Læsetid: 6 min.

Paven går forrest i kritikken af Trump, men Vatikanet er forvirret over den nye regering i Washington

Aldrig før har en pave blandet sig så meget i amerikansk politik, og Vatikanet er for første gang i mands minde på kant med USA, vurderer en førende ekspert i Vatikanet. De amerikanske biskoppers reaktion på afviklingen af ObamaCare kan blive afgørende for udviklingen
Pave Frans har blandet sig i amerikansk politik i en for paver hidtil uset høj grad. Han har blandt andet stået fadder til en af de mest markante advarsler mod Trump: ’Hitler stjal ikke magten, men blev stemt ind af folket, og bagefter knuste han så folket. Det er faren.’

Pave Frans har blandet sig i amerikansk politik i en for paver hidtil uset høj grad. Han har blandt andet stået fadder til en af de mest markante advarsler mod Trump: ’Hitler stjal ikke magten, men blev stemt ind af folket, og bagefter knuste han så folket. Det er faren.’

Massimiliano Migliorato

9. februar 2017

Man skulle måske tro, at en amerikansk præsident, der som en af sine første embedshandlinger dropper al statslig støtte til aborthjælp og -oplysning, ville falde i Vatikanets smag. Men det lader ikke til at være tilfældet.

Mens Donald Trump blev indsat, udtalte Pave Frans til den spanske avis El País, at sociale kriser kan skabe en angst, som ødelægger borgernes politiske dømmekraft. Den Katolske Kirkes overhoved illustrerede sin kommentar til Trumps magtovertagelse med det tungeste historiske eksempel overhovedet:

»Hitler stjal ikke magten, men blev stemt ind af folket, og bagefter knuste han så folket. Det er faren,« sagde den argentinskfødte pave og tilføjede:

»Tyskland i 1933 er det typiske eksempel på et land, der var i krise og ledte efter sin identitet, og vi kender godt resten af historien, da en karismatisk leder så dukkede op og lovede at give dem en identitet, men i stedet gav dem en forvrænget identitet.«

Under valgkampen havde Frans sendt et par usædvanligt klare signaler. Apropos Trumps løfte om at forsegle grænsen til Mexico sagde paven, at »den, der bygger mure, ikke er kristen«.

Efter et første, spontant vredesudbrud beherskede Trump sin reaktion for ikke at fremmedgøre de katolske vælgere, hvoraf et flertal på 52 procent da også endte med at stemme på ham (60 procent af hvide katolikker, men blot 26 procent af latinoer).

Og så havde paven inden kåringen af Hillary Clinton som Demokraternes præsidentkandidat et kort, uofficielt møde med hendes rival, Bernie Sanders:

»Aldrig før har en pave blandet sig på en så præcis måde i en amerikansk præsidentvalgkamp,« siger den italienske journalist Marco Politi, ekspert på Vatikanet og forfatter til bøger om de seneste tre paver, til Information og tilføjer: »Han viste, at han delte Bernie Sanders synspunkter om velfærd, social retfærdighed og retten til uddannelse.«

Geopolitisk orienteringspunkt

Trumps chefstrateg, den tidligere direktør for det stærkt højreorienterede Breitbart News Network, Stephen Bannon, er selv katolik. I 2014 holdt han en slags historiefilosofisk foredrag for den katolske organisation Dignatatis Humanae, hvor han udlagde sin idé om »den oplyste kapitalisme«.

Anden Verdenskrig skulle repræsentere den jødisk-kristne civilisations sejr over ateismen. Bannon mener, at de vestlige samfund siden er blevet svækket af sekularisme, feminisme og politisk korrekthed, og at krigen mod radikal islamisk terrorisme nu kræver en tilbagevenden til det jødisk-kristne grundlag.

»En del af de katolske vælgere er meget mere enige med Benedikt XVI’s (den forrige pave, red.) ideologiske position, at verdsliggørelsen af samfundet skal bekæmpes, end de er med Pave Frans. I Trump-regeringen finder vi såvel den kristne som den jødiske fundamentalisme, og derfor vil hans mellemøstpolitik føre til sammenstød med paven,« vurderer Marco Politi.

Pave Frans lagde afstand til Trumps planer om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed indirekte anerkende den israelske bosættelsespolitik, da han kort inden præsidentens indsættelse modtog præsident Mahmoud Abbas ved åbningen af den palæstinensiske ambassade ved Vatikanstaten for således at markere, at Palæstina allerede er en stat:

»Når paven taler om, at terrorisme skal bekæmpes med internationalt samarbejde, om migranter, der ikke kan bremses med mure, om social ulighed og om sammenhængen mellem miljømæssigt forfald og socialt forfald, er det med en profetisk stemme,« siger Marco Politi, »men samtidig er han et meget konkret geopolitisk samlingsspunkt for regeringsledere og politikere, der ikke fører sig frem med samme tydelige stemme.«

Hvem holder længst?

Pavens vidtforgrenede diplomati er imidlertid på usædvanlig bar bund i forhold til den nye regering i Washington og må søge i kredsen omkring den tidligere republikanske præsident George W. Bush – der har meddelt, at han ikke stemte på Trump – for at skabe forbindelser. Ifølge The New York Times vil Bannon tage sig personligt af udvælgelsen af USA’s næste ambassadør til Vatikanet.

»Vatikanet er desorienteret, fordi Trump har vundet over det republikanske establishment,« siger Politi, »hans form for demagogi går meget længere end den traditionelle konservatisme i USA. Man vidste, hvad henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stod for. En del af kirkens øverste hierarki var enige med Republikanerne, fordi de er abortmodstandere, og andre var enige med Demokraterne, fordi de kæmper for social retfærdighed.«

Washingtons ærkebiskop, Donald Wuerl, roste forleden Trump for hans beslutning om at standse bistand til udenlandske organisationer, der tilbyder kvinder svangerskabsafbrydelse eller blot rådgiver dem. En anden amerikansk kardinal, Raymond Burke, har ligesom Bannon forbindelser til organisationen Dignitatis Humanae. Han blev for nylig fjernet fra sin lederpost i Johanitterordenen, bedre kendt som Malteserridderne, efter uenighed med paven.

For en moderne korsfarer som Bannon er Malteserridderne, der spillede en vigtig rolle under middelalderens korstog, en central organisation. I sidste uge blev paven beskyldt for at være »nådesløs« på plakater, der i løbet af natten var blevet hængt op nær Vatikanet og andre steder i Rom.

Burke har også udtalt sig positivt om Trump og mødtes i weekenden i sin lejlighed i Vatikanet med lederen af det EU-kritiske højrefløjsparti Lega Nord, Trump-tilhængeren Matteo Salvini, der er stærkt kritisk over for pave Frans' solidariske indstilling til migration.

Bortset fra spekulationerne om, hvem der holder længst – den 80-årige pave eller den nyvalgte præsident – presser et andet spørgsmål sig ifølge Marco Politi på:

»Hvad gør de amerikanske biskoppers sammenslutning nu? Det er den anden front. Der har altid været – og er helt sikkert netop nu – et flertal af de amerikanske biskopper, som forsvarer den traditionelle familie, som er abortmodstandere og vender sig mod pavens vilje til at acceptere fraskiltes altergang,« siger den italienske Vatikan-ekspert.

Politi fortsætter:

»Men der er også en social tradition, som især har arbejdet på at integrere sorte og latinoer  i det amerikanske samfund. Det var under Johannes Paul II, at helgenkåringen af den første indianer (Kateri Tekakwhita, som levede i 1600-tallet, red.) blev indledt. Men hvad gør de amerikanske biskopper, hvis Trump svækker sygesikringen? Paven har problemer med en del af det kirkelige hierarki i USA såvel som Trump-regeringen. Det er nu op til amerikanske katolikker at forholde sig til  Trumps socialpolitik.«

Et svært øjeblik

Efter at have været sat på pause under Benedikt XVI er den aktive geopolitiske rolle, som Johannes-Paul II udviklede i Vatikanet i forbindelse de østeuropæiske landes opgør med Sovjetunionen, blevet videreført af den argentinske pave. Men uden en pålidelig dialogpartner i Det Hvide Hus ser alt anderledes ud fra Rom.

Søndag fortsatte Frans sin symbolske opposition ved at udsende en meddelelse på spansk om »fred, venskab og solidaritet« i anledning af en ærkeamerikansk begivenhed som den årlige Super Bowl-finale i USA.

»Det er et meget svært øjeblik for Vatikanet,« siger Politi, »det er vant til at forhandle med autoritære regimer om religionsfrihed eller om benådning af politiske fanger, men her taler vi om det mægtigste land i Vesten, som pludselig ikke længere er et liberalt demokrati. Alle regler og parametre bliver sprængt.«

– Befinder vi os i en så paradoksal situation, at det kan blive paven i Rom, der forsvarer demokratiets verdslige principper i forhold til en reaktionær strømning?

»Ja, paven er for øjeblikket den eneste, der på internationalt plan forsvarer såvel det liberale demokratis ideer som de socialdemokratiske ideer. Denne pave er jo ikke bare en kritiker af social ulighed, men også en forsvarer af det åbne og inkluderende samfund. Men det er opstået en paradoksal situation. Vi har været vant til gennem et århundrede at se Vatikanet sætte sig imod Moskva eller Beijing, men nu er der for første gang et modsætningsforhold med Washington,« siger Politi og tilføjer:

»Paven er også det eneste statsoverhoved, der har haft mod til at omtale en massedemagogi, der kan føre til, at frelseragtige figurer får magten. Som eksempel nævnte han Tyskland i tiden efter Første Verdenskrig. Det betyder ikke, at Trump er ligesom Hitler. Men paven ville advare om, at der findes demagogiske befrier- og frelserfigurer, som sprænger de eksisterende regler. Det har vist sig at være profetisk efter indrejseforbuddet fra en række muslimske lande, angrebene på pressen osv. Derfor spørger man i disse dage sig selv om, hvorvidt Trumps magtovertagelse er et angreb på det liberale, forfatningsbaserede demokrati i Vesten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hitler stjal ikke magten, men blev stemt ind af folket Pave Frans må vist kigge endnu engang i historiebøgerne.

Paven er måske ikke så ringe endda, uagtet fortiden i det argentinske diktatur. (Jeg ved ikke noget om hvad han gjorde, udover at være biskop. Mange præster i Latin-Amerika er også kristen-socialister.)
Der er mange katolikker i verden, og også mange andre, som lytter til hvad han siger.

Socialist kunne han ikke officielt være, selvfølgelig, om han nu ellers var eller er det. Jeg mener bare, at han måske var mer kritisk til diktaturet, end hvad nogen har hentydet.

Hitler blev valgt af et mindretal, selv om hans parti var det der fik flest stemmer, og stjal så magten.

Lars Bo Jensen

Kan Pave Frans så ikke snart nå frem til den selvindlysende konklusion, at den katolske kirkes modstand mod oplysning om og brug af prævention må ophøre.

Bjarne Bisgaard Jensen, Bill Atkins og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Tak til Mads Frese for en interessant artikel.

MEN: Da pave Frans talte med El País, har det nok ikke været ex cathedra, så jeg synes godt, Mads Frese bare parentetisk kunne have rettet hans misopfattelse, nemlig at Hitler kom til magten ved at blive 'stemt ind af folket', uanset, at paven deler denne historieforfalskning med mange.

NSDAP fik 18,3% af stemmerne i september 1930, 37,4% juli 1932 og gik 4,3 procentpoint tilbage i november samme år. Selv ved det ufrie og manipulerede valg i marts 1933 fik partiet ikke flertal (43,9%).

Hitler kom til magten, fordi de borgerlige partier naivt troede, at de kunne tæmme ham ved at gøre ham til rigskansler. De lagde et enormt pres på den modvillige (og halvsenile) rigspræsident von Hindenburg, som efter ugers bearbejdning gav efter. Resten af historien kender Frese formentlig.

Den sande historie om Hitlers vej til kanslerposten svarer faktisk bedre til valget af Trump til præsident. Han blev indsat af et amerikansk valgmandssystem, hvor vælgerne i fx Idaho har 16 gange større 'vægt' end dem i Californien; hvor Trump fik mere end tre millioner færre stemme end Clinton, og hvor valgdistrikterne til de lokale kongresser og den i Wasington bliver demografisk udformet til ugunst for mindretal.

olivier goulin

Man skal ikke hænge sig så meget i formuleringen.

Hvad Paven blot forsøger at sige er, at Hitler kom til magten af parlamentarisk vej - og ikke ved et statskup. Og det er jo ikke forkert.

/O

Nikolaj Hemmingsen

Til Henrik Okkels. Selvom det er uden for denne tråds egentlige emne: Idaho har 4 valgmænd, Californien 55. Omrignet løseligt som antal stemmer pr valgmand i de respektive stater, svarer dette sådan cirka til 425000 stemmer i Idaho, og 727000 i Californien pr valgmand. Der er altså temmelig langt til, at vælgerne i Idaho har 16 gange større vægt.
Mvh Nikolaj Hemmingsen

Nikolaj Hemmingsen

En lille rettelse til ovenstående. De 425000 i Idaho og 727000 i Californien er Ikke vælgere, men borgere i de respektive stater. Beklager.
Mvh Nikolaj Hemmingsen

De der trods Hitlers manipulering, brunskjorteterror i gaden og bestikkelse, stadig mener at han kom til magten ad parlamentarisk vej, har vist glemt en vis Rigsdagsbrand, hvor kommunistpartiet og kommunisterne blev hængt ud som de skyldige, bl.a. med helt uhyrlige påstande i de tyske aviser og med vilkårlige arrestationer inden valget.

Men ovenstående uvidenhed til trods. Er det så normalt at en Pave udnævner en politiker til at være som Hitler. Hitlers styre, dræbte dog helt bevidst ca. 50 millioner mennesker? Russere, tyskere, jøder, og kommunister. Trump har vist ikke slået nogen ihjel?

En Rigsdagsbrand er jo også en slags (alternativ og terroristisk) parlamentarisk vej...
Trump har sikkert allerede slået nogen ihjel, og mange flere kommer der til at blive, men...

Man kan undre sig over at Paven, da han manglede en demagogisk figur at sammenligne med, ikke valgte Bennitto Mussolini ...han ligner oven i købet bedre.