Læsetid 6 min.

Fredsmarch i tre udgaver: Den store, den lille og den hemmelige

Med en demonstration gennem den bosniske hovedstad, Sarajevo, er Civil March for Aleppo nu nået en tredjedel af vejen til Syrien. Uafklaret om, hvorvidt den vil være en massebevægelse eller en pilgrimsfærd. Drømmen om, at de to smelter sammen, tror ingen rigtig på længere
Turen fra Vitez over Busovača og Visoko syd på mod Sarajevo er en udfordring. Kraftige stigninger, vild natur og et forår, der trods lun sol ikke er brudt igennem endnu. Yderst til venstre er det Vanessa Agnew, der har været med på marchen ’on and off’ siden Berlin.

Turen fra Vitez over Busovača og Visoko syd på mod Sarajevo er en udfordring. Kraftige stigninger, vild natur og et forår, der trods lun sol ikke er brudt igennem endnu. Yderst til venstre er det Vanessa Agnew, der har været med på marchen ’on and off’ siden Berlin.

Janusz Ratecki

27. marts 2017

I rækken af vittigheder om forskellige udgaver af helvede er der en østeuropæisk variant om det kapitalistiske og det socialistiske helvede. I det kapitalistiske ligger sjælene på gloende riste og vrider sig over en sagte ild, mens de i det socialistiske sidder ved hyggelige borde og spiller kort og drikker øl.

Årsag? Jernristene til det socialistiske helvede havde forkerte mål, og kullene ligger stadig i en jernbanevogn et eller andet sted og venter på et lokomotiv.

En bosnier genfortalte vittigheden, da han onsdag aften opsummerede Berlin-Aleppo-marchens ankomst til den bosniske hovedstad, Sarajevo, samme eftermiddag: De 11.541 rosenblade, der blev spredt i floden Miljacka til minde om ofrene for byens belejring i 90’erne, var af papir; demonstrationen gennem byen havde kun tilladelse til at gå på fortovet; den syriske pianist Aeham Ahmad blev i sidste øjeblik skiftet ud med musikprofessor Omer Blentic fra Sarajevos musikkonservatorium, og marchens godt 40 deltagere udgjorde hovedparten, da demonstrationen var fuldtallig på Baščaršija, byens historiske bazar.

De 11.541 rosenblade, der blev spredt i floden Miljacka til minde om ofrene for Sarajevos belejring i 90’erne, var af papir.

Janusz Ratecki

Civil March for Aleppo, der indledtes fra Berlin anden juledag med kurs mod Aleppo, nåede onsdag Sarajevo. Byen var udvalgt som mål, fordi det i år er 25 året for begyndelsen på den belejring, byen i 1990’erne var under i den jugoslaviske borgerkrig. Med mere end 10.000 dræbte, 60.000 sårede og over 100.000 flygtninge til følge.

Op til demonstrationen onsdag havde marchen opfordret til simultane aktioner »i alle byer verden over«. Marchens netfora rapporterede siden om aktioner i tre tyske byer: Leipzig, Nürnberg og Bad Kissingen.

»Nej, det var ikke nogen succes,« siger marchens frontfigur, Anna Alboth, om den beherskede internationale gennemslagskraft.

Og det samme om den lave tilslutning til demonstrationen i Sarajevo: »Dem, vi havde håbet på at mobilisere, har vi ikke mobiliseret,« siger hun.

Åbent land i Bosnien

Turen fra Vitez over Busovača og Visoko syd på mod Sarajevo er en udfordring. Kraftige stigninger, veje, der veksler med skovstier og hjulspor, spredt bebyggelse, vild natur, dyrkede marker, et forår, der trods en lun sol ikke er brudt igennem endnu – og dramatiske spor i naturen af de problemer, Bosnien slås med.

Overalt på bjergsiderne er der røg fra fremstilling af trækul, der sammen med illegal træhugst er ved at afskove store områder. Langs vejen ligger bjerge af affald, nogle steder i spredte bunker, andre steder som ulmende forsøg på at brænde det af. Vi bliver anbefalet at vente med at tanke drikkevand i naturen, til vi er højere oppe på grund af pesticider og anden forurening.

Janusz Ratecki

Deltagertallet har den seneste måned ligget stabilt på omkring 25-30: veteranerne, der har været med i mange uger eller helt fra Berlin; gengangerne, som vender tilbage, når lejlighed byder sig – og endelig de nye, fortrinsvis unge, som er med i kortere eller længere tid.

 

 

På kortet kan du følge Aleppo-marchens rute skridt for skridt gennem Europa.

De to marcher

Vanessa Agnew er amerikaner og bor i Berlin med sin tyrkisk-tyske kone og deres 13-årige datter, Sefa. Hele familien var med fra starten i Berlin og har været med på ca. seks af marchens etaper, nogle gange bare en weekend, andre gange op til et par uger. Datterens skolegang sætter grænser, så i disse dage går Vanessa Agnew alene.

Hun synes, marchen ændrer sig markant for hver gang.

»Der er to marcher: Den på landevejen – og den i medierne og på Facebook. Og de to har ikke så meget med hinanden at gøre, siger hun. Marchen i medierne går op i omfang og antal og lever 100 procent af sit omdømme; den på vejen udvikler sig hele tiden efter vejret, deltagerne, gæstfrihed, lokale reaktioner etc. Det er den march, jeg har været med til at skabe, og den interesserer mig,« siger hun.

Hun tror ikke, at hun ville være rejst til Bosnien for at deltage, hvis hun i forvejen kun havde kendt til marchen fra medierne.

Clara Zimmermann, 22 år, studerende fra Wien, skelner ikke mellem de to marcher. Hun steg på, da marchen krydsede grænsen fra Tjekkiet først i februar, og besluttede sig hurtigt for at ville gå med hele vejen til Aleppo. Hendes motivation er den samme som den, der er gået igen hos de fleste deltagere siden afgangen fra Berlin: De vil ikke bare være passive tilskuere til verdens elendighed; de vil gøre noget. Almindelige menneskers aktion, som den er beskrevet i marchens appel:

»Måske er det egoistisk at tænke: ’Så har jeg da gjort noget’, men hvis jeg kan inspirere andre – dem, vi møder undervejs, eller folk, der hører om marchen i medierne, så har jeg gjort noget,« siger hun.

Og så den tredje

De to marcher er meget synlige. På de sociale medier er Civil March for Aleppo en international bevægelse skabt i afmægtig protest mod myrderierne i den syriske borgerkrig. På landevejen er det hyggeligt og rart at være tilbage igen. I solen er det som en skovtur. Det handler om ikke at fare vild, om at få spist og holde pause, organisere overnatning og sikkerhed – og Syrien er meget langt væk, faktisk helt fraværende de tre sidste dage på vejen mod Sarajevo.

Jeg kender ansigterne på godt halvdelen, og resten af deltagerne har alle hørt om den ikke helt unge danske journalist, der gennem de fire første uger tog turen med til fods fra Berlin til syd for Prag.

Jeg har ’cred’, som de unge siger, og den giver adgang til den tredje march: den, ingen taler ret højt om, men som udspiller sig på to- og tremandshånd eller i ledelsen – ’orgateamet’ – og tegner et billede af et projekt med konflikter under overfladen. Et projekt, hvor ledelsen er ved at være træt, men ikke enig om konsekvensen. Hvor ledelsen ikke handler effektivt, da en hashmisbruger blandt deltagerne er ved at kompromittere marchen. Hvor der florerer rygter om økonomien, fordi der ikke er gennemsigtighed om de indsamlede midler. Hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved ledelsens duelighed – og hvor man i bakspejlet kan se dem, som har forladt marchen og ledelsen i frustration over uklarhed med målet eller kaos i organisationen.

Bevægelse eller bedrift

Og set fra denne ’tredje march’ bliver de to første ikke nogen, der supplerer hinanden, men modsætninger. Den store march vil være en slagkraftig folkelig bevægelse, mens den lille på vejen er konkrete mennesker, der ikke passivt vil se på et åbenlyst behov for bevægelse og forandring.

På vej ud af Berlin for tre måneder siden var drømmen, at de to skulle vokse sammen til én. I dag skriger forskellen på dem til himlen. Mest åbenlyst, da den lille flok onsdag gik ind i Sarajevo og i et opråb omtalte sig selv som en »en kraft, ingen ledere kan fornægte«.

Det er femte gang, jeg interviewer Anna Alboth siden marchens start, og hver gang har den store bevægelse været på vej lige om et af de næste hjørner.

– Hvis du siger, at I er den store bevægelse, så er der vel ingen grund til at arbejde på det?

»Ja, det er for store ord, men det er, hvad vi håber at blive,« siger hun og lægger ubevidst luft til sin makker i orgateamet, franskmanden Antoine Bonfils, der fraregnet de første tre dage har være med fra marchens start.

Janusz Ratecki

For ham er marchen, som den har udviklet sig en »pilgrimsfærd«: en blandet gruppe af mennesker med vidt forskellig baggrund, men en fælles forpligtelse om at »marchere på de lidendes vegne«, som han siger med skævt smil.

Det er mellem de to positioner, marchen lørdag morgen gik ud af Sarajevo. Nogle i bare ben og lårkorte kjoler gennem den muslimske by, andre med konkrete målsætninger om at få mere kontakt med de mennesker, der passerer, end blot at vinke. De færreste med en klar holdning til andet, end at de vil nå helt til Aleppo

»Som vendepunkt kan den næste tid blive den mest interessante at følge,« siger den polske dokumentarist Marek Kowalczyk, der har fulgt marchen med sit kamera fra dag ét.

»Hvis de finder ud af, hvem de er, kan de også finde ud af, hvad de vil. Men det er også konfliktfyldt,« siger han.

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

  • Fredsmarch til Aleppo: ’Et skrig har ikke noget succeskriterium’

    7. marts 2017
    Med en reduceret organisation og et deltagerantal, der sjældent når 50, indkalder Berlin-Aleppo-marchen til international aktionsdag den 22. marts. Problemer ved grænsen ud af Schengenområdet giver forsinkelser
  • ’12 var nok for Jesus, så måske er tallet ikke et problem’

    23. januar 2017
    Berlin-Aleppo-marchen synes indhentet af mangel på overvejelser om mål og behov. Behovet for flere deltagere er åbenlyst – men organisationen kan næppe bære et stort rykind. Information tager en pause fra marchen
  • Dissidenterne fra Prag

    19. januar 2017
    Fredsmarchens bedste venner er også nogle af dens skarpeste kritikere. Afgangen fra Prag reducerer på ny marchen voldsomt og starter med et skænderi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu