Læsetid: 8 min.

Irak tømmes hastigt for kristne

Slaget om Mosul er gået ind i sin afgørende fase, men for Iraks kristne er der ikke længere noget at kæmpe for. Selv hvis det lykkes at nedkæmpe Islamisk Stat, vil der stadig ingen fremtid være for os, siger kristne militskrigere i Tal Kayf i Nineveh
Inden IS besatte Mosul, var der en halv million kristne i Irak. Nu er der kun en kvart million. Mange kristne har søgt asyl i vestlige lande som Canada, Frankrig og Tyskland. Det er også drømmen hos den ene af de kristne militskrigere, Waleed Safi møder. Manden med tørklædet for øjnene er en af de fanger, som gruppen mistænker for at være fra Islamisk Stat

Inden IS besatte Mosul, var der en halv million kristne i Irak. Nu er der kun en kvart million. Mange kristne har søgt asyl i vestlige lande som Canada, Frankrig og Tyskland. Det er også drømmen hos den ene af de kristne militskrigere, Waleed Safi møder. Manden med tørklædet for øjnene er en af de fanger, som gruppen mistænker for at være fra Islamisk Stat

Waleed Safi

3. marts 2017

TAL KAYF, NINEVEH: Fangen – som mistænktes for at være IS-kriger – ligger fladt på ryggen i et flisebelagt rum med hænderne over kors som en mumie. 

Militskrigeren Josef Daniel går rundt om ham som en ulv, der cirkler om sit bytte, mens han strammer knuden på sin bandana med sine tykke fingre. Daniel afsikrer sit maskingevær, så det giver en kliklyd i rummet, og sparker hårdt til manden på gulvet.  

»Op med dig, din hund. Op med dig! Du skal skrubbe gulv i dag,« udbryder den 23-årige Josef Daniel med foragt i øjnene og en pegefinger hvilende på aftrækkeren. 

Den unge mand på gulvet reagerer ikke, selv om han lige er blevet sparket for tredje gang i træk. Han ligger helt stille på ryggen under et snavset tæppe og kigger op i loftet med et forstenet blik, som hverken udtrykker vrede, sorg eller frygt.  

Daniel kigger fortvivlet rundt i rummet og klør sig på albuen. Fire andre mænd – alle mistænkes for at være IS-krigere – ligger stille på gulvet under de gennemhullede tæpper og stirrer tavst på Daniel. En af dem smiler sarkastisk i et kort øjeblik, men skynder sig at gemme ansigtet væk under tæppet. Daniel ser det ikke. I stedet bukker han sig henover den unge mand for at se, om han stadig trækker vejret. 

»Du er jo stadig i live. Men du ligner en beskidt klud som altid. Måske skulle jeg lade en af dine kammerater skrubbe gulvet med dig i stedet,« siger Daniel, mens han nærstuderer fangen på tæt hold. 

Men lige meget hvor hårdkogt Daniel forsøger at være, formår han ikke at tvinge manden til at vaske gulv. I Irak er der mange grader af brutalitet, og tilsyneladende er Josef Daniel for blød til at kunne få manden til at tage gulvkluden i hånden.  

Daniel træder ud ad rummet, låser døren grundigt efter sig og sikrer sit maskingevær igen.  

På vej ud af huset hiver han sin mobiltelefon op af lommen og ringer til sin kæreste. Han sætter sig ud i haven, hvor solen skinner på hans glatbarberede hud, mens maskingeværet hviler i hans skød.  Med en afdæmpet stemme og salige øjne, der stirrer mod det fjerne, fortæller han kæresten om sine inderste tanker: 

»Baby, jeg gider ikke være her længere. Jeg kan ikke genkende mig selv længere. Jeg drømmer om dig og mig under en blød dyne i en hytte i en nordamerikansk skov med et knitrende bål i baggrunden. Ligesom på film. Kun dig og mig, baby. Kun dig og mig væk fra helvedet.«

Josef Daniel, medlem af Babylon-brigaden.

Waleed Safi

’Alle forrådte os’ 

Josef Daniel er medlem af Babylon-brigaden, en kristen irakisk militsgruppe, der blev formet kort efter IS’s besættelse af millionbyen Mosul i sommeren 2014. Det flisebelagte rum med de fem fanger er en del af det hus, som i øjeblikket fungerer som militsens hovedkvarter i den multietniske landsby Tal Kayf.  

Landsbyen ligger få kilometer uden for Mosul og var indtil for få uger siden under IS’s kontrol. Men nu er det Babylon-brigaden, som kontrollerer landsbyen.  

Krigen er dog langtfra ovre. Fra husets tagterrasse kan man se det vestlige Mosul. Cement- og medicinfabrikkerne i udkanten af storbyen er tydelige i det vindstille vejr i dag. Det afgørende slag om IS’ sidste store bastion i Irak er i gang. Man kan både høre bomberne og se deres røgslør, der ligner skypumper i horisonten. 

Men selv om Tal Kayf er generobret, og IS formentlig snart lider endeligt nederlag i Mosul, er der ingen fra Babylon-brigaden, som har lyst til at være i Irak længere. Ingen af dem kan se en fremtid her for de kristne. 

»Vores kirker og huse er forvandlet til ruiner. Vores familier er enten dræbt, flygtet til udlandet eller endt i kummerlige flygtningelejre. Vores kvinder holdes som sexslaver i Raqqa. Og vores ejendele og penge er stjålet. Vi har intet tilbage,« siger Josef Daniel og tilføjer, at selv ledningerne i væggene i familiens hjem er blevet taget af jihadisterne, som har brugt kobberet til bombeproduktion. 

Daniels kristne militskammerat Gabriel Jameel – en spinkel brun ung mand med en hæs stemme – er enig. Der er ingenting at kæmpe for i Irak, siger han. Gabriel Jameel er kendt som ’Alien’ blandt kammeraterne, fordi han ligesom monstret i Alien-filmene spytter i tide og utide og især på de mennesker og ting, han ikke bryder sig om.  

Men Jameel har også en mere elegant side. Han skriver poesi, og engang drømte han om at blive en stor digter. Men så kom krigen i vejen. Nu er han militskriger, og hans familie går en uvis fremtid i møde.  

»Min familie vil ikke vende tilbage til Tal Kayf. Muslimerne forrådte os. Vores egne muslimske naboer forrådte os! De fleste sunniarabere, vi kender, var enten passive eller samarbejdede med Daesh. Ingen hjalp os,« forklarer den 24-årige Gabriel Jameel og spytter på det tørre græs i haven. 

’Vi kan ikke stole på nogen’ 

Det er ikke bare IS og Iraks sunnimuslimske arabere, der er problemet for Iraks kristne. Forfølgelsen har stået på siden den amerikanskledede invasion i 2003. 

Inden Saddam Hussein blev væltet, var der halvanden million kristne i Irak. Da IS indtog Mosul i 2014, var to tredjedele af dem allerede flygtet ud af landet. Ifølge de to unge kristne militskrigere er sunnierne, shiaerne og kurderne alle sammen ens, når det kommer til stykket. 

»Vi kan ikke stole på nogen af dem. Sunnimuslimerne er ligeglade med, om vi bliver udryddet, shiamuslimerne vil enten plyndre eller misbruge os, og kurderne vil bare ydmyge os,« kommer det fra Jameel.  

Ude i haven ankommer flere unge kristne krigere fra Babylon-brigaden. De har lige været på patrulje i landsbyen. De brokker sig over elektricitet- og vandmangel. Nogle af dem er vrede. De har fået svampeinfektioner mellem benene. Men de fleste er især vrede over, at de ikke har modtaget løn i over tre måneder.  

Den kristne Babylon-milits er underlagt De Folkelige Mobiliseringsenheder, en paraplyorganisation for de shiamuslimske militsgrupper, der bekæmper IS. Paraplyorganisationens shiamuslimske leder er kendt som Irans mand i Irak. De kristne militskrigere er utilfredse. 

»Shiamuslimerne skider på os, mand! Vi er kun blevet indlemmet i mobiliseringsenhederne, så de kan prale med, at kristne krigere kæmper side om side med shiaerne mod Daesh. Vi bliver bare misbrugt,« siger en af de unge krigere i haven foran huset og slår ud med armene i frustration.  

Jameel griner sarkastisk. Men de færreste synes, det er sjovt. De unge krigere føler sig forkastet. Mange af dem har familier, som lever under kummerlige forhold i flygtningelejre i Nordirak. De manglende lønninger har enorme konsekvenser for deres familier, som har mistet alt under krigen.  

Andre har familier bosiddende i den kurdiske region i Nordirak, som mangler penge til dagen og vejen. Selv om regionen har taget imod en stor gruppe kristne fra Mosul og omegn, udtrykker militskrigerne stor frustration over kurderne. Det er kun et spørgsmål om tid, før kurderne også vender sig mod den kristne minoritet, mener de. 

»Kurderne bryder sig ikke om, at vi kommer og tager deres job. De chikanerer os konstant. Men det værste er, at kurderne bare vil forbyde os at komme til orde,« siger Daniel, og tilføjer, at hans bror ikke længere kan betegnes som rask efter lang tid i detention hos det kurdiske efterretningsvæsen. 

»Han blev torteret i ugevis, fordi han skrev et kritisk indlæg på nettet. Nu er han blevet skør. I går slog han min mor ned igen. I sidste uge købte jeg en mobiltelefon til ham, men dagen efter solgte han den og købte en skraldesæk fyldt med majskolber for pengene. På grund af kurderne fungerer han bare ikke længere,« kommer det fra Daniel.  

’Irak vil ikke have os’ 

Mens de kristne krigere sidder i haven og beklager sig over situationen i Irak, banker en af fangerne på den aflåste dør inde fra huset. Daniel og Jameel skynder sig ind for at undersøge, hvad der foregår. Daniel placerer øret på døren for at kommunikere med manden. 

»Hvad sker der derinde?« spørger Daniel med alvorlig stemme. 

»Jeg vil bare skide,« svarer fangen med en bønfaldende tone. 

Jameel fniser og afsikrer sit maskingevær. Daniel sukker dybt og stikker hånden i lommen efter nøglen.  

»Hold dig langt væk fra døren,« beordrer Daniel.  

Da Daniel åbner døren, ligger de fire tilfangetagne unge mænd stadig på gulvet under de gennemhullede tæpper og stirrer tavst. En af dem står i hjørnet. Daniel smider et snavset tørklæde over til ham.  

»Bind for øjnene,« siger Daniel.  

Manden gør, som der bliver sagt. Med bind for øjnene placerer han hænderne på væggen for at føle sig frem frem til døren. Daniel griber fat i hans skuldre med den ene hånd og skubber ham forsigtigt ud til toilettet ved siden af rummet. Jameel går lige ved siden af med maskingeværet parat. 

»Hvis du gør noget dumt, så plaffer vi din hjerne ud, så den blandes med lortet i lokummet,« siger Daniel. 

»Det lød godt nok klamt,« siger Jameel og spytter i håndvasken.   

Fangen gør ikke noget uforudsigeligt. Efter toiletbesøget tager han bindet for øjnene igen og bliver ført tilbage til rummet uden problemer. Jameel afsikrer sit maskingevær. Daniel låser døren grundigt. De to sætter sig ud i haven igen under solen og ryger cigaretter. 

»Jeg kan ikke slå ihjel. Det er spil for galleriet, for jeg er nødt til at fremstå brutal for at overleve,« siger Daniel, som kniber øjnene sammen for at undgå de skarpe solstråler.   

»Hvis man ikke er villig til at slå ihjel i Irak, er man forsvarsløs. Jeg vil bare væk med min kæreste og familie. En dag vil jeg søge asyl i Canada,« kommer det fra ham.  

Inden IS besatte Mosul, var der en halv million kristne i Irak. Nu er der kun en kvart million. Mange kristne har søgt asyl i vestlige lande som Canada, Frankrig og Tyskland.  

Gabriel Jameel, som engang ville være digter, drømmer ligesom Daniel om at komme væk fra Irak. 

»En dag vil jeg søge asyl i Frankrig. Så vil jeg stå og recitere digte på trappen ved den hvide kirke [Sacre Coeur. red.] i Paris,« siger Jameel med øjne, der glimter af håb om et bedre liv. 

»Vi vil gerne være en del af Irak, fordi vi inderst inde føler os irakiske. Men vi må bare erkende, at Irak ikke vil have os,« siger Jameel og spytter på jorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Benno Hansen
Erik Karlsen, Niels Duus Nielsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Bækgaard

Hvor mange steder i mellemøsten gives der plads til "konkurrerende" religioner til Islam? Det kan vel ikke passe at det eneste sted er Israel?
Hvordan kan religionsfrihed sikres i den region?

Torben Lindegaard

@Peter Bækgaard

"Hvor mange steder i mellemøsten gives der plads til "konkurrerende" religioner til Islam? Det kan vel ikke passe at det eneste sted er Israel?"

Jo, det passer kun alt for godt.

Trond Meiring

Libanon har kristne, sunni- og shiamuslimer og drusere, udover andre mindre religiøse grupper.
Palestina har jøder og mange kristne menigheder. Iran ligger måske ikke i Mellemøsten (men i Sentral-Asien?), men er ophavssted for Zoroaster og Mazda-religionerene. Kurdistan er også kulturelt og religiøst mangfoldig, med bl.a. yezidier.

Trond Meiring

Der er større stridigheder inden Islam (Shia, Sunni, Sufi (sufi-muslimer/derrvisher er normalt ikke aggressive (i lighed med flertallet af andre muslimer), men bliver angrebet bl.a. af IS og Shiaer)) -
end mellem Islam og andre religioner.

Peter Bækgaard

Men hvordan ser det ud i saudi Arabien, Qatar, Oman, Yemen, Kuwait, Syrien? Der er kristne mindretal mange steder men hvordan behandles de Trond Meiring? Er de lige så frie til at praktisere deres tro som hovedreligionen i de respektive lande?
I rest my case.

Peter Bækgaard

Hvornår tør vi tage de kristnes parti som mindretal i de regioner hvor de er udsat for forfølgelse?

Charlotte Svensgaard

"Hvornår tør vi tage de kristnes parti som mindretal i de regioner hvor de er udsat for forfølgelse?"

Den dag hvor vore politikkere tør tage et opgør med Islam og dets tilhængere. Så vel indlands som udlands

Trond Meiring

Der blev påstået at Israel var det eneste land i Mellemøsten, med frihed for andre religioner end (den autoriserede udgave af) islam. Det har jeg herved modbevist med 4 andre eksempler, og flere kan helt sikkert findes (Egypt, Syrien, Yemen (sic!) ...)

- Inden Saddam Hussein blev væltet, var der halvanden million kristne i Irak.

Fordrivelsen af de kristne begyndte altså, da amerikanerne begyndte at bombe Irak.

Trond Meiring

Afghanistans opiums- og heroinproduktion gik snart fra nærmest nul under Taliban, til rekordniveau efter den nord-amerikanske invasion. Og Afghansk heroin oversvømmer stadig Europa.
Det retfærdiggør selvfølgelig ikke Talibans ødelæggelser af (haram) kulturminner.

Henrik Plaschke

Trond Meiring m.fl.

Du har vist ganske ret i, at der findes kristne befolkningsgrupper i en række arabiske lande, hvor disses tilstedevær i større eller mindre omfang er accepteret – eller hvor der fortsat er plads til kristne som ”konkurrerende” religioner. Tilstandene er ikke nødvendigvis ideelle, hvad det så end måtte betyde, men i Mellemøsten er det ikke kun Israel, der giver plads andre religioner.

Til din landeliste kan jeg tilføje Abu Dhabi – hovedstaden i de Forenede Arabiske Emirater. Efter et besøg dér sidste år kan jeg tilføje, at der ikke mangler kirker i byen, og de er velbesøgte. Noget tilsvarende gælder formodentlig andetsteds i Emiraterne, men det kender jeg ikke selv til.

Mht. Irak og de irakiske kristne er det måske værd at tilføje – som også Steen Sohn påpeger det - at fordrivelsen af de kristne først og fremmest er sket efter den amerikanske invasion af landet. Saddam Husseins regering var ikke uvenlig overfor de kristne befolkningsgrupper: hans udenrigsminister (Tariq Aziz) var kristen, og stifteren af hans parti (Baath partiet) var også kristen. Genlæser man Philippe Broussards artikel om de irakiske kristnes ængstelse og/eller frygt for fremtiden fra 2002, dvs. fra før den amerikanske invasion, (L’inquiétude des chrétiens, Le Monde, 1. november, 2002), er det slående at se, hvor profetisk denne er.

Endelig skulle man måske tilføje, at man bør være en smule forsigtig med betegnelser som eksempelvis ”kristen” i disse sammenhænge. ”Kristne” er ikke nødvendigvis kristne i betydningen troende kristne, men snarere kristne i sociologisk forstand – de stammer fra kristne slægter og samfund. Og det er ikke givet, at de går i kirke hver søndag! Tilsvarende gælder naturligvis for sunnier osv.

Trond Meiring

Assad beskyttede også kristne og andre minoriteter. (Han representerer selv en minoritet i Syrien, Alawitterne, og Bath-partiet, som også Saddam Hussein i Irak.)

Peter Bækgaard

Jeg håber I kan se forskellen i religionsfrihed på papiret og hvad der i praksis foregår. Mig bekendt har man stadig religionsfrihed i Irak, men sjovt nok flygter de kristne fra Irak og Syrien. Hvorfor skulle de have beskyttelse førhen?
Et er hvad der står på papiret, noget andet er hvad der i realiteten foregår.
I Egypten har koptere det ikke særligt nemt. Deres kirker angribes, og endda sådan en simpel ting som at de faktisk havde lov til at holde svin, det er nu ikke tilladt ( i hvert fald ikke efter det muslimske broderskab fik magten - hvad der nu er tilladt kan jeg ikke helt finde ud af).
De Kristne i Syrien støtter Assad. Det er et fornuftægteskab, for de frygter hvad der sker hvis Alawitterne ikke kan holde de "andre" i skak.
I Irak flygtede de kristne i stor stil fordi de frygtede for deres sikkerhed.
Jeg spørger igen - er det religionsfrihed?
Der er, i takt med udbredelsen af islamisk ekstremisme, ikke plads til andre religioner. De lande hvor der stadig kan praktiseres andre trosretninger, er de lande hvor man fortsat forsøger at nedkæmpe islamisk ekstremisme.
UAE er, som nævnt, vel det bedste eksempel pt.
Andelen af kristne i regionen er faldet fra ca. 20 procent til knap 4 % på under 100 år.

Trond Meiring

Peter Bækgaard,
Ja, situationen er generelt bekymrende. Jeg ville bare nuancere det helt sort/hvide billede noget.
Kan vi konkludere at Saddam og Assad var/er bedre for de kristne og andre religiøse grupper, end Emiratene, Broderskabet og vestlig intervention?

Peter Bækgaard

Nej det kan vi ikke konkludere. Det ville være at sige at hitler var god for muslimerne. Han slog ikke særligt mange ihjel men de skulle ikke træde ved siden af hans regelsæt. Stalin var heller ikke god.
Problemet er meget sort/Hvidt når man ikke har fri tro og mulighed for at praktisere den ugeneret. Det er et reelt problem.