Læsetid: 10 min.

Daniel Cohn-Bendit: ’Vi skal dø stående for den europæiske idé’

Partisystemet ligger for døden i sin nuværende form – og det er en væsentlig forklaring på den politiske desillusion, der har ramt Europa, siger ’Røde Danny’, legendarisk 68-oprører og senere grøn politiker i ny bog af Adam Holm, der udkommer torsdag. Dette er et uddrag af bogen
’Vi bevæger os mod nogle vigtige forandringer, hvor folk, der vil tilbage til verden, som den engang var, vil stå i en stadig mere uforsonlig konflikt med folk, der tænker på i morgen og i overmorgen,’ siger Daniel Cohn-Bendit i interviewbog til Adam Holm.

’Vi bevæger os mod nogle vigtige forandringer, hvor folk, der vil tilbage til verden, som den engang var, vil stå i en stadig mere uforsonlig konflikt med folk, der tænker på i morgen og i overmorgen,’ siger Daniel Cohn-Bendit i interviewbog til Adam Holm.

Ulrik Hasemann

6. marts 2017

– Din bog ’Pour supprimer les partis politiques! Reflexions d’un apatride sans parti’ er dit politiske testamente. Du fremstår meget kritisk over for det eksisterende partisystem. Hvad er alternativet?

»Jeg er ikke på jagt efter et alternativ til partierne som sådan, men partierne må forandre sig. De etablerede partier, store som små, svigter demokratiets behov for en vision. Den demokratiske debat svinder bort. De partier, jeg kender til, bruger mere tid på interne anliggender end på at tænke på fællesskabets bedste.«

»De mest interessante tanker og forslag kommer fra unge mennesker, som organiserer sig uden for rammerne af de etablerede partier. De ønsker en anden måde at drive politik på. Vi bevæger os mod nogle vigtige forandringer, hvor folk, der vil tilbage til verden, som den engang var, vil stå i en stadig mere uforsonlig konflikt med folk, der tænker på i morgen og i overmorgen. Europas udfordringer gælder os alle, og politik bør handle om, hvordan man kan overbevise, påvirke og provokere et samfund, som er i tydelig vildrede om, hvilken vej det skal gå. Hvis det bare handler om at ville tage magten i dit parti eller byen, regionen, landet eller hvad som helst, er det jo en lukket kamp med et begrænset mål.«

»Partier er for manges vedkommende ude af stand til at levere andet end floskler og tomme løfter. I den forståelige skuffelse bliver der plads til bevægelserne. Problemet med dem både til højre og venstre, er at de som regel er en reaktion på et problem og ikke som sådan tilbyder et visionært alternativ.«

Patienten Europa

– Hvis det politiske system i Europa var en patient, og du var lægen, hvad ville din diagnose så lyde på?

»Vi taler om en kraftig lungebetændelse. Og mere end det. Når jeg gennemgår patientens legeme, kan jeg konstatere, at der er mange oversete skavanker. Hofter, der knirker; led, som gør ondt; en nakke, som er stiv. Sygdommen i det politiske system udspringer af, at så mange partier i lighed med massemedierne ikke vil acceptere dén kompleksitet. Jeg vil have politiske partier, der kan forklare kompleksiteten. Jeg spejder efter partier, der for alvor kan sætte Europa på dagsordenen.«

– Selv om du ikke er begejstret for de højrenationale partier og bevægelser, så kan man argumentere for, at de har indset, at hele det overnationale kompleks, som EU er, rummer en fremmedgørelse for borgerne i forhold til den politiske proces. Vil du gå med til, at den europæiske højrefløj på sin vis er redningskransen for vores demokratiske kultur?

»Sig mig, hvad har du røget? Nå, spøg til side, men du kan nok regne ud, at jeg er uenig. Jeg vil ikke deltage i leflen for højrepartierne. Højrepopulisterne gør jo en dyd ud af at fornægte, at samfundet er en både kompleks og evigt foranderlig størrelse. De taler altid om en eller anden mytisk essens hos det sagnomspundne ’folk’. Nogle gange har populisterne klare og enkle svar på ekstremt svære problemer. ’Vi er ligeglade med flygtninge, vi vil ikke have dem. Send dem hjem. Byg mure, genindfør grænsekontrol, spis ligesom os’. Mange andre partier reagerer på det og bliver en slags kopier. Kig på de danske socialdemokrater. Eller socialistpartiet i Frankrig. Højrenationalisternes forenklede virkelighedsbillede smitter af og bliver standarden for, hvordan politik skal føres. Jeg vil have et parti, der har en forklaring og en vision, som kan gå op imod denne stemning.«

Positivt forræderi

Marine Le Pen siger ’La France d’abord’, Frankrig først. Det er da også at stå for noget. Det er en nationalistisk vision, der også rummer et ideal om nationens sammensætning og landets mission. Det er bare anderledes end hos den progressive Trudeau.

»Jo, hun står for noget. Men jeg vil gerne mobilisere folk, der kan gå imod de synspunkter, hun for tiden høster opbakning til. I 1930’ernes Tyskland stod Hitler for noget. Alle troede fejlagtigt, at han ikke kunne komme til magten. Resten af historien kender vi. Heldigvis er der enkelte europæiske ledere med format. Angela Merkel, som jeg aldrig har stemt på, har i flere tilfælde forbavset mig. Mere end det, faktisk. Hun har tvunget mig på knæ i dyb respekt. Hun vandt valget, da hun blev kansler blandt andet ved gentagne gange at sige, at Tyskland har brug for mere atomkraft i sin energipolitik.«

»Som medlem af De Grønne kunne jeg ikke være mere uenig. Jeg tordnede imod hende og fordømte hendes politik som kortsigtet og snæversynet. Så kom ulykken ved det japanske atomkraftværk Fukushima i 2011. Den hændelse ændrede alt. Først gik hendes klimaminister på skærmen. Jeg husker endnu, at han så forpint og martret ud. Han havde herpessår omkring mundvigen, var ligbleg og havde svedperler på overlæben. Han havde det tydeligvis dårligt, men han sagde: ’Jeg troede, at vi havde styr på atomkraft. Efter Fukushima kan man ikke garantere den slags.’ Jeg var målløs. Og dagen efter var det Angela Merkel, som med oprigtig anger talte til befolkningen og sagde: ’Jeg har taget fejl! Jeg har kæmpet for noget forkert. Vi må i stedet gå ad en anden og mere grøn vej.’«

»Jeg indrømmer gerne, at jeg blev dybt bevæget og faktisk fik tårer i øjnene. Det var et eminent eksempel på en politiker, der turde indrømme, at hendes dømmekraft ikke havde vist sig tilstrækkelig. Og en politiker, som kiggede vælgerne i øjnene og sagde, at vi må finde på noget, der er bedre og mere sikkert og frem for alt mere skånsomt for miljøet. Det var forræderi på et højt plan. Positivt forstået.«

Genopfind sandhedskravet

– Hvad kræver det mere præcist at redde det politiske system?

»Første skridt er ikke at være opportunist. Man skal sige sandheden. Man skal udfordre partiernes forudfattede logik. Det er i forvirringen over, at det velkendte ikke længere er sig selv, at der ligger en løsning. Lad mig fortælle en historie: I 1938 var Franklin Roosevelt USA’s præsident. Han var opmærksom på, at omkring en halv million jøder befandt sig i Hitlertyskland under stadig ringere vilkår. Roosevelts position var klar; han ville hjælpe, mens hans embedsmænd påpegede, at der var flere end seks millioner i jøder i Europa, som alle potentielt var truet. Hvem skal hjælpe alle de mange jøder? Der var ingen lande, som var villige til at hjælpe i stor stil, de ville kun acceptere nogle få jødiske flygtninge.«

»Når jeg siger det i dag til folk, siger de som regel: ’Den parallel kan du ikke lave,’ men jeg svarer dem: I 1938 var der ingen, der kunne forudsige Holocaust, men det fandt alligevel sted få år senere. Millioner, som kunne være reddet, blev udryddet. Roosevelt havde viljen, men endte med ikke at turde handle. Der er nogle historiske øjeblikke, hvor man må besejre sin egen frygt og sin egen politiske bekvemmelighed. Hvis ikke, er man medansvarlig for forfølgelsen af flygtninge. Det ser vi i dag.«

»Det meste af Europa sagde til Angela Merkel: Hvis du så gerne vil hjælpe flygtninge, så find en bedre vej end at lukke dem ind i vores varme stuer! Og så blev hun tvunget til at indgå en afskyelig aftale med den forfærdelige Recep Tayip Erdoğan, og ikke så snart havde hun trykket hænder med ham, før hun blev kritiseret af de samme EU-ledere for at sælge ud af vores fine demokratiske værdier. Magen til frækhed!«

»Hvis man vil være i politikkens verden og vel at mærke ønsker at gøre en positiv forskel, bliver man nødt til at fortælle sandheden. Til helvede med alle de spekulationer og strategiske overvejelser, der følger med moderne politik. Det kvæler ånden i politik.«

– Hvad er den største fare, som du ser det?

»Jeg er mest bange for frygten for frygten. Det fører til en komplet irrationel forståelse af politik. Irrationelle holdninger fører til irrationel politik.«

Terroristisk 30-årskrig

– Terroren fylder meget hos mange af os. Dine egne lande, Frankrig og Tyskland, har været hårdt ramt af flere angreb. Når du taler om irrationelle handlinger, var det så forkert af præsident Hollande at erklære, at Frankrig nu er i krig?

»Jeg forstår udmærket præsidentens retorik. Terrorangrebet i Paris satte reelt Frankrig i en krigstilstand. Nogle af mine allernærmeste venners søn, som jeg har kendt, fra han blev født, var til stede i Bataclan til rockkoncerten, da terrorangrebet fandt sted. Han har beskrevet det for mig som en krigsscene. Jeg kan ikke få hans rystende beskrivelse ud af hovedet.«

»Præsident Hollande ved naturligvis det samme, og den slags bør man som ansvarlig statsmand handle på. Men det er svært. Det er ikke kriminalitet, som kan efterforskes og bekæmpes. Det er heller ikke venstre- eller højreekstremistisk vold, som vi har årtiers erfaring med at håndtere. Vi taler om en ny og langt mere farlig modstander. Den radikale religion, som hærger i Mellemøsten og også viser sit hæslige ansigt hos os, forsvinder ikke i de næste mange år. Man kan måske sammenligne med vores egen 30-års krig. Spørgsmålet er så, hvornår vi får en ny westfalsk fred. Man kan begrænse terrorismen og drive Islamisk Stat ud af Mosul og Raqqa, men hovedproblemerne bliver kun løst, hvis der bliver lavet en aftale mellem sunni og shia, og mellem deres to protektorer og rivaler, Saudi-Arabien og Iran.«

»Barack Obama kan kritiseres for meget, men under ham har USA formået at lave en atomaftale med Iran og dermed bringe en af Vestens mest edsvorne fjender med ind i verdenssamfundet. Vi er sure på amerikanerne, når de optræder som supermagt, men om vi kan lide dem eller ej, må vi sande, at de har det med at gå foran. Hvis vi i Europa vil bidrage til en bedre verden, må vi begynde at optræde med en større koordination i stedet for konstant at søge ly i nationalstatens trygge havn.«

– Vi ser tegn på opbrud rundt om i Europa. Hvordan skal et stærkt føderalt Europa kunne udvikles?

»Barack Obama har rost os for at have skabt noget stort, nemlig EU. Han roste denne politiske konstruktion, men vi er selv ved at glemme, hvor stort det egentlig er. Alle partier må vækkes for at huske det. Vi må kunne samles om fælles kulturelle idealer. Amerikanerne er løbet med meget af vores kulturelle arv. Vi må have kulturel pluralisme, ellers vil Hollywood dominere det hele.«

– À propos: I Hollywoods klassiske fortælleskabelon ender de gode altid med at besejre de onde. Sådan er virkeligheden sjældent. Her på kontinentet kæmper vi fortsat med onder fra fortiden. Jeg tænker eksempelvis på, hvordan hadet til jøder og Israel i de senere år igen har fået vind i sejlene. Hvad er Europa værd, hvis ikke vi bekæmper antisemitismen?

»Europa har et stort problem visse steder med antisemitismen. Og det bliver helt sikkert ikke mindre uden et fælles Europa. Vi befinder os langt nede i mørkets dal, men jeg vil dø som optimist. Jo, demokratiet er blevet miskrediteret. Det er klart. Meget er galt, men tænk, på hvad vi faktisk har kæmpet os fri af! Vi må holde fast i, at demokrati kan være ansvarsfølelse over for de svage inden for og uden for Europa.«

Opgiv strenghedspolitik

– Hvem er i grunden dette ’vi’?

»Jamen, det er mig og dig og alle andre, der er ansvarlige over for andet end indholdet af vores pengepung.«

»Jeg kender til hudløshed argumentet om, at vi skal tjene penge som samfund, hvis vi vil betale for vores velfærd. Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Svaret på det er, at hvis man er tørstig, er man ligeglad, så er man bare glad for, at der er noget at drikke. Vi har stadig et europæisk fællesskab, så der er noget i glasset, men efter Brexit får vi brug for et nyt momentum. Europa må håndtere den svære økonomiske krise. Strenghedskursen splitter Europa. Det kan vi ikke se bort fra. Husk, hvad der skete for Tyskland i 1950’erne. De Allierede blev enige om en gældseftergivelse. Det var et klogt træk. Tyskerne fik en ny chance.«

»Det samme burde grækerne få. Vi andre har råd til at grækerne atter kommer på fode, mens det koster os dyrt, at de er i knæ. Og det må gerne blive startskuddet til, at vi fornyer den konstitutionelle proces og stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor er vi sammen?«

»Hvordan vil vi leve sammen? Vi må lave et fælles europæisk valg om en ny forfatning. De, der vil være med kan skabe en ny dimension, de, som ikke vil, må holde sig ude. C’est la vie. Hvorfor kan vi ikke sige: Europa, ja vi kan! Lad os da overtage Obamas slogan nu, hvor han selv er fortid. Vi skal dø stående for den europæiske idé. Den vil jeg kæmpe for til mit sidste hjertesuk.«

Interviewet er et redigeret sammendrag af en længere version, der står at læse i Adam Holms interviewbog med europæiske tænkere.

Adam Holm: ’Endestation Europa’, udkommer på Gyldendal den 9. marts, 163 sider, 229,95 kr. (vejl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Robert Kroll
  • Peter Knap
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Henrik Leffers
  • Carsten Munk
  • Ole Rasmussen
Jakob Trägårdh, Robert Kroll, Peter Knap, Robert Ørsted-Jensen, Henrik Leffers, Carsten Munk og Ole Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Adam Holm

"Vi må lave et fælles europæisk valg om en ny forfatning.
De, der vil være med kan skabe en ny dimension, de, som ikke vil, må holde sig ude."
citat Daniel Cohn-Bendit

Sådan - Cohn-Bendit kan endnu.

Men en ny forfatning skal jo også vedtages, og det skal nok komme til at knibe hist og her -
og hele EU som een stor valgkreds??!!

Hva' mon Johanne, Rina & Pia siger til det??

Men Cohn-Bendit har da ret - også i, at EU må smide dødvægt.

Poul Sørensen

Ja de politiske partier er en kombination af albuer og argumenter og det lider den polititiske proces kraftigt under. Der skal findes en anden konstruktion for politisk debat og organisation.... Der må nytænkning til på området.
Ja EU er stort på den gode måde, men der kræves nogen reformer.

Marianne Borgvardt

Adam Holm får lige kastet antisemitismen på banen - enhver kritik af Israel og de israelske handlinger har en tendens til at falde ind under den kategori.
Unuanceret og ærgerligt!

Randi Christiansen, Bruger 196134, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Hans Larsen, Jens Frederiksen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar

"Vi skal dø stående for den europæiske idé"

It's your choise. Vi andre må jo så se, om ikke vi kan finde sammen om et mellemstatsligt samarbejde i Europa. Et samarbejde, som levner plads til alle europæiske nationer, der vil.

Randi Christiansen, Bruger 196134, Troels Brøgger, Henrik Nielsen, Flemming Berger og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

"»Partier er for manges vedkommende ude af stand til at levere andet end floskler og tomme løfter. I den forståelige skuffelse bliver der plads til bevægelserne. Problemet med dem både til højre og venstre, er at de som regel er en reaktion på et problem og ikke som sådan tilbyder et visionært alternativ.«

Hvis den gennemgående tendens er at partier primært leverer floskler og tomme løfter, bliver det svært at forstå Cohn-Bendits forhåbninger om at partier kan levere løsninger af visionær og paradigmebrydende karakter - og det bliver næppe mere realistisk med på et overparlamentarisk niveau, hvor partierne skal skræve endnu mere og råbe endnu højere - foruden at de skal håndtere øgede magtdistancer. Man kunne omvendt overveje om ikke løsgængere, uden at der bliver tale om et enten/eller, i stor stil kan bidrage til langt mere mangfoldige debatter og fritænkning ... og dermed også en modning af de politiske diskurser.

Supplerende kan det også, endnu en gang, overvejes om ikke vi netop med høje magtdistancer og en magtcentrifugal, parlamentarisk kultur, skaber en kunstigt styringsparadigme, som overudfordrer - på visse måder direkte krænker, det regionale fællesskab som Europa naturligt udgør, hvormed vi får en næsten ubærligt primitiv eurocentrisme, som spolerer vore muligheder for også geopolitisk at bidrage til en bæredygtig, humanistisk og solidarisk udvikling.

Det er nok de færreste europæere, der ønsker at dø, og da slet ikke stående og så for en 'snapsidé' ...

Troels Brøgger

Fransk patos når det er tykkest, det er hvad denne mand leverer. Det er fuldstændig befriet for jordforbindelse.

Per Torbensen, Bruger 196134 og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Helene Hansen

" Vi andre må jo så se, om ikke vi kan finde sammen om et mellemstatsligt samarbejde i Europa. Et samarbejde, som levner plads til alle europæiske nationer, der vil."
Det lyder så smukt. Det er bare desværre sådan, at kapitalen i så fald har frit spil at lade staterne konkurrere med hinanden om at byde deres borgere de dårligste liv- og arbejdbetingelser og se, hvor den kan betale mindste i skat og få de mindst skrappe miljølove.

Og nationerne kan frit bestemme, hvem de vil føre krig med.

EU er ikke uden problemer, men stærke - mere og mere højreorienterede nationalstater - kan ikke være en tiltrækkende utopi.

Daniel Cohn-Bendit har (pænt sagt) altid været ret så kontroversiel - men det er et særdeles godt interview.

Franskmændene har altså en god tradition for "at filosofere" på en vedkommende måde.

@Helene Hansen

"Det er bare desværre sådan, at kapitalen i så fald har frit spil at lade staterne konkurrere med hinanden om at byde deres borgere de dårligste liv- og arbejdbetingelser og se, hvor den kan betale mindste i skat og få de mindst skrappe miljølove"

Jeg forstår ikke argumentet. Hvis vi havde selvstyre, valgte vi udviklingen selv. Det var på det grundlag, vi skabte et velfungerende velfærdssystem lokalt. I et geografisk område som Danmark er det muligt at forene en høj løn med en høj skat, velfærd og uddannelse, men som tingene udvikler sig i en grænseløs verdensdel, tvinges vi eksempelvis til at begrænse de offentlige ydelser, fordi udbetalingerne ikke længere begrænser sig til Danmark, men det gør indbetalingerne altså. Når vi tvinges til at konkurrere på europæisk plan med udførelsen af alle større anlægsprojekter, er det svært at bygge lokal virksomhed og produktion op. Vi mister den synergi, som opstår ved lokal sameksistens og underleverance. Det har vi 'glemt' i begejstringen over globaliseringen.

Den miljø- og energipolitik, vi står for i dag, er startet op i et mere 'lokalt' Danmark, og konceptet breder sig globalt, fordi andre lande kan se, det er godt. Eksemplets magt er langt større end fælles lovgivning og kontrol. Det spolerer bare diversiteten og opfindsomheden, og så skaber det en tumor af bureaukrati, som genererer en masse mere bureaukrati og intet andet. Europa er gået i stå.

Randi Christiansen

Det er fundamentet, den er gal med. Skal vi konkurrere og privatkapitalisere om fællesejet eller hvad? Hvad er visionen for administrationen af naturressourcerne, som er fælleseje?

Sålænge det er tilladt de få at ekstremprofitere uden hensyn til kollektivet og uden hensyn til miljøet, vil ethvert forsøg på en løsning være en ynkelig parodi på intelligent adfærd.

Og jøderne? De er selv skyld i, at palæstinenserne hader dem - og at de fleste med hjerne og hjerte på rette sted kan få øje på hvorfor.

Søren Rehhoff

Jeg har altid tænkt at nogle af de mest glødende EU-tilhængere, havde lidt af den samme psyke som mennesker, der ender som medlemmer af en selvmordskult. Til en vis grad bekræfter Cohn-Bendits udtalelser dette.

Bjarke Hansen

Den største trussel mod EU er ikke Le Pen, men at UK faktisk kommer til at kunne klare sig langt bedre efter brexit og uden EU. Det vil få mange andre til at stille spørgsmål ved, hvad vi egentlig skal med et EU - I det mindste i den form det har.

Randi Christiansen

Præcis, bjarke - det vil afsløres, at eu er en fortænkt og derfor fejlbehæftet konstruktion i stedet for at være en læsning af de iboende intelligente løsninger for fredelig sameksistens.

Henrik Plaschke

Ved læsningen af denne samtale havde jeg umiddelbart den samme reaktion som Marianne Borgvardt (6. marts, 13:43) ovenfor: antisemitisme og kritik af Israel bør ikke blandes sammen.

Men læsning af Randi Christiansens efterfølgende indlæg (7. marts, 12:11) viser desværre, at der er kritikere af Israel, der ikke kan foretage den nødvendige sondring. Randi Christiansen skriver således:

”Og jøderne? De er selv skyld i, at palæstinenserne hader dem”.

Her er der ingen skelnen overhovedet mellem jøderne og staten Israels dybt kritisable og ekspansionistiske politik. Som om alle jøder skulle være ansvarlige for Israels politik. Netanyahu og co. må gnide sig i hænderne over denne form for antisemitisk Israelkritik.

Tak i øvrigt til Cohn-Bendit for et spændende interview.

Randi Christiansen

Tak til henrik for at korrigere min mangelfulde henvisning til palæstinensernes modpart, som jo korrekt betegnet må være den israelske stat?

Der jo i sin tid blev oprettet som de forfulgte jøders fristed men har udviklet sig til palæstinensernes helvede.

Henrik Plaschke

Randi Christiansen

Ja, den israelske stat og ikke ”jøderne” må ses som palæstinensernes modpart. Godt nok er Israel i sin selvforståelse alle jøders stat, men det er jo ikke alle jøder, der accepterer dette ikke-selvvalgte tilhørsforhold, ligesom det heller ikke er alle de jøder, der accepterer det, der støtter Israels politikker over palæstinenserne.

Endelig er det jo på ingen måde givet, hvem ”jøderne” egentlig er. Og hvem bestemmer det? Som den for nyligt afdøde Maria Marcus så fint udtrykte det i et interview:

Jeg spurgte hende, om hendes jødiske baggrund havde haft betydning for hendes liv, og så faldt svaret med en vis bestemthed:

»Jeg er ikke jøde. Det er i Hitlers øjne, jeg er jøde.«

(https://www.information.dk/kultur/2017/01/ukuelig-udogmatisk-utroligt-modig)

Randi Christiansen

Men henrik, derfor er hovedargumentet fra den israelske stat jo alligevel udsprunget af jødepogromernes rædsler - og medfører besynderligt nok at den israelske stats forsvar for sig selv medfører blindhed for de rædsler, som den selv udløser over palæstinenserne.

Arvesynden for fuld skrue - hvor kunne den være omstillet? Ved hitler? Som jo også var en konsekvens af foregående modbydeligheder, som igen var en følge af .... osv.

Så nu synes den israeske stat at sidde med muligheden for en omstilling af denne bloddryppende arvesynd. Det er ubegribeligt, at de på trods af deres historie alligevel vælger at fortsætte den modbydelige fejde. Netop de med deres historie burde være dem, der siger, at nu er det nok. Hvordan kan de være så blinde? Post traumatisk stress syndrom efter holocaust? Hvorlænge skal den have lov at være gangbar som figenblad for den israelske stats og co's - hvem det så end er - fortsatte modbydeligheder mod palæstinenserne? Og hvorfor siger verdenssamfundet ikke stop?