Læsetid: 8 min.

'EU har ikke skabt samfundets tabere, men sådan ser det ud i tabernes øjne'

Mens Rom-traktaten fylder 60 år, gennemlever det europæiske projekt en eksistentiel krise. I EU's grundlæggerlande ser mange Brexit som en anledning til at starte forfra, mens EU-eliten i Bruxelles grubler over, hvad der gik galt
Luxembourgs daværende udenrigsminister, Joseph Bech, underskriver Rom-traktaten den 25. marts, 1957.

Luxembourgs daværende udenrigsminister, Joseph Bech, underskriver Rom-traktaten den 25. marts, 1957.

AP/Polfoto

25. marts 2017

I dag er det 60 år siden, at traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev underskrevet på rådhuset i Rom. Fællesskabet bestod oprindeligt af blot seks lande – Belgien, Holland, Vesttyskland, Frankrig, Italien og Luxembourg – men har siden udviklet sig til Den Europæiske Union, EU, med 28 medlemsstater.

Når Storbritanniens udtrædelse bliver effektueret, vil omfanget af det europæiske samarbejde for første gang siden 1957 skrumpe. Den krise, som i 2008 opstod på det amerikanske finansmarked, har for EU udviklet sig til en stor eksistentiel krise, som kun forstærkes af forvirringen over den nye præsident i USA.

Konteksten for den europæiske integration er altså markant anderledes end i udgangspunktet. Da traktaten blev indgået, var høj vækst og faldende ulighed med til at skabe bred opbakning til det europæiske projekt. Nu får kombinationen af lav vækst og øget ulighed stadig flere europæere til at betragte EU som et problem snarere end en løsning.

Læs også

»Hvis verden og konteksten har ændret sig, er vi nok også nødt til at tænke over grundlaget for den europæiske integration,« indledte den græske økonomiprofessor Loukas Tsoukalis en debat om Rom-traktaten i Bruxelles den 22. marts med.

Omkring 150 mennesker var samlet i Palais d’Egmont på årsdagen for terrorangrebene i Belgiens og Europas hovedstad, som fremover også vil blive husket for drabene nær parlamentet i London, for at høre Tsoukalis diskutere sin diagnose af EU’s problemer med den belgiske økonomiprofessor André Sapir. De har begge tidligere arbejdet for kommissionen og tager for givet, at europæerne har brug for EU.

»Finanskrisen, som kom oveni den store forandringsproces i de avancerede økonomier, har skabt et enormt tab af troværdighed for eliten,« konstaterede Sapir.

»Alle her i rummet har tabt troværdighed, uanset om man er embedsmand, politiker eller akademiker.«

Messina-magterne

Efter dannelsen af Kul- og Stålfællesskabet i 1951 blev udviklingen af en egentlig politisk union i efterkrigstidens Europa bremset, da Nationalforsamlingen i Paris nedlagde veto mod en europæisk hær.

Den belgiske udenrigsminister Paul-Henri Spaak og hans kolleger i de andre Benelux-lande insisterede dog på, at øget samarbejde ville være i overensstemmelse med de enkelte vesteuropæiske landes egne interesser, og tog initiativ til en konference for medlemmerne af Kul- og Stålfællesskabet i Messina på Sicilien, hvor Storbritannien var inviteret som observatør.

De første britiske forudanelser om faren for en europæisk føderalstat domineret af Tyskland, Europas Forenede Stater, gik således under betegnelsen »Messina-magterne«. For Spaak var udgangspunktet, at Europa stod svagt, både politisk og økonomisk, som følge af tabet af kolonier og intern splittelse. Men sådan opfattede briterne dengang ikke virkeligheden og lod derfor især franskmændene om at udforme fællesmarkedet, indtil de allerede i 1961 ombestemte sig og søgte om optagelse.

Men den franske modstandshelt og præsident, Charles De Gaulle, betvivlede offentligt briternes oprigtighed i forhold til Rom-traktatens hensigtserklæring om et stadigt dybere europæisk samarbejde. Samtidig gennemtvang Frankrig dog konsensusdemokrati i stedet for flertalsbeslutninger i Bruxelles for dermed at bevare den nationale suverænitet.

Debatten om EU er måske slet ikke så ny, som man ofte forestiller sig. ’Eurodebat øger skellet mellem folk og elite’, skrev Informations journalist Mette-Line Thorup allerede på forsiden af avisen i år 2000.
Læs også

Således blev det europæiske projekt mellemstatsligt snarere end overstatsligt. Efter De Gaulles død i 1970 begyndte forhandlingerne om Storbritanniens optagelse, som trak Danmark med.

For beslutningstagere og iagttagere i Bruxelles samt i EU’s kernelande repræsenterer Brexit også en mulighed for at vende tilbage til udgangspunktet.

’Er det på tide at genstarte det europæiske projekt?’, hedder arrangementet i anledning af Rom-traktatens jubilæum. Men omstændighederne er svære, understreger Loukas Tsoukalis. Han mener, at EU er overbelastet som følge af de mange nye medlemslande, et svagt centrum og et ringe legitimitetsgrundlag.

»EU er blevet ved med at vokse, har fået flere funktioner og således også større indflydelse på folks hverdag, mens flere og flere mennesker føler sig ladt i stikken, og mens den økonomiske situation bliver værre,« siger han og fortsætter:

»Vi har i årevis set en større afstand mellem vindere og tabere som følge af de økonomiske forandringer mellem og internt i landene. Taberne i vores samfund er ikke produkter af den europæiske integration, men i deres øjne er den teknologiske revolution, globalisering og EU én og samme ting.«

60 års europæisk integration

  • 1951 – Efter forslag fra den franske udenrigsminister, Robert Schuman, danner Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Italien og Vesttyskland Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.
  • 1957 – Kul- og Stålfællesskabet bliver med Rom-traktaten til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, en toldunion med henblik på at skabe et fællesmarked.
  • 1973 – Danmark, Storbritannien og Irland bliver optaget som nye medlemmer.
  • 1979 – Der afholdes for første gang direkte valg til Europaparlamentet.
  • 1981 – Grækenland bliver optaget.
  • 1986 – Spanien og Portugal bliver optaget.
  • 1991 – Efter Berlinmurens fald i 1989 bliver Tyskland genforenet, hvormed EU får 17 mio. nye borgere.
  • 1992 – Den Europæiske Union opstår som følge af Maastricht-traktaten og beslutningen om at skabe en fælles mønt. Ved en folkeafstemning sagde et knebent flertal af de danske vælgere nej til en politisk-økonomisk union.
  • 1995 – Østrig, Finland og Sverige bliver optaget, men Norge efter en folkeafstemning ligesom i 1972 vælger at stå udenfor. Schengen-aftalen om fri bevægelighed underskrives, i første omgang af Frankrig, Tyskland, Benelux-landene, Spanien og Portugal.
  • 1998 – Den Europæiske Centralbank oprettes.
  • 2002 – Euroen introduceres, i første omgang i 11 lande. Et flertal i Danmark stemmer nej til euroen.
  • 2004 – Cypern, Letland, Estland, Litauen, Tjekkiet, Malta, Polen, Ungarn, Slovenien og Slovakiet bliver optaget. Drømmen om en europæisk forfatning lider et knæk efter nej ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene.
  • 2007 – Bulgarien og Rumænien bliver optaget.
  • 2009 – Lissabon-traktaten, som udstikker de gældende rammer for EU, bliver underskrevet.
  • 2013 – Kroatien bliver optaget.
  • 2016 – 51,9 procent af vælgerne i Storbritannien stemmer ja til at forlade EU.

Drømme og vrede

Europæernes drømme om Europa er så forskellige, at den europæiske integration næsten er nødt til at være differentieret. Mens mange lande i især Øst- og Nordeuropa sværger til idéen om nationalstaternes EU, gør de såkaldte kernelande igen ansats til et overstatsligt samarbejde.

Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing foreslår i et interview med det italienske ugemagasin L’espresso, at de seks grundlæggerlande samt Spanien, Portugal og Østrig skal skabe en ny union med fælles finans-, skatte- og arbejdsmarkedspolitik for at realisere Rom-traktatens oprindelige intention.

»Vi ville to ting,« siger den 91-årige Giscard d’Estaing, »genskabe freden og skridt for skridt gøre Europa til en verdensmagt på såvel det økonomiske som det politiske på linje med USA og dengang også Sovjetunionen.«

Messina-magternes udenrigsministre har i løbet af det seneste år holdt flere møder på uformelt plan. Også ifølge Frankrigs nuværende præsident, François Hollande, er et Europa i flere hastigheder, hvor medlemmerne af eurozonen eller en række af de vesteuropæiske kernelande kan udvikle et tættere samarbejde, nødvendigt for at forhindre EU i at eksplodere.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har udtalt, at nationalstaternes forskelligartede integration i EU bør nævnes i den fælles erklæring om fremtidens EU i anledning af weekendens fejring af jubilæet i Rom. Det er »en uundgåelig følge« af en politisk virkelighed i Europa, hvor tyskerne fremstår som EU’s »modvillige og utilfredse ledere«, mens Frankrig og Italien er henholdsvis »svækket« og »stærkt svækket«, hævder Tsoukalis.

Paradokset er, at det var Frankrigs daværende præsident, François Mitterand, der i forbindelse med Tysklands genforening fik gennemtvunget euroen, som har ført til tysk dominans i EU. Kursen bliver ikke længere sat på den fransk-tyske akse, men snarere på Berlin-Bruxelles-aksen. Og det er tyskerne, der har haft størst gavn af de mange nye medlemslande mod øst.

»Østudvidelsen er EU’s største udenrigspolitiske succes, men den har også haft en høj pris for det interne sammenhold,« siger Tsoukalis og opridser forudsætningerne for at redde projektet:

»Først og fremmest må tyskerne overbevises om, at status quo ikke er en holdbar løsning,« siger han med henvisning til den økonomiske politik, »og så har de brug for troværdige dialogpartnere i Paris og nok også i Rom.«

Det betyder også, at der næppe sker store ting med det europæiske projekt, før dette års valg i Frankrig og Tyskland er overstået. Og hvis Marine Le Pen bliver fransk præsident, kan det være helt slut med EU, advarer André Sapir:

»Selv om Donald Trump vandt på at gøre Washington til sin modstander, kan han ikke ødelægge USA som sådan. Le Pen har gjort EU til sin modstander, men det kan rent faktisk ødelægge EU, hvis hun vinder. For vi er ikke en stat,« siger han og tilføjer:

»Vi vågner ikke op som Europas Forenede Stater i morgen, men der skal gøres noget ved vreden mod EU. Det problem har jeg ikke et svar på.«

Konkurrence og lighed

Forudsætningen for at gøre noget ved vreden mod EU er at genskabe betingelserne for en socialt inkluderende vækst, mener Tsoukalis. Han peger på, at den politisk-økonomiske situation i Italien, der har været i recession i snart 15 år, er den største systemiske trussel mod det europæiske projekt.

»Hvis den langsomme vækst og den voksende ulighed fortsætter længe endnu, vil det udgøre en tikkende bombe under de europæiske samfund,« siger han.

»Problemet er, at noget tyder på, at der er et modsætningsforhold mellem konkurrencedygtighed og social lighed. Tyskland gennemførte arbejdsmarkedsreformer for over 10 år siden, men de fleste nye job er deltidsansættelser til en dårlig løn.«

Tsoukalis påpeger, at uligheden samtidig stiger i andre EU-lande. Ifølge ham er modsætningsforholdet mellem konkurrenceevne og lighed især politisk problematisk for socialdemokraterne.

»Taberne i denne udviklingsproces er nemlig ofte deres vælgere. Socialdemokraterne taber overalt i EU, fordi de har identificeret sig med det neoliberale reformprogram, der har skabt en stigende ulighed, men ofrene er som regel de socialdemokratiske vælgere,« siger Tsoukalis.

Under opbygningen af projektet var der en arbejdsdeling mellem EU og nationalstaterne. EU skabte forudsætningerne for økonomisk liberalisering, mens nationalstaterne kompenserede de grupper i samfundet, som blev hårdest ramt af udviklingen.

»Men den arbejdsfordeling virker ikke længere,« fastslår Tsoukalis.

»Derfor er EU i den næste fase af den europæiske integration nødt til at udvikle en omsorgsfuld dimension, der appellerer til den økonomiske udviklings tabere. Ellers vil store dele af befolkningerne vende projektet ryggen.«

I næste måned fremlægger kommissionen en plan for harmonisering af sociale rettigheder som eksempelvis barselsorlov og ligeløn for landene i eurozonen. Mellem medlemslandene er der samtidig uenighed om, hvorvidt EU’s sociale dimension bør omtales i forpligtende vendinger i Rom-erklæringen. Vanen tro har den danske regering protesteret for at beskytte den danske model.

»Solidariteten i EU er blevet svækket af eurokrisen, men det kontinentale Europa har stadig en høj grad af social solidaritet og omfordeling i forhold til Storbritannien og USA,« påpeger André Sapir og konkluderer:

»De skandinaviske lande, især Sverige, klarer sig godt i globaliseringen i kraft af en samfundsmodel, der kombinerer effektivitet og innovation med social solidaritet. Hvis ikke resten af EU bevæger sig i retning af den skandinaviske model, bliver fremtiden meget svær. Spørgsmålet er så, om det skal overlades til nationalstaterne, eller om EU skal være med til at udvikle en social union?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Mihail Larsen
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Michael Friis
  • Peter Jensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Ervin Lazar
  • Stig Bøg
Per Jongberg, Mihail Larsen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Torben K L Jensen, Michael Friis, Peter Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Ervin Lazar og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anna Sørensen

Der findes IKKE 'tabere'. Heller ikke 'vindere', kun mennesker.
Og alle mennesker har som bekendt helt unikke evner, der ikke kan erstattes af et andet menneske. Vi er alle uerstattelige og enestående.

Derimod findes der mennesker, som ikke har fået den støtte og de muligheder fællesskabet skal give dem.

Og dermed går fællesskabet GLIP AF ENESTÅENDE EVNER, fordi nogle mennesker ikke får lov eller mulighed for at udvikle deres potentiale.

Per Jongberg, Lars Steffensen, Torben K L Jensen, kjeld jensen, Peter Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Michael Kongstad Nielsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Det her: »Problemet er, at noget tyder på, at der er et modsætningsforhold mellem konkurrencedygtighed og social lighed. Tyskland gennemførte arbejdsmarkedsreformer for over 10 år siden, men de fleste nye job er deltidsansættelser til en dårlig løn.« beviser EUuuu 'eliten's umenneskelige profitjagt. Dem skal nedreformeres, ikke velfærds samfundet.

Einar Carstensen, Henrik Klausen, kjeld jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

"»De skandinaviske lande, især Sverige, klarer sig godt i globaliseringen i kraft af en samfundsmodel, der kombinerer effektivitet og innovation med social solidaritet. Hvis ikke resten af EU bevæger sig i retning af den skandinaviske model, bliver fremtiden meget svær. Spørgsmålet er så, om det skal overlades til nationalstaterne, eller om EU skal være med til at udvikle en social union?«"

EU er ikke bare kulturblind i forbindelse med transkontinental migration, men også med hensyn til europæisk integration - de er uforbederlige oplysningsideologer, der insisterer på at mennesker er standardiserede industriprodukter og lige så frit udskiftelige med hinanden.

Flemming S. Andersen, Henrik Klausen, Michael Friis, Peter Jensen, Troels Brøgger og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der gik bl.a. det galt, at konservatismen vandt.
Et lille parti i Danmark, men det største i Europa Parlamentet.

uffe hellum, Einar Carstensen, Henrik Klausen, Finn Hansen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

At I satte erhvevsliv før borgernes trivsel og tryghed, det er, hvad der gik galt.

Per Jongberg, Einar Carstensen, Vibeke Hansen, Lars Steffensen, Carsten Munk, Henrik Klausen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff, Finn Hansen, Troels Brøgger, kjeld jensen, Janus Agerbo, Mads Kjærgård, Michael Kongstad Nielsen, Lars Bo Jensen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hold nu OP, Søren Ferling. Det er ikke noget problem. De er ikke ret mange, og de er SØDE, dem, der er.
Med alt for meget energi på at finde hår i suppen i stedet for at hjælpe folk til rette, har vi fået nogle vanskeligheder, vi kunne have undgået, hvis vore politikere ikke havde været kortsynede og dumme.

Mads Jakobsen

"Taberne i vores samfund er ikke produkter af den europæiske integration, men i deres øjne er den teknologiske revolution, globalisering og EU én og samme ting."

Måske, måske ikke. Men med EU, og NATO, har vi i hvert fald fået den situation at nationale politikere kan se ministerposter som mellemleder stillinger. Nu kan den politiske elite lægge deres karriere tilrette på at smutte op i EU og NATO inden konsekvenserne af deres handlinger indfinder sig, og de kan derfor fokusere på at please den europæiske elite, som kan give rigtigt lækre jobs, frem for deres nationale befolkning.

uffe hellum, Søren Ferling, Torben K L Jensen, Søren Roepstorff, Michael Friis, Peter Jensen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

»EU er blevet ved med at vokse, har fået flere funktioner og således også større indflydelse på folks hverdag, mens flere og flere mennesker føler sig ladt i stikken, og mens den økonomiske situation bliver værre,«
EU er ikke "blevet med at vokse" det er bestemt at det skulle vokse! af hvem mon?

Søren Ferling, kjeld jensen, Henrik Klausen, Carsten Mortensen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Det kan STADIG ikke betale sig for den politiske elite, også i europæisk sammenhæng, at lytte til dem der ikke er med i deres klub. Lønningerne er stadig for høje, pensionsordningerne stadig for gode, diæterne for fede mm.
Så de bruger tiden på at diskutere hvordan de kan "skabe en ny fortælling" (bvadr!!) "forklare sig bedre" og så videre alt sammen synonymer før løgne der kan gøre at de bevarer systemet og dermed deres goder.
På dette link kan man se Rina Ronja Karis fremlæggelse af hvad en EU politiker i parlamentet får:

http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-12-19-rina-ronja-kari-regnestykke-for...

Søren Ferling, Flemming S. Andersen, kjeld jensen, Henrik Klausen, Egon Stich, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff og Sven Elming anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Folk er så forkælede. Aldrig har vi været rigere i Europa og alligevel klager vi. Vi leger at vi har dårlig service, sundhedstilbud og ældrepleje. Vi leger også at vi har horder af arbejdsløse. Ikke tilfældet overhovedet men vores trang til at klage når livet ikke er perfekt kommer til at gå ud over den største success i Europas historie.

Jamen David, hvad med de sydeuropæiske lande? De lider jo. Ja, fordi de er kronisk uproduktive og ikke har formået at tage det indre markeds muligheder til sig på andre områder end landbrugsvarer. Derudover skal de gennemføre arbejdsmrkedsreformer. DE skal gøre det. Ikke EU. De sydeuropæiske lande glemmer vækstraterne fra lige efter Euroens intro og den stabilitet de nød godt af. Det er deres egen skyld de ikke gennemførte reformer i tide. Det manglede da også bare at de alle gratis skulle hægte sig på Tysklandslokomotivet uden selv at gøre noget. Vor herre bevares!

Tør øjnene og fucking kom igang!

Overskriften: ’EU har ikke skabt samfundets tabere", har ganske ret. For EU har ikke og kan ikke skabe tabere.

I EU tages alle beslutninger, der forpligter medlemslandene, som bekendt af medlemslandenes regeringsledere. Og da alle beslutninger skal tages i fællesskab og ikke ved flertalsafgørelser, kan ethvert land stoppe enhver sag fra at blive en EU-beslutning.

Derfor er det altså udelukkende EU-landenes regeringers politiske ledere, der indirekte men hver for sig har skabt deres egne landes sociale tabere. Hver og en af disse regeringsledere har ansvaret og ingen andre.

Men så er det jo korrekt, at kujonagtige regeringslederne i visse lande, f.eks. Danmark, Storbritannien, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, påstår overfor egen befolkning, at det hele er EU´s skyld, og at de er tvundet til at følge en given EU-afgørelse. Men dette er altså det rene løgn og plat, for hver eneste af dem kan jo stoppe en EU-aftale, inden den sættes i værk.

Einar Carstensen, Troels Brøgger, Vibeke Hansen, Mihail Larsen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Carsten Munk og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Gert Romme, det er sådan at de politiske beslutninger i EU indskrives i traktaterne, hvormed de bliver institutionelt bindende - og derfor kan regeringsledere, som kun er valgt/indsat for få år ad gangen, og som aldrig politisk-ideologisk repræsenterer mere end nogle af de enkelte landes vælgere, tage beslutninger som integreres i EU's udvikling af institutionel lov. Og EU's institutionelle lovudvikling er uhyre vanskelig at rulle tilbage, thi dette skal ske på kommissionens initiativ - og dermed bliver hvert enkelt medlemsland afhængige af kommissionens velvilje, hvis den politiske kurssætning skal ændres. Alternativet er at melde sig ud.

Det er meget let - og banalt - at pege på at vore 'egne' politikere er de ansvarlige, og det er de naturligvis ... men at hævde at EU-udviklingen ingen virkning har på hvad de enkelte medlemslandes politikere foretager sig ... og at holde kommissionens udemokratiske rolle og position ude af ligningen, foruden negligeringen af at politikkerne i vidt omfang indskrives i traktaterne (hvormed de bliver juridisk bindende) ... er ganske enkelt en uholdbar og simplificerende måde at at beskrive og forstå sagens sammenhænge på.

Søren Ferling, Troels Brøgger og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Om nogen har danske politikere været med til at undergrave EU med deres afstandtagen fra 1) minimumsstandarder, 2) en social dimension.
Danskernes interesse er, at EU omformer hele Europa til noget, der ligner vores velfærdsstat - ellers har vi simpelthen ingen fordele af medlemskabet: de andre vil komme her og få god løn og sikkerhed, men søger vi ud, vil vi overalt blive mødt af vilkår, der ikke er tillokkende på nogen måde.
Derfor var det også bedst, da man skulle have lov til at søge job i et andet EU-land på dagpenge, som så skulle svare til de danske, og som så - burde man sige - reelt skulle VÆRE de danske. EU skal styrke relationen mellem borger og hjemstat, sådan som vi har kendt det her i mange år - og i modsætning til den angelsaksiske tradition for at se staten som en fjende; men i et demokrati er staten ikke andet end samlingen af borgere.

Søren Ferling, Vibeke Hansen, Mihail Larsen, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Henrik Leffers og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Peter Jensen, ja, Kommissionens monopol på at stille forslag skal ændres - K skal selv være den eksekutive hånd for parlamentet, mens et andet råd, under ministerrådet skal være aftaleforberende og forhandlende.

Ole Rasmussen

Det morads vi er havnet i skyldes politikerne. Ikke mindst den danske politik med forbehold har været skadelig, ikke mindst for Danmark. Hvis jeg husker nogenlunde korrekt, så blev nationalstaternes valutaer i 1980’erne spillet ud mod hinanden af USA og Hedges Fonde, for at de kunne score kassen på ryggen af borgerne i EU, og en indbyrdes valutakrig. USA var hamrende usolidarisk, og det førte til den fælles valuta, som skulle være et værn mod den udefra kommende spekulation. Europa skulle på landkortet. Dette mummespil fortsætter nu under Trump. Fra 1980’erne til 1990’er ændredes borgernes eksistensvilkår sig. Fra industrisamfund gik vi til højteknologisk viden, fra fællesskab til individualisme, og dertil kom udfordringerne fra globalisering, indvandring, religion og sammenhængskraft. Undervejs blev højre nationalismen styrket, vi er os selv nok i kolonihave Danmark, mens EU var optaget af murens fald, og presset fra højre om at gøre gud og hver mand til medlem af klubben lykkedes. Udviklingen gik i stå og blev afløst af en laissez faire politik, tænk bare Barosso. Det er den politiske hensynsløse behandling af EU samarbejdet siden 1990’erne, som har skabt det moderne EU, og kobles det sammen med et anti EU England og kredsen af trofaste undersåtter, så er projektet af iagttagere - pressen og politikerne - blevet anset for "den skyldige" og destruktivt, og det til trods for det er en succes af dimensioner.

Mihail Larsen, Carsten Munk, Henrik Leffers og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men, Peter Jensen, det er jo også sådan, at de politiske beslutninger der indskrives i traktaterne, Kan stoppes af enhver nationalstat, allerede inden de bliver indskrevne. For så er der faktisk ingen EU-aftale, for, som du ved, skal alle aftaler jo tages i enighed af Ministerrådet. Og det var det seneste Ministerrådsmøde i et godt eksempel på, for da man skulle underskrive mødets 26 delvedtagelser, gik den polandske premierminister uden at skrive under og uden at forklare sig.

Men - når en aftale nu er vedtaget, og er gældende, så kan ethvert EU-land forsat gøre meget indenfor rammerne. Omkring det man i Danmark kalder social dumpning - altså at lavtlønnede fra andre EU-lande udfører lønnet arbejde, har EU faktisk anbefaler flere ting, som anvendes i andre lande, men som den danske regering modsætter sig.

- Det gælder bl.a. kædeansvar, hvor arbejdsopgavens udbyder skal betale, hvis nogen i kæden overtræder loven.
- Og det gælder også intenst kontrol fra myndighederne side med at løn og arbejdsvilkår er i overensstemmelse med det lands, hvor arbejdet udføres.
- Samt at man giver landenes fagbevægelser fuld myndigret til at både at kontrollere dette, samt helt stoppe arbejdet, indtil forholdene er i orden.

Al dette og stort set alt andet er nationalstatens ansvar, og her stritter danske regeringer og ganske få andre regeringer imod, og giver EU ansvaret.

Videre er det faktisk heller ikke noget EU-ansvar, at man i Danmark vælger at prioritere f.eks. landbrug og erhvervsliv, militær og skattelettelser højere end erhvervsuddannelser, skabelse af reelle arbejdspladser, folkesundhed og sygdom og alderdom. Dette skyldes udelukkende hjemlige politiske ideologier og absolut intet andet.

Mihail Larsen, Hans Jørn Storgaard Andersen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Det mange reagerer imod, er ikke voksende ulighed, i Skandinavien er forskydningerne små, men mod migrationen og at deres arbejdsplads forsvinder.
Sverigesdemokraterne har ikke fokuserer specielt på ulighed, men først og fremmest på indvandringen. Det samme gælder DF og det hedengangne Fremskridtsparti.

Peter Bækgaard

Det må da være umådeligt at spå om Europa hvis EU/EF ikke havde været der. Det mest positive bidrag vi har fået er fri handel og bevægelighed. Havde man da bare stoppet ved det... så kunne alle lande tilslutte sig tankesættet.

Vælgerne i Danmark har i de seneste årtier valgt politikere, der er økonomisk bevidste, og vi har i dag en særdeles god økonomi .
Vi bestemmer selv hvordan vores finanslov skal se ud, hvor meget overførselsindkomsterne skal udvikle sig, hvordan vi beskatter indkomster, biler , huse, tobak o s v o s v

Havde italienske vælgere valgt med større omhu, så havde Italien IKKE fået Berlusconi og andre "stratenrøvere" ind i parlamenbtet og i regeringen, og så havde Italien idag kunnet være lige så fint kørende som Danmark.
Det samme gælder bl a også Grækenland, hvis vælgere med åbne øjne nærmest konsekvent har valgt ineffektive politikere og regeringer.

EU blander sig IKKE i de enkelte medlemslandes demokratiske processer og beslutninger - hvis vælgerne i et EU land vælger tåbeligt og uansvarligt , SÅ ER DET IKKE EU's eller de øvrige EU-landes fejl/ansvar.

Går det skidt i et EU-land, så ligger ansvaret hos det pågældende lands vælgere - dansk vælgere skal i hvert fald ikke betale for f eks italienske og græske vælgeres mangeårige misrøgt af deres lande.

Einar Carstensen, Mihail Larsen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

Folk soFolk som Kroll og Henriksen, der ikke forstår makroøkonomi og betydningen af flydende valutakurser for afbalanceringen af handelen lande imellem, og i stedet i en blanding af ignorance og slet skjult racisme skyder skylden for Sydeuropas problemer på sydeuropæerne selv, er EU's problem i en nøddeskal.

Det giver ingen mening at være i en økonomisk union med lande, man foragter. De skal tugtes, siger de som sande konservative, for hvem fattige altid selv vil være ude om det - de kunne bare få sig et job.

Når der er så meget antipati mellem EU's medlemslande, så giver unionen ikke mening. m Kroll og

Henrik Klausen

Det blev lidt rodet. Igen:

Folk som Kroll og Henriksen, der ikke forstår makroøkonomi og betydningen af flydende valutakurser for afbalanceringen af handelen lande imellem, og i stedet i en blanding af ignorance og slet skjult racisme skyder skylden for Sydeuropas problemer på sydeuropæerne selv, er EU's problem i en nøddeskal.

Det giver ingen mening at være i en økonomisk union med lande, man foragter. De skal tugtes, siger de som sande konservative, for hvem fattige altid selv vil være ude om det - de kunne bare få sig et job.

Når der er så meget antipati mellem EU's medlemslande, så giver unionen ikke mening.

Niels Duus Nielsen, Flemming S. Andersen, Troels Brøgger og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Henrik Klausen. Jeg har aldrig før hørt om antipati EU medlemmerne imellem? Jo i relation til England som har været på tålt ophold i Europa, men selv har valgt at forlade skuden. Sydeuropa er vist danskernes foretrukne feriemål, så hvordan kan man foragte det man holder af? Vi har ikke alle samme mening som DF spiller hasard med det danske samfund.

Torben K L Jensen

At de fleste forstår at EU skal reformeres helt grundlæggende fra bunden er der vist ingen der er uenige i og tilbage står så diskussionen om hvordan. - Det er lidt som diskussionen om hvordan man revolutionerer kampen mod kapitalismen efter Karl Marx og Friedrich Engels opfordrede til en revolution - der gik som en socialdemokratisk reformpolitik indenfra i feks. Tyskland hvor de bakkede op om 1. verdenskrig og kejseren eller som i Rusland hvor kommunisterne overtog produktionsapparatet og statsadministrationen gennem en blodig borgerkrig - en succes der blev ødelagt af typer som Stalin men ikke desto mindre flyttede landet fra en feudalstat til en magtfuld industristat.
Problemet med EU i dag er : Er det muligt at reformere et økonomisk diktatur uden opbakning fra befolkningerne med demokritiske midler eller skal det være : Lad falde hvad der ikke kan stå - ironisk nok - en kapitalistisk metode. Jeg går ind for Fugl Føniks metoden.

Børge Rahbech Jensen

Den overskrift er første gang, jeg har set højtuddannede mennesker og journalister omtalt som tabere. Det er fortrinsvis dem, der hele tiden angriber EU.

Børge Rahbech Jensen, det er logisk at alle må blive tabere i én eller anden forstand - bortset fra erhvervslivet, kapitalen, borgerskabet og den politiske elite.

__________________________

Det er slående, som der af mange kommentatorer tages afsæt i at EU vil kunne udvikle nærdemokratier i Europa, en ikke-kapitalistisk, politisk rammesætning samt arbejde for bæredygtighed og fred i verden ... man kan faktisk sige at der satses på at man kan kuppe systemet indefra. Men så overses det hvilke kapitalkræfter og -interesser, som er indlejret i EU's institutioner - og hvilke udemokratiske sigtelinjer, der forefindes. Man skal blot betænke TTIP, som ved Trump's ulyksalige(?) mellemkomst blev spoleret, hvor det blev naglet til brættet at kommissionen kører lukkede processer, at den er enerådende og at selv den amerikanske offentlighed om sagen var større end EU-kommissionens ditto.

Niels Duus Nielsen, Søren Ferling, Troels Brøgger, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Jeg er parrat til at stemme for EU så snart der er ryddet op i den skæve samfundsudvikling vi har set i 30 år. Indtil da er det lettere at stemme nej til EU end det er at skabe en mere ligelig situation for alle borgere.

Egon Stich, Einar Carstensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"EU har ikke skabt samfundets tabere, men sådan ser det ud i tabernes øjne"
Det er måske mere nøjagtigt at sige at
1) EU er elitens projekt,
2) Eliten har makuleret den ellers gældende aftale om at produktivitets-forbedringer kommer alle til gode og
3) Eliten derfor ligger som den har redt.

Niels Duus Nielsen, Søren Ferling, Egon Stich, Einar Carstensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Det er ret interessant at se at glødende EU tilhængere som David Henriksen er nødt til at bruge ord som "fucking" for at underbygge sine argumenter. Det er vel sagen i en nøddeskal: Unionsmanikerne og Storkapitalen har sagt "fucking nok gange til for mange, og nu har de problemer med deres projekt.
Og dernæst: Jeg er ikke den eneste som mener at Tysklands enorme økonomiske succes og Sydeuropas fallit hænger ret "godt" sammen, og det er ikke fordi jeg går ind for hverken dovne grækere eller Berlusconitilhængere. Antoine de Saint-Exupery (forfatteren til "Den lille Prins) skriver i "Blæsten, sandet og stjernerne": Hvis en drukkenbold sidder foran en cafe og drikker sig ihjel, hvem har så ansvaret, ham selv eller værtshusholdren som bliver ved med at servere drinks for ham! Tag den tyske banker.

Niels Duus Nielsen, Søren Ferling, Lars Steffensen, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

De lande der har en velkørende eksportsektor kan bryste sig af en god økonomi, mens deres egen befolkning kan være "working poors" med tre jobs uden at kunne få det til at hænge sammen alligevel. Sådan noget elsker økonomer, det ser godt ud på papir, sjovt nok synes de borgere det går ud over mindre godt om det.
Og hvad så hvis grækerne var trådt ud af euroen ? De kunne have brugt det ældste værktøj i skuffen: devaluering af deres valuta.
Det står hen i det uvisse hvorfor de ikke valgte den løsning. Den ene grund kunne være at de faktisk ER en flok teenagere der ikke tør flytte hjemmefra, men det kunne også være at de mennesker der skulle træffe beslutningen, blevet truet så massivt at de ikke turde tage risikoen for at blive lynchet af egen befolkning hvis det gik dårligt.
Og her kan man være HELT sikker: EU ville have gjort ALT hvad der stod i dets magt for at få det til at gå dårligt !!

Niels Duus Nielsen, Søren Ferling, Lars Steffensen, Egon Stich og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Steffen Gliese

"Hold nu OP, Søren Ferling. Det er ikke noget problem. De er ikke ret mange, og de er SØDE, dem, der er."

Det billede modsiges af historisk indblik og geografisk udsyn. Tillægger man økonomisk, socialpsykologisk, etnografisk og kulturel viden, bliver det helt virkelighedsfjernt.

Søren Ferling

@ Michael Kongstad Nielsen

"Michael Kongstad Nielsen

"Der gik bl.a. det galt, at konservatismen vandt".

De europæiske 'konservative' partier er neoliberalistiske - kun nogle af de såkaldte protestpartier har i dag konservative elementer. De er delt i de liberalkonservative og de socialkonservative, som f.eks. DF hører til.

Alle andre europæiske partier er ideologiske og altså utopister og ekstremister.

Søren Ferling

@ Henrik Klausen

"Det giver ingen mening at være i en økonomisk union med lande, man foragter. De skal tugtes, siger de som sande konservative, for hvem fattige altid selv vil være ude om det - de kunne bare få sig et job."

Foragten kommer af kulturforskellen - og jeg ville hellere sige at der ikke skal være økonomisk union mellem lande med en for stor kulturel forskel. De kan samarbejde udmærket alligevel, omend ikke helt så tæt - men tættere samarbejde, end der aktuelt er grundlag for, kan virke negativt.

Hold da magle, for en priviligeret(s?) teoretiker-artikel. Ved den søde grød har EU da skabt enormt mange menneskelige tab! Der er også eksempler på det modsatte, men i hvert fald en god del af dem kunne være opnået ad andre veje, hvis man havde satset på det.

EU's toldunion og prisdumping af egne varer i verdens fattige lande har skabt sultedød, EF's/EU's årtier lange favorisering af højeffektive storskala-landbrug i Europa har skabt fejlernæring, erodering, forgiftning, udryddelse af dyrearter og udradering af vilde planter og kulturplanter, osv., osv.

I de seneste år har EU bidraget til nedskæringer, der blandt meget andet gør, at tusinder af selv meget alvorligt syge og svage i Danmark udsættes for umenneskelige jobprøvningsforløb. Forløbene iværksættes for at forhindre den førtidspension, der kunne give dem den nødvendige ro til reel terapi, lindring og behandling, og så kommer vi samtidig tættere på den amerikanske samfundsmodel, hvor vi skal forsikringsbetale os til velfærd ... halleluja!

(Førtidspension i dag er vel at mærke IKKE længere nødvendigvis livsvarig, så man kan ikke længere bruge den undskyldning at man vil undgå at deponere mennesker i passivitet på deres egen sofa).

– Kort redegørelse for mine ord om EU's nedskæringskrav: https://www.information.dk/debat/2017/03/eu-dikterer-nedskaeringspolitik (nede i min egen kommentar bringer jeg dokumenterende links).

Og så er der EU's harmoniseringstilladelser af madsminke og kemi til skade for os alle og i særdeleshed for allergikere, samt meget, meget andet ... herunder den lille "detalje", der hedder udhulingen af folkestyret, som allerede i sig selv ikke har det alt for godt i national- og enhedsstaten!

EU tilhører det gamle. Det er på tide at tænke i nye baner. Tænk ikke ud af boksen – træd ud af den.

Peter Jensen, Søren Ferling, Troels Brøgger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar