Feature
Læsetid: 8 min.

Sydsudan: ’Der er kun lig i det land’

Knap en million sydsudanesere forventes at flygte til Uganda i år. I en serie i tre dele kommer vi med på flugten, træder de første skridt i sikkerhed og følger med i den nye kamp for overlevelse i en meningsløs dagligdag
Flygtningekrisen i Sydsudan er verdens p.t. tredjestørste. FN forventer at 925.000 sydsudanesere vil flygte til Uganda i 2017. Foto:Yilmaz Polat

Flygtningekrisen i Sydsudan er verdens p.t. tredjestørste. FN forventer at 925.000 sydsudanesere vil flygte til Uganda i 2017. Foto:Yilmaz Polat

Yilmaz Polat

Udland
22. februar 2017

YUMBE og MOYO, UGANDA – Edina Itaya ryster under den brændende sol. Rundt om hende står støvede, nøgne børn med sultne øjne, lerhytter og fyldte hjemmelavede latriner, der udgør 272.000 menneskers hjem i Bidibidi-lejren i det nordlige Uganda, en af verdens største flygtningelejre.

Nærmest mekanisk fortæller Edina Itaya, hvad der har drevet hende fra Sydsudan og hertil.

»De kom til vores hus og tog min søn, druknede ham i floden. Det var derfor, jeg flygtede,« hvisker hun.

»Vi nåede landsbyen Baji på vej mod Uganda. Dér samlede soldaterne os op og tog os hen til bunken af lig – der var kun tre levende mænd tilbage fra landsbyen. Soldaterne tog vores tøj af og voldtog os. Der var soldater over det hele,« fortæller Edina Itaya.

I fire dage i september blev hun holdt fanget i et hus i landsbyen. Kvinderne var låst inde i ét rum, deres børn i et andet. Kvinderne blev håndplukket en ad gangen, taget med ud i bushen og voldtaget af fem soldater.

FN dokumenterede i marts sidste år, hvordan voldtægt bruges som aflønning af regeringssoldaterne i Det Sudanske Folks Befrielseshær (SPLA). Hærstyrken vandt engang slaget om sydsudanesernes uafhængighed fra Sudan. I dag begår de daglige overgreb på den civilbefolkning, hvis selvstændighed de kæmpede for.

Edina Itayas mand er stadig i Sydsudan, fortæller hun. Han kæmper for den samme hær.

Hun tager sig af sine tre tilbageværende børn; det var for dem, hun fortsatte flugten.

»Jeg sover ikke om natten, jeg tænker bare,« siger Edina Itaya. Hendes brune øjne er tomme, blanke.

Intet andet end lig

Kampene i Sydsudan har de seneste år koncentreret sig mod nord, men nu er krigen rykket til grænseområderne tæt på Uganda, hvor tusindvis af mennesker hver dag flygter over grænsen. De fleste flygter fra regeringsstyrkerne og deres søgen efter oprørere.

Moses Nyaya er kommet til Uganda for et par timer siden. Ned ad bakken, over den udtørrede å Kayo, op ad bakken, i sikkerhed. Han ånder ud.

»De bankede mig, da de kom og ledte efter oprørerne,« siger han.

Moses Nyaya og hans familie er netop blevet registreret på et modtagelsescenter i byen Afoji. De venter på at komme videre til en flygtningelejr. Snart bliver en lastbil fyldt op af mennesker, cykler, gryder og pander. Hvad der kan bæres i et hurtigt favntag.

Lastbilen kører til en flygtningelejr et sted i regionen. Her skal Moses Nyaya skabe et nyt hjem på de 900 kvadratmeter, Ugandas regering efter aftale med FN stiller til rådighed for hver enkelt myndige flygtning og dennes familie.

Det lyder af meget og svarer til en stor parcelhusgrund. Reelt må man dog spejde langt efter grunde af den størrelse. Teltene og husene står tæt, hullerne i jorden til afføring ligger ikke langt fra hinanden.

Nødhjælpen, som FN og andre internationale organisationer står for, rækker ikke. Sidste år blev nødrationerne på 2.122 daglige kalorier halveret, og den ensidige diæt af bønner og ris sætter sine tydelige spor på især de mindste, der vralter halvnøgne rundt på tynde ben med oppustede maver.

»Vi klarer det lige, men især vand er en udfordring. Vi når ikke målet om 20 liter per person om dagen, vi er på 14,6 lige nu,« siger Joao Sobral, leder af FN’s kontor i Yumbe.

14,6 liter vand til at drikke, bade og vaske op i.

»Alt er midlertidigt her. Vi har reddet folk i sikkerhed, nu skal de også leve. De har brug for vand, skoler, lægehjælp, vi bliver nødt til at finde en holdbar løsning,« siger Robert Baryamswesiga fra premierministerens kontor.

Der er boret brønde i lejrene, men den ugandiske regering overvejer lige nu at bygge en vandledning fra Nilen.

»Det er et behov, vi har gjort opmærksom på,« siger Robert Baryamswesiga.

Som med alt andet hernede er det FN og det internationale samfund, der skal betale for det. Det er den aftale, der er indgået, og den står ikke til forhandling, understreger flere regeringsfolk, Information taler med.

Men der er brug for permanente løsninger. Kampene i Sydsudan spreder sig fortsat, og FN erklærede i denne uge hungersnød i det i forvejen plagede land.

»4,9 millioner mennesker – svarende til over 40 procent af hele befolkningen i Sydsudan – mangler mad. Over 250.000 børn er allerede akut underernærede, og mere end 1 million børn anslås at blive det pga. situationen,« siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Gennem bushen

Moses Nyaya er en af dem, der er flygtet fra nyligt udbrudte kampe i Sydsudans Kajo Keji-region tæt på grænsen til Uganda. I starten af februar krydsede 3.657 sydsudanesere i gennemsnit grænsen til Uganda hver dag. Det højeste antal på en dag var 6.765 den 1. februar. Det er ifølge FN på højde med eller højere end niveauet fra juli 2016, hvor den seneste krise startede.

»Hvis de ikke kan finde oprørere, banker de os i stedet,« siger Moses Nyaya. Han krydsede grænsen med sin syge mor og teenagesøn. I alt forventer FN, at 925.000 sydsudanesere vil ankomme til Uganda i 2017.

Mange flygtninge krydser grænsen ude i bushen for at undgå regeringsstyrkerne ved den officielle overgang, hvor soldaterne kræver et sidste offer: cirka tre amerikanske dollar for at forlade landet.

Flygtningekrisen i Sydsudan er nu verdens tredjestørste, efter at Moses Nyaya, Edina Itaya og 1,5 millioner andre sydsudanesere har forladt landet. Yderligere 2,1 millioner er internt fordrevet. Kun Syrien og Afghanistan producerer ifølge FN flere flygtninge.

De flygter fra en konflikt, der er næsten lige så gammel som deres hjemland, der opnåede uafhængighed fra Sudan i 2011. Efter to års selvstændighed brød kampe ud mellem hovedsageligt to fraktioner: den ene ledet af præsident Salva Kiir, den anden loyal mod hans ærkefjende, tidligere vicepræsident Riek Machar, der efter sigende er i eksil i Sydafrika.

Borgerkrigen brød ud, da præsident Kiir i 2013 påstod, at Machar havde planlagt et præsidentkup. I april 2016 blev en fredsaftale forhandlet på plads, og Machar blev genindsat som vicepræsident, men allerede i juli genoptog de to mænd deres konflikt, og sydsudaneserne måtte se deres land blive til slagmark endnu en gang.

»Jeg har intet håb om at komme tilbage, selv hvis situationen ændrer sig, der er kun lig i det land,« siger Moses Nyaya opgivende.

Spøgelsesland

Den voldelige konflikt har ifølge FN ført organiserede voldtægter, massedrab af civile og rekruttering og brug af børnesoldater med sig. En af de værste menneskerettighedskriser i verden, lyder det fra Zeid Ra’ad Al Hussein, FN’s menneskerettighedskommissær.

Anyik Chaplain har været i Uganda i tre dage. Han kommer direkte fra Kajo Keji-regionen.

»Jeg så fire mennesker blive dræbt på et marked, en handicappet kvinde blev slået ihjel,« siger han under et halvtag, der skygger for solen i modtagecenteret i Yumbe-regionen.

Anyik Chaplain blev i Sydsudan i tre dage, efter at kampene brød ud, men til sidst var det umuligt at leve der, fortæller han.

»Der er ingen lærere tilbage på skolerne, ingen lægehjælp, ingen myndigheder. Det er spøgelsesland nu, folk tør ikke engang gå ud i deres egne haver.«

Bidibidi-lejren blev på blot fire måneder fyldt af 272.000 mennesker og lukkede for tilgangen af flygtninge den 8. december. Siden åbnede Palorinya-lejren i Moyo-regionen, der blev fyldt i løbet af to måneder af 111.000 sydsudanesere.

Den 13. februar åbnede en ny lejr, ikke langt fra Bidibidi. Det er den lejr, Emmanuel Sokiri har kurs mod, da han i 40 graders varme trækker sin cykel det sidste stykke ind i Uganda.

»Min far blev overfaldet og bestjålet,« siger han i skyggen under et af de første træer på ugandisk jord efter grænsen. Han holder fast på sin cykel og sin lille kiste med dokumenter. Og på de lameller, han har slæbt med sig. Han valgte at tage sin seng med, da han flygtede.

»Jeg har hele mit liv på den her cykel,« siger han og bevæger sig langsomt videre.

FN har fredsbevarende styrker i Sydsudan og har så sent som 11. februar i år fordømt volden, men Anyik Chaplain er ikke imponeret over FN’s indsats i hans hjemland.

»De siger, de har brug for at vurdere situationen, men det forstår jeg ikke. Det er så tydeligt, hvad der foregår. Det er ikke nok at vurdere; folk har brug for beskyttelse. Snart er der ikke nogen tilbage at beskytte,« siger han.

Stammetænkning

Alt ændrede sig i 2013. Det var dér, kampene blev præget af stammetænkning, fortæller Anyik Chaplain. Præsident Kiir er fra Dinka-stammen, den største i Sydsudan, mens tidligere vicepræsident Marchar er Nuer. De to mænds kamp om magten har krævet ofre fra flere af de cirka 60 stammer, der findes i Sydsudan. Flere af flygtningene beskriver, hvordan politikerne i Sydsudan spiller stammerne ud mod hinanden.

I november 2016 bekræftede FN risikoen for øget etnisk vold og et potentielt folkemord. Den risiko blev for nylig bekræftet af den afhoppede general Thomas Cirillo Swaka fra regeringshæren, SPLA.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters beskriver Swaka i et afskedsbrev voldelige overgreb mod civile orkestreret af præsident Kiir og de ældre klanledere af Dinka-stammen. De har ifølge generalen forvandlet regeringshæren til en stammehær, der terroriserer både faktiske og indbildte modstandere, og som systematisk hverver unge dinkaer til hæren, der bliver strategisk udstationeret til områder, der traditionelt er befolket af andre stammer.

Bosætningsstrategi understøttes af systematiske voldtægter og hemmelige torturfængsler.

»Før 2013 kæmpede folk som sydsudanesere. Efter det blev det en stammekrig. Kiir er Dinka, og det er alle regerings- og politistyrkerne også,« siger Anyik Chaplain.

Det efterlader krigens ofre uden chance for at anmelde overgrebene, mordene og volden.

»Der er ingen retfærdighed,« siger Edina Itaya. Hun er modløs, ikke vred. Hun har ikke kræfter til andet.

Hun kigger sig omkring og slår ud med den ene arm til spørgsmålet om, hvad hendes fremtid bringer.

»For mine børn er der måske en fremtid, men jeg har ikke nogen. Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være på denne jord. Ikke så længe endnu, tror jeg.«

Hun får smerter, når hun spiser. De bank, hun fik, inden og mens hun blev gruppevoldtaget, har givet hende kroniske nyreproblemer og mavesår.

Om hun dør i Sydsudan eller her i det nordlige Uganda i en stank af urin, afføring og sved, omgivet af midlertidige hjem og sultne børn, er lige meget for Edina Itaya, fortæller hun.

»Jeg kunne lige så godt tage hjem, men måske er det bedre her, jeg ved det ikke. I det mindste er der stille her, ingen lyde af pistolskud.«

Rejsen til Uganda er arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp.

Serie

Flugten fra Sydsudan

I tre dele ser vi på situationen i Sydsudan.

Første afsnit om livet blandt de en million sydsudanesere, som forventes at flygte til Uganda i år.

Andet afsnit med Frazer Lucky og Emmanuel Malice, tidligere regerings- og oprørssoldater, der nu lever side om side med ofrene for deres handlinger.

Tredje afsnit med lokale ugandere, som fortæller om at få en halv million sydsudansere som nye naboer, og hvilken gavn Uganda har af sin åbne flygtningepolitik.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk!
Hvis Sudanesere kunne blive hjemme og slutte fred med hinanden,
inden de emigrerer ud i verden.
De ville i så tilfælde, rejse ud i den store verden med fred, og ikke krig, i deres sind.

ps.
Det er næsten uudholdeligt, at tænke på alle de sultende sudanesiske børn.
Og det plejer jo aldrig, at være børnene der forlader et land i krig,
men derimod de resurse-stærke og voksne, hvilket gør det endnu vanskeligere at skabe fred og stabilitet.

Trods krig og sult er Sudans befolkning vokset fra 7.5mill i 1960 til 38mill i 2013. Hvis Danmark havde tilsvarende befolkningstilvækst ville der nu bo omkring 24 mill i Danmark. Gad vide om vores effektive landbrug kunne producerer føde til så mange?
"..der er brug for permanente løsninger." hvad med et familieplanlægningsprogram. Et barns politik a la Kina el lign?

Peter Bækgaard

Hvordan kan det være at en professor udtaler at der i lande som Etiopien og Sudan reelt set ikke er fødevaremangel men at den føde der er kontrolleres som magtmiddel? Hvis han har ret har FN så ikke en pligt til at gribe ind? Om muligt militært for at sikre mad til de nødlidende? Vil FN og måske den afrikanske Union kunne samarbejde om omfordeling af mad?