Både Wilders og Hollands nye indvandrerparti siger til vælgerne: I er ofre

Havnebyen Rotterdams skyline er som så mange andre storbyers domineret af moderne skyskrabere, men midt i glasformationerne skyder Essalam, Europas største moskes to bedetårne op.

Det var her i moskeen i Hollands ’indvandrerhovedstad’, at borgmester Ahmed Aboutaleb fik international opmærksomhed, da han i kølvandet på terrorangrebene i Paris forrige år bad religiøse ekstremister om at »skride ad helvede til«.

Aboutaleb er Hollands første muslimske borgmester, søn af en marokkansk imam og eksponent for vellykket integration i en storby, hvor godt 50 pct. af indbyggerne er født uden for Holland.

Men det var også i Rotterdam, at demonstranter med indvandrerbaggrund i weekenden skabte tumult foran det tyrkiske konsulat i den eskalerende krise mellem Tyrkiet og Holland i forbindelse med en kommende folkeafstemning i Tyrkiet om øget magt til præsident Recep Erdogan.

I Holland er der også valg i morgen, og den hollandsk-tyrkiske konflikt udløser spændinger i valgkampen, hvor den stærkt islamkritiske Geert Wilders straks udnyttede situationen og kundgjorde på de sociale medier, at de tyrkiske indvandrere ikke er hollændere:

»De har hollandsk pas, men de hører ikke til her,« skrev han.

Mange indvandrere i Holland deler tilsyneladende Geert Wilders opfattelse. Eller i hvert fald oplevelsen af ikke at være accepteret, og Holland har nu fået et indvandrerparti under navnet Denk (Tænk), der er dannet af to udbrydere fra det hollandske arbejderparti PvdA med tyrkisk baggrund og har partihovedkontor i Rotterdam.

PvdA har tidligere haft godt fat i de hollandske indvandrerstemmer, men står nu meget svagt i meningsmålingerne. Ifølge en måling foretaget blandt 1.800 hollændere med anden etnisk baggrund nogle uger før sammenstødene mellem politi og demonstranter i Rotterdam vil kun 20 pct. stemme på PvdA sammenlignet med 40 pct. for fire år siden. Til gengæld overvejer 40 pct. af hollændere med tyrkisk baggrund og 34 pct. med marokkansk baggrund at stemme på Denk.

»Denk er partiet for den vrede brune mand. De fleste af Geert Wilders’ vælgere beskrives som utilfredse hvide mænd, som vil have forandringer og en anden regering. Denk udgør en modpol til det islam- og indvandrerkritiske Frihedsparti, og mange hollændere med indvandrerbaggrund føler ikke, at PvdA støtter op om dem længere. Men det er også vigtigt at tilføje, at også mange unge og højtuddannede overvejer at stemme på Denk,« siger Aziz El Kaddouri, der er valganalytiker hos meningsmålingsinstitutet het Opiniehuis og står bag undersøgelsen.

Polarisering eller?

Denk står ikke til at vinde mere end et par pladser i det kommende parlament, men dannelsen af partiet rejser spørgsmålet: Hvis indvandrere ikke føler sig repræsenteret af de eksisterende partier, er det så bedre for dem at danne deres eget parti? Eller vil det polarisere et samfund med spændinger mellem befolkningsgrupper yderligere?

Spørgsmålet er relevant i mange andre europæiske lande som f.eks. Frankrig, der går til valg i april, hvor indvandrergrupper også tidligere har følt sig beskyttede af centrumvenstre-partier, men nu i stigende grad oplever et svigt, når de samme partier slår ind på en hårdere linje over for indvandring og terror.

Det var også baggrunden for Denks opståen for godt to år siden. I 2014 godkendte den hollandske vicepremierminister og nuværende formand for arbejderpartiet, Lodewijk Asscher, ekstra kontrol med tyrkisk-hollandske borgergrupper for at sikre, at de ikke ophidsede til radikal islam. Kort efter offentliggjorde hollandske medier en meningsmåling, der hævdede, at 87 pct. af unge med tyrkisk-hollandsk baggrund sympatiserede med Islamisk Stat.

Senere kom det frem, at interviewpersonerne ikke havde forstået spørgsmålene. Men i stedet for at afvise resultaterne, kaldte Asscher dem »bekymrende«.

Det gjorde mange socialdemokrater med tyrkisk baggrund rasende. De oplevede ikke, at partiets ledelse havde kendskab til baglandet. Og de to tyrkisk-hollandske parlamentsmedlemmer, Tunahan Kuzu og Selcuk Ozturk, greb lejligheden til at bryde med partiet og danne et nyt.

I et af Rotterdams tætteste indvandrerkvarterer, Feijenoord, hvor 65 pct. af beboerne har udenlandsk baggrund, er tyrkerne den næststørste gruppe efter de etniske hollændere. På dørskiltene i de lave boligbyggerier kan man læse navne som Yildiz, Yüksektepe og Öztürk. Og i butiksruderne omkring pladsen med navnet Afrikaanderplein, ikke langt fra Essalam moskeen, er der udstillet pikant hvidt undertøj side om side med pallietbesatte grønne slør. Bageren hedder Fez, og på den marokkanske fiskerestaurant Moby Dick sidder en stor gruppe mænd i kjortler og kalotter eller vestligt tøj omkring store fade med blækspytter og skaldyr.

En af dem er 27-årige Fikri, som Information møder før weekendens demonstration. Fikri har en handelsuddannelse og er på vej hjem til sin mor efter frokosten. Han er typen, der lige som byens muslimske borgmester kunne blive fremhævet som en, der bygger bro mellem byens 70 etniske befolkningsgrupper. Men han føler sig trods sin uddannelse og nuværende job i et hollandsk firma ikke som en velkommen del af det hollandske samfund.

Og særlig tydeligt bliver det under den nuværende valgkamp, mener Fikri, der hverken vil have sit billede eller efternavn i avisen.

»Vi oplever det hele tiden. Vi er uønskede. Selv et parti som arbejderpartiet PvdA, som plejede at tale tyrkiske og marokkanske indvandreres sag, gør det ikke længere. Borgmester Ahmed Aboutaleb er et godt eksempel,« siger han.

Aggressiv retorik

Når man spørger Fikri, om han selv oplever diskrimination, svarer han: »Hele tiden. Min far kom her til som indvandrer i 1970’erne og fik de dårligste job. Sådan er det stadigvæk.«

Familiefaren Abolinasir Ali, der stammer fra Somalia, er enig med Fikri.

»Jeg har seks børn, og da min ene søn røg ud i nogle dumme ting, sagde min kone, at vi burde straffe ham. Men jeg sagde, ’nej vil skal hjælpe ham og tale til det gode i ham’. Og nu er han på ret køl. Jeg mener, at det hollandske samfund skulle gøre det samme, når det gælder problemer med indvandrergrupper,« siger han.

De to har også overvejet at stemme på Denk, men de vurderer, at partiet vil få for lidt indflydelse, og derfor går deres stemmer formentlig til det liberale regeringsparti VVD, selvom formand Mark Rutte også har talt dunder mod ekstreme holdninger i Holland.

Hasib Moukaddim var tidligere en markant stemme i den hollandske indvandrerdebat i kraft af sin post som direktør for en ngo, som arbejder med integration og rådgiver den hollandske regering. Også han er skeptisk over for det nye parti, men af andre grunde end Fakri og Abolinasir Ali.

»Jeg kender en af kræfterne bag Denk, en marokkaner, som jeg tidligere arbejdede sammen med, og jeg opfatter partiet som en direkte konsekvens af, at mange hollændere med indvandrerbaggrund ikke føler sig repræsenteret i debatten om integration og mangfoldighed. Alligevel har jeg det svært med partiets retorik og strategi,« siger Hasi Moukaddim, der i dag underviser i samfundsvidenskab på Hogeschool Windesheim Flevolan.

Denk har bl.a. foreslået, at der skal etableres et nationalt register for ’hate speech’, at der bygges et museum for slaver i den gamle slavenation, og et forbud mod brug af den traditionelle hollandske ’blackface’ i portrætteringen af julemandens hjælper Zwarte Piet. Men det overbeviser ikke Moukaddim:

»Frihedspartiet er et aggressivt parti, og Wilders er meget konfrontatorisk, og i de seneste 10 år har ingen af de andre partier haft et effektivt modsvar til hans strategi. Nu prøver Denk at gøre det samme som Wilders.

En af deres ledere har sagt: ’Vi prøvede at være ordentlige og samarbejdsvillige. Men intet hjalp, og nu vil vi også angribe og være aggressive.’ Med deres kommunikation skaber de et billede af Holland som et sted, der ikke behandler indvandrere godt, fordi de ikke bliver hørt og accepteret. De appellerer til vælgernes negative følelser og offermentalitet.«

Hasib Moukaddim mener, at den eneste vej frem i land med spændinger mellem befolkningsgrupper er »demokratisk samtale«.

»Wilders siger til hollænderne: ‘I er ofre for indvandringen’. Denk siger til indvandrerne: ’I er ofre for racisme’. Men ingen af de to partier har løsninger på, hvordan man skal forbedre integrationen. Det er en helt anden proces, man skal igangsætte. Det er sundt for demokratiet, at vi har de to partier, så mennesker kan organisere sig omkring forskellige synspunkter. Men retorikken, de bruger for at få stemmer, appellerer ikke til konstruktiv handling,« siger han.