Læsetid: 11 min.

Den første dag var han lammet. Næste dag begyndte han modstanden mod Brexit

I dag aktiverer Storbritannien Lissabon-traktatens Artikel 50 og starter forhandlingerne om at forlade EU. Men siden Brexit-afstemningen er tusindvis af briter sprunget ud som eurofile aktivister, politikere på tværs af partiskel gør oprør, nye medier er opstået, og fælles for dem er troen på, at det kan betale sig at kæmpe for at stoppe Brexit
Demonstranter i tusindtal var på weekenden på gaden i London i protest mod Brexit.

Demonstranter i tusindtal var på weekenden på gaden i London i protest mod Brexit.

David Mirzoeff

29. marts 2017

LONDON – I dag vil et brev blive overrakt til EU-præsident Donald Tusk. I det vil den britiske premierminister, Theresa May, annoncere, at hun aktiverer Artikel 50 i Lissabon-traktaten, der markerer starten på en to år lang udmeldelsesforhandling med de øvrige 27 EU-lande.

Men trods hendes løfte om at forene Storbritannien bag en Brexitstrategi, »der vil fungere for alle«, er det langtfra et samlet Storbritannien, hun har bag sig. Tværtimod er tusindvis af briter siden folkeafstemningen sprunget ud som eurofile aktivister; politikere på tværs af partiskel gør oprør, skotske og nordirske partiledere har krævet afstemninger om uafhængighed, og nye medier er opstået.

I weekenden tog op mod 100.000 af dem til Londons gader – så mange strømmede til på samme tid, at politiet forsinkede marchens start i en time – hvor de i en gemytlig, men bestemt atmosfære vandrede til Westminster Square i protest mod Brexit; særligt den version Theresa May og hendes regering har fremlagt.

»Sense & Sensibility over Pride & Prejudice,« læste et banner med henvisning til Jane Austens berømte værker Fornuft & Følelse samt Stolthed & Fordom.

»I can’t live if living is without EU« og »Don’t go Brexin’ my heart« var blot nogle af mange musik-inspirerede bannere.

Remain-tilhængere fortsatte protesterne i Londons gader mandag.

Matt Dunham

Men uanset valg af tema havde de en tro til fælles på, at kampen imod Brexit langtfra er slut.

»Marchen er et redskab i en lang kampagne. Det er én begivenhed. Den første i en kampagne, der vil fortsætte i meget lang tid. Vores ultimative mål er at stoppe Brexit,« fortæller en af hovedarrangørerne bag lørdagens demonstation, Peter French, i et interview med Information forud for demonstrationen.

De 48 procent

For ham begyndte kampen den 24. juni sidste år. Ikke op til Brexit-afstemningen, men dagen derpå, for Peter French havde aldrig været politisk aktiv i sit liv, og EU-valgkampen var ingen undtagelse.

»Det var nærmest en transformation. Den første dag følte jeg mig bare lammet. Den næste dag begyndte alle disse grupper at poppe op alle steder – pro-EU Remain-grupper på Facebook, og jeg meldte mig til en, som hed ’48 procent’, og blev aktiv i den,« fortæller Peter French, der til daglig er sanger og historiefortæller, om begyndelsen på den personlige udviklingsrejse, der foreløbig kulminerede lørdag.

Ingen er mere overrasket end han selv.

»Det skete nærmest ved en tilfældighed,« fortæller French over en cappuccino på sin lokale cafe, Tintocoffee, i Vestlondon.

Den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, stjal rampelyser fra Theresa May, da hun i går overraskende meddelte, at hun vil søge det skotske parlaments opbakning til en ny uafhængighedsafstemning i 2018 eller ’19.
Læs også

En e-mail førte til et møde med først den tidligere konservative rigsadvokat og remainer Dominique Grieve i Underhuset og siden flere møder med medlemmer af Overhuset.

»Jeg hørte om deres skepsis, bekymringer og frygt – det var en øjenåbner – og kunne efterfølgende rapportere tilbage til Unite for Europe-bevægelsen, der nu talte over 600 grupper – nogle små, nogle enormt store – og det var fantastisk. Det gik op for mig, at jeg gjorde noget her for at finde løsninger,« tilføjer han og fortæller, at det var på et af møderne i Overhuset, at ideen om en march blev foreslået.

»Bevægelsen blev begejstret over ideen, fordi alle brændte efter at høre, hvad de selv kunne gøre, og så begyndte jeg bare at organisere det,« tilføjer French med rolig stemmeføring, men med en fasthed i de klare, lyseblå øjne, der matcher hans sweater.

»Med marchen vil vi vise Theresa May, hvor stærke folks følelser imod Brexit er i dette land.«

Nyt forum

Journalist Matt Kelly nikker genkendende til følelsen af at være vågnet op dybt chokeret dagen efter folkeafstemningen.

»Der var nærmest en følelse af sorg, særligt i London, og jeg følte ikke, at der var nogen avis, som repræsenterede dette meget store, nye bagland, som ikke var bundet af den traditionelle højre-venstre-definition. Det overskrider traditionel partipolitik,« fortæller Kelly, der i løbet af få dage startede ugeavisen The New European, der først var tænkt som et kortvarigt projekt, der skulle give »de 48 procent, pro-europæerne, en platform«.

»Det var meningen, at vi kun skulle udkomme i fire uger, men 38 uger senere udkommer vi stadigvæk, så vi må jo gøre et eller andet rigtigt,« siger han og påpeger, at han netop ønskede, at avisen skulle udkomme på print og ikke kun online, »fordi der er en stærk fællesskabsfølelse ved aviser«.

Mellem 20.000 og 25.000 briter er nu en del af dette fællesskab og køber hver uge avisen, som ikke har en holdning til, om læserne bør arbejde for at bekæmpe Brexit eller for at moderere den endelige exit-aftale.

»Vi mener, at vi er meget bedre stillede, hvis vi forbliver medlem af EU, så vi byder alt, hvad der kan gøre det muligt, velkommen – bl.a. endnu en folkeafstemning – men vi er vært for et meget bredt spektrum af holdninger, så vi forsøger ikke at være for stalinistiske i vores synspunkter,« siger Matt Kelly, der kalder jobbet som chefredaktør for »det letteste job«, han har haft, fordi så mange, dygtige folk gerne vil skrive for avisen.

Labour forkert på den

En af dem er politikeren David Lammy, valgt i London-kredsen Tottenham, hvor 75 procent stemte remain. Lammy var også blandt talerne ved Peter Frenchs protestmarch i lørdags. Han er en af 47 Labour-parlamentarikere, der trodsede partiformand Jeremy Corbyns pålæg og stemte imod Artikel 50-loven, der gav premierministeren mandat til at starte udmeldelsen af EU.

»Det var en samvittighedsstemme. Jeg mener, at mit eget parti er i den forkerte position. Jeg er på linje med Labours tradition, men mit partis position har ændret sig under den nuværende ledelse,« siger Lammy, som Informations udsendte møder i Portcullis House – en moderne tilbygning til Westminster.

»Nigel Farage (tidligere UKIP-formand, red.) ville aldrig have givet op, hvis han havde tabt folkeafstemningen. Jeg er ikke – og mange andre er ikke – parate til at opgive kampen.«

Lammy er som French og Kelly heller ikke parat til at acceptere, at ’det britiske folk’ har givet regeringen mandat til Brexit, eftersom kun 37 procent af de stemmeberettigede stemte for Leave. Og han mener slet ikke, at de stemte for den hårde Brexit, Theresa May og hendes Brexit-ministre har udtænkt. Den indebærer, at landet erstatter sit medlemskab af EU’s indre marked og toldunion med en omfattende handelsaftale, hvilket Lammy mener går stik »imod landets økonomiske interesse«.

Selv om Cornwall – der ifølge Eurostat er en af EU’s fattigste regioner – har modtaget over en milliard pund i EU-strukturtilskud over de seneste 15 år, stemte hele 56 procent af områdets befolkning for Brexit mod 52 procent på landsplan – et tal, der stiger til over 90 procent blandt fiskere.
Læs også

»Jeg er bekymret over, at dette land har sat immigration over økonomi. Det sker ikke særlig tit, men når et land gør det, er det i en frygtelig tilstand, og det er noget, som skal bekæmpes,« siger han og beskriver hele Brexit-forløbet som »et meget britisk kup« begået af »en lille gruppe folk på den yderste højrefløj«.

En af hans allierede i Labour er Ruth Cadbury, der satte sin rolle som skygge-boligminister over styr, da hun stemte imod Artikel 50-loven. Normalt er det fyringsgrund at bryde partilinjen, men de 14 Labour-ordfører der alligevel gjorde det, slap med en advarsel.

Lørdag var det desuden 60-års-dagen for Rom Traktaten, da briter i tusindtal gik i protest i Londons gader med flag fra de andre europæiske lande.

Pete Maclaine
»For mig var det her større end mit job, og jeg var parat til at betale prisen. Min valgkreds fortalte mig meget, meget tydeligt, hvad jeg burde gøre. Stort set alle de e-mails, jeg fik, sagde: ’Stem remain, som valgkredsen gjorde’; ’stem for EU-borgerne, der bor her, men ikke havde en stemme’; ’stem for vores økonomiske fremtid’,« siger Ruth Cadbury, der tilbringer dagen i Hounslow Civic Centre, hvor hun møder lokale vælgere.

»Jeg sidder i parlamentet for at repræsentere min valgkreds. Mit land og mit parti kommer i anden række,« siger hun.

Både Cadbury og Lammy har i deres arbejde imod Brexit i parlamentet knyttet overraskende nye venskaber.

»Der er en reel søgen sammen. Nye partnerskaber er opstået på tværs af politiske partier. I sidste uge så jeg min konservative kollega Anna Soubry i Underhuset, og hun kom hen og gav mig et stort kys. Jeg taler i telefon med Michael Heseltine og Ken Clarke (begge konservative veteraner, red.), så nogle af disse kampe overskrider nu partiskellene,« fortæller David Lammy.

Fyret som 84-årig

En af de mere overraskende rebeller i parlamentet er netop den 84-årige Michael Heseltine, der i dag sidder i Overhuset, men som har en lang karriere i Underhuset bag sig, bl.a. som vicepremierminister og forsvarsminister. Siden Brexit-afstemningen har han fungeret som rådgiver for Theresa May på baggrund af sin erfaring i EU.

Han var som May på remain-siden i valgkampen og mener – som han siger over en kop morgenkaffe – at »hvis man er medlem af en klub og ikke bryder sig om reglerne, så ændrer man dem indefra«.

Dette har han imidlertid ikke sagt højt på grund af sin rådgiverrolle, men da Heseltine stemte for et ændringsforslag til Artikel 50-loven, der ville give parlamentet en såkaldt ’meningsfuld stemme’ om den kommende Brexit-aftale, blev han fyret af premierministeren.

»Hun er selvfølgelig i sin fulde ret til at fyre mig. De fleste premierministre har forfremmet mig, så det er en ny oplevelse. Men det har fritaget mig fra min tavshedspligt,« siger Heseltine, der nu agter at involvere sig fuldt og helt i Brexit-debatten.

Hans holdning er, at hvis folkets holdning ændrer sig til Brexit, når det bliver tydeligere, hvad det vil betyde for landet, bør politikerne lytte.

»Vi ved ikke, hvad folkets mening vil være om nogle år. Brexiterne siger, at afstemningsresultatet er for altid, men det accepterer jeg ikke. Hvis folkets mening ændrer sig, bør parlamentet reflektere dette,« siger han, men tilføjer, at han ikke ved, om den vil.

»Men folk stemte leave i 2016 til et EU, der ikke ville reformeres, hvor der var økonomisk stagnation, og hvor fri bevægelighed var problematisk. Hvis de ting ændrer sig, er det muligt, at befolkningens holdning også ændrer sig.«

Indtil det sker, agter Heseltine at forsøge at påvirke Theresa May under forhandlingerne for at undgå, at det ender med, at landet forlader EU uden nogen handelsaftale, hvorefter handlen med EU vil foregå efter WTO-regler, sådan som nogle af ærke-Brexiterne tidligere har for talt for.

I de seneste uger har udenrigsminister Boris Johnson sagt, at Storbritannien vil klare sig »helt okay« uden en aftale, og Brexit-minister David Davis har udtalt, at det »ikke er så skræmmende, som nogle folk tror«. Han erkendte dog, at hans ministerium endnu ikke har undersøgt prisen for landet, hvis det skulle ske.

»Folk som mig skal balancere presset på premierministeren fra hardlinerne, og det er vores job at overbevise folk i Europa om, at Storbritannien ikke er ude på at ødelægge EU,« siger han.

Rettens vej

Kvinden, der bogstavelig talt har givet Heseltine, Lammy, Cadbury og de øvrige parlamentarikere mulighed for at stemme om Artikel 50-loven, er Gina Miller, en 51-årig Labour-støtte, der arbejder i Londons finansdistrikt.

Da regeringen forsøgte at igangsætte Brexit-forhandlingerne uden om det folkevalgte parlament, anlagde hun sag og vandt både i Landsretten og senere i Højesteret, der gav hende medhold i, at kun parlamentet kan ændre love og tage rettigheder fra borgerne.

Miller har betalt en høj pris for at have påtaget sig denne rolle. Bl.a. har hun modtaget trusler både online og med posten, der indtil videre har ført til otte advarsler, to arrestationer og en anklage. Økonomisk er det derfor ikke kun selve sagen, der har kostet dyrt, men også den omfattende sikkerhed, hun nu lever under.

Da regeringen forsøgte at igangsætte Brexit-forhandlingerne uden om det folkevalgte parlament, anlagde den 51-årige Labour-støtte Gina Miller sag og vandt både i Landsretten og senere i Højesteret, der gav hende medhold i, at kun parlamentet kan ændre love og tage rettigheder fra borgerne.

Frank Augstein

»Jeg er tidligere blevet angrebet for mit arbejde for at skabe større gennemsigtighed i The City, så det var ikke uventet, men jeg havde ikke forventet det racistiske element,« siger Miller, der kom til Storbritannien som ti-årig fra Ghana.

»Jeg har fået at vide, at jeg er en abe, at jeg burde halshugges og massevoldtages, at jeg burde tvinges til at overvære, at min familie bliver dræbt,« opremser hun og forklarer, at truslerne både kommer fra »togførere og læger«.

Ikke desto mindre agter hun at kæmpe videre imod det, hun kalder for regeringens »magtgreb«.

»Om 18 måneders tid bør parlamentarikerne involveres, for på det tidspunkt kender vi detaljerne i aftalen. Før ved vi ikke, hvilke rettigheder vi vil miste. Dommen i min sag gjorde det klart, at kun parlamentet kan fjerne folks rettigheder, så medmindre vi får en fuld debat og afstemning på dét tidspunkt, slæber jeg premierministeren for retten igen,« siger Miller, der trods alt føler, at hendes kamp har været det hele værd, fordi den har vist, »at et individ kan holde regeringen til ansvar, og at retssystemet fungerer, som det skal«.

Modstand betaler sig

Det er denne tro på, at det nytter at gøre modstand – at skrive og tale direkte til politikerne, at blive ved med at debattere konsekvenserne af Brexit i medierne, og at gøre modstanden synlig gennem protester som lørdagens march – der ni måneder efter Brexit-afstemningen driver flere og flere remain-vælgere.

Chefredaktør Matt Kelly – hvis avis tidligere på måneden modtog en pris for sit arbejde – mener, at der allerede nu er tegn på, at Brexiterne føler sig mindre sikre på, at deres Brexit-drøm i sidste ende vil blive til virkelighed.

»Man fornemmer en følelse af bekymring i den måde, leave-lejren opfører sig på, hvilket manifesterer sig i mantraet: ’Vi vandt, hold kæft’. Når leave-fløjen kalder mig for anti-demokratisk, fordi jeg argumenterer imod Brexit, er det det mest anti-demokratiske, man kan sige, for det eneste, vi gør, er at tale og diskutere,« siger han.

David Lammy påpeger, at meget kan ske på to år, så modstanderne har alt at vinde.

»Jeg har venner, der marcherede imod Irak-krigen, og de siger: ’Det gjorde ikke nogen forskel’. Men det gjorde det, for siden har parlamentet stillet spørgsmålstegn ved bombninger af Syrien og Libyen,« siger han og kalder »marchen, solidariteten, sammenholdet« for »ekstrem vigtig«.

»Ellers vil vi ende med et land uden håb. Og det er vigtigt, at de politiske kræfter, der styrer dette land, føler presset fra folket,« siger han og påpeger, at »kampen imod Brexit først for alvor begynder nu«.

Peter French er enig og agter at være med hele vejen.

»Jeg er steget om bord på et tog, og jeg kan ikke stige af igen,« som han siger forud for sin første store anti-Brexit-march.

»Jeg siger ikke, at det er let, og at det ikke vil blive en kamp. Vi står over for et slagsmål, som muligvis vil tappe alle vores ressourcer, men er jeg optimistisk? Tror jeg på, at vi kan stoppe Brexit? Ja, jeg gør.«

Serie

Første skridt mod udgangen

Den britiske premierminister, Theresa May, aktiverede den 29. marts Artikel 50 i Lissabon-traktaten, der sætter gang i forhandlingerne om udmeldelse af EU. Information har besøgt Storbritanniens geografiske yderpunkter, Cornwall og Nordirland, og talt med medlemmer af landets nye modstandsbevægelse i London om, hvordan de har det med Brexit, nu hvor landet har taget sit første skridt mod udgangen.

Seneste artikler

  • Britiske universiteter frygter for fremtiden

    10. april 2017
    Antallet af studerende og forskere, der søger til Storbritannien, er allerede faldet. Det samme er adgangen til researchmidler og projekter. Og det er, før Brexit er en realitet. De britiske universiteter er dybt bekymrede for sektorens fremtid
  • ’Jeg vil ikke dø, før jeg ved, at vi er sikkert tilbage i Europa’

    6. april 2017
    Filosoffen A. C. Grayling troede, at han i en alder af 67 kunne tillade sig at hygge sig med sine bøger og sine studerende, men så kom Brexit. Nu går han forrest imod det, han betegner som et kup
  • Mayday! Mayday!

    30. marts 2017
    Naturligvis vil Brexit ikke betyde, at al samarbejde ophører, men det betyder, at vi nu kan se frem til en række dyre, spildte år
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Ruth Gjesing
  • Carsten Munk
ingemaje lange, Ruth Gjesing og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Verden er langt større end EU.

Finder det besynderligt at Information i så høj grad trasker i hælene på Remain-kampagnen. Er den samlede europæiske presse - i lommen på EU? (Altså inklusiv The Guardian og Information)

kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Brøgger, Flemming Berger, Carsten Mortensen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@John Christensen

Skægt nok - jeg finder, at Mette Rodgers artikler om Brexit er det mest spændende i hele avisen.
Lad os endelig få flere.

Allan Stampe Kristiansen, ingemaje lange, Vibeke Hansen, Thomas Andersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Der findes næsten ikke et indlæg fra M. Rodgers uden et angreb på Jeremy Corbyn og hans skepsis om EU som det er i dag. Men rigtigt er det at venstrefløjen har brug for Corbyn i kampen mod det økonomiske diktatur - styret af Tyskland - hvor en hjælp til Martin Schulz fra Corbyn kunne være afgørende i det tyske forbundsvalg til efteråret.

kjeld jensen, Flemming S. Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Verden er langt fra perfekt. EU er slet ikke perfekt. Det er jo det der er projektet. At medlemslandene samarbejder, finder fælles løsninger, får fælles udbytter(!) og har en dialog der gør ufred og krig umulig.. Englands postulat om at de selv vil bestemme indvandringen, og Britain for britterne er så snæversynet og ja tåbeligt at en stor del af befolkningen heldigvis også tager afstand fra det. Jeg har fra tidernes morgen været klart kritisk overfor EU, har såmen stemt nej til de fleste traktatforslag, samt iøvrigt "EF afstemningen" i 1972. Argumentet dengang var at netop England gik ind, derfor skulle vi også ind, eller kostede det arbejdspladser!! Hvad med nu? Skal vi så følge dem ud? Selvfølgelig ikke. Men handelsaftaler må forhandles på plads med DK samt alle medlemsstaterne. Det bliver bøvlet og besværligt, mest for England. Brexit afstemningen burde aldrig være foretaget, efter min mening.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Men folk stemte leave i 2016 til et EU, der ikke ville reformeres, hvor der var økonomisk stagnation, og hvor fri bevægelighed var problematisk. " - men det har jo ikke ændret sig!
Vi HAR social dumping - og der er ingen tiltag mod det. Vi HAR virksomhedernes skatteunddragelse - og der er ingen tiltag mod det.
Vi har stribevis af udliciteringer, der giver dårligere service, uden det af den grund bliver billigere.
Vi er i gang med afskaffelse af velerhvervede, fælles goder - folkepensionen, fx. Og det sker uden at der til gengæld kan spores nævneværdig solidaritet mellem medlemslandene - grækerne kan godt få lov at sulte.
CETA er på vej igennem, uden oplysning til befolkningen om, hvad det indebærer - uden folket får lov til at stemme om det. Og uden at dagspressen skriver om det.
Men hvis grupper i England mener, at det var trist, det ikke var deres synspunkt, der valgt - så stiller Information sig straks bag et krav om ny afstemning. Og kommenterer på, hvor få procent der ville ud.
Gad vide, hvordan redaktionen ville stille sig til krav om en ny afstemning så hurtigt efter, hvis det havde været "Leave" folkene, der havde tabt?

Var det ikke en lille smule smartere at arbejde på at få reformeret nogle af EUs værste uhyrligheder i retning af at fratage arbejdstagerne rettigheder? Og hvad med at oplyse læserne om, hvad CETA indebærer?

Allan Stampe Kristiansen, Per Torbensen, kjeld jensen, Troels Brøgger, Flemming Berger, Christian Larsen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Torben K L Jensen og Søren Rehhoff anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

jeg kender mange englændere, og jeg møder også mange fremmede på mine rejser i UK, som oftest er en 3-4 uger om året. Jeg har endnu til gode at møde én eneste som stemte for at forlade EU. Nu render jeg heller ikke rundt overalt, så selvfølgelig er de at finde. Det jeg undrer mig over er at fra UK lyder det ofte at man vil indgå aftaler globalt med hele verden, og at man ( usagt) romantiserer UK dengang det var en kolonimagt.
realiteterne er bare helt anderledes i dag, og hvis jeg var Inder og skulle indgå handelsaftaler, så ville jeg bruge mere energi på at indgå en aftale med EU ( 27 stater) end UK.
Det virker som om at UK overvurderer ( fra politisk side), deres egen formåen.
De jeg taler med er som oftest chokeret over at de nu må vinke farvel til det de kender, på godt og ondt. De frygter at vigtig handel mellem EU og UK bliver kompliceret og gjort dyrere, hvilket dermed koster private mennesker på tegnebogen.
Handel er det største element i bekymringerne, og der er kun én til at betale regningen.
Vi hævede vores priser med små 10 % kort tid efter pundet faldt og den stigning i omkostning er der kun en til at betale og det er den private forbruger i UK.
Jeg vil jo ikke betale for UKs afstemning.

John Christensen

Torben Lindegaard....jeg er ikke vred på Mette Rodgers, men mere på dansk presse som helhed. Hvorfor?
Fordi dækningen er så ensidig og unuanceret.
Avisen bruger kolossal energi på at beskrive ulighed, men ser ikke hvordan netop EU er garant for - mere og mere ulighed, for EU er pr. definition godt - NOT!

Kommer aldrig til at synes om den union, som vi heller aldrig har udtrykt ønske om - at være del af!

kjeld jensen, Flemming S. Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Nu er det vist på tide at finde 'hurra-sangen' for demokratiet frem ☺
Eller er det bare ligesom med Maastricht & Edinburg - vi bliver ved indtil vi får det vi vil have .....hvem pokker "vi" så er.

Tora Hvidtfeldt 13:40: Heseltine citeres ikke blot sådan: »Men folk stemte leave i 2016 til et EU, der ikke ville reformeres, hvor der var økonomisk stagnation, og hvor fri bevægelighed var problematisk." Han siger faktisk i næste sætning: "Hvis de ting ændrer sig, er det muligt, at befolkningens holdning også ændrer sig.« Det finurlige her er jo, at det netop er de britiske politikere, der mest ihærdigt har modarbejdet, at EU anskaffede sig en social politik. De britiske vælgere har med "leave" formentlig i højere grad stemt nej til deres egne politikeres politik end til EU, uden rigtig at have gjort sig det klart... I virkeligheden er der måske større mulighed for at få noget kød på den "sociale søjle", der jo allerede arbejdes på, nu da briterne er ude.

Henrik Leffers, Mihail Larsen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Når det går den vej parnasset vil er deres forslag vedtaget med "overvældende flertal" nå tallene er 49-51 i procenter. Når det går dem imod er "der kun få procents forskel med de samme procenttal, og man forstår at det jo ikke er RIGTIG demokratisk det der er foregået. Jammerligt!!
Tag en tudekiks remainere og stop jammeren.
Og Information ? En redaktion af EU tilhængere, surt at der ikke er højere til loftet.

Mihail Larsen

Troels Brøgger

Gik et konkret eksempel på, at nogen har udråbt et valgresultat på 51-40 til et "overvældende flertal". Så kan vi bagefter tale om, hvad der er 'jammerligt'.

Mihail Larsen

Folkeafstemninger

Der findes en righoldig litteratur om folkeafstemninger - og mange historiske eksempler.

I den ene ende af skalaen finder man et forsvar for en nærmest anarkistisk praksis, hvor alting hele tiden lægges ud til flertalsafgørelser, og hvor statsapparatet er fraværende eller underlagt en forskelsløs lodtrækning eller rotationsordning. Her er folkeafsteminger dagens orden.

I midten finder man former for repræsentativt styre, hvor valgte politikere for en bestemt tid overlades ansvaret for samfundets regulering og statens styrelse. Folkeafstemninger forbeholdes her helt overordnede spørgsmål, der vedrører det politiske fundament for den politiske orden - typisk spørgsmål vedr. forfatninger.

I den anden ende er folkeafstemninger mere eller mindre udelukket og i givet fald kun forbeholdt krisesituationer, hvor hele statens eksistens står på spil, f.eks. i krig eller løsning af grænsekonflikter.

De fleste, moderne demokratier bygger på den midterste model - med med variationer i retning af den første eller den sidste model.

Utopiske socialister og anarkister tror almindeligvis, at den første model er den mest 'demokratiske'. Derfor vil de gerne have lagt så mange beslutninger som muligt ud til folkeafstemninger. Men de overser, at de fleste mennesker stemmer med maven og med en meget kort tidshorisont - med mindre det drejer sig om eksistentielle kriser. De fleste mennesker foretrækker en eller anden form for status quo, eller i al fald tryghed. Hvordan skal man ellers forklare, at de - ved frie valg - åbenbart genvælger (et flertal af) politikere, der står for stabilitet? I 'gamle dage' kunne venstrefløjen dække sig ind under, at magthaverne (kapitalens lakajer, monopolkapitalen, neoliberalisterne og nu også EU etc.) undertrykte folket; men den forklaring klinger lidt hult, når selv samme folks flertal stemmer til højre for midten - som vi har set det mange gange, her i landet, ved valget af Trump og ved Brexit. En international sammenligning af den slags folkeafstemninger viser temmelig éntydigt, at de har en konservativ tendens, og rigtig mange af dem svarer slet ikke på afstemningstemaet, men betragtes som en irrationel markør af frustration over den siddende regering. Der vil næsten altid være et flertal af 'nej-sigere' - men af grunde, der er indbyrdes modstridende. Det letteste er at sige nej. Hvad der så skal ske, står hen i det uvisse - for nejsigerne er i virkeligheden slet ikke enige om, hvad der skal lægges i nej'et. Nej-sigerne har ikke kraft og vilje til at stille med et troværdigt alternativ. Det hele ender med, at revolutionens børn æder hinanden i efterfølgende fraktionskampe, for ingen af dem har tilsyneladen indset, at demokrati handler om evnen til at tolerere modsigelser og til at indgå kompromisser. Hyppige foleafstemninger bidrager til denne dochotomiske tænkning.

I det mindste burde folkeafstemninger i repræsentative demokratier forudsætte, at et forpligtende/bindende resultat forudsætter et flertal blandt de stemmeberettigede. Skal de repræsentativt folkevalgte underkendes - uden at selve det repræsentative system bliver meningsløst - så må det baseres på, at flertallet er uafviseligt/umisforståeligt, og det bliver det kun, hvis det konstitueres af et flertal af de valgberettigede.

Erik Bavngård Jensen, Erik Jakobsen, Robert Ørsted-Jensen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jeg synes vi andre, ikke mindst vore politikere, burde lytte til den på mange måder fremragende tale io Europaparlamentet fra den spanske centrum politiker Esteban González Pons, i anledning af 60-årsdagen for Romtraktatens underskrivelse. Han sagde bl.a.

“Europe is currently bound to the north by populism and to the south by refugees drowned in the sea, to the East by Putin’s tanks to the West by the Trump Wall. In the past, by war, in the future with Brexit. Today, Europe is alone more than ever, but its citizens do not know it. Europa is, however, for that reason, the best solution and we do not know how to explain that to our citizens. Globalisation teaches us that today Europe is inevitable, there is no alternative. But Brexit also tells us that Europe is reversible, that you can walk backwards in history, even though, outside Europe, it is very cold. Brexit is the most selfish decision ever made …. Saying Brexit is the most insidious way of saying goodbye. Europe is not a market, it is the will to live together. Leaving Europe is not leaving a market, it is leaving shared dreams. We can have a common market, but if we do not have common dreams, we have nothing. Europe is the peace that came after the disaster of war. Europe is the pardon between French and Germans. Europe is the return to freedom of Greece, Spain and Portugal. Europe is the fall of the Berlin Wall. Europe is the end of communism. Europe is the welfare state, it is democracy. Can we live without all this? Can we give this all up? For a market we are going to leave all that behind?”

Det er sgu da herligt at høre en europæisk politiker der forkaster kræmmersjælen og det der markeds-nonsens og istedet taler om Europa som vores fælles hjem - i en yderst farlig tid. Viljen til at leve med hinanden i fred after uhyggelige nationalistiske krige og menneskerettighedskrænkelser og med truslen om tilsvarende ting stadig hængende over vores hoveder. Hvorfor hørte vi ikke sådanne ord i 1972? I stedet skulle en fremragende ide om en fremtid med fred og solidaritet med djævlens vold og magt sælges på kræmmermanér som adgang til markeder. Der er utvivlsom ting man kan være uenig med denne man i - men intet fornuftigt tænkende individ burde kunne være uenig med dette.

Erik Jakobsen, Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Povl Thomsen, Henrik Leffers, Torben Lindegaard og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

"overvældende flertal"

I var til Troels Brøgger [30/3-4:47] skulle der naturligvis have stået:

"Gik et konkret eksempel på, at nogen har udråbt et valgresultat på 51-49 til et "overvældende flertal". Så kan vi bagefter tale om, hvad der er ’jammerligt’."

Bortset fra denne fejl (som Brøgger ikke har svaret på endnu), så er det værd at huske på, hvordan henholdsvis nej- og ja-stemmerne procentuelt fordelte sig. Der ar en klar overvægt af ældre og dårligt uddannede i Brexit-gruppen, og tilsvarende en klar overvægt af unge og højere uddannede i Remain-gruppen.

Hvis man alene hæfter sig ved aldersfordelingen, så ligger det næsten i kortene, at Brexit-flertallet over tid vil aftage og Remain-siden vokse. Og da forskellen ikke er større end 52/48, går der måske ikke mere end fem år, før der i en tilsvarende afstemning vil være et flertal for Remain. Et flertal, som yderligere vil blive udbygget de følgende år - alt andet lige.

Derfor påtager den nuværende, britiske regering sig et stort ansvar ved at iværksætte Brexit nu.

(PS. Som det vil være Informations læsere bekendt, er jeg - set med EU-briller - tilhænger af Brexit og var det også før afstemningen. P.gr. af den britiske, eller især engelske kultur, der er dybt rodfæstet i tradition og sædvane og som strækker sig tilbage til middelalderen, ville Storbritannien også fremover som fortsat medlem af EU være en stopklods i bestræbelserne på at gøre EU mere legitim i borgernes øjne ved at udvikle en social dimension som modvægt til det økonomiske system. Det er den gamle historie om forskellen på common law og civil law - engelsk ret og romerret. Storbritannien var kun med i EU, sålænge landet troede, det kunne 'reformere' EU indefra, så EU udviklede sig i retning af 'common law - et dødfødt og illusionsfyldt projekt fra starten.)

Reformationen blev udtænkt af Luther på et – lokum (Frederik Stjernfelt).
Selv i dette jubelår er der nogen, der hellere vil holde med flertallet katolikker end de kvantitativt underlegne protestanter – EU er også en katolsk inficeret sammenkomst af folk, der er flasket op med Romerretten og katolicismen som bagtæppe – det er vist stadig ikke lige noget for briterne og danerne, men nogle lutheranere er ikke så kræsne, selvom de hellere valfarter til pavens katolske Italien frem for til et protestantisk udvendigt tårnlokum i Wittenberg – hvilket er fuldt forståeligt, kun sådan rent æstetisk, altså …

Mihail Larsen

Og så er der lige socialisterne ...

der foretrækker den romerretslige fællesskabstænkning frem for den angelsaksiske liberalisme, der altid sætter individet først. I romerretten ved man nemlig godt, at rettigheder er noget, individet får fra fællesskabet, medens de mere abstrakte liberalister nærer den illusion, at rettigheder er medfødte og individuelle.

Robert Ørsted-Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Socialisterne synes mærkeligt nok ikke, at menneskerettighederne stammer fra naturen, men fra samfundet. De kan - til stor forundring for liberalisterne - ikke indse, at f.eks. ejendomsretten er medfødt og 'umistelig' - og noget, man må forsvare mod samfundets emsige forsøg på at lave om på naturens orden.

Robert Ørsted-Jensen

Interessant vinkel Mihail, men holder den helt? Det var jo, som Hannah Arendt påpeger, Edmund Burke der afviste ideen om de medfødte inalianable Rights, det projekt franskmændenes og amerikanerne havde gang i. Det gjorde han med en bemærkning om at kun de samfundsgsranterede rettigheder har gyldighed og kan garanteres. The Rights of an Englishman kunne i et eller andet omfang garanteres det kan inalianable Rights ikke. Det sidste kræver en retsinstans over det menneskeskabte samfund. Arendt bruger jo som bekendt dette i sin argumentation at uden borgerskabs eller civile rettigheder besidder individer i realiteten overhovedet ingen rettigheder (noget hun som bekendt oplevede på egen kroner), kun samfundets statsborgerskabs garanterede rettigheder giver det grundlag.

Robert Ørsted-Jensen

Vi plejer da at påpege at bla britisk Common law også bygger på romerretten men at det gør dansk ret ikke

Mihail Larsen

Common law og civil law
- et svar til Robert

Alle love er historisk udsprunget af sædvaneret. I den forstand er romerretten også oprindeligt en sædvaneret. Men historisk har den spaltet sig i flere varianter, hvoraf den engelsk angelsaksiske common law er den ene, og den kontinentaleuropæiske civil law den anden.

Common law baserer sig i vidt omfang på kasuistik (lige som islamisk ret, i øvrigt) og har derfor sjældent en konstitution (det gælder f.eks. Storbritannien). Civil law har udviklet sig i en mere kodificeret retning, og moderne civil law på kontinentet er dybt påvirket af Napoleon 'code civil', der omsatte den franske oplysningstids betoning af Lovenes ånd i form af almengyldige principper (i modsætning til kasuistikken).

Amerikansk lov er en blandingsform, for så vidt som The Founding Farthers, der skrev forfatningen, var stærkt påvirkede af den franske oplysning (i kampen mod franskmændenes daværende hovedfjende, England). Deraf den retoriske og principielle formulering af forfatningen.

Dansk lov er også en blandingsform af nordisk ret (fra de islandske sagaer) og romerretten. Måske er det en af årsagerne til den moderne, skandinaviske velfærdsideologi, der balancerer mellem hensyn til almenvellet og til individet.

Burke's konservatisme (der blev formuleret i åben opposition til den Franske Revolution) er også en variant af common law. Den er principiel anti-principiel - og vil allerhelst ikke opfattes som en 'ideologi'. Den ligner på visse punkter socialismen ved sin betoning af samfundet som et fællesskab, men det, der holder sammen på helheden, er ikke fællesskabet som sådan, men traditionen - altså igen kasuistikkens henvisning til historiske fortilfælde. Det er ikke et fællesskab af frie, solidariske individer, men et fællesskab af en korporativ organisme med en naturlig klassedeling.

Hvis du vil vide mere, giver jeg gerne nogle litteraturhenvisninger.

Robert Ørsted-Jensen

Mihail, Jeg takker, det er en vinkel jeg ikke tidligere har overvejet, men den giver jo unægteligt et andet perspektiv på det hele, det kan jeg godt se.,

Robert Ørsted-Jensen

Jet har hidtil focusseret mere på det politiske system. Altså forskellen på westminstersystemet, som jeg efterhånden kender ret godt, og som basalt set er et toparti system. Jeg forstår at Westminster også til en vist niveau har inspireret USA's system. Og så på den anden side vores eget flerpartisystem. Her har skotterne også indrettet sig efter flerpartimodellen. Personligt mener jeg at flerpartisystemet er langt at foretrække. To partisystemet med valg i enkeltmandskredse ser for mig ud til at have lidt skade ved indførslen af det veldisciplineret politiske parti fra sidst i det nittende århundrede. Men også her trækker skotterne mod kontinentet.

Mihail Larsen

Problemet med nutidens politiske kommentatorer er - at de ikke aner en skid om den lange og fundamentale historie, men plaprer løs som papegøjer på grundlag af rygter og pressemeddelelser. De mangler dannelse. Og hvis de har den, skjuler de den godt.

I valgkamp efter valgkamp - eller ved store, internationale begivenheder - er de kun i stand til at forholde sig til overfladiske 'nyheder', men mangler evnen til at trække tråde tilbage til mere dybtliggende, kulturhistoriske forhold. Dem aner de øjensynligt intet om. Deres reportager til lyttere, læsere og seere er derfor ikke kun mangelfuld, men direkte fordummende.