Læsetid: 6 min.

I Tyrkiet bliver kritiske journalister anklaget for spionage og terrorisme

De tyrkiske myndigheder driver klaplagt på journalister, der skriver kritisk om præsidenten eller afslører magtmisbrug, korruption og direkte ulovligheder i statens institutioner – en af disse kritiske journalister fremstilles i dag for kriminalretten i Istanbul med udsigt til en straf på ikke under ti års fængsel
Can Dundar (tv.), er nuværende chefredaktør for Cumhuriyet. Hans og Erdem Güls sag kommer for retten i dag i Tyrkiet.

Can Dundar (tv.), er nuværende chefredaktør for Cumhuriyet. Hans og Erdem Güls sag kommer for retten i dag i Tyrkiet.

Guy Martin

1. marts 2017

»Selvfølgelig er vi bekymrede,« sagde Erdem Güls kone. Vi sad alle tre på et billigt spisested i Ankara, og Erdem Gül selv havde udlagt sin version af den straffesag, han konfronterer i dag klokken ti i kriminalretten i Istanbul.

Den 50-årige politiske redaktør for avisen Cumhuriyet står tiltalt for ’bistand til en terrororganisation uden selv at være medlem’ og ’læk af statshemmeligheder’.

»Vi kan håbe på, at sagen udsættes, men jeg ved ikke, om de beholder ham,« tilføjede hun.

»Og hvad siger jeg til vores børn?«

Erdem Gül vil være alene foran dommerne, idet hans medtiltalte, avisens nu forhenværende chefredaktør, Can Dündar, siden juni sidste år har været i eksil i Tyskland.

Begge blev anholdt i november 2015, sigtet for spionage ved afsløring af en hemmelig tyrkisk våbentransport til oprørsgrupper i Syrien i januar 2014 parallelt med den tyrkiske regerings officielle politik om ikke at blande sig militært i borgerkrigen. Den politik blev torpederet med Cumhuriyets afsløring af våbentransporten, der blev bragt i avisen i juni 2015.

Læs også

Erdem Gül fortæller: »Jeg blev ringet op af en høflig sekretær 24. november 2015, der bad mig om at indfinde mig til en retslig høring to dage senere i Istanbul. Jeg troede bare, at jeg skulle afgive forklaring, så kunne jeg gå igen. Også fordi den sag, jeg skulle afhøres om, var fem måneder gammel, og i den periode var hverken jeg eller Can Dündar blevet kontaktet af retssystemet.«

At Gül troede, han bare skulle afgive forklaring, giver også mening i lyset af, at høringen fandt sted ved den særlige retsinstans, der ledes af kun én dommer (mod normalt tre). Instansen blev etableret med stramningen af terrorloven i 2014 som en følge af personalemangel efter politiske udrensninger i retsvæsenet det år.

Denne særdomstol kan fængsle sigtede, uden at de får adgang til en forsvarer. I 2016 var 829 journalister indkaldt til høringer ved retsinstansen, nogle blev tilbageholdt, men de fleste kunne gå igen.

Tyrkiets triste rekord

Antallet af fængslede journalister registreres med navn og medie af Stockholm Center for Freedom (SCF), der består af tyrkiske pressefolk i eksil. I januar var tallet 191. Andre 92 er gået under jorden eller i eksil.

Ifølge de menneskerets- og presseorganisationer, der holder øje med den globale presse- og ytringsfrihed, har Tyrkiet dobbelt så mange journalister buret inde, end det samlede antal i resten af verden.

Kina er på andenpladsen med 38. Den tyrkiske regering fastholder, at de fængslede ikke er journalister, men ’terrorister’, og henviser blandt andet til, at de ikke har pressekort. Hvilket ifølge SCF skyldes, at statsministeriets pressekontor i 2016 annullerede 780 presseakkreditiver.

Det tyrkiske politi er blandt de institutioner, der er blevet hårdt ramt af Erdogans udrensninger, og med udskiftningerne er også kommet en ny praksis med et politi, der bliver uddannet med mindre fokus på dialog og rettigheder. Foto: Emrah Gurel/AP
Læs også

Reelt er der i dag kun et par eller tre uafhængige medier tilbage i Tyrkiet. Et af dem er den store avis, Hurriyet, der forsøger at balancere mellem pres fra præsidentpaladset og hensynet til læserne – som regel kommer paladset ud på toppen.

Kun Cumhuriyet er helt konsekvent kritisk, og i oktober blev en halv snes af avisens journalister sat fast, inklusiv den nye chefredaktør, der afløste Can Dündar. Alle blev sigtet for forbindelser til både Fethullah Gülens netværk og de kurdiske separatister.

At avisen stadig udkommer, stort set uden annoncer og med tabet af det plus, levering til Turkish Airlines gav på den økonomiske bundlinje, skyldes formentlig dens status som republikkens ældste dagblad, stiftet af landsfaderen Atatürk. En lukning vil ikke gå stille af. Men som en medarbejder på Ankara-redaktionen sukkede: »Hvor længe endnu? Hvis politiet ikke lukker os, gør økonomien.«

Fængslet i 92 dage

Erdem Gül og Can Dündar fik ikke lov at gå igen, da høringen ved den særlige retsinstans i Istanbul sluttede hen under midnat den 26. november 2015. De blev indsat i Silivri-fængslet, hvor adskillige kolleger allerede sad – og sidder endnu.

Men efter 92 dages varetægt blev begge løsladt i februar 2016 ved en kendelse om ’uberettiget tilbageholdelse’ ved Tyrkiets forfatningsdomstol. Det vakte præsident Erdogans mishag. Han udsendte en erklæring om, at han ikke ’havde respekt’ for domstolen og ikke ville ’rette ind efter den’.

De to pressefolk slap da heller ikke for videre tiltale, men blev hver især idømt mindst fem års fængsel ved en Istanbul-domstol i maj sidste år. Udenfor retsbygningen ventede en bevæbnet mand, der med råbet ’forræder’ affyrede to skud mod Can Dündar.

Han blev ikke ramt, men en journalist-kollega blev såret i benet. Attentatmanden blev overmandet og siden fængslet, men løsladt i oktober efter mindre end et halvt år.

Ved en senere appelsag blev de to fængselsdomme revideret – begge tiltalte blev frikendt for et tidligere tiltalepunkt for ’forsøg på at omstyrte regeringen’, medens anklagen for ’afsløring af statshemmeligheder’ er appelleret.

Tilbage er ’intention om hjælp til en terrororganisation uden selv at være medlem’, der kan betyde ti års fængsel. »Så selvfølgelig er vi bekymrede,« som Güls kone sagde. Hun har selv en baggrund som journalist, men har forladt professionen i øvrigt i lighed med mange af dem, der er blevet arbejdsløs, efter at myndighederne har lukket i alt 189 medier, aviser, magasiner, radiokanaler og tv-stationer i slipstrømmen af det mislykkede militærkup.

Politisk proces

Selv var Gül tilsyneladende upåvirket, da han klinisk analyserede sin situation: »Du skal lægge mærke til tidsforskellen i forløbet, som selvfølgelig er politisk bestemt,« sagde han. »Erdogan kunne ikke gøre noget de første fem måneder efter vores forside i juni 2015 om den ulovlige våbentransport til de syriske oprørere. Hvorfor? Fordi hans parti, AKP, tabte valget 7. juni og mistede det absolutte flertal. Erdogan var nu afhængig af oppositionens velvilje.«

Den ulovlige transport af håndvåbenammunition og mortér- og artillerigranater år tilbage til januar 2014, da statsadvokaten i Adana i det sydlige Tyrkiet fik et anonymt opkald, der gjorde ham opmærksom på, at en lastbilkonvoj lastet med våben var på vej gennem hans retskreds med kurs mod Syrien.

Statsadvokaten beordrede det lokale gendarmeri – Tyrkiets statspoliti i provinserne – til at undersøge sagen. Lastbilkonvojen blev stoppet på landevejen til Reyhanli tæt på den syriske grænse i Hatay-provinsen, men mens ransagningen stod på, kom Adanas guvernør personligt til åstedet og beordrede gendarmerne til at indstille arbejdet, da lastbilerne tilhørte MIT, den tyrkiske efterretningstjeneste.

Historien slap ud og Recep Tayyip Erdogan, der stadig var premierminister, afviste først at kommentere den med henvisning til, at sagen var ’en statshemmelighed’. Senere sagde han, at lastbilerne havde transporteret medicin til den türkmenske befolkning i Syrien.

De türkmenske ledere i Syrien afviste at have aftalt, endsige modtaget, humanitære forsyninger. Og i øvrigt er der ingen türkmenske landsbyer på den rute ind i Syrien, lastbilkonvojen var på vej ad, da den blev stoppet af gendarmerne – men der var adskillige islamistiske oprørsgrupper.

Ikke medicin, men våben

Men der skulle gå næsten halvandet år før Cumhuriyet i juni 2015, to dage før valg 7. juni, kunne offentliggøre lastbilernes indhold med overskriften ’ikke medicin, men våben’, senere dokumenteret med billeder og videoer.

Erdogans reaktion for åben tv-skærm var en udtalelse om, at de ansvarlige for offentliggørelsen ’ville betale en dyr pris’, og beskyldte statsadvokaten i Adana for at være i ledtog med Fethullah Gülens ’terrornetværk’.

Statsadvokaten blev i første omgang forflyttet, men både han og to andre anklagere i Adana-myndigheden er i lighed med de gendarmeri-officerer, der forestod ransagningen af lastbilkonvojen, blevet fængslet efter det fejlslagne 15.-juli kupforsøg, sigtet for at tilhøre FETÖ, Fethullah Gülens formodede terrororganisation.

I september blev forsvarsadvokaten for de tre fængslede anklagere ifølge det statslige nyhedsbureau, Anadolu Ajansi, ligeledes anholdt.

Og i dag står Erdem Gül med udsigt til samme vanskæbne i et retslokale i Istanbul. »Vi slipper ikke med en advarsel,« sagde han, da vi mødtes den aften i Ankara.

»Heller ikke selv om der jo oplagt er begået rettergangsfejl ved, at vi først blev anholdt fem måneder efter vores forsidehistorie. Som sagt er tidsforløbet en forklaring. Vi blev anholdt, da AKP med parlamentsvalget 1. november havde genetableret det absolutte flertal. Erdogan ville være helt sikker på, at han havde uindskrænket magt, før han gik efter os.«

Erdem Gül tilføjer, at han blev behandlet med respekt af fængselspersonalet, da han sad inde i de 92 dage. »I den henseende har jeg intet at klage over.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Tyskland er tyrkiske Imamer under anklage for spionage mod landsmænd bosat i Tyskland.
Regeringskritikere registreres og overvåges under dække af muslimsk virke af foreningen Ditib.
Disse religiøse repræsentanter er officielt uddannet og finansieret af den Tyrkiske stat.
Hvordan forholder det sig her i landet?

Hvor langt rækker Erdogans indflydelse og kontrol af egne landsmænd..?
Er det muligt at få Information til at undersøge vores hjemlige religiøse miljø?
Eller er det stadig under politisk korrektheds komfortabelt blinde øje..

Jesper Nielsen, Arne Lund og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Lars Riber - Supplerede - Erdogan er ikke alene om at kontrollere og chikanere tyrkere, der bor i udlandet. Også De grå ulve bidrager til utrygheden. På Wikipedia fandt jeg bl.a. denne text, og den handler kun om forholdene i Nordrhein-Westphalen:
"The Ministry of the Interior of North Rhine-Westphalia, Germany's most populous state where 70 Grey Wolves associations with more than 2,000 members operated in 2011,[184] also monitors the organization.[185] Nevertheless, Serdar Yüksel, a Social Democratic Party member of the state's parliament, stated in a 2011 interview that the threat of the Grey Wolves in Germany is underestimated. He said, "When thousands of Turkish right-wing radicals come together in Essen, we're not worried. But if 100 members of NPD march, we immediately organize a counter-demonstration." Olaf Lehne, a Christian Democratic Union member of North Rhine-Westphalia's state parliament, stated in an interview that the Grey Wolves "are in this country, unfortunately, too often ignored". He also added that they have a large number of sympathizers among young people.
Af den øvrige tekst fremgår det, at De grå ulves chikaner især er rettet mod kurderne.

Det er mig en kilde til forundring, hvordan NATO kan acceptere et fascistisk diktatur som medlem. Forklaringen kan kun skyldes Tyrkiets placering i forhold til Rusland - og så er NATO villig til at lukke øjnene for hvad der ellers foregår.

Børge Rahbech Jensen

I realiteten ved vi ikke, hvad der vil ske med danske journalister, der "afslører magtmisbrug, korruption og direkte ulovligheder i statens institutioner". Derimod ved vi, de gerne må være lige så kritiske mod den til enhver tid siddende regering, som oppositionen, interesseorganisationer og forskere er.

Nu ved vi også, at USA også anklager nogle for spionage eller terrorisme, hvis de formodes at støtte den forkerte præsidentkandidat eller bestemte politiske mål. I hvert fald blev samtaler mellem en medarbejder for en præsidentkandidat og en russisk ambassadør efter sigende optaget i henhold til en lov, som giver mulighed for overvågning af personer mistænkt for spionage el. terrorisme.

Børge Rahbech Jensen

Iflg. http://www.nationalreview.com/article/444934/michal-flynn-russia-release... blev Michael Flynns samtale med Ruslands ambassadør i Washington optaget under "Foreign Intelligence Surveillance Act (FISA)".

Iflg. https://fas.org/irp/agency/doj/fisa/ giver FISA "procedures for requesting judicial authorization for electronic surveillance and physical search of persons engaged in espionage or international terrorism against the United States on behalf of a foreign power".

For mig tegner sig efterhånden et billede af, at det bedre værn mod en kritisk presse er inddragelse. En anden fordel ved inddragelse af pressen er, at pressens kildebeskyttelse kan bruges. Noget tyder på, Washington Post igen får informationer fra en af USAs efterretningstjenester rettet mod USAs præsident.

I Danmark kan konstateres, at i de få tilfælde, hvor magtmisbrug i statslige institutioner blev afsløret, var det ikke journalister på Slotsholmen, der stod bag de første afsløringer. Faktisk var det i nogle tilfælde Folketinget, der stod for afsløringerne. Det kan vi så undre os over.