Det hollandske arbejderpartis kollaps er en socialdemokratisk syge

Mens verdens øjne hvilede på Geert Wilders’ manglende fremgang ved onsdagens hollandske parlamentsvalg, ramte valgets helt store lussing det nu detroniserede socialdemokratiske arbejderparti (PvdA).

»Jeg havde selvfølgelig regnet med en mindre tilbagegang. Sådan er det altid, når et parti har siddet i regering, men jeg er enormt overrasket over, at vælgerflugten blev så massiv,« siger den herboende hollænder Erik Postelmans, der selv brevstemte på netop PvdA.

Selv om den hollandske socialdemokrat stemte på partiet, forstår han godt vælgerflugten. PvdA præges af intern splittelse, et akademiseret lederskab og fik ikke et ben til jorden i den borgerligt ledede Mark Rutte-regering, forklarer han.

Den socialdemokratiske krise i Holland, som avisen tidligere har beskrevet, blev altså en realitet. Partiet går fra at være Hollands næststørste parti med 38 mandater til kun at få ni mandater i det hollandske parlament, der tæller 150 medlemmer.

André Krouwel, professor i komparativ politik ved Vrije Universiteit i Amsterdam, kalder valgresultatet for den største nedsmeltning af et socialdemokrati i et stabilt europæisk demokrati.

»Det græske socialdemokrati, PASOK, brød rigtig nok sammen under gældskrisen, men partiets stemmer gik til Syriza, ligesom de spanske socialdemokrater har tabt deres til venstrefløjspartiet Podemos. Ved det hollandske valg forsvandt 30 pladser fra venstrefløjen.«

Stemmerne er ifølge professoren formegentlig havnet hos centrumpartiet, GroenLinks og det mere konservative pensionistparti 50+. Derudover er en håndfuld mandater havnet hos indvandrerpartiet Denk (Tænk), der er grundlagt af to socialdemokratiske afhoppere med tyrkisk baggrund. 

Flygtet til ekstreme partier

For Krouwel bunder hollændernes brud med PvdA i fraværet af de emner, der kan gøre venstreorienterede partier relevante i vælgernes øjne. Valgkampen handlede om identitet, kultur og den nuværende økonomiske usikkerhed, og her kunne Arbejderpartiet ikke levere de fornødne svar.

»Vælgerne søgte vished for, at de kan beholde, hvad de allerede har økonomisk og identitetsmæssigt. Populismen og Geert Wilders’ kampagne har gjort dem usikre, og de har ikke længere tiltro til de traditionelle gamle partier. Det har presset vælgerne ud mod de mere ekstreme partier. Wilders er selvfølgelig ekstrem, men det er GroenLinks også, når det kommer til eksempelvis økologi. Paradokset er, at ingen kan levere den sikkerhed, vælgerne efterspørger, i et mere og mere politisk fragmenteret landskab,« siger han.

For Henrik Bech Seeberg, adjunkt ved Aarhus Universitet og forsker i partikonkurrence med fokus på gamle partiers fald og nye partiers opblomstring, er resultatet kulminationen på et årelangt socialdemokratisk dødvande i Europa.

De traditionelle socialdemokratiske partier har i årevis ikke fundet sig til rette i den værdipolitiske dagsorden, ligesom deres såkaldte ansvarlige og mere liberale velfærdspolitik har brudt grundlæggende med partiernes identitet.

»Socialdemokratierne har bevæget sig så langt mod højre, at de ikke længere repræsenterer deres kernevælgere. Lige nu famler de sig lidt frem, men det er tydeligt, at de ikke kender vejen. De kan ikke finde sin plads i det moderne politiske spektrum.«

Sidst på efteråret publicerede Poul Nyrup Rasmussen (S) essayet The Social Democracy To Come i samarbejde med den fremtrædende tyske socialdemokrat Udo Bullmann. Essayet havde karakter af et regulært kampskrift, der i ellevte time skulle redde den europæiske socialdemokratiske bevægelse fra afgrundens rand.

»Hvis ikke vi genopliver det socialdemokratiske løfte om at forme historien i samklang med samfundets behov, frygter vi, at historien vil rulle baglæns, og at verden vil falde tilbage til mørke tider,« skrev de blandt andet.

Nyrup, der var formand for de europæiske socialdemokrater i 2004-2011, langede samtidig kraftigt ud efter den økonomiske politik, han i 1990’erne selv var garant for: Flirten med neoliberale økonomiske reformer.

Lykketoft: en identitetskrise

Tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, mener ikke, at det står helt så grelt til for socialdemokraterne i Europa. Han peger på Norge og sit eget parti som succeser de seneste år, ligesom han glæder sig over Martin Schulz’ tilbagevenden i tysk politik, som ser ud til for første gang i årevis at kunne udfordre kansler Angela Merkel. Men vi skal tage vælgerflugten alvorligt, siger han.

»Resultatet er en voldsom illustration af, at socialdemokratier må og skal føre socialdemokratisk politik. Lærdommen må være, at vi skal passe på med at rykke os for langt mod højre. Austerity- eller sparepolitikken er blevet den lidelse, socialdemokratier lever under. Vælgerne dømmer os på det, de bliver stillet i udsigt – og det er ikke blevet indfriet i Holland. Det samme kan man sige om Frankrig,« siger Lykketoft og perspektiverer til det forestående franske parlaments- og præsidentvalg, hvor nederlaget efterhånden synes uundgåeligt for socialisterne.

For André Krouwel er det nærliggende at drage paralleller til andre europæiske lande oven på det hollandske valgresultat.

»I mange europæiske lande står socialdemokratierne over for de samme problemer. For eksempel i Frankrig, hvor det gamle socialistparti også er nærmest kollapset under præsident François Hollande. Socialistpartiet er i princippet overtaget af en moderat outsider, den uafhængige Emmanuel Macron. Men jeg tror i sidste ende, at venstrefløjen vil slutte op om ham, hvis det viser sig, at han kan skaffe dem fremgang.«

Splittelsen blandt de franske socialister får Lykketoft til at pege på »en identitetskrise blandt de europæiske socialdemokratier«. Den mislykkede tredje vej og den tabte værdidebat har skabt rådvildhed blandt flere socialdemokratiske bevægelser.

»Vi ser en grundlæggende modstand mod en politik, befolkningen ikke betragter som tilstrækkelig socialdemokratisk i sin grundtone. Modtrækket bliver, at landene vælger en leder på partiets yderste venstrefløj som Benoît Henon i Frankrig og Jeremy Corbyn i England. Det er enormt uklogt, for det afskærer en masse vælgere. Vi må væk fra pendulsvingene mellem Tony Blair – som jeg knap nok kunne kende som socialdemokrat – og Corbyn, som aldrig får et flertal bag sig,« siger han.

S-partierne slår kontra

For Henrik Bech Seeberg er det almindeligt, at partier ændrer sig radikalt, hvis de møder modgang eller stagnerer i dårlige meningsmålinger. Han forventer en socialdemokratisk bevægelse, der også i de kommende år vil være i krise og i desperation »vil søge tilbage mod kernevælgeren og de socialdemokratiske ideologiske dyder«.

Problemet er, at kernevælgeren ikke længere eksisterer. Til det er socialdemokratierne simpelthen en for mangeartet og inkluderende politisk bevægelse, forklarer han. Arbejderen i sin traditionelle forstand kan ikke redde socialdemokratiet.

»Vi så kontrareaktionen med Jeremy Corbyn i Storbritannien, hvor Labour ville så langt væk fra Blair som overhovedet muligt. Det samme er til dels eksemplet med Martin Schulz i Tyskland, der for første gang længe repræsenterer en ’rigtig socialdemokrat’. Men vi ser det også herhjemme, hvor Mette Frederiksen (S) har styrket den klassiske arbejderretorik og i nogen grad brudt med den hidtidige socialdemokratiske linje. Men strategien vil ikke bremse nedturen – for socialdemokratierne er massepartier,« siger han.