Læsetid: 5 min.

Præsidentvalgkamp i Frankrig – nu som ’Game of Thrones’

Med de mange forviklinger og fraværet af diskussion af kandidaternes programmer minder den franske præsidentvalgkamp efterhånden så meget om en amerikansk tv-serie, at vælgerne ikke kan tage den alvorligt
Med de mange forviklinger og fraværet af diskussion af kandidaternes programmer minder den franske præsidentvalgkamp efterhånden så meget om en amerikansk tv-serie, at vælgerne ikke kan tage den alvorligt

Thomas Iburg/iBureauet

25. februar 2017

Marine le Pen går frem i meningsmålingerne, François Fillon kæmper sig – trods korruptionsanklager – tilbage på andenpladsen, mens tilslutningen til den unge Emmanuel Macron daler efter hans udtalelser om, at Frankrigs kolonitid var en forbrydelse mod menneskeheden.

Kort efter vinder Macron atter opbakning, efter at den garvede midterpolitiker François Bayrous erklærer ham sin støtte, altimens Socialistpartiets kandidat, Benoît Hamon, trænger det yderste venstres Melenchon tilbage uden dog at kunne forene venstrefløjen.

Sådan har bare den seneste uges afsnit af den franske præsidentvalgkamp tegnet sig.

Har man svært ved at følge med, har man det præcis som franskmændene selv.

Cheffredaktør på dagbladet Libération Laurent Joffrin gik i denne uge så vidt, som til at sammenligne den nuværende præsidentvalgkamp med tv-serien Game of Thrones.

Rytmen brudt

Der var engang en fransk republik, hvor magten ved præsidentvalg med et bornholmerurs sikkerhed skiftede mellem to store fløje, højre og venstre, tik tak. Ganske vist kan næsten enhver stille op til præsidentvalget i Frankrig, men det ender altid med et valg mellem to kandidarer fra de store velkendte partier.

I 2002 blev rytmen brudt ved et chokvalg. En kakofoni af kandidater på en ellers stærk venstrefløj banede vej for, at det ekstreme højres kandidat Jean Marie le Pen sneg sig ind foran socialisten Lionel Jospin i første valgrunde. Det blev så Jacques Chirac, som med en fælles republikansk front og over 82 af stemmerne blev præsident.

Marine Le Pen på scenen til et valgmøde i Lyon. Selvom Front National-lederen står til at få flere stemmer end hovedudfordreren Emmanuel Macron, spår få hende en reel chance for at vinde præsidentposten, da den tabende konservative eller socialistiske kandidat opfordrer sine vælgere til at stemme på hendes modstander under valgets anden runde ifølge den såkaldte republikanske pagt. Men det kræver, at Le Pen ikke vinder valget i første runde.
Læs også

Samtlige meningsmålinger her to måneder før det franske præsidentvalg viser, at det, der engang var undtagelsen, nu er reglen: Det ektreme højre vinder ifølge de seneste meningsmålinger første runde af præsidentvalget. Marine le Pen står til at få 27 procent i første runde, mens anden- og tredjepladsen til henholdsvis Fillon og Macron vipper omkring de 20 procent.

Den engang så sikre rytme mellem højre og venstre er blevet til en kamp om overhovedet at få en plads i finalen. Lige meget hvilken kandidat, som kommer til at stå over for le Pen, ser vedkommende dog fortsat ud til at vinde.

Purpurrød bryllupsfest

Med den overvældende støtte til den stærkt konservative kandidat François Fillon ved primærvalget i  november sidste år, var alle ellers sikre på, at Socialistpartiets upopulære François Hollande skulle udskiftes med en højreorienteret præsident Fillon. Tik tak. På sin vis beroligende.

Men afsløringen af, at Fillon i årevis har haft sin kone ansat til tårnhøj løn i et proformajob, har sendt »hæderlighedens kandidat« til tælling. Fra 26 procent – på det tidpunkt højere end le Pen – røg Fillon ned under 20 procent i meningsmålingerne.

Man kunne fristes til at tro, at Fillon ville trække sig, men han har taget kampen op, og hans ukuelighed synes at betale sig. Det betyder, at der atter er reel mulighed for, at anden runde af præsidentvalget kommer til at stå mellem François Fillon og Marine le Pen.

Det er det, som får Libérations chefredaktør Laurent Joffrin til på lederplads at sammenligne situationen med valget i 2002 og altså med Game of Thrones. Parallellen ligger i, at selv om der er langt flere stemmer til venstre for Fillon end til højre, risikerer venstrefløjen at tabe på grund af indre stridigheder i det, Libérations chefredaktør kalder ’game of left’.

Front Nationals præsidentkandidat har skudt sin kampagne i gang med løfter om at skrotte euroen og påstande om, at islamiske praksisser udgør en trussel mod Frankrig
Læs også

Man skal huske, at den politiske komet og tidligere økonomiminister under Hollande, Emmanuel Macron, der er ved at skabe sin store midterbevægelse med navn En Marche oprindelig kaldte sig socialist.

Han hører derfor med i Joffrins blodige saga. I ’game of left’ er Macron »en raffineret og udspekuleret markis med støtte fra den fortryllende Brigitte, der besidder ungdomseleksiren«, skriver han. Macron har svigtet kong Hollande og truet baron Valls, mens denne var svækket af et oprør fra ’det sande venstre’. Mod alle forventninger lykkes det markis Macron og bevægelsen »i trav« (Én Marche) at samle en del af riget.

Joffrin beskriver, hvordan de vilde republikanerne har valgt »den triste kong Fillon med de hykleriske metoder«. Hos socialisterne blev Valls – der selv havde slået den tidligere premierminister Ayrault ihjel – så slået af Hamon, som »man troede var for ung«. Men ved primærvalgets »purpurrøde bryllupsfest« og med støtte fra isdronningen Aubry fra Nord, vandt han alligevel magten hos socialisterne i et veritabelt blodbad.

Erfarne, men korrupte

Den forløbne uge kunne man så skrive endnu et kapitel til Joffrins serie. En episode kunne handle om, hvordan Macron udviste eklatant politisk uerfarenhed under et besøg i Algeriet, da han kaldte den franske kolonialisme for en »forbrydelse mod menneskeheden«. At der er begået voldsomme forbrydelser i kolonierne, er der ingen tvivl om, men »forbrydelse mod menneskeheden« er et juridisk begreb, som ikke kan bruges skødesløst af en fremtidig præsident.

Forargelsen var stor. Under et besøg i London indrømmede Macron sin politiske uerfarenhed, men ironiserede samtidig over den nepotisme og korruption som »erfarne politikere« er rodet ud i. Da Macron dalede ned under Fillon i endnu en meningsmåling, kunne man konstatere, at franskmænd foretrækker erfarne omend korrupte politikere.

Til gengæld kom en anden erfaren, men dybt hæderlig ridder så Macron til undsætning. Den 65-årige François Bayrou, der i 2007 blev præsidentvalgets nummer tre med næsten 19 procent af stemmerne, og som oftest betragtes som højresympatisør, har i årevis haft drømme om netop den type midterbevægelse, Macron nu står for. Han sluttede sine tropper til Macrons.

Det gjorde han måske klogt i, da de fleste af hans soldater allerede var forsvundet ind i Macrons bevægelse, og han selv kun lå med en tilslutning på fem procent. Ikke desto mindre forøgede det atter markis Macrons chancer, så han vippede op over Fillon i meningsmålingerne.

De franske vælgere prøver at følge med eller står helt af det indviklede forløb. At et samlet politisk program fra Macron endnu ikke foreligger, føjer et absurd træk til hele forestillingen. Det er personernes karaktertræk og styrke, som vurderes, men hvad med deres politik?

Det er ikke umuligt, at Joffrin har en vigtig pointe med sin ’game of left’-analogi. »I sidste sæson ser man, hvordan ridder Hamon og markis Macron får slået hinanden ihjel, mens folket fra ’det sande venstre’ med deres chef Melenchon og de hvide vandrere, der hærger på den anden side af muren sammen med den urørlige kæmpe le Pen, truer landet.«

Winter is coming.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu