ISTANBUL - Også i midnatstimen, med de frysende børnetiggere og gademusikanter på udkig efter en sidste almisse, ligner det centrale Istanbul en by besat af en fremmed magt.
Sortklædte özel tim-specialstyrker og camouflageklædte kommandos står lænet op ad deres tilgitrede mandskabsbusser og jeeps, strategisk parkerede ved kontroversielle konsulater – det græske, det russiske, det franske – og holder øje med den permanente terrorrisiko.
Gadebetjentene patruljerer til fods eller sidder i de lune politibiler med en lammesandwich. Generelt er sikkerhedsstyrkerne unge, vel i midten af tyverne – de er tavse, men ikke uvenlige, og dog er de fremmedelementer, som folk viger udenom i bevidsthed om deres momentvis korte lunte.
Den udløste sidste fredag tåregas mod demonstranter i Ankara og Istanbul, der protesterede mod en ny udrensningsbølge, der ramte 4.464 offentligt ansatte, især lærere og akademikere. Et halvt hundrede ansatte i udenrigsministeriet og mere end 1.200 i gendarmeriet, landdistrikternes statspoliti, blev ligeledes fjernet, mistænkt for forbindelse til den i USA bosiddende prædikant Fetullah Gülen, udpeget som bagmanden for det fejlslagne militærkup i juli.
Det samlede antal fængslede, fyrede og suspenderede er nu 95.000 ifølge regeringens egne opgivelser, mens Reuters anslår tallet til 110.000. Heraf er et fåtal genindsat i deres stillinger efter appel til den særlige instans, der blev oprettet sidste år.
Militæret og politiet svækket
Det siger sig selv, at en så massiv åreladning af ekspertise påvirker staten og samfundet på alle niveauer, og ud over de statslige universiteter, hvoraf 15 er lukket, andre invaliderede med tomme lærestole, er militæret og politiet hårdt ramt.
I militæret, der er krigsførende i såvel det sydøstlige Tyrkiet, det nordlige Irak som i Syrien, er halvdelen af generalerne fjernet.
I politistyrken på en kvart million mand, der hver dag i disse uger gennemfører aktioner over hele landet mod terrormistænkte fra Islamisk Stat, PKK eller ’FETÖ’ (Fethullah Gülen Terror Organisation), er skønsmæssigt 20.000 ’gülenister’ fjernet, heraf ca. 14.000 efter juli-kuppet.
Udrensningen i politi og anklagemyndighed blev indledt allerede i januar 2014, kort efter at lækkede båndoptagelser og dokumenter i december 2013 afslørede omfattende korruption i regeringen og det store erhvervsliv med tilknytning til Recep Tayyip Erdogan og AKP-partiet.
Dengang blev snesevis anholdt, bl.a. sønner af ministre, der måtte gå af, storentreprenører, finansfolk og bureaukrater, der havde modtaget returkommission, hvidvasket penge, snydt med licitationer og smuglet guld for milliardbeløb i dollar.
Særligt pinlig var optagelsen af en telefonsamtale mellem Erdogan og hans søn, Bilal, hvor de drøftede bortskaffelsen af et stort kontantbeløb i sønnens besiddelse forud for en husundersøgelse.
Erdogan har afvist lækkets ægthed og kalder den ’en montage’. Hvorefter han iværksatte en procedure i det tyrkiske parlament, der med lovgivning og direktiver reorganiserede politistyrken med fjernelse af de chefer i anklagemyndigheden og i politiets økonomi- og efterretnings-departementer, der var mistænkt for at stå bag afsløringerne. Nogle blev forflyttet til fjerne provinser eller færdselspolitiet, andre suspenderet eller fyret, ligesom det blev besluttet at ændre politiuddannelsen fra bunden.
Ny politiuddannelse søsat
En central aktør i den proces var antropologen Erkan Koca, selv uddannet på politiakademiet i Ankara i 2000 og nu tilbage som associeret professor med en doktorgrad fra Lund universitet i Sverige og en karriere som ansat forsker i det nationale politi.
»Mine to år med feltstudier i den lille by Artvin nær grænsen til Georgien lærte mig, at politiets opgave er at prioritere statens behov for stabilitet over hensynet til borgernes retssikkerhed,« forklarer han, da vi drikker kaffe i Ankara.
»Det er i politiets dna at tjene staten, ikke samfundet. Men det fik vi en mulighed for at ændre på med dekretet i 2014 om en ny struktur for politiakademiet, der uddanner styrkens juridiske og administrative cheflag.«
I det arbejde trak Erkan Koca på erfaringer fra Europa og indførte sammen med den nyudnævnte chef for akademiet (den foregående var forinden sammen med 60 lektorer og professorer fyret for at tilhøre Fethullah Gülens såkaldte ’parallelle stat’) en mindre militariseret struktur, der indebar lukning af politiets rekrutteringsgymnasium og åbning af akademiet for alle ansøgere med en afgangseksamen fra et universitet.
En struktur med to- og tre-årige forløb, der lagde vægt på sociologi, psykologi og antropologi, kombineret med en kvalitativ adgangsbegrænsning, sikrede mindre hold, der til gengæld lærte mere intenst. Den dybere mening var demokratisering af politistyrken, hvis slå-først-kultur haltede langt efter de demokratiske reformer, Erdogans regering gennemførte i 00’erne.
»Allerede i 2014 optog vi de første studerende på den nye uddannelse, og det gik rigtig godt.«
Erkan Koca kunne konstatere, at hans teorier om en mere human politipraksis skabte en ny psykologi.
Men så kom kupforsøget 15. juli 2016 og med det en tilbagevenden til den gamle psykologi i organisationen. Massefyringerne af politichefer og -officerer blev iværksat, og det gik hurtigt.
»Alle kendte hinanden, så enhver politimand vidste nøjagtig hvem i hans departement, der var medlem af Gülen-netværket, hvem der var kemalister, og hvem der var AKP-loyalister. Og da Gülen-netværket ikke er organiseret i nogen formel struktur, men som en religiøs bevægelse, blev de tilsvarende fyret med uformelle mekanismer, baseret på efterretninger og personligt kendskab til den enkeltes ageren. I årene mellem 2010 og 2013 følte gülenisterne sig trygge – de udgjorde en klub med samme værdier, som mente, at de kontrollerede politistyrken. De var højrøstede og således nemme at identificere.«
Reformerne droppes
Fyringerne betød, at politiakademiet blev præsenteret for krav om at rekruttere flest muligt, uanset kvalifikationer. De to-årige og tre-årige kurser blev skåret ned til et enkelt år, adgangsbegrænsningen blev droppet, og resultatet er, at det ikke er 200, men 2.000, der tager afgangseksamen som politi-officerer i bestræbelsen på at stoppe hullerne.
»Det ramte selvfølgelig uddannelsen, at stort set hele akademiets lærerstab blev fyret på grund af Gülen-problemet,« siger Erkan Koca.
»De nye lærere og professorer har ikke samme politimæssige baggrund og kæmper med at forstå, hvad politiarbejde går ud på. En masse viden er gået tabt, og mange af de nye er ansat ved nepotisme. Der var selvfølgelig også nepotisme i Gülen-kadrerne, som var veluddannede, men loyale over for en anden instans end staten. Og pointen er, at det ikke længere er muligt at diskutere de faglige problemer med den nye lærerstab, der dels har nye ordrer, dels er præget af manglende viden og fraværet af erfaring med politiarbejde. Stilles der kritiske spørgsmål, bliver de hørt som sabotage, som forsøg på at underløbe ledelsen. Og svaret er hver gang: Tiden er ikke inde til kritik og problematisering af de trufne beslutninger.«
Erkan Kocas svar er: hvornår er der så tid? Kan evaluering af politiuddannelsens kvalitet vente i tre eller fire år?
»Men kritik er generelt uvelkommen i vores kultur, især når du er offentligt ansat. Den opfattes som fjendtlig mod institutionen, ja, mod staten, og den ubalance blev forstærket med 15. juli-kupforsøget. Et af de vigtigste fag i den nye politiuddannelse var ’demokratisk politiarbejde’, men de kurser er veget for uddannelsen af de specielle antiterror-enheder, özel tim, der prioriteres med støt stigende bevillinger til personel og udstyr. Deres behov er styrende for alle andre beslutninger.«
Retssikkerheden truet
Erkan Koca fortæller, at han – forgæves – argumenterede imod den politik. Terrorbekæmpelse er vigtigt, men hvis man alene fokuserer på den del, risikerer man at genmilitarisere politiet, som man ellers gik bort fra i 2014.
»Når politiet kun koncentrerer sig om de fem procent kriminelle i samfundet, glemmes sikkerheden for de 95 procent lovlydige. Og almindelige mennesker stoler simpelt hen ikke på, at politiet tager hensyn til deres retssikkerhed i terrorbekæmpelsen, for realiteten er, at politiet ikke vægter folks tryghed som lige så vigtig som terrorbekæmpelsen. Resultatet er utryghed, for der er ingen tillid til politiets evne og vilje til at beskytte borgernes personlige frihed, deres politiske rettigheder og ytringsfrihed.«
Politikerne, både regering og opposition, har bakket politiledelsen op med vedtagelse af en terrorlovgivning, der ifølge Erkan Koca »ser ud, som om den er skrevet af politicheferne«, der er yderst tilfredse, da den politiske atmosfære cementerer den statscentristiske politikultur, de selv er produkter af.
»Terrortruslens sikkerhedsfokusering har lammet alle reformer for et mere gennemsigtigt sikkerheds- og justitsvæsen. Efter udrensningen i politiakademiet er der indtruffet en ny mentalitet med pres på at producere nye afgangshold, hvor kvantitet er mere afgørende end kvalitet.«
Erkan Koca har i dag forladt politiakademiet og er tilknyttet en tænketank i Istanbul. Bølgen af fyringer og anholdelser fortsætter med basis i forlængelse af undtagelsestilstanden, der blev indført umiddelbart efter kuppet. Den rækker indtil videre om på den anden side af den folkeafstemning om en ny forfatning, der er fastsat til 16. april.
