Læsetid 3 min.

Forstår de, at disse mennesker ingen steder har at tage hen?

Jeg har interviewet mennesker fra hele Syrien de seneste år. Nogle tror stadig på revolutionens idealer, andre har sluttet sig til islamistiske bevægelser, mens andre igen bare venter på, at de en dag kan genoptage noget, der ligner deres gamle tilværelse. Det sidste er en illusion for langt de fleste, hvis ikke for alle
20. marts 2017

Hele byer ligger øde hen, som havde der aldrig levet mennesker her. Andre steder er telte skudt op i lejre for fordrevne mennesker. To synlige tegn på den lidelseshistorie, det syriske folk kom til at nedkalde over sig selv, da det i stort antal gik på gaden med krav om frihed – et krav, der ikke siden er forstummet.

Syriens revolution udbrød som en spontan opstand. Syrerne troede, at det ville være et spørgsmål om få uger, før regimet faldt. Men ugerne blev til måneder, og månederne blev til år.

I dag er der gået seks år, siden opstanden tog sin begyndelse i byen Daraa i det sydlige Syrien. Først med fredelige midler, men regimets resolutte voldelige nedkæmpelse af demonstranter avlede modvold. Og snart kæmpede et utal af væbnede grupper, mange inden for Den Frie Syriske Hær, mange andre for diverse islamiske bevægelser, mens regimet forstærkede sig med enheder fra Hizbollah, Iran, Irak og Afghanistan.

Mikset af de mange stridende parter har gjort konflikten og dens skiftende fronter desto vanskeligere at forstå for resten af verden. Tyrkerne støtter nogle af grupperne i Den Frie Syriske Hær, amerikanerne støtter kurderne, og russerne regimet. Alle lurer på, at de andre begår fejl, og i medierne bliver der udkæmpet parallelle propagandakrige.

Status efter seks år er, at Bashar al-Assad fortsat er præsident. 12 millioner syrere er i dag flygtninge eller internt fordrevne – alene i Europa opholder 900.000 af dem sig, ifølge tal fra FN’s Flygtningeagentur. Selv for de heldige, der klarede den til et europæisk land, er der nye konsekvenser: sproglige og kulturelle barrierer og politisk fjendtlighed.   

Det syriske samfund er smadret. Børn har mistet deres skoler og aner ikke, hvilken fremtid der venter dem. Hvilke valgmuligheder har de? Skal de, hvis de er vokset op i et regimekontrolleret område, tro på, at al-Assad repræsenterer den eneste løsning? Kan de, som bor i en tilbageværende Islamisk Stat-lomme være overbeviste om, at kalifatet er værd at slås for? Og hvad med dem, som må se flag skifte, når deres hjemstavn falder til Den Frie Syriske Hær, så til kurderne, så til islamisterne – og som bare savner følelsen af alle at være borgere i samme land? Hvordan ser fremtidens Syrien ud?

I mellemtiden nærmer dødstallet for denne krig sig 500.000. Hertil kommer de tusinder, der fortsat er meldt savnet. Deres familier aner ikke, om de er likvideret, sidder i Assads fængsler eller er fanger af Islamisk Stat eller andre væbnede grupper.

I Europa bliver stemningen mod flygtninge og migranter stedse mere modvillig. Europas regeringer og stærke politiske kræfter ville helst af med dem, men forstår de, at disse mennesker ingen steder har at tage hen? At Assads diktaturregime har ødelagt deres hjem, og at der er ikke noget liv at komme tilbage til?

Jeg forlod selv min hjemby, Palmyra, for fem år siden og flygtede til oppositionskontrollerede områder af Syrien.

Jeg har rapporteret om krigens gang og interviewet utallige mennesker fra hele Syrien over de seneste fem år. Nogle tror stadig på revolutionens idealer, andre forsøger bare at få en hverdag til at hænge sammen på nye vanskelige vilkår, nogle har igen sluttet sig til islamistiske bevægelser, andre venter bare på, at de en dag kan vende hjem og genoptage noget, der ligner deres gamle tilværelse.

Syriske Depp Mattock kom til Danmark for et par år siden – i forventning om at møde verdens lykkeligste folk.
Læs også

Det sidste er en illusion for langt de fleste, hvis ikke for alle, men hvem kan bebrejde disse mennesker at dyrke denne drøm, som holder dem oppe? De tror, de stadig har deres hjem, deres garderobe, deres køkken. At deres venner stadig er i live, og at alt kan blive som før. Illusionen er en overlevelsesstrategi i en blodig konflikt, som har kostet mange af deres familie og deres kære. 

Tilbage i Syrien ser folk med blandede følelser på krigen, der fortsætter. Nogle tror stadig på sejr – »hvis bare Assad falder, vil det hele ordne sig«. Tankegangen er, at fordi Assad begyndte denne krig, som skabte Islamisk Stat, vil alt det andet også kunne manes bort, når først han er borte.

Men Assads afgang er ikke længere førsteprioritet. Mange styrker er nu sat ind imod Islamisk Stat, der er som en cancer på Syriens legeme, selv om Assad-regimet forbliver rodårsagen. Hvis regimet var væltet for seks år siden, ville der ikke have været nogen Islamisk Stat, ikke nogen flygtningestrømme og ikke et dødstal af denne størrelsesorden. Der står vi i dag.

Daham Alasaad er syrisk freelancejournalist bosat i Danmark. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lars Bo Jensen
    Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu