Interview
Læsetid: 9 min.

Bernie Sanders: ’Fortvivlelse er ikke en mulighed’

Den demokratiske senator har indledt en omfattende kamp for at gøre sit parti mere attraktivt for den amerikanske arbejderklasse. Kampen mod Trumps aggressive populisme skal føres ved at opbygge en progressiv populisme gennem græsrodsaktivisme
’En af grundene til Brexit, Trumps sejr og de ​​ultranationalistiske højreorienterede kandidaters fremmarch over hele Europa er det forhold, at den globale økonomi har været rigtig god for store multinationale selskaber og på mange måder også har været en positiv ting for veluddannede mennesker, men der er millioner af mennesker i dette land og i hele verden, der er blevet ladt i stikken,’ siger Bernie Sanders.

’En af grundene til Brexit, Trumps sejr og de ​​ultranationalistiske højreorienterede kandidaters fremmarch over hele Europa er det forhold, at den globale økonomi har været rigtig god for store multinationale selskaber og på mange måder også har været en positiv ting for veluddannede mennesker, men der er millioner af mennesker i dette land og i hele verden, der er blevet ladt i stikken,’ siger Bernie Sanders.

John Gastaldo

Udland
13. marts 2017

WASHINGTON – Da Donald Trump for to uger siden holdt sin første tale til Kongressen – og pligtskyldigt holdt sig til teleprompteren – roste flere medier ham for at tale som en statsmand og lyde præsidentiel. Men én person på første tilhørerrække oplevede ikke talen sådan.

Sætning for sætning blev Bernie Sanders stadig mere rystet. Og da Trump begyndte at tale om miljøet, måtte den 75-årige uafhængige senator fra Vermont undertrykke en hånlatter. Tidligere på dagen havde præsidenten underskrevet et dekret, der skrottede det forbundsstatslige tilsyn med forurening af floder og vandløb. Nu stod han foran de amerikanske lovgivere og svor, at han ville arbejde for at »fremme ren luft og rent vand«.

»Hykleriet skreg til himlen,« siger Sanders, der stadig har svært ved at lægge bånd på sig selv: »At tale om at beskytte ren luft og vand, samme dag som man udsteder et dekret, der vil øge forureningen af ​​luft og vand!«

Sanders senatskontor i DC bærer ingen spor af den brede folkelige bevægelse, der løftede ham fra relativ ubemærkethed til en seriøs udfordrer til Det Hvide Hus. På væggen hænger maleriske fotografier af hans hjemstat – en mark med køer, en forårsdag i Vermont – og bøgerne på hans bogreoler har Bernie-agtige titler såsom Never Give In og The Induced Ignorance of Power.

Sanders tager imod, iført afslappet sweater. Hans hvide hår er pjusket, og han har det distraherede udseende som hos en person, der lige er blevet trukket ud af koncentreret fordybelse. Men idet han begynder at tale, er han med det samme som forvandlet. Hans smittende energi minder om, hvorfor så mange har følt the Bern: fordi han selv føler det så intenst.

’Patologisk løgner’

»Det er meget skræmmende tider for den amerikanske befolkning ... og for hele verden. Vi har en præsident, som er patologisk løgner. Trump lyver hele tiden,« siger Bernie Sanders.

Han er overbevist om, at Trumps løgne ikke er udtryk for tilfældigheder, men for en metode: »Han lyver for at underminere det amerikanske demokratis fundament«. Tag bare hans »vilde udfald mod medierne … hans påstande om, at stort set alt, hvad mainstreammedierne siger, er løgn«, harcelerer Bernie Sanders. Eller tag Trumps omtale af en af ​​George W. Bush udnævnt dommer som »den såkaldte dommer«. Ellers hans falske anklage om, at op til fem millioner mennesker stemte uretmæssigt ved valget.

Sådanne udsagn, som Sanders betegner som »vrangforestillinger«, tjener alene det formål at give indtryk af, »at den eneste person i USA, der kan repræsentere det amerikanske folk og fortælle sandheden, er USA’s præsident, Donald Trump. Det er uden fortilfælde i amerikansk historie«, siger Sanders.

Bernie Sanders bevæger sig længere ind på dystopiens felt, da han skal forholde sig til, hvad Trumps endelige mål kan tænkes at være:

»Det, han ønsker, er at stå tilbage som lederen af en nation, der har taget en skarp drejning mod en autoritær styreform. Hvor præsidenten for De Forenede Stater har fået ekstraordinære beføjelser, der går langt ud over, hvad forfatningen stiller i udsigt«.

Kunne han have slået Trump?

Bernie Sanders har talt sig varm og understreger sine pointer med store bølgende armbevægelser og fremsiger sine ord med knurrende Brooklyn-Vermont diktion. Han indtager en ophøjet piedestal i dagens amerikanske politik. I 2016 vandt han 23 primærvalg mod Clintons 34 – 13 millioner stemmer opnåede han i alt.

I betragtning af, hvor hårde odds han havde imod sig – Clinton-etablissementets fulde ildkraft, den skæve vægtning af ’superdelegerede’, der tippede primærvalgresultaterne i Clintons favør ved at forbeholde partibestyrelsen 15 procent af stemmerne, og den kyniske indsats fra en partimaskine, der søgte at så tvivl om Sanders’ lederevner og religiøse overbevisning, som afsløret i det russisk hackede materiale, som blev lækket af WikiLeaks – var det ikke nogen ringe præstation.

Kunne han have slået Donald Trump, hvis han havde vundet nomineringen? Spørgsmålet gør ham synligt utilpas. »Jeg synes ikke rigtig, vi kan bruge de spekulationer til noget,« siger han. »Svaret er: Hvem ved? Måske ja, måske nej.«

Forudså han resultatet på valgaftenen? Eller blev han lige så chokeret som mange andre, da Trump begyndte at hjemtage sejre i rustbæltestater som Michigan og Wisconsin – stater, hvor Sanders i øvrigt også vandt over Clinton ved primærvalgene?

»Jeg havde ikke forventet det, men det kom på den anden sidde heller ikke som noget chok. Da jeg gik i seng aftenen før, tænkte jeg, at der ville være en to til en- eller tre til en-chance for, at Clinton ville vinde, men det var aldrig min overbevisning, at en Trump-sejr kunne udelukkes helt.

Bølger af frygt

Sanders nøgterne svar er rodfæstet i hans velkendte kritik af den moderne kapitalisme – at den har svigtet USA, Storbritannien og andre store demokratier og dermed gjort dem sårbare over for højre-populistiske demagoger.

Det er her, han forbinder Trump med Brexit og med den bølge af frygt, der skyller gennem det kontinentale Europa forud for valgene i Frankrig og Tyskland – alt sammen manifestationer af globaliseringens skadelige virkninger, mener han.

»En af grundene til Brexit, Trumps sejr og de ​​ultranationalistiske højreorienterede kandidaters fremmarch over hele Europa er det forhold, at den globale økonomi har været rigtig god for store multinationale selskaber og på mange måder også har været en positiv ting for veluddannede mennesker, men der er millioner af mennesker i dette land og i hele verden, der er blevet ladt i stikken.«

Men hvordan kunne det demokratiske parti, den amerikanske arbejderklasses traditionelle parti, tabe til en milliardær, der førte sig frem som stålarbejdernes forkæmper?

»Over de sidste 30-40 år har det demokratiske parti forvandlet sig fra et arbejderklasseparti – et parti for hvide arbejdere, sorte arbejdere, indvandrede arbejdere – til i al væsentlighed at være styret af en liberal elite, som har bevæget sig meget langt væk fra arbejderfamiliernes behov i dette land.«

Unødvendig dikotomi

Han fortsætter med at beklage, hvad han ser som en unødvendig dikotomi mellem den identitetspolitik, som den liberale elite dyrker, og arbejderklassens traditionelle rødder – såsom stålarbejdere. Han er så vred over denne falske splittelse, fordi den rammer ind i hans egen selvopfattelse.

»Jeg betegner mig selv som progressiv, ikke som liberal, alene af den grund.

Sanders konkretiserer: »Den liberale venstrefløjs fokus på særinteresser – om de så er defineret ved køn, race eller indvandrerstatus – har tilsløret den skrumpende middelklasses behov og tilsløret, hvor hårdt den lider under dette lands enorme indkomstforskelle. Det behøvede ikke at være gået sådan. Sandheden er, at vi kan og bør arbejde politisk på begge fronter. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.«

En stor del af den moderne venstrefløj har distanceret sig fra det arbejdende folk, og det vakuum har  fået eksempelvis stålarbejdere til at søge frelse hos milliardærer. Heldigvis behøver historien ikke slutte her, siger Sanders, der er alt for optændt af sit eget engagement til at efterlade resten af verden i dystopisk tåge. Hans vitalitet er fortsat formidabel. Selv om han ikke er så meget i vælten som på højdepunktet af sin episke kamp mod Clinton, bør ingen begå den fejl at tro, at Sanders har opgivet ævred.

Ivrigt lobbyarbejde

Selv om Sanders teknisk set er uafhængig, har han sat gang i et ivrigt lobbyarbejde for at reformere Det Demokratiske Partis interne regler, så almindelige vælgere kan få mere indflydelse og partiets insiderelite mindre. Målet er at slå bro over kløften mellem den liberale elite og stålarbejderne.

Sanders forsøger også at udnytte sin appel til partiets græsrodsaktivister til at slå partiet ind på en mere radikal kurs i den økonomiske politik, med krav om strammere regulering af Wall Street og højere beskatning af de rige – og den indsats er allerede begyndt at give resultater, siger han.

»Det Demokratiske Partis platform går ikke så langt, som jeg gerne så det, men jeg arbejdede på det med Clinton, og det er i dag blevet langt den mest progressive platform i amerikansk politisk historie.«

I det amerikanske Senat er han også aktiv i processen med at evaluere Trumps nomineringer. Han sværger at give præsidentens kandidat til den ledige plads i den amerikanske højesteret, Neil Gorsuch, en hård medfart på grund af dennes holdninger til abort og de meget lempelige regler for partidonationer, der har åbnet amerikansk politik op for strømme af penge fra de store selskaber.

Men Sanders virkelige arbejde og virkelige modstandskamp foregår, når han har slukket lysene i sit senatskontor, ladt skænderierne bag sig, og han bringer sin særlige udgave af progressiv populisme ud til USA’s brede befolkning, også de vælgergrupper, som stemte på Trump. Målet er klart: at genopbygge en progressiv bevægelse nedefra og op.

Der er lighedspunkter til Tea Party-bevægelsen, den højreorienterede græsrodsgruppe, der på to år præsterede at destabilisere Obamas præsidentskab og bane vej for det højrepopulistiske gennembrud. Er det strategien, når han rejser ud i landet, holder stormøder, taler til sin store skare af tilbedere, ofte ganske unge tilhængere, og opfordrer dem til modstand? Er han ved at lægge grundlaget for et progressivt ’Tea Party’?

Ikke overraskende bryder Sanders sig ikke om sammenligningen. Men meget af det, han gør, forstærkes af netværket Our Revolution, der voksede ud af hans præsidentkampagne, og som følger en lignende drejebog: Begynd i de lokale miljøer, ryk debatten i mere radikal retning, og vind et primærvalg ad gangen.

»Min opgave er at øge antallet af personer, der deltager i den politiske proces. Det har vi været ret gode til, for vi får hele tiden flere og flere mennesker til at gå ind i politik. Det er her, jeg lægger mit fokus«.

Modstanden virker

Og Sanders ser lys for enden af tunnelen. Han er overbevist om, at modstanden allerede virker. I en 14-minutters video lagt på Facebook Live umiddelbart efter Trumps tale til Kongressen, gik Sanders så vidt som at sige, at Republikanerne er trængt i defensiven.

Men er det rigtigt, at modstanden virker? Den afholder i hvert fald ikke Trump fra at udsende en daglig strøm af dekreter og forordninger.

Som bevis henviser Sanders til Trumps og Republikanernes meget omtalte plan om at skrotte Obamas sundhedsreform, Affordable Care Act alias Obamacare.

»Der skete noget pudsigt her,« siger senatoren. »Millioner af mennesker involverede sig aktivt og sagde: ’Undskyld, men hvis I vil forbedre Affordable Care Act, så lad os endelig gøre det, men I kan ikke bare ophæve den og dermed stille 20 millioner mennesker uden sundhedsforsikring ... Nu har Republikanerne fået travlt med at forklare sig. De er synligt flove, og det fortæller mig, at de er trængt i defensiven på det her område.«

Han giver et andet mere skummelt eksempel. Republikanske ledere holder jævnligt vælgermøder, de såkaldte town hall meetings, men på det seneste er møderne over hele landet blevet mødt og antastet af vrede, bannersvingende demonstranter, der protesterer over ophævelsen af sundhedsreformen. I nogle tilfælde har protesterne været så voldsomme, at politiet måtte tilkaldes.

Efter de mange ophidsede scener kræver konservative ledere nu mere sikkerhed ved sådanne begivenheder, hvilket Sanders finder bemærkelsesværdigt. »Når Republikanerne nu bogstaveligt talt er bange for at afholde offentlige møder, fortæller det mig, at de ved, at det amerikanske folk er parat til at rejse sig og kæmpe.«

Rejse sig og kæmpe: Det er klassisk Bernie Sanders, hvilket fører os tilbage til det oprindelige dilemma: Hvordan reagerer man på en autoritær trussel som Trump? Hvilket råd vil han give til de mange unge amerikanere, som føler, at deres land er på vej ud på et skråplan?

»Det her er, hvad de skal gøre,« siger the Bern og tager en dyb indånding: »De skal tænke grundigt og dybt over dette lands historie og forstå, at vi lige nu lever i meget vanskelige og skræmmende tider. Og så skal de forstå, at i krisetider er der igen og igen sket det, at folket har rejst sig og gjort modstand. Fortvivlelse er absolut ikke en mulighed.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som der fremgår af artiklen:
- Selv om Sanders teknisk set er uafhængig, har han sat gang i et ivrigt lobbyarbejde for at reformere Det Demokratiske Partis interne regler, så almindelige vælgere kan få mere indflydelse og partiets insiderelite mindre.

En prisværdig bestræbelse.

Trond Meiring, Per Klüver og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Er dette et interview eller et essay? Men personbeskrivelse af den måske sejeste præsidentkandidat nogensinde set, uden en chance. Mærkelig er også tvivlen om hans forhold til det demokratiske parti.
Sanders vil reformere det, men er ikke med i det.
Ed Pilkington kalder hans dialekt eller diktion for 'knurrende Brooklyn-Vermont', men der er godt nok langt fra landsbyernes hvide kirketårne i Vermonts grønne dale og blide bakker, og så til den rå storby i Brooklyn. Sanders minder mig om en stædig socialdemokrat fra cigarrullerens tid, Altså fra før S blev til kapitalismens tro følgesvend. Jeg håbede lidt på ham, trods de umulige konditioner. Men jeg var, ligesom Sanders, ikke vildt overrasket over, at Trump vandt

I USA er det formentlig svært eller uendelig tidskrævende at få små partigrupperinger til at slå rod hos vælgerne. Især fordi partierne ligefrem skal aktivere vælgerregistrering hver gang for deres tilhængere.

Og at manøvre det store demokratiske parti en anden retning vil også være utroligt tidskrævende.

Men - partier er faktisk brede og rummelige. Og mange et-parti systemer har faktisk lige så stor bredde som en demokrati med flere partier. Så jeg tror ikke, det er umuligt for Bernie at rokke lidt, og slet ikke på baggrund af det, som Donald J. Trump kan/vil præstere.

For der er ingen tvivl om, at Donald J. Trump og hans stab af meget velhavende gamle hvide mænd vil skuffe kærnevælgerne, inden det republikanske parti skipper dem. Og i store kredse af partiest folk i kongressen er Donald J. Trump og stab allerede temmelig upopulære.

Så sent som i dag skal Donald J. Trump jo aflevere beviser til republikanernes efterretningsudvalg i kongressen på, at Obama har udspioneret ham. - "Eller trække sine anklager tilbage".

Fortvivlelse er ingen mulighed for Sanders. Han vil have det Demokratiske parti tilbage til rødderne; han vil sikre dets fremtid. Som det hed i Huffington Post forleden:

- Since January, the Vermont senator has stopped in Mississippi, Kansas, and Michigan. Monday he's heading to one of the poorest counties in America, McDowell County, West Virginia, which Trump carried by a ratio of 3-to-1.
Sanders views these enclaves as critical for the future of the Democratic Party and, by extension, the country. They are, he argues, the places where Democrats have shown "an enormous amount of neglect."

http://www.commondreams.org/news/2017/03/10/bernie-sanders-has-plan-defe...

Michael Kongstad Nielsen

Men Steen Sohn, Hvordan skal Sanders kunne det, når han ikke er med i partiet?

Men Michael Kongstad Nielsen, det gør han nu engang. (Se også citatet fra artiklen kl. 12:59).

Michael Kongstad Nielsen

Nu hører jeg til de (måske få), der gerne vil have en forklaring på det umulige. Måske Vibeke Rasmussen kan kaste lys over problemet?

Bernie, brug nu kræfterne på at lave et nyt parti i stedet, de gamle partier er sgu for "rådne" og slidte, det er tid til noget nyt, og tid til at bryde ud af den onde cirkel af at have et to parti system.

Vibeke Rasmussen

Uddybende forklaring til Michael K. N.: Grunden til at Bernie Sanders får lov til stadig at udtale sig på Demokraternes vegne er, at Chuck Schumer efter præsidentvalget til mange demokraters(D) utilfredshed og vrede, udnævnte ham til at stå i spidsen for at "række ud".

Link: Senate Democrats pick Chuck Schumer as leader and give Sanders an outreach role.

Michael Kongstad Nielsen

Tak Vibeke, jeg tænkte nok, du vidste mere end os andre.
Jeg vil læse igennem senere, og se, om det eventuelt giver anledning til yderligere kommentarer.

Trond Meiring, Torben K L Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Et glimrende citat fra den artikel, Vibeke henviser til:

- “… there are an awful lot of Democrats, especially from the progressive wing of the party, that are prepared to do everything they can to stop (Trump’s) agenda.”

That wing includes Sens. Bernie Sanders, I-Vermont, and Elizabeth Warren, D-Massachusetts, liberals who believe tougher Wall Street regulation, debt-free higher education, and other issues are the Democrats’ best route back to the majority.”

Poul Sørensen

Vesten lever i bobbel af fortvivelse over Trump man skal være enormt upbeat for at ikke at finde Trump fortvivlende for vores verden på snart sagt alle måder....

I en fjernet kommentar blev der henvist til denne artikel.

Debatvært
Espen Fyhrie

Se også Katrina vanden Heuvels “How Democrats Can Win Back the Working Class” Hun er redaktør på og medejer af det store, gamle amerikanske venstre-liberale magasin The Nation.

Også hun peger på blandt andre Sanders energiske indsats for de vælgere, der - i håb om en bedre fremtid - har stemt på milliardærens Donald Trump:

- ”Sanders — who has also recently visited in Kansas, Michigan and, just this past weekend, West Virginia — didn’t mince words about the failure of some progressive leaders to protect the interests of the working class.

- “Some of the poorest states in this country, where large numbers of people have no health insurance and have experienced stagnating wages, have not had the support from progressives that they need,” he declared. “It’s time we change that. It means standing up for working men and women.”

http://www.commondreams.org/views/2017/03/14/how-democrats-can-win-back-...

Vibeke Rasmussen

"Bernie, brug nu kræfterne på at lave et nyt parti i stedet …"

Det har han faktisk prøvet, tilbage i starten af 70erne. Det gik ikke så godt, dels mente han, at partiet var alt for inaktivt mellem valgene, dels blev han træt af at tabe valg efter valg, så han forlod partiet i 1977 og blev i stedet Independent. Link: Liberty Union Party.

Her fortæller tidligere ven og medstifter, eller rettere den oprindelige stifter af partiet, Peter Diamondstone, om sit syn på Bernie Sanders i dag, link: The Political Party Bernie Sanders Helped Found Isn't into Him Anymore. Sidste afsnit beskriver en opfattelse af Sanders, som mange andre, der er kommet tæt på ham gennem hans politiske karriere, deler: En mand med en stridig og uforsonlig personlighed, der ikke ligefrem indbød til varme følelser. Men den følgende beskrivelse fra de to tidligere venners yngre dage er nu ret morsom. Man ser det for sig:

"So are you proud of how far he's come as a Democratic* candidate?
I don't feel pride in any of it. He and I fought from day one, and we were friends when we did it, right up until 1984. He left the party in '77, and I continued to be his close friend until '84. He stayed at my house. I stayed at his house. We'd sit up all night yelling at each other. I'd be downstairs on the couch and he upstairs in bed. We'd argue with each other over the stupidest things you could imagine, and sometime around 3 o'clock one of us would say, "Alright, we got to get some sleep." It'd be silent for a couple of minutes, and then all of a sudden somebody would start it right up again. We'd fight till dawn."

* Bernie Sanders meldte sig af opportunistiske grunde, som han selv beskriver det, for en kort periode i forbindelse med primærvalget ind i det Demokratiske parti for at få større eksponering og bedre mulighed for at rejse penge, end han ville have haft som uafhængig. Gennem hele valget bibeholdt han dog i bl.a. de officielle genopstillings-dokumenter, den position han også har i dag som Independent(I).