Læsetid: 7 min.

’Før havde vi lidt vand, så kom flygtningene, så fik vi endnu mindre, og mine afgrøder er der, hvor flygtningelejren er nu’

Mere end 1,5 millioner mennesker er flygtet fra voldelige kampe i Sydsudan, og knap en million sydsudanesere forventes at krydse grænsen til Uganda i år. I tredje og sidste afsnit i serien ’Flugten fra Sydsudan’ besøger vi flygtningelejren Adjumani-lejren i Uganda
Ugandas grænser er vidt åbne, og sydsudanesere er automatisk sikret status som flygtninge i Uganda. FN vurderer, at 925.000 sydsudanesere vil ankomme til Uganda i år.

Ugandas grænser er vidt åbne, og sydsudanesere er automatisk sikret status som flygtninge i Uganda. FN vurderer, at 925.000 sydsudanesere vil ankomme til Uganda i år.

Yilmaz Polat

28. marts 2017

YUMBE, MOYO & ADJUMANI, UGANDA – Simon Marchiek har været flygtning det meste af sit liv. Syv gange er han er flygtet fra volden i sit hjemland, Sydsudan. I dag bor han i Adjumani-lejren i det nordlige Uganda.

»Det er ligesom en af vores landsbyer nu,« siger han og forklarer, hvordan de 160.000 indbyggere over tre år har konstrueret infrastrukturen i lejren, så det minder mest muligt om deres hjem.

Adjumani-lejren er en af de ældste lejre i Uganda og har forandret sig fra lejr til by. Et samfund med bagere, syersker og markedsgade.

Lejren er primært befolket af medlemmer af Simon Marchieks Dinka-stamme, der ikke kan bo med andre sydsudanesiske stammer.

Rose Tamaka får 37.400 ugandiske shillings, cirka 75 kroner, fra nødhjælpsorganisationer hver måned til at købe mad for på markedet i Bidibidi-lejrens zone 2. Hun har fem børn at brødføde og et sjette på vej. Hendes mand er rejst tilbage til Sydsudan for at hente sin mor.
Læs også

Grunden til, at dinkaerne bor adskilt fra andre stammer, finder man i Sydsudan. Det konfliktprægede lands præsident, Salva Kiir, er fra Dinka-stammen, og dinkaerne er stærkt repræsenteret i både den frygtede regeringshær SPLA, det Sudanesiske Folks Befrielses-Hær og i politistyrkerne.

Over 1,5 millioner sydsudanesere er ifølge FN flygtet fra verdens yngste land – flere end 730.000 til Uganda. Kampene har på det seneste spredt sig sydpå til regionen Central Equatoria, hvilket har drevet tusinder på flugt. Flest den 1. februar, hvor 6.765 sydsudanesere ankom til Uganda.

FN har flere gange beskrevet, hvordan hæren begår overgreb på civilbefolkningen, slår ihjel, plyndrer, torterer, og hvordan en del af soldaternes aflønning er voldtægt af kvinder.

Sidste år advarede FN’s daværende generalsekretær, Ban Ki-Moon, om risikoen for folkemord og beskrev, hvordan præsident Salva Kirr har forfulgt en etniskbaseret strategi i konflikten, der blev udløst i 2013, da Kiir påstod, at tidligere vice-præsident fra Nuer-stammen, Riek Machar, planlagde et præsidentkup.

Voldelige kampe opstod, og Machar flygtede ud af landet. I april 2016 blev en fredsaftale forhandlet på plads, og Machar blev genindsat som vicepræsident, men allerede i juli brød kampe ud igen, og sydsudaneserne måtte se deres land forvandlet til slagmark endnu en gang.

Præsident Kiir og regeringen har brugt dinkafolket som bosættere, via dekreter tømt olierige områder for Nuer-stammefolket og bandlyst specifikke etniske grupper fra udvalgte byer.

Simon Marchiek fra Dinka-stammen ser imidlertid ikke stammekrig, når han kigger på Sydsudan; han ser landsmænd slå hinanden ihjel.

»Stammerne er blevet vendt mod hinanden,« siger han.

Den etniske strategi er nyligst beskrevet af den nu tidligere general i SPLA Thomas Cirillo Swaka. I et brev set af nyhedsbureauerne Reuters og AP, beskriver Swaka, ifølge Reuters, soldater, der voldtager og slår ihjel, et netværk af hemmelige fængsler og brug af tortur.

Swaka beskriver, hvordan regeringen har forvandlet militæret til en stammehær, alt imens Kiir og hans allierede terroriserer faktiske og indbildte fjender.

Ifølge Simon Marchiek lider hans folk.

»Alle klager over regeringshæren, også dinkaer. Sydsudanesere lider under Kiirs regeren,« siger han omringet af tusinder andre dinkaer i Adjumani-lejren.

Simon Marchiek fortæller, at hans folk flygter fra volden. Både dinkaer og de andre stammer. Ofte til naboen mod syd: Uganda.

Efter tre år i lejren er flygtningene begyndt at komme lokalsamfundet til gode. Både skoler og sundhedsvæsnet i Adjumani er blevet forbedret.

Yilmaz Polat

Åbne grænser

Ugandas grænser er vidt åbne, og sydsudanesere er automatisk sikret status som flygtninge i Uganda, forklarer Titus Jogo, repræsentant for den ugandiske regering i området, der huser Adjumani-lejren.

Han fortæller, hvordan Uganda i begyndelsen af 2013 begyndte at få efterretninger fra Sydsudan om kampene og de potentielle konsekvenser. »På trods af det var vi ikke forberedt på flygtningestrømmen,« siger Jogo.

I 2016 åbnede Uganda derfor Bidibidi-lejren, og på fire måneder fyldte 242.000 sydsudanesere lejren.

Palurinya-lejren, der åbnede i december, blev på to måneder fyldt op af cirka 135.000 mennesker, og i sidste uge åbnede endnu en lejr, der skal rumme 110.000 mennesker. FN vurderer, at 925.000 sydsudanesere vil ankomme til Uganda i 2017.

Flygtningekrisen i Sydsudan er verdens p.t. tredjestørste. FN forventer at 925.000 sydsudanesere vil flygte til Uganda i 2017. Foto:Yilmaz Polat
Læs også

På trods af flere gentagelser af spørgsmålet om, hvornår Uganda når sin grænse, lyder Titus Jogos svar entydigt:» Grænsen vil forblive åben, uanset hvor mange flygtninge der kommer. Vi kan ikke svigte flygtningene. Uganda fører en åben-grænse politik. Det er ikke til forhandling,« fastslår han og påpeger, at det også kommer Uganda til gode.

Det er en god forretning for landet og især for de ellers underudviklede regioner i det nordlige Uganda, siger Titus Jogo.

Hans kollega, Robert Baryamwesiga, der er lejrkommandant i Bidibidi-lejren, beskriver, hvordan regeringen ser det som et naturligt ansvar at tage imod naboerne fra nord. Og hvordan flygtningene udgør en enorm arbejdsstyrke.

»De er benzin til vores økonomi,« siger han og forklarer, hvordan den ugandiske regering prøver at sætte flygtningene i arbejde og om deres, i princippet, frie bevægelighed.

»Vi har reddet dem i sikkerhed, nu skal de også leve,« siger han.

Ifølge den ugandiske regering er der intet, der tyder på, at der snart bliver fred i Sydsudan.

»Vi må gå ud fra, at der kommer flere flygtninge, og at de bliver her længe. Derfor arbejder vi med langsigtede løsninger. Vi skal sørge for, at folk kan få noget at leve af, så de kan klare sig selv,« siger Robert Baryamwesiga.

Chris Dolan, direktør for juraklinikken Refugee Law Project på Makere-universitetet i Uganda, tager dog sine forbehold. »Dem, der lever i lejrene, skal søge tilladelse til at rejse inden for Ugandas grænser, og for mange af dem, der ingen erfaring har med landbrug, er det et problem at være fanget oppe nordpå i landbrugsområderne. Så snart de forlader lejrene, frafalder al støtte,« siger han.

»Men sammenlignet med EU er det himmelsk hernede,« griner Dolan og påpeger, at Uganda i realiteten ikke havde noget valg. »Hvordan stopper man en million mennesker fra at gå over en vidtstrakt grænse?« spørger han retorisk.

Uganda har brug for hjælp, forklarer Titus Jogo. Ifølge Verdensbanken er Uganda et af verdens fattigste lande med et bruttonationalprodukt, der er 77 gange mindre end f.eks. Danmarks.

Omkring 20 procent af befolkningen lever under landets fattigdomsgrænse på ni kroner om dagen.

Uganda står dog ikke alene med flygtningeudfordringen. Regeringen har lavet en aftale med FN og nødhjælpsorganisationer om, at Uganda stiller 900 kvadratmeter land til rådighed for hver voksen flygtning. Men i realiteten bor hele flygtningefamilier på grunde, der ser væsentligt mindre ud.

Til gengæld skal det internationale samfund stå for nødhjælpen. Og den skal Uganda og lokalsamfundet have 30 procent af. På den måde kommer nødhjælpen de lokale til gode.

Og ifølge forskere fra universitetet i Davis i Californien og FN’s globale fødevareprogram, WFP, virker det. Et studie udgivet i 2016 konkluderer, at dén værdi, flygtningene i Adjumani-området har genereret for lokalsamfundet, langt overstiger dén omkostning, det har været for Uganda at huse dem.

Værdien lader dog ikke til at lande i de lokale uganderes lommer. Bønderne tilhører ofte den fattigste del af landets befolkning, og for dem går udviklingen langsomt.

Simon Marchiek har været flygtning det meste af sit liv. Syv gange er han er flygtet fra volden i sit hjemland, Sydsudan. I dag bor han i Adjumani-lejren i det nordlige Uganda.

Yilmaz Polat

Fra majsmark til flygtningelejr

»Før havde vi lidt vand, så kom flygtningene, så fik vi endnu mindre, og mine afgrøder er der, hvor lejren er nu,« siger Beatrice Eimani fra landsbyen Egge, der grænser op til den tre år gamle Adjumani-lejr.

Hun kigger ind på, hvad der engang var hendes afgrøder. Nu står der lerhytter og telte på hendes gamle marker. »Mit landbrug er reduceret, og mit levebrød er blevet mindre,« siger hun.

Regeringen gav hendes land til flygtningene efter et enkelt møde med de lokale ledere.

Beatrice Eimani forklarer, hvordan de 160.000 nye naboer har skabt vanskeligheder i hendes lokalsamfund, men siger gentagne gange, at flygtningene trods alt er velkomne.

»Jeg har det ikke dårligt over det, men vi er påvirkede af det. Vi sulter, mine børn græder og vil have mad. Vi plejede at få grød til morgenmad og aftensmad. Nu er der kun ét måltid om dagen,« siger hun.

Der er kommet flere mennesker, men ressourcerne var i lang tid de samme. Især vand har været en mangelvare.

Inde i Adjumani-lejren fortæller Kuer Gai, at brønden, hendes familie bruger, var tom hele sidste uge. Ifølge FN har hver flygtning i gennemsnit 14,6 liter vand om dagen. Til at drikke, bade i, vaske op med – alt.

»Alting tørrer ud. Det er ikke et værdigt liv, se på mig,« siger Kuer og klapper sig selv utilfreds på maven.

På trods af udfordringerne er flygtningene efter tre år i lejren begyndt at komme lokalsamfundet til gode. Både skoler og sundhedsvæsnet i Adjumani er blevet forbedret, forklarer Beatrice Eimani. Og så er der blevet boret brønde, hvilket trods alt har hjulpet på vandforsyningen.

»Før havde vi én skole i området, nu har vi 15,« siger Isaac Vuchiri. Han er en af de lokale ledere og har faciliteret dialog mellem de lokale og flygtningene.

»Da flygtningene kom, havde de brug for hjælp, og vi måtte derfor have en dialog,« siger Isaac Vuchiri. Der var konflikter om især vand, men det er løst med den øgede vandforsyning, forklarer han.

Isaac Vuchiri har selv givet tre af sine marker til flygtningene.

»Jeg har nok, men det er ikke tilfældet for alle. Nogle har fået taget marker og afgrøder, de havde brug for,« siger han.

Under er træ sidder Beatrice Eimani og ammer. »Jeg har ikke et dårligt liv,« siger hun og kigger ind på flygtningelejren. »Men sulten påvirker os.«

Inde i lejren fortæller Simon Marchiek om barndommen i sin landsby i Sydsudan og om sit liv i eksil i Etiopien, Kenya, og Uganda. Han er uddannet psykolog, men fordi han ikke fik sine dokumenter med fra Sydsudan, må han ikke praktisere i flygtningelejren.

Hans øjne lyser op, når han taler om sin landsby i Sydsudan. Selv om Adjumani-lejren minder om en sydsudanesisk landsby, er det ikke det samme som hjem. »Når situationen bliver bedre, så skal jeg hjem. Selvfølgelig vil vi helst hjem. Hjem til Sydsudan.«

’Nye naboer’ er tredje og sidste del i en serie om situationen i Sydsudan. De tre kapitler vil blive samlet til en long-read med billeder og videoer og ligger snart tilgængelig på www. information.dk

Turen til regionen var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp

Serie

Flugten fra Sydsudan

I tre dele ser vi på situationen i Sydsudan.

Første afsnit om livet blandt de en million sydsudanesere, som forventes at flygte til Uganda i år.

Andet afsnit med Frazer Lucky og Emmanuel Malice, tidligere regerings- og oprørssoldater, der nu lever side om side med ofrene for deres handlinger.

Tredje afsnit med lokale ugandere, som fortæller om at få en halv million sydsudansere som nye naboer, og hvilken gavn Uganda har af sin åbne flygtningepolitik.

Seneste artikler

  • Nu flygter soldaterne fra Sydsudans borgerkrig

    23. marts 2017
    For få år siden kæmpede de for et frit Sydsudan. Nu er tidligere regeringssoldater flygtet fra en hær, der har vendt sig mod dele af landets egen befolkning i et tiltagende folkemord. I dag fortryder de, at de nogensinde har kæmpet
  • Sydsudan: ’Der er kun lig i det land’

    22. februar 2017
    Knap en million sydsudanesere forventes at flygte til Uganda i år. I en serie i tre dele kommer vi med på flugten, træder de første skridt i sikkerhed og følger med i den nye kamp for overlevelse i en meningsløs dagligdag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu