Læsetid: 10 min.

Bernard-Henri Lévy: ’Jeg fortryder intet’

I årtier har den celebre franske filosof Bernard-Henri Lévy engageret sig i frihedskampe for undertrykte folk, senest med to film på CHP:DOX, der taler kurdernes sag. Trods grumsede resultater af disse frihedskampe fra Kosovo til Libyen forbliver han overbevist om deres moralske nødvendighed – og begræder manglen på passionerede forsvarere for demokratiske frihedsværdier i dagens politiske landskab
Den anerkendte franske filosof Bernard-Henry Lévy var varm fortaler for NATO’s luftkrig i Libyen, der bidrog til Gaddafis fald; men skønt Libyen i dag er en mislykket stat med lavintensiv borgerkrig, var aktionen nødvendig, insisterer han

Den anerkendte franske filosof Bernard-Henry Lévy var varm fortaler for NATO’s luftkrig i Libyen, der bidrog til Gaddafis fald; men skønt Libyen i dag er en mislykket stat med lavintensiv borgerkrig, var aktionen nødvendig, insisterer han

Jakob Dall

28. marts 2017

»Den kurdiske kamp for frihed og selvbestemmelse har stået meget længe på – faktisk går den hele ti århundreder tilbage. Det er en legitim kamp, en ekstraordinær kamp,« siger Bernard-Henri Lévy, navnkundig fransk filosof og forkæmper for undertrykte folkeslags frihed og ret til selvbestemmelse, da Information møder ham på den franske ambassade.

Jovist, for BHL – i fransk åndsliv og offentlighed kendes den 68-årige ranke og slanke mand med den viltre, nu let grånende komponist-hårmanke alene ved sine initialer – er det i den grad kurderne, det drejer sig om lige nu.

Det er svært at betvivle BHL’s oprigtige engagement i det kurdiske folks frihedskamp. I mange år har han solidariseret sig med den i ord, talrige rejser har han tilbagelagt i regionen, og nu er han aktuel med to film, hvor han hylder heltemod og modstandsånd hos dette folk uden land, hvis hjemstavn er spredt ud over et stort område mellem Tyrkiet, Irak, Iran, Syrien og Armenien.

Læs også

Sidste år kom Peshmerga, hvor vi møder Lévy og hans hold ’­embedded’ med kurdiske peshmerga-krigere i bevægelse langs fjendens linjer i det nordvestlige Iraks Sinjar-bjerge, hvor Islamisk stat begik brutale massakrer på mindst 5.000 yazidier i 2014.

Filmen byder på fabelagtige fugleperspektivs-panoreringer over slettelandskaber og belejrede byer og dramatiske kampreportager, nogle af dem optaget med kameradroner. Skønt nogle kritikere gjorde sig lystig over synet af den smokingklædte Lévy ved frontlinjen omgivet af traditionelt klædte kamphærdede kurdere, høstede den stor anerkendelse på Cannes-festivalen.

Sidste år kom Peshmerga, hvor vi møder Lévy og hans hold ’­embedded’ med kurdiske peshmerga-krigere i bevægelse langs fjendens linjer i det norvestlige Iraks Sinjar-bjerge, hvor Islamisk stat begik brutale massakrer på mindst 5.000 yazidier i 2014.

IS frygter kvinderne

Det er svært ikke at dele BHL’s sympati med kurderne. Tag nu de tapre kvindelige peshemerga-krigere, der sammen med filosoffen rykker frem i forreste frontlinje. Som en ’egalitær ø i et stort hav af islamisk obskurantisme’ hylder flere af de kurdiske kampgrupper en sekulær marxisme med frihedsværdier som ytringsfrihed, f.eks. de, som har organiseret sig i det kurdiske hjemland, Rojava.

Et højdepunkt i filmen er netop skildringen af peshmeragernes kvindebataljoner. Vi hører BHL fortælle, at der ikke noget, IS-krigere frygter mere end at blive dræbt af en kvinde. Det betyder, siger BHL, at »de er urene og går glip af himlen og de 72 jomfruer«. Peshmergaerne hylder ikke nogen dødskult selv – de kalder ikke deres faldne kammerater for martyrer, erfarer vi.

I krigene i Syrien og Irak er der også begået krigsforbrydelser fra kurdisk side, omend i mindre skala – Human Rights Watch beretter om nedbrændinger af arabiske landsbyer og fordrivelser af deres indbyggere og om stedvis samarbejde med Assad-regimet, men det er ikke den historie, BHL vil fortælle. Han vedkender sig at være partisk i sin dokumentarisme.

»Jeg ville ikke give fem minutter til jøderne og fem minutter til Hitler, ikke give fem minutter til de internationale brigader og fem minutter til Franco, ikke fem minutter til terroristerne og fem minutter til ofrene. Så derfor giver jeg heller ikke fem minutter til peshmergaerne og fem minutter til IS.«

Afgørende slag

I sin nye film, La bataille de Mousoul, følger BHL bl.a. den kurdiske general Sirwan Barzani – vi ser den ulasteligt klædte filosof sammen med lederen af de kurdiske styrker på højdedragen uden for den irakiske storby. Sammen studerer de stabskort over fronten med markeringer af stillinger og troppebevægelser.

Det er en film med hidsige nærkampscener fra Mosuls gader, og en topaktuel film, al den stund at slaget om Mosul stadig står på, selv om det står klart, at de irakiske og kurdiske hære, der støttes af vestlige fly, snart vil have knust de sidste lommer, som krigere fra Islamisk Stat endnu holder i den by, der engang var deres vigtigste højborg.

BHL kan da heller ikke skjule sin begejstring over at have været med, hvor historien skabes. Islamisk Stats nederlag her kan blive et vendepunkt, vurderer han.

»Jeg er overbevist om, at det her bliver den afgørende etape på vejen imod Islamisk Stats endelige nederlag. Det er en kamp, der endnu kan vare længe, og mange episoder forestår. Men jeg tror, at den her etape i tilbageblik vil vise sig essentiel. Dels militært, for med nedkæmpelsen af IS i Mosul ødelægges også den organisatoriske centrale hjerne bag attentaterne i Paris, København, Bruxelles, Nice, London osv. Dels ideologisk: Alle de europæiske jihad-frivillige, som spejler sig i IS, har i deres hoveder haft det her glorværdige billede af Daesch (IS, red.) som en uovervindelig kraft. Det er det billede, som de aktuelle militære operationer nu smadrer, hvilket er glimrende.«

I sin nye film, La bataille de Mousoul, følger Bernard-Henri Lévy bl.a. den kurdiske general Sirwan Barzani i det igangværende slag om Mosul.

Ros til fransk mod

Også franske specialstyrkesoldater opererer i området, og BHL erklærer sig tilfreds med, at Frankrig – det land, som er blevet hårdest ramt af islamisk terrorisme i Europa – er gået ind for at løfte et stort militært ansvar. At Frankrig skal gøre dette, er der bred opbakning til, og det er endnu en vunden opinionskamp for BHL.

»Hvis der er noget, Frankrig har gjort rigtigt her, så er det, at vi har nægtet at lade os intimidere trods de gentagne attentater. Flere røster har ganske vist rejst sig imod krigsindsatsen ud fra den forestilling, at disse attentater jo bare er IS’ svar på den krig, vi fører imod dem. Så hvis vi vil være fri for flere attentater, skal vi bare stoppe krigen og indgå en ikke-angrebspagt med IS. Flere intellektuelle med Michel Onfray i spidsen har talt for den position. Vi må have en fredstraktat med IS, siger han. Det tjener Frankrig til ære, at vi afviser sådanne stemmer og viser vores sikkerhedstjenester tillid. Det tjener Frankrig til ære, at vi har intensiveret krigen mod IS og har afvist et nyt München 1938. Havde vi bøjet os her, ville IS have kunnet fejre en enorm symbolsk sejr.«

Årtier som frihedskæmper

BHL’s ry som frihedskæmperfilosof går årtier tilbage. Nu er det kurderne, tidligere har det været afghanere, bosniakker, kosovoalbanere, tjetjenere, libyere. Også disse hans tidligere engagementer kastede film af sig som Bosna! (1994, om Bosniens frihedskrig) eller Le Serment de Toubrouk (om Libyens befrielse fra Gaddafi).

Netop i forhold til Libyen krediteres BHL for at være den, der i 2011 overtalte Frankrigs daværende præsident, Nicolas Sarkozy, til at indsætte sit luftvåben mod Gaddafis fremrykkende styrker, hvorefter NATO og en række arabiske lande fulgte trop. Med det resultat, at en truende massakre på den oprørske by, Benghazi, og dens borgere blev undgået – og at vejen lå åben for Muammar Gaddafis fald.

BHL skabte sig i 1970’erne filosofisk ry med bogen Barbariet med et menneskeligt ansigt, som var et opgør med universitetsmarxisme og en intellektuel venstrefløjs forblændelse i forhold til kommunismens totalitære regimer. Et opgør med Sovjetunionens og Kommunistkinas nyttige idioter. Det er nærliggende at spørge, om BHL ikke fire årtier senere slås med egne forblændelser.

Er ikke desillusioneret

– Kan De ikke blive desillusioneret, når De ser tilbage på alle Deres tidligere kampe og de blandede resultater, der kom ud af de interventioner, De var fortaler for. Bosniens konflikt er kun indefrosset, og den nationalistiske islamisme, landsfaderen Itzebegovic stod for, bliver kun stærkere. Kosovos befrielseshær styrer i dag landet som en kriminel mafia. Libyen er en mislykket stat i tribalistisk opløsning …

»Nej, jeg er ikke desillusioneret – ikke i forhold til nogen af Deres eksempler. Lad os tage Kosovo. Uanset forholdene nu, så er de ikke nær så slemme som den situation, der rådede under det serbiske herredømme, hvor der mod muslimske kosovarer blev praktiseret etnisk udrensning i de mest brutale former. Det var langt værre! Med hensyn til Bosnien, så er jeg ikke enig i karakteristikken af Itzebegovic som islamist. Nuvel, han havde islamistiske sympatier i sin ungdom. Men alt det havde han ladt bag sig, da jeg mødte ham. Den Itzebegovic, som jeg forsvarede, var en mand, der havde favnet en oplysningens islam, og havde favnet demokratiet og en alliance med Vesten, ligesom hans søn gør i dag. Jeg lavede en film om Bosnien, hvor Itzbegovic er med, og hvoraf det fremgår, at selv da Europa og Vesten afviste at komme Bosnien til hjælp, afviste han at tage imod hjælp fra arabiske mujahediner. Som han kunne have taget imod. Han spillede ikke det kort.«

– Og Libyen?

»Med hensyn til Libyen, så fortryder jeg intet. Selvfølgelig ikke. Hvis ikke Vesten og arabiske lande var gået sammen i en stor koalition under FN, hvor ville Libyen så være i dag: Dér, hvor Syrien er i dag. Gaddafi ville have kastet sig ud i en kamp til døden med en opposition af samme slags som de syriske, og hvad havde vi så fået? Vi ville have fået et stærkere IS med territorial kontrol. Vi ville have haft flygtningestrømme i titusinder og dræbte i titusinder. Men vi har ikke fået noget af dette. Jovist, IS søgte at etablere støttepunkter i Sirtes og Derna, men blev smidt ud igen – af libyerne selv.«

– Men der er dog kaos, lovløshed og lavintensiv borgerkrig, statslige infrastrukturer, der ikke fungerer, to rivaliserende regeringer, i Tobruk og Tripoli?

»Lavintensiv, ja! Situationen i Syrien, hvor der ikke blev interveneret, er dog uendelig meget værre. Der er hundredtusinder af dræbte, millioner på flugt. Vi har et destabiliseret Europa, et destabiliseret Libanon, et destabiliseret Jordan. Hvortil kommer skabelsen af et islamisk kalifat. Jeg føler mig overbevist om, at med interventionen i Libyen har vi undgået et endnu værre scenarie.«

– Bør man ikke vælge sine allierede med omhu?

»Jo, helt enig. Og derfor må jeg også erklære mig dybt chokeret over dem, der agiterer for, at man skal alliere sig med Assad under påskud af at ville bekæmpe terrorisme. Jeg bliver også dybt forstemt over de alliancer, der findes med åndsformørkede islamiske regimer. Man skal ikke alliere sig med hvem som helst, det er klart. Jeg er chokeret over det ræsonnement, at vi skal glemme alle Putins forbrydelser og hele hans åbenlyse fjendskab over for os ud fra en vag forhåbning om, at han kunne være mere værd for os alliancepartnere.«

Demokratiet er træt

– For forsvarere af det liberale demokrati er det en vanskelig tid. Illiberale bevægelser vinder frem overalt, og stærke mænd og demagoger kommer til magten. Fra Erdogan og Orban til Putin og Trump. I Europa fejrer højrepopulismen et triumftog. Hvorfor er det liberale demokrati så trængt?

»Fordi demokratiet er blevet træt. Fordi det ikke længere bliver forsvaret af dem, der skulle være dets naturlige forsvarere. Fordi demokratiet ikke længere er noget, vi længes efter og begærer. Sådan var det også i 1930’erne. Når demokrater ikke står op for demokratiet, vejrer antidemokraterne morgenluft.«

– Men hvoraf kommer denne træthed? Hvad er det for en model, der har slået fejl?

»Jeg vil sige, at en af de smukkeste frugter, som det liberale demokrati har frembragt – det er EU. Og EU har i dag slået fejl. Det kan vi se i dag. EU har ikke formået at inkarnere sig i en fælleseuropæisk offentlighed. EU har ikke formået at demokratisere sig selv. Fordi EU ikke i sit korpus af institutioner har forstået at integrere en demokratisk ånd. Fordi EU ikke har kunnet sætte et ansigt på sig selv og ikke har været ambitiøs og dristig nok. Fordi EU har ladet sig nøjes med en økonomisk revolution uden at følge den op med en politisk revolution. Hvorfor den demokratiske træthed? Af mangel på demokratiske ambitioner, simpelt hen. Og nu for øjnene af os alle ser vi, hvordan det hele truer med at falde på gulvet.«

– Ifølge den amerikanske historiker Anne Applebaum skal der tre begivenheder til for, at det Vesten, vi kender, vil gå under eller bliver forvandlet til ukendelighed. Brexit, en valgsejr til Trump og en valgsejr til Le Pen. Anser De det sidste for muligt …

»Le Pen kan vinde – jeg vil ikke afvise det. Det vil være en katastrofe for Frankrig. For mig er den største ulykke, at så mange franskmænd har resigneret over for den blotte mulighed. Hvis jeg skulle vædde, ville jeg dog ikke satse på Le Pen-sejr.«

– Hvordan er Frankrig præget af sine mange måneder med undtagelsestilstand?

»Faren ved enhver langvarig undtagelsestilstand er selvfølgelig den gradvise tilvænning, der sker til forholdsregler, der er ekstraordinære. Jeg ser en vis fortrøstning i, at vores forfatningsråd har forkastet de alt for drastiske forholdsregler som f.eks. drakoniske bødestraffe for at opsøge jihadistiske hjemmesider. Var det tiltag blevet tilladt, ville det have åbnet for, at franskmændene kunne internalisere en politistatsagtig overvågningsfrygt. Heldigvis blev det underkendt, efter en god offentlig debat.«

– Hvorfor er Frankrig præget af et sådant mismod i disse år? Der skrives ’deklinistiske’ bøger med dystre forudsigelser for nationens fremtid og sammenhængskraft. Hvorfor nu dette nationale selvpineri?

»Jeg synes, præsident Hollande har været en god præsident. Frankrig har haft en stor stemme i hans fem år lange regeringstid. Og Macron viser nu et positivt nyt ansigt for mit land med sin ungdom og entusiasme. Deklinismen er der, men jeg deltager ikke i den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor mon Information bringer alt det her vrøvl af BHL?

Et eksempel. Der var masser af arabiske mujahedinere i Bosnien allerede i 1992, muslimerne i Bosnien var voldsomt pressede, så selvfølgelig benyttede Itzbegovic sig af dem. Hvorfor påstår BHL så det modsatte i artiklen?

"The formation of a "Mujahideen Battalion" in 1992, composed mainly of Arab volunteers in central Bosnia, was a landmark. Today the dynamic of jihad has been reversed and it is Bosnians who are travelling to Arab lands. "There is a war between the West and Islam," says Aimen Dean, who, as a young Saudi Arabian volunteer, travelled to fight in central Bosnia in 1994. "Bosnia gave the modern jihadist movement that narrative. It is the cradle." "

Fra: http://www.bbc.com/news/world-europe-33345618

Touhami Bennour

Også et spørgesmål til BHL. Da han var hoved initiativtager i krig mod Kadhafi i Libyen. er det ikke nederlag for ham at det endte i Libyen med fiasko som det endte for Bush jr og kompagni i Irak og som det endte for Russere i Syrien. BHL er ikke bedre at lege med krig og frihedskampe end Bush jr og co.

Højre-filosoffen Bernard-Henri Lévy har støttet alle krige, han har kunnet kommet nærheden af. Det burde han nok fortryde.

Casper Hansen, Espen Bøgh og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg kender overhovet ikke BHL og næsten ikke læst noget af ham. Men ´jeg ved det var ham der fik Sarkosy at går gå i krig mod Kadhafi.

Randi Christiansen

"I Europa fejrer højrepopulismen et triumftog. Hvorfor er det liberale demokrati så trængt?

»Fordi demokratiet er blevet træt. Fordi det ikke længere bliver forsvaret af dem, der skulle være dets naturlige forsvarere. Fordi demokratiet ikke længere er noget, vi længes efter og begærer. Sådan var det også i 1930’erne. Når demokrater ikke står op for demokratiet, vejrer antidemokraterne morgenluft.«

– Men hvoraf kommer denne træthed? Hvad er det for en model, der har slået fejl?"

Hvorfor kan en klog filosof ikke forstå, at demokrati udmattes af økonomisk dysfunktionalitet.

Erik Mikkelsen

Det er bekymrende, at det er lykkes Washington og Bernard-Henri Levy (HBL) gennem
mange år, at få venstrefløjen i Europa med på sin tankegang omkring: New Colonialism.
Jeg er sikker på at folk i Aleppo, Mosul og Kobane er meget uenige med ham. Det er ikke
rimeligt at disse mennesker skal udsættes for den form for død og undergang !
NB ! Artiklen indledes med et foto fra HBL´s lejlighed i Paris.

Søren Rehhoff

Bernard-Henri Lévy er en rigtig fransk intellektuel. Bedre end danske intellektuelle som hedengangne Mads Holger og de nuværende Girlsquad.