Baggrund
Læsetid: 5 min.

Sveriges venstrefløj mangler selvværd – og et projekt

Mens europæiske venstreorientede søger ud på fløjen, søger det svenske Vänsterparti mod midten. Evig kritik af politiske modstandere og deres vælgere dækker over, at de røde partier mangler et projekt, der kan slå højrepopulismen tilbage, mener partiets chefstrateg, forfatteren Aron Etzler
’Store dele af venstrefløjen i Europa og i Sverige, men også i USA, bruger et akademiseret sprog og diskuterer kun på modstanderens banehalvdel. Når man gør det, betyder det jo, at man ikke har noget selvstændigt politisk projekt. Derfor ender vi ofte med bare at kritisere vores modstandere, og det gennemskuer vælgerne på to sekunder,’ siger Aron Etzler (t.v.), chefstrateg f0r Vänsterpartiet

’Store dele af venstrefløjen i Europa og i Sverige, men også i USA, bruger et akademiseret sprog og diskuterer kun på modstanderens banehalvdel. Når man gør det, betyder det jo, at man ikke har noget selvstændigt politisk projekt. Derfor ender vi ofte med bare at kritisere vores modstandere, og det gennemskuer vælgerne på to sekunder,’ siger Aron Etzler (t.v.), chefstrateg f0r Vänsterpartiet

Gunnar Creutz/Wikimedia Commons

Udland
20. februar 2017

De har ondt i selvværdet. Gemmer sig bag et sprog, der er langt fra vælgernes virkelighed og magter kun at kritisere deres modstandere.

Sådan svarer det svenske Vänsterpartiets chefstrateg, Aron Etzler, når man spørger ham, hvorfor den europæiske venstrefløj ikke formår at yde modstand over for den voksende højrepopulisme, som lige nu vinder indpas.

»Store dele af venstrefløjen i Europa og i Sverige, men også i USA, bruger et akademiseret sprog og diskuterer kun på modstanderens banehalvdel. Når man gør det, betyder det jo, at man ikke har noget selvstændigt politisk projekt. Derfor ender vi ofte med bare at kritisere vores modstandere, og det gennemskuer vælgerne på to sekunder.«

Svenskerne bør vide, hvad de taler om, når det gælder højrepopulisme. Partierne i Riksdagen har tegnet en moralsk kridtstreg uden om det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna, som hidtil har udelukket dem fra ethvert parlamentarisk samarbejde.

Men Vänsterpartiet, der svarer til danske SF, ligger på bare otte procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger. Det svarer stort set til, hvad det succesfulde Sverigedemokraterna er vokset til i løbet af de seneste tre år.

Det har endda set langt værre ud for det venstreorienterede oppositionsparti. Ved valget i 2014 fik de 5,7 pct. af stemmerne.

Etzler-effekten

Svenskernes moralske streger er under udviskning. Sverige er blevet som Danmark. De har fået en skrappere udlændingepolitik. Pludselig taler de politiske ledere om svenske værdier på det politiske topmøde i det grønne Almedalen, og på avisernes debatsider følger de trop.

Tilmed har det ledende borgerlige parti, Moderaterna, netop erklæret sig villig til at forhandle med Sverigedemokraterna (SD) for første gang nogensinde. Det kan give SD den parlamentariske indflydelse, som deres 12,9 pct. af stemmerne fra seneste valg i 2014 har tilsagt dem.

Men der er én ting, som adskiller Sverige fra de fleste andre lande i Vesten:

»Vi har intet venstrepopulistisk parti,« som det hed i en kommentar i Expressen for nylig.

Kritiske røster peger mod partistrategen og det, pressen har døbt Etzler-effekten, der sigter på at gøre Vänsterpartiet til et ansvarligt og regeringsdueligt parti.

Eksempelvis er partiets kritik af den europæiske økonomiske politik meget begrænset. Selv om partiet hverken er i lommen på banker, erhvervsliv eller lobbyister, så er det »måske, fordi de vældig gerne – og så snart som muligt – vil sidde i regering«, at de ikke går ind i konflikten om sparepolitikken, som netmagasinet Politism skriver i en kommentar.

Det forehavende lykkedes bare ikke ved seneste valg, hvor Socialdemokratiets leder, Stefan Löfven, gik uden om Vänsterpartiet og dannede mindretalsregering med Miljöpartiet.

Rundt om i Europa går tendensen i den modsatte retning for at yde populisterne modstand. I Frankrig taler socialisternes præsidentkandidat Hamon om borgerløn og fri hash.

Og i Tyskland spiller socialdemokraternes nyvalgte præsidentkandidat Martin Schultz helt bevidst på frygten for Trump.

Derfor er det interessant, hvorfor den svenske chefideolog, der er også er forfatter til en lang række bøger om politiske modstandere og den europæiske venstrefløj, tror, at vejen frem går over midten?

»Der er langt færre mennesker i dag, der føler en loyalitet mod det politiske system. Så hvis du skal bygge et venstreorienteret projekt, må du også bygge en bevægelse, der kan række ud til befolkningen. Der er rigtig mange venstrefløjspartier, der går mere op i at diskutere med sig selv end at nå ud til deres vælgere. Det må vi bryde, hvis vi skal presse højrepopulismen tilbage,« siger Aron Etzler.

Halvlammede sosser

Han mener, at hans kritikere misser en pointe. Hvis folk skal vælge mellem et regeringsdueligt, men blegt socialdemokrati, og et regeringsudueligt venstrefløjsparti, som til gengæld siger de rigtige ting, så vælger de socialdemokraterne.

»Den eneste måde, man kan udfordre og motivere et halvlammet socialdemokrati, er, ved at partierne længere til venstre viser sig i stand til at tage og håndtere magten,« siger Aron Etzler.

Vänsterpartiet har stor succes med netop det i to af Sveriges største byer, Göteborg og Stockholm, hvor de deler magten i venstrefløjskoalitioner, påpeger han. Her har partiet den største fremgang i de årlige ’sympatimålinger’, næst efter SD.

»Min pointe er ikke, at vi skal blive mindre radikale. Det er en borgerlig myte, at venstreorienterede partier må vælge mellem at være radikale eller at have magt. For det betyder jo i sin essens, at venstrefløjspolitik ikke fungerer. Min pointe er til gengæld – og den mener jeg er meget mere radikal – at venstrepolitik fungerer.«

Det danske søsterparti SF’s udtræden af Thorning-Schmidt-regeringen efter to år skræmmer ikke Aron Etzler.

»SF valgte at gå til højre, og det har aldrig været min hensigt. Man kan ikke overbevise folk om ting, man ikke selv tror på.«

Problemet med det svenske såvel som andre socialdemokratier rundt om i Europa er, mener Aron Etzler, at de prøver at gøre alle tilfredse.

»De springer i alle mulige retninger og prøver at fange alle. Det er en stor svaghed, synes jeg. Et sådant parti kan ikke lægge en retning for samfundet. Og i den situation bliver det jo vores rolle at tage konflikterne og lægge de store linjer. Og det er det, vi gør nu. Forestillingen om, at politikken må lægges til højre, er fejlagtig. Jeg synes, at alle tegn peger i den anden retning. Det norske socialdemokrati har fremgang på den konto, hvor mange af dem, der er gået på kompromis, har måttet betale for det.«

Håb er svært

For nylig advarede forfatterne Stefan Fölster og Nima Sanandaji i bogen Framtidens jobb om, at »Sverige styrer mod det samme populistiske oprør som i USA under Trump«.

Svenskerne er ifølge forfatterne udsat for hurtigere teknologisk omstilling i arbejdslivet end i noget andet vestligt land. Og denne angst for fremtiden, som bunder i store omvæltninger på arbejdsmarkedet, anerkender Aron Etzler fuldt ud. Men det giver også venstrefløjen et problem, som højrepopulisterne ikke har, påpeger han.

»Svenskerne er blevet meget urolige for fremtiden – ikke bare for flygtninge- og indvandringspolitikken, men også for arbejdsløshed og en slags nedgang i social status. Derfor har de vendt sig mod Sverigedemokraterna og deres højreekstreme projekt. Men jeg tror faktisk, at venstrefløjen kan vende den tendens. Problemet er, at venstrefløjsprojekter jo ofte bygger på håb, og derfor er denne periode, hvor folk føler, at alt går tilbage, sværere for venstrefløjen. Det er ikke i de perioder, vi har fremgang. Forandringerne i 1960’erne skete jo f.eks. på et tidspunkt, hvor fremtidshåbet var meget stærkt.«

Derfor mener Etzler, at venstrefløjspartier har en større opgave end højrepopulistiske partier.

»Vi må ikke bare udgøre en opposition til dem, men også vise, at det er muligt at forandre. Deres projekt bygger jo mere på mistro i forhold til samfundet og i forhold til, at ting kan forbedres,« siger partistrategen. Men tilføjer så:

»Det hører også med til billedet af de fremgangsrige højrepopulistiske partier, at de altså også taber pusten, når de kommer i regering. Det er tilfældet i Norge med Fremskrittspartiet og De Sande Finner i Finland.«

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det ikke påfaldende at venstrefløjen skoses for ikke at have et 'selvstændigt projekt' (jeg troede at venstreorienterede var optaget af at skabe et socialistisk projekt, og mig bekendt er der en del progressive forslag og perspektiveringer fra venstreorienterede grupper og strømninger overalt i Europa, men de ignoreres eller ekskommunikeres og latterliggøres i mainstreampressen) til bekæmpelse af højrepopulismen, når konsistent analyse viser at det er de bærende magtpartier og overnationale konstruktioner, som har dannet grundlag for højrepopulismen. Svarer det ikke lidt til at give venstrefløjen ansvaret for flygtningestrømmene og krigene rundt omkring i verden? Nu må de etablerede magtpartier til at tage ansvar for deres fadæser, i stedet for at skyde ansvaret fra sig; venstrefløjen har længe advaret mod en højrepopulistisk udvikling i medfør af den førte, neoliberale politik - og kommet med talrige alternative forslag, men der er ikke blevet lyttet. Og når der ikke lyttes, hverken i medierne eller blandt de magtbærende politikere, kan det let se ud til at venstrefløjen er passiv.

Bl.a. derfor lader det til at Aron Etzler o.a. mener at venstrefløjen skal skabe et projekt, som er tilstrækkeligt opportunistisk, således at der kan erhverves vælgere til venstrefløjen, men hvad nytter dét, hvis den strukturelle kritik forstummer? SF etablerede frem til regeringsdannelsen i 2011 et projekt med Socialdemokratiet, som siden blev lagt i skuffen til fordel for neoliberal centrum-politik, ifølge dem selv fordi det alligevel ikke 'kunne lade sig gøre' at gennemføre det relativt progressive projekt, man havde lanceret forud for valget. Og SF udtalte ellers at man netop havde taget bestik af venstrefløjens passivitet, hvorfor man havde sat sig i bevægelse. En bevægelse, som resulterede i en korrumpering af partiet og efterfølgende deroute.

Trond Meiring, Hans Larsen, Ebbe Overbye og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Man skal ikke bekæmpe højrepopulismen, man skal bare have visioner, løsninger osv. som er bedre end højrefløjens og som tager højde for nutidens virkelighed.

Et tydeligt tegn på venstrefløjens stilstand, og højrefløjens opblomstring, det er alle de nye partier der skyder op på højrefløjen, det kan man sige og synes meget om, men dog er det et tegn på, at nogle tænker tanker, og prøver på, at udvikle og nuancere deres synspunkter, lignende ses ikke på venstrefløjen, hvilket i sig selv kan være et tegn på stilstand.

Problemet er, at venstrefløjen generelt synes, at være gået i stå, det er rigtigt, at der er, eller ikke har været et nyt projekt, som konfrontere nutidens problemstillinger, f.eks. med hensyn til indvandring, men i særdeleshed også med hensyn til vores samfundsmodel, hvor skal vi hen, ønsker man at afvikle den, eller ønsker man at udvikle den? I dag afvikler alle partier mere eller mindre vores velfærdsmodel, og hverdagen bliver hårdere, svære og mere sur for de borgere der har det værst i forvejen. Fornedrelsen stor trives og dyrkes, skal det forsætte, eller skal der også i 2025 været sket forbedringer eller enddog en udbygning af velfærdsmodellen med flere rettigheder til den "lille" mand og lønmodtager, både når han er i arbejde (Fleksibel arbejdsuge, norm 30 timer, mulighed?), men også når han f.eks. bliver arbejdsløs, syg, gammel eller skal på pension, skal vi have et samfund baseret på tvang og pisk, eller skal vi have et samfund baseret på gulerod, frihed og gensidig forståelse og respekt?

I stedet for, at udvikle sig, så enten klamre man sig til et 1970´erne udgangspunkt og holdninger, eller også rykker man direkte over i den modsatte lejr og går med på ny liberalismens felttog med konkurrence stat, pisk, påbud, befalinger og umyndiggørelse af de svageste og mest socialt udsatte.

Det der i virkeligheden er brug for, det er nutidige svar, ideer og visioner, som gerne hviler på et fundament fra 1970´erne, men som også ser nutidens realisme i øjnene, især i forhold til indvandring af folkesalg der kulturelt står langt væk fra det samfund der er opbygget igennem 100 år med div, kampe, oplysnings og bevidsthedsrevolutioner, og som i den henseende slet ikke har fået ting som ligestilling, og andet dette samfund har opnået ind med modermælken.

Grunden til, at jeg vender tilbage til den problemstilling, det er fordi jeg kan se, hvordan den hiver og flår energi ud af venstrefløjen, og mange af venstrefløjens traditionelle projekter og tiltag, er også i den henseende meget udfordret og truet økonomisk, da pengene til sidst simpelthen ikke vil være der, og kampe der forlængst er vundet vil genopblusse. Men for mig, er det ikke så meget det økonomiske perspektiv, men mere det solidariske og samfundssammenhængende perspektiv, b.la. på ligestillingsområdet og det sekulære samfund, som for den oplyste bør være et ideal.

Robert Ørsted-Jensen

Jep og det gør den danske også.

Alle argumenter der anvendes er taber og defaitistiske argumenter. Vi kan ikke vinde vi har ikke viljen til at vinde, kapitalismen eller neoliberalismen er en overmagt der naturnødvendigt vil sejre overalt - vi kan intet gøre etc. etc. Se bare EU debatten hvis du er i tvivl!

Venner det er sgu træls at lytte og læse hele tiden - det der! Socialismen – den demokratisk er den eneste4 rigtige socialisme – er sgu stærkere – men den skal kæmpes for på overnationalt niveau – Danmark alene kan ikke løfte den burde – det er umuligt!