Læsetid: 1 min.

Tv-serie om Hugo Chávez skaber debat i Latinamerika

Sony Pictures’ nye tv-serie ’El Comandante’ havde premiere i denne uge i flere latinamerikanske lande – dog ikke i Venezuela
11. februar 2017

En ny tv-serie fra Sony Pictures fortæller historien om den karismatiske præsident Hugo Chávez, der regerede Venezuela fra 1999 til sin død i 2013.

Men allerede inden serien fik premiere, havde Venezuelas nuværende præsident, Nicolás Maduro, kaldt serien for »noget bras«, og Hugo Chávez’ enke havde luftet muligheden for et sagsanlæg imod Sony.

Hugo Chávez er en af de mest omdiskuterede politiske figurer i nyere tid i Latinamerika og hans person har både kultagtig og næsten mytisk status. Ikke mindst fordi Chávez politiske arvtagere, der stadig sidder på magten i Venezuela, fortsat dyrker Hugo Chávez som en folkets helt og befrier.

Chavez’ kontrafej ses stadig på enorme billboards og i kunstinstallationer, hans tekster genoptrykkes, og hans mange taler, anekdoter og heftige punchlines kan dagligt genopleves på tv.

Omvendt var Hugo Chávez for mange kritikere en populist og demagog, der efter at have forsøgt sig med et militærkup i 1992, fulgte demokratiets vej og blev valgt til præsident fra 1999, men som sidenhen indtog en mere og mere diktatorisk holdning og i praksis endte med at sætte demokratiet ud af kraft.

For tilhængerne af Hugo Chávez gør det ikke sagen bedre, at tidligere minister i Venezuela Moisés Naím, der er hård kritiker af både Hugo Chávez og hans efterfølgere, har været medproducent og medforfatter på tv-serien, der angiveligt kommer til at strække sig over 50 afsnit.

Tv-serien El Comandante med undertitlen »passionens magt og passion for magt« bliver vist i langt de fleste latinamerikanske lande, men ikke i Venezuela og Cuba. I Cuba florerer dog piratkopier af serien, og ifølge det frie, cubanske oppositionsmedie, 14 y medio, frygter det cubanske styre, at Sony også vil kaste sig over Fidel Castro og lave en tv-serie over hans liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu