Feature
Læsetid: 6 min.

Nu flygter soldaterne fra Sydsudans borgerkrig

For få år siden kæmpede de for et frit Sydsudan. Nu er tidligere regeringssoldater flygtet fra en hær, der har vendt sig mod dele af landets egen befolkning i et tiltagende folkemord. I dag fortryder de, at de nogensinde har kæmpet
Rose Tamaka får 37.400 ugandiske shillings, cirka 75 kroner, fra nødhjælpsorganisationer hver måned til at købe mad for på markedet i Bidibidi-lejrens zone 2. Hun har fem børn at brødføde og et sjette på vej. Hendes mand er rejst tilbage til Sydsudan for at hente sin mor.

Rose Tamaka får 37.400 ugandiske shillings, cirka 75 kroner, fra nødhjælpsorganisationer hver måned til at købe mad for på markedet i Bidibidi-lejrens zone 2. Hun har fem børn at brødføde og et sjette på vej. Hendes mand er rejst tilbage til Sydsudan for at hente sin mor.

Yilmaz Polat

Udland
23. marts 2017

YUMBE & MOYO, UGANDAI skyggen af sin lerhytte fortæller Emmanuel Malice om sin voldelige fortid. Han vil gerne tale i behørig afstand fra sine naboer, der alle er flygtet fra krigen i Sydsudan. De bor nu side om side i en af verdens største flygtningelejre, der udelukkende bebos af sydsudanesere.

Emmanuel Malice er tidligere regeringssoldat i det frygtede SPLA, det Sudanesiske Folks Befrielseshær, der lige nu skaber kaos i den unge nation.

Ifølge FN er 1,5 millioner mennesker drevet på flugttusinder har mistet livet, og en hungersnød brudt ud. Alene nabolandet mod syd, Uganda, har modtaget flere end 770.000 flygtninge.

Nu er Emmanuel Malice selv flygtet til det nordlige Uganda, hvor han i flygtningelejren Bidibidi bor sammen med 272.000 andre sydsudanesiske flygtninge.

»Jeg gik ind i regeringshæren, da jeg var 11 år,« siger Emmanuel og forklarer stolt, hvordan han sammen med sine soldaterbrødre gjorde Sydsudan fri af det arabisk dominerede styre i Sudans hovedstad, Khartoum.

Lyden af skud forfølger ham i drømme. Han flygtede, da volden startede igen.

»Jeg har mange mareridt. Jeg bliver jagtet, mens jeg kæmper, nogle gange dør jeg,« siger Emmanuel Malice.

Hans sidste minde fra Sydsudan er drabet på hans bror.

»Han var præst, han blev dræbt af regeringsstyrker.«

Sydsudanesere vandt deres uafhængighed fra Sudan i 2011. Men dét, der skulle have bragt fred, har udviklet sig til en borgerkrig mellem landets præsident, Salva Kiir, og hans tidligere vicepræsident, Riek Machar. De to kombattanter tilhører hver af de to største etniske grupper i Sydsudan, henholdvis dinkaerne og nuerne. Dinkafolket er stærkt repræsenteret i regeringshæren og politistyrken, og FN har advaret om øget etnisk baseret vold og et potentielt folkemord.

Magtkampen brød ud i 2013. I 2015 indgik parterne en fredsaftale, men i juli sidste år blussede konflikten op på ny. Det var da, Emmanuel Malice nedlagde sit våben og flygtede til Uganda.

»Jeg slog ihjel, da vi befriede Sydsudan, men aldrig civile,« siger Emmanuel Malice.

Langsomt og roligt fortæller han om frihedskampen; hans ansigt og stemme ændrer sig, når talen falder på de seneste års kampe. Emmanuel har ingen fysiske skader fra krigen.

»Alle mine skader sidder i sindet. Min familie er blevet dræbt,« siger han.

Han fortryder, at han nogensinde kæmpede i den væbnede konflikt, fortæller han.

Emmanuel Malice blev indrulleret i Sydsudans befrielseshær som 11-årig. Nu orker han ikke krigen længere.

Emmanuel Malice blev indrulleret i Sydsudans befrielseshær som 11-årig. Nu orker han ikke krigen længere.

Yilmaz Polat

Oprør

Frazer Luckys håndtryk er fast, til trods for at han mangler de fleste af sine fingre på højre hånd. De blev sprængt af under kampe i byen Yei i 1997. Dæknavnet Frazer Lucky bruger han af frygt for, at den sydsudanesiske regeringshær skal finde ham i Uganda og kidnappe ham. Selv har han kæmpet først som regeringssoldat, siden som en del af oprørerne.

Nu bor han side om side med de civile, han selv har været med til at drive på flugt. De fleste voksne i Bidibidi-lejren er anden- og tredjegangsflygtninge, der også blev fordrevet fra deres hjem i både 1990’erne og 2000’erne.

Ligesom Emmanuel Malice har Frazer Lucky været SPLA-soldat, siden han var 11 år gammel. Der var mange drenge på hans alder i krigen; børneansigterne møder han hver nat i sine drømme.

»Jeg affyrede selv mit våben mange gange i frihedens navn. I de år slog jeg ihjel,« siger Frazer.

Han ved ikke hvor mange, men det var en frihedskamp, siger han og trækker på skuldrene.

»De ting, jeg så, kommer til mig i mareridtene. De ting glemmer jeg aldrig. Det var ikke det værd.«

Frazer forlod regeringsstyrkerne i 2008. Lønnen var for dårlig, og han syntes medlemmerne af dinka-stammen, præsidentens stamme, blev forfremmet og tilgodeset.

»Det handler kun om magt. Jeg har set, hvordan stammer bliver slagtet,« siger Frazer. 

Frazer sluttede sig i 2016 til oprørsstyrkerne, der hovedsageligt er loyale over for tidligere vicepræsident Riek Machar, men lysten til at kæmpe var væk. En septemberdag sidste år havde han fået nok.

»Vi var midt i kamp i en by i Sydsudan, men jeg gav mit våben til min øverstbefalende og sagde: ’Jeg er træt af at kæmpe. Jeg har kæmpet siden 1990. Nu vil jeg væk fra det her land’,« fortæller Frazer.

På otte dage gik Frazer Lucky, hans kone og deres syv børn 150 kilometer for at komme til grænsen.

»Folk bliver slået ihjel, landet er ustabilt, og skolerne bliver lukket. Det går baglæns,« siger Frazer om sit hjemland.

Han ser kun en fremtid i Uganda.

»Mit håb er, at mine børn kan gå i skole,« siger han i skyggen fra sin hytte.

Hans børn løber rundt i det røde sand. 

Kedsomhed

Rose Talaka kan føde når som helst – hun er gravid med sit sjette barn. Hendes mand er stadig i Sydsudan. Han tog tilbage for at hente sin mor, men Rose har ikke hørt fra ham i en måned. Hun er en af de mest sårbare flygtninge i lejren og er udvalgt af Folkekirkens Nødhjælp til at modtage støttekroner fra hovedsageligt Danida og EU.

Sammen med 3.000 andre gravide og ammende kvinder modtager Rose og hendes fem børn 37.400 ugandiske shillings, cirka 75 kroner, om måneden, uden at der stilles betingelser om, hvad hun bruger dem på.

»Pengene rækker til mad til en uge, resten af måneden spiser vi, hvad vi får af FN,« siger Rose, mens hun leder efter de billigste tomater på markedet i Bidibidi-lejrens zone 2.  

Nødhjælpen, som FN og andre internationale organisationer står for, rækker ikke, og den ensidige diæt af bønner og ris er fremmed for de sydsudanesiske flygtninge. I stedet laver Rose en gryderet af fisk, tomater og løg til sig selv og sine fem børn. En af dagens to portioner mad.

I det nordlige Sydsudan står det endnu værre til. FN erklærede i sidste uge hungersnød i landet, grundet krigen og den kollapsende økonomi. 40 procent af de cirka 10 millioner sydsudanesere mangler mad, og flere børn vil ifølge nødhjælpsorganisationerne dø, hvis ikke hjælpen øges.

Kvinder og børn bliver især hårdt ramt af krigen. Voldtægt er ifølge FN en del af regeringssoldaternes løn, og børn bliver hvervet til at kæmpe. Af de folk, der dagligt krydser grænsen til Uganda, er 86 procent kvinder og børn. Mændene er som oftest enten døde eller blevet i Sydsudan for at kæmpe eller tjene penge.

10.000 sydsudanesere er flygtet i løbet af den seneste uge. De er sluppet uden om de vejspærringer, regeringsstyrkerne ifølge FN er begyndt at sætte op for at forhindre folk i at forlade landet.

»Vi havde jord at dyrke derhjemme. Her kan jeg måske dyrke en smule grøntsager, men vand er en mangelvare, og brøndene er gået i stykker,« siger Rose, mens hun rører i gryden, omgivet af sine børn.

Vand er en mangelvare  i flygtningelejren Bidibidi, fortæller Rose Tamaka.

Vand er en mangelvare  i flygtningelejren Bidibidi, fortæller Rose Tamaka.

Yilmaz Polat

Familiens toilet – et hul i jorden med plastichegn omkring – bliver fyldt op på en måned, hvorefter det skal flyttes et andet sted hen på hendes lille jordlod. Det gør det svært at plante afgrøder. Og manglen på vand i lejrene gør ikke livet nemmere.

Ifølge FN har hver flygtning i lejrene i gennemsnit 14,6 liter vand om dagen. Til at drikke, bade i, vaske op med – alt.

Rose står op klokken seks hver dag, gør lidt rent på den lille jordlod og laver melgrød til sine fem børn.

»Børnene er startet i skole nu, men nogle gange skal den ældste stå i kø til vand eller maduddeling, så glipper det med skolen,« siger hun.

At stå i kø her er et dagslangt gøremål. Køerne ved FN’s madtelte er lange, tusindvis af mennesker venter under den varme sol.

»Efter vi har spist frokost, sidder vi bare. Jeg går i seng klokken ni, tror jeg,« siger Rose og kigger op på sit ur, den brændende sol og de skygger, der tegnes på den tørre jord.

»Jeg keder mig om dagen, og jeg kan ikke sove om natten på grund af mareridt. Jeg bliver torteret af tanker om mit liv derhjemme. Mine tanker her handler altid om, at der intet er at lave.«

Da familien krydsede grænsen, forstod Roses børn ikke, hvad de skulle i Uganda.

»Mine børn plejede at spørge: ’Hvorfor er vi her? Vi vil hjem’. Jeg fortalte dem om volden og om drabene derhjemme. Så forstod de bedre.«

Så længe drabene fortsætter i Sydsudan, vil Rose Talaka ikke tilbage. Hun vil hellere leve her i Uganda, blandt hundredtusinder af andre sydsudanesere.

Nogle af dem er tidligere soldater, nogle er tidligere rebeller. De fleste er almindelige kvinder som Rose Talaka med børn fanget i en konflikt, de ikke forstår.

Peter Lykke Linds rejse til Uganda var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp.

Serie

Flugten fra Sydsudan

I tre dele ser vi på situationen i Sydsudan.

Første afsnit om livet blandt de en million sydsudanesere, som forventes at flygte til Uganda i år.

Andet afsnit med Frazer Lucky og Emmanuel Malice, tidligere regerings- og oprørssoldater, der nu lever side om side med ofrene for deres handlinger.

Tredje afsnit med lokale ugandere, som fortæller om at få en halv million sydsudansere som nye naboer, og hvilken gavn Uganda har af sin åbne flygtningepolitik.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her