker en alvor, der ikke passer til et barns øjne. Indimellem piller hun ved en blomsterkrans, hun har siddende om panden. Andre gange slår hun på en Samsung-tablet, hvis revnede skærm nægter at reagere på hendes små fingre. Men det meste af tiden nynner hun for sig selv, mens hun hviler hovedet på den snavsede pude og kigger op i loftet.

Fireårige Noor Sultan ligger på et ildelugtende rum med flimrende lysstofrør i Kurdistans akuthospital i Erbil, Nordirak. Rummet er fyldt med kvæstede mennesker. I ét hjørne ligger en irakisk mand på 42 år med granatsplinter i brystet. Hver gang han trækker vejret, giver det en pibende lyd, som var han ramt af et astmaanfald.

Overfor ligger en dreng på 12 år med Downs syndrom i fosterstilling. Han hulker, har lige mistet et ben. Lige ved siden af sidder en 13-årig pige på sengekanten. Hun har mistet begge ben. I et andet hjørne deler to brødre på 9 og 16 år den samme seng. Den ene mangler en arm. Den anden mangler et øje og tre fingre.

»Krigen. Det er den forbandede krig, som forvandler alle til krøblinger,« siger en mandlig sygeplejerske og forlader rummet.

Den igangværende offensiv mod Islamisk Stat i Mosul har sendt jihadisterne til tælling i byens østlige del. Men den militære operation rammer også civile. Der er ikke offentliggjort officielle tabstal, men uofficielle skøn taler om flere tusinde dræbte. Hovedparten af ofrene i rummet i Erbils akuthospital er kvæstet af IS-mortergranater, -snigskytter, -lureminer eller de fremrykkende irakiske specialstyrkers til tider lemfældige artilleribombardementer.

Men fireårige Noor Sultan har en lidt anden historie. Ifølge både familie, læger og sygeplejerskers udsagn blev hun kvæstet ved et luftangreb.

»Vi var hjemme den dag. Men vi var åbenbart på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En bombe blev kastet ned på naboens hus, hvor bevæbnede mænd med fuldskæg havde forskanset sig. Vores tag kollapsede ved angrebet, der gik ud over den lille her,« siger Noors tante og kærtegner pigens håndled.

Den fireårige Noor Sultans underkrop er godt gemt under et rødt polyestertæppe. Tanten løfter op i tæppet for at fremvise benene. Noors venstre ben er syet sammen hele vejen fra lysken til anklen. Hendes højre ben er viklet ind i bandager. Lugten er ubærlig. Noors blodkar er ødelagt, og kun meget lidt blod strømmer til benet. En slem infektion har invaderet kødets dybere væv. Noors ben har udviklet det, som lægerne kalder fugtig koldbrand.

»Hospitalet mangler det nødvendige udstyr for at operere hende,« hvisker tanten og tager et skridt væk fra sengen, så Noor ikke kan overhøre hendes ord.

»Hvis hun ikke snart behandles, vil hendes højre ben blive amputeret.«

’Alt foregik i slowmotion’

Uden for det ildelugtende rum sidder pigens far Mohamed Sultan og kæderyger. Den anspændte 43-årige mands ord snubler nærmest over hinanden, da han erindrer den dag, huset blev ramt.

»Uheldet skete på militæroperationens første dag. Det var den 17. oktober 2016 omkring klokken 10 om formiddagen,« indleder Mohamed Sultan med reference til den dag, offensiven mod Mosul officielt begyndte.

Hæren og kurdiske Peshmerga-styrker stormede udkanten af deres landsby Makkuk, som ligger nær byen Qayyarah i oplandet til Mosul.

iBureauet
15-17 IS-krigere trak sig tilbage ind i landsbyen. Nogle af dem opstillede mortersystemer i naboens hus, som stod tomt den dag, fortæller faren.

»Jeg gik straks i panik. Krigen var jo lige pludselig rykket ind i vores baghave, og vores hus kunne blive luftbombet når som helst, tænkte jeg,« erindrer Mohamed Sultan.

Familiefaren gik straks i gang med at evakuere familien fra huset. Fire børn og to søstre blev presset ind på bagsædet i en lille Toyota Corolla. Det lykkedes næsten at komme væk. Men lige inden datteren og konen forlod huset, slog bomben ned, fortæller han.

»Alt foregik i slowmotion. Alt omkring mig forekom uforståeligt og underligt. På et splitsekund var naboens hus forsvundet, og det samme var krigerne indeni. Vores hus var delvist kollapset. Og indenfor lå min lille Noor og blødte i min kones skød,« husker Mohamed Sultan.

Med tinnitus i begge ører løb han ind i det kollapsede hus. Hans kone var uskadt, men hans datter var ramt. Begge blev presset ind på bagsædet med resten af familien. Familiefaderen havde ingen plan for, hvor han ville køre hen.

»Hæren stormede jo byen fra den ene side, og de kurdiske Peshmerga-styrker fra den anden. Jeg turde ikke køre i deres retning af frygt for at blive beskudt. De ville sikkert forveksle min bil med en selvmordsbomber. I stedet satte jeg resten af familien af hos nogle bekendte i nabolandsbyen, og så kørte jeg af sted mod hospitalet i Mosul. Hvor skulle jeg ellers tage hen?« spørger Sultan og slår ud med armene og håndfladerne pegende opad.

Turen til IS-kalifatets hjerte Mosul med datteren på bagsædet tog omkring en times tid. På hospitalet blev Noor indlagt i samme sengeafsnit som sårede jihadister. Lægen på hospitalet lod familiefaren forstå, at benet nok skulle komme sig.

»Men han løj, den slange. Han bandt bare en masse bandager rundt om hendes ben og tog sig af de sårede krigere i stedet for at hjælpe min datter,« forklarer Sultan med et bittert drag om munden.

Efter et par timer på hospitalet i Mosul gav familiefaren op. Han løftede sin datter op på skulderen og satte hende tilbage på bagsædet i sin Toyota. Så kørte han tilbage til nabolandsbyen, hvor familien blev sat af tidligere på dagen.

»Jeg tænkte, at hospitalerne i Kurdistan var Noors eneste chance for at komme sig. Så jeg kørte tilbage til nabolandsbyen med en plan om at låne penge fra bekendte for at bestikke mig frem til Kurdistan,« forklarer den 43-årig familiefar.

Men tilbage i landsbyen var der ingen penge at låne hos bekendte, konstaterede Sultan. Alligevel satte han kursen mod Kurdistan i håb om et lille mirakel.

Ved kontrolposten mellem Nineveh-provinsen, hvor landsbyen ligger, og Kurdistan-regionen, blev han dog nægtet adgang af ’sikkerhedsmæssige årsager’. Men efter et par timer passerede en gruppe italienske journalister. De fik øje på dramaet mellem familiefaren og de kurdiske sikkerhedsstyrker, og så så de datterens kvæstede ben.

»Italienerne tilbød os plads i bilen. Deres irakiske assistent ordnede adgangen via sine kontakter, og omkring klokken 22 om aftenen nåede vi frem til Erbil i Kurdistan, hvor de syede det værste. Men nu har vi været her i over tre måneder. Lægerne mangler stadig udstyr til at redde hendes ben.«

Koalitionen nægter sig skyldig

Makkuk-landsbyen, hvor Noor Sultan blev kvæstet, ligger nær byen Qayyarah syd for Mosul. De kurdiske Peshmerga-styrker generobrede landsbyen kort efter Noors ankomst til hospitalet i Erbil. Generobringen skete om aftenen den 17. oktober 2016, og kampene varede altså kun en enkel dag.

Oplysningerne om landsbyens generobring bekræftes af både irakiske nyhedstelegrammer og irakiske hærofficerer, som Information har talt med. Kampene om Makkuk »varede få timer«, fortæller de.

Mohamed Sultan er sikker på, at det var en flybombe og ikke en artillerigranat eller andet, der ramte hans hus og kvæstede hans datter.

»Jeg sværger ved Allah, at jeg kender forskellen på luftangreb og artilleri. Jeg vidste med det samme, at det var et luftangreb, fordi murbrokkerne blev slynget lodret og kraftfuldt op i luften. Artillerigranater flyver i en bue, og når de rammer, flyver murbrokkerne ikke lodret,« siger han.

Hvis det virkeligt var et luftangreb, efterlader det kun to mulige afsendere: Kampfly fra det irakiske luftvåben eller kampfly under den amerikanskledede koalition. Men at finde ud af, hvem af de to, der er ansvarlig, endsige om der overhovedet blev affyret flybomber i Makkuk den dag, er en anden sag.

Hvis pårørende til irakiske civile mener, at koalitionens kampfly har såret eller slået deres kære ihjel, skal de først bevise, at koalitionen stod bag angrebet. Derefter skal de overbevise en dommer om, at angrebet var i strid med krigens love. Det vil sige, om skaden mod civile er proportional med den militære gevinst.

Det irakiske luftvåben offentliggør sjældent detaljer om bombninger. Men det er alment kendt i Irak, at irakiske kampfly oftest bomber IS-konvojer i øde områder, da de ikke råder over ’præcisionsbomber’ til brug i byer, som dem koalitionen er i besiddelse af. Både Iraks allierede og den irakiske regering frygter, at eventuelle irakiske fejlbombninger af civile vil skade krigens omdømme. Irakiske kampfly bomber altid IS-stillinger i samarbejde med koalitionen.

»Samtlige luftangreb koordineres med koalitionen. Målene udpeges på forhånd af en kommandocentral, hvor der sidder repræsentanter fra koalitionen, og når piloten har målet i sigte, er det kommandocentralen, som godkender angrebet,« siger brigadegeneral Yahya Rasool, den irakiske hærs talsmand for kommandocentralen Joint Military Command.

Flybombninger i byer plejer at blive udført af den amerikanskledede koalition mod IS, som Danmark også er en del af. De irakiske hærofficerer, som Information har været i kontakt med, fortæller, at det netop var koalitionen, der støttede kamptropperne i området fra luften den dag. Også generalløjtnanten Mohamed Al Jebouri fra Iraks 15. division citeres af det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency for, at koalitionen støttede med luftangreb ved Makkuk.

Koalitionen oplyser selv i en statusrapport for udførte angreb den 17. oktober 2016, at ét angreb »nær Qayyarah« var rettet mod »en taktisk ISIL-enhed og destruerede to ISIL-holdte bygninger og to morter-systemer«. Ét luftangreb kan godt betegne flere flybomber mod samme mål.

Makkuk-landsbyen ligger blot tre-fire kilometer øst for Qayyarah.

I teorien kunne det være danske kampfly, der var tale om. De danske F-16-fly fløj 10 missioner og affyrede 20 præcisionsbomber i den uge, herunder også missioner over Nineveh-provinsen, oplyser Forsvaret i en pressemeddelse. Men direkte adspurgt, om der var tale om Makkuk, afviser Forsvaret at kommentere »på specifikke angreb«.

I stedet retter Information henvendelse til den amerikanske centralkommando, der angiver præcis dato og område for angrebene. I en kortfattet mail til Information afviser centralkommandoen, at det var Makkuk, som koalitionen angreb den dag. Dog uden at specificere, hvad betegnelsen »nær Qayyarah« så dækker over.

Ingen hjælp at hente

Den velrenommerede organisation Airwars opgør systematisk civile dræbte og sårede for koalitionens bomber i Syrien og Irak og skønner, at mellem 2.326 og 3.434 civile er blevet dræbt af den amerikansk-ledede koalition siden sommeren 2014. I samme periode er mindst 2.542 blevet såret af koalitionsbomber, oplyser organisationen.

Koalitionen har hidtil kun anerkendt skyld i 55 civile tab samt 29 sårede. Selv i de tilfælde, hvor USA har erkendt civile tab, har ingen endnu fået kompensation.

På Erbils akuthospital ligger Noor stadig på ryggen med sit alvorlige blik. Familien insisterer på, at deres datter blev ramt ved et luftangreb, men de ved ikke, hvem de skal henvende sig til. De har hverken ressoucerne, den nødvendige indsigt i internationale love eller kontakterne til at føre en sag.

»Omverdenen kan godt lide at sende bomber efter os. Men når man spørger om hjælp, er der ingen, der rækker hånden ud. Hvem skal vi klage til,« lyder det retoriske spørgsmål fra familiefaren, som fortsat står og kæderyger foran datterens ildelugtende stue.

Efter en kort tænkepause stiller han et spørgsmål:

»Jeg vil ærligt talt ikke være til besvær, men har du ikke et nummer, jeg kan ringe til?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • David Zennaro
  • Christel Gruner-Olesen
  • Anders Graae
  • Peter Jensen
  • Viggo Okholm
  • Grethe Preisler
Bill Atkins, David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, Anders Graae, Peter Jensen, Viggo Okholm og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er så krigens tragedie beskrevet ned til detaljen. Forfærdelig læsning og endnu engang et bevis på menneskets totale dumhed lige fra os her og de ekstremistiske fantaster i Mellemøsten.
Bør artiklen deles på nettet?

Niels Duus Nielsen, David Zennaro og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

Atter må det bemærkes, hvordan alle vestlige medier for få uger siden flød over af usaglig og udokumenteret kritik af den syriske regerings befrielse af Aleppo - der var tale om terrorbombning og krigsforbrydelser i en nærmest hidtil uset skala - mens der skrives og tales i endog meget forsigtige vendinger om Mosul, som jo er Vestens og 'det ny Irak's befrielsesprojekt.

Niels Duus Nielsen, John Andersen, Hans Aagaard og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Ahmed Al-Shakerchi

Kan vi ikke også tilskrive æren for de dårlige ting der sker koalitionen sådan så det er ikke kun de gode ting man tager en stor del af æren for??

Vi ved jo alle at fly alene kan ikke gøre det, så jeg nok tilskrive en stor del af æren ikke til Hashd, eller Pesh men til specifikt til Iraks Anti Terror organisationen kaldet på irakisk Jihaz Mukafahat Al Irhab. Det er nemlig specifikt denne gruppe der er taktisk overlegne når det kommer til gadekrig og har mest erfaring med dette.

Skælder ikke nogen ud, prøver bare at neuancere tingene så det ikke virker som envejs Propaganda.

Jeg syntes også, at det, der foregår er ganske frastødende. Og jeg pålægger deltagerne i "Operation Iraqi Freedom" eller "Second Persian Gulf War" et meget stort ansvar for destabiliseringen af dette land. Ligesom jeg desuden også pålægger Israel en stor del af ansvaret for situationen omkring "Islamic State of Iraq and the Levant" eller Daesh.

Men at ligefrem påstå, at Syriens barbariske diktator er en frihedselskende befrier, er efter min opfattelse ganske horribel. Når denne krig er overstået, håber jeg virkelig, at han havner krigsforbryderdomstolen.

www.amnesty.org/en/
www.dr.dk/nyheder/udland/amnesty-rapport-afsloerer-uhyrlige-massehenrett...

Viggo Okholm, David Zennaro og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Gert Romme, jeg tror at de færreste påstår dén slags om Assad - men det er vel nemt nok at forstå at han er regeringsleder i en suveræn stat, som er anerkendt af FN ... og som sådan er det retligt helt legitimt at han nedkæmper militsers besættelse af Aleppo. Tilsvarende dén legitimitet, som den irakiske regering lægger til grund for nedkæmpelsen af militsers besættelse af Mosul.

Niels Duus Nielsen, Tom Clark og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Kære Peter Jensen,

Jeg tror ikke, du rigtigt har læst og forstået denne rapport, som i øvrigt langt fra er den eneste i rækken, men som giver et mere komplet overblik.

Nu er Syrien jo ikke et demokrati, hvor borgerne vælger en tidsbegrænset leder ved frie og åbne valg. Og uanset hvem Bashar Hafez al-Assad har arvet sin "pligt" som blodig diktator af, så har han altså ikke lov til at indfange, torturere og myrde de mennesker, som han mener eventuelt skulle være imod hans styre.
- Eller hvad mener du selv?

Gert Romme, der opstår vist en misforståelse - jeg fokuserede på legitimiteten i nedkæmpelsen af besættelser på eget territorium, ikke på hvilke anklager der i øvrigt kan fremsættes mod hhv. den syriske og den irakiske regering. Jeg mener i øvrigt at den syriske forfatning giver en valgt præsident syv år i embedet.

Hans Aagaard, Niels Duus Nielsen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Det er ikke usædvanligt med standretter i krigssituationer, og presset fra civile der rammes af krigshandlingerne spiller ind på hævntrang og forebyggelse via afhøring. Det så vi også i Abu Greib i Irak, selv om amerikanerne militært nærmest var urørlige. Det der er bemærkelsesværdigt er timingen af Amnestys rapport, som helt konkret "skygger" for folks information situationen i Mosul. DR har kun beskæftiget sig med rapporten.

Regenter og diktatorer og deres forsvarssystemer og styrer har et valg og det valg er at forsøge at løse konflikter omkring bestemmelser og oprør/indflydelse gennem imødekommenhed, forhandlinger m.v.
Desværre er det ikke valg de tager og de siger de har legitim ret til at slå oprør ned og forsvare grænser. Virkeligheden fortæller så at det med kun at forsvare grænser er en by i "Rusland" Vi i Vesten og Rusland er meget langt væk fra vore egne grænser i vores såkaldte forsvarskampe. Dernæst er vi vist næppe inviteret. Verdenssamfundet har et FN og efter min mening er det det eneste organ som kan beslutte et indgreb eller bør beslutte det og helst gennem simpelt flertal eller bare 2/3 del. Jeg tror virkelig det kunne betyde andre midler i kampen mod uretfærdighed. Uanset min pacifisme og håb om ikke -vold tror jeg ikke jeg oplever det i dette liv, men hvad det er i mennesket der gø,r de lader sig være så onde er og bliver en gåde for mig. Det kan sgu da ikke være sjovt at smide bomber og lade mennesker slå ihjel uanset de der beslutter det er tusind km væk fra krigens rædseler.