Et forenet Irland er ikke længere utopi

LONDON – Roen er sat ind, mens de nordirske partier forhandler om regeringsdannelse efter sidste uges valg til selvstyreparlamentet, Stormont. Men under overfladen rumsterer stærke kræfter, der i sidste ende kan føre til intet mindre end Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands opbrud.

Længe har Skotland været anset for unionens svage led, efter at det nationalistiske SNP har truet med en ny selvstændighedsafstemning, som konsekvens af at England og Wales har stemt de mere proeuropæiske skotter med sig ud af EU.

Men præcis det samme er tilfældet i Nordirland, hvor et flertal på 57 procent stemte for Remain. Og sammenlignet med Skotland har Brexit langt mere alvorlige og direkte konsekvenser for nordirerne – lilleputstaten med 1,8 mio. indbyggere, der er geografisk afskåret fra det øvrige Storbritannien, og som efter Brexit vil have den eneste landegrænse med EU.

Manglende respekt

Netop Brexit har været med til at ændre den nordirske diskussion op til sidste uges valg.

Den officielle årsag til, at Sinn Fein – det republikanske parti, der ønsker et forenet Irland – trak tæppet væk under regeringen og fremprovokerede et nyvalg, var, at dets samarbejdspartner i selvstyreregeringen – det unionistiske DUP – havde været impliceret i en økonomisk skandale.

Men DUP, der ønsker at forblive en del af Storbritannien, havde også udnyttet sit flertal og nedstemt en række Sinn Fein-mærkesager, og partiets støtte af Brexit var blot det seneste eksempel på dets manglende respekt for regeringspartneren Sinn Fein og landets republikanere generelt.

Både DUP og Leave-siden i den britiske regering udviste total ligegyldighed i forhold til de praktiske og psykologiske problemer, der ville blive skabt med Brexit i Nordirland.

Det handler dels om den praktiske opførelse af en fysisk grænse mellem byer og deres opland, om indførelsen af told på varer, om tabet af millioner i EU-støtte samt EU-samarbejdsprojekter mellem Nordirland og republikken samt ophøret af fri bevægelighed. Og det handler om psykologi, idet de åbne grænser og det tætte samarbejde med Irland, der blev en realitet med Langfredagsaftalen i 1998, er yderst vigtig for republikanerne.

Dramatisk valg

Da nordirerne i sidste uge gik til valg førte de stærke følelser, alt dette havde udløst, til et dramatisk skred i magtfordelingen i Stormont. DUP gik tilbage til 28 mandater og kan ikke længere blokere lovforslag alene. Sinn Fein gik frem til 27 mandater, og har altså kun ét mandat mindre end DUP. Og samlet set er der ikke længere et unionistisk flertal i selvstyreparlamentet.

Betydningen af dette kan ikke undervurderes. Kernen i Langfredagsaftalen er nemlig, at Nordirlands status ikke kan ændres uden en folkeafstemning. Og indtil i sidste uge var der ingen, der regnede med, at en sådan kunne blive en realitet i den nærmeste fremtid, eftersom unionisterne sad tungt på magten.

Sådan er det ikke længere.

Som journalist Siobhan Fenton, der voksede op i Belfast, skrev i en kommentar i The Independent forleden: »Her er en sætning, jeg aldrig troede, jeg skulle ytre: ’For første gang i mit liv er et forenet Irland nu en troværdig mulighed – og måske uundgåelig’.«

Sky News’ Adam Bolton tilføjede i sin ugentlige klumme for The Sunday Times, at den britiske regering – modsat dens utvetydige forpligtigelse til at bevare Skotland som del af unionen – ikke har givet Nordirland samme prioritet.

Faktisk har den britiske regering siden 1990 understreget, at den ikke har »nogen selvisk, strategisk eller økonomisk« interesse i Nordirland og vil acceptere genforening med Irland, hvis folket ønskede det, skriver Bolton med henvisning til en tale af den daværende minister for Nordirland, Peter Brookes.

Den totale mangel på interesse og omtale af sidste uges nordirske valg i de britiske medier og af britiske politikere understreger tydeligt denne holdning til Nordirland.

Forhandlinger

I princippet vil den britiske regering skulle overtage regeringen af Nordirland, hvis de to største parter – Sinn Fein og DUP – ikke bliver enige om at danne en ny samlingsregering inden for tre uger. Ifølge Langfredagsaftalen skal henholdsvist det største unionistiske og det største republikanske parti dele magten og rollerne som første- og viceførsteminister.

Men at interessen fra Londons side i forhold til at overtage regeringen ganske enkelt ikke er til stede, stod klart fredag, da minister for Nordirland James Brokenshire slog fast, at konsekvensen af fejlslåede regeringsforhandlinger i stedet kan blive endnu et nyvalg.

Det vil være et gamble for begge sider. Unionisterne kunne håbe på at forbedre det chokerende valgresultat, nu hvor det står klart for deres vælgere, hvad der står på spil. Men omvendt kan Sinn Feins bagland nu lugte et flertal og dermed muligheden for at udskrive en folkeafstemning om genforening med Irland, hvilket også vil øge motivationen for at møde op fra deres side.

Med udsigten til Brexit, og den britiske regerings manglende evne til at love, at der ikke vil blive behov for en fysisk grænse mellem Nordirland og Irland, er der desuden opstået en anden grund end den sekteriske til at se et forenet Irland som en attraktiv løsning.

Den irske premierminister, Enda Kenny, har sågar sagt, at der bør udarbejdes en plan, som giver Nordirland let adgang til EU igen i tilfælde af et fremtidigt forenet Irland, som et flertal i Irland støtter.

For den britiske regering er et nyvalg heller ikke risikofrit. For en ting er dens manglende interesse i Nordirland, noget andet er, at udsigten til mulig nordirsk løsrivelse fra Storbritannien – blot snakken om det – vil være dybt motiverende for Skotland.

Af et lille valg at være, med kun 1,3 millioner stemmeberettigede, kan resultatet i Nordirland vise sig at få langt større og mere fundamentale konsekvenser for Storbritannien, end de fleste havde forudset.