Læsetid: 4 min.

Nu leder alle i Frankrig igen efter en revolution eller bare en at elske

Med godt en måned til første valgrunde er de officielle kandidater til præsidentvalget i Frankrig fundet. Samlende for favoritterne er deres totale nyskabelse af fransk politik
Lige nu ser det ud til, at det franske præsidentvalgs anden runde bliver en kamp mellem det ekstreme højres Marine le Pen og den ekstreme midtes Emmanuel Macron (på billedet).

Lige nu ser det ud til, at det franske præsidentvalgs anden runde bliver en kamp mellem det ekstreme højres Marine le Pen og den ekstreme midtes Emmanuel Macron (på billedet).

Boivin Samuel/Polfoto

21. marts 2017

Aldrig siden Den Femte Republik blev indført i 1958, har det franske præsidentvalg fremstået så åbent som i år. Feltet er så spredt, at ingen aner, hvem vinderen bliver.

Vælgerflokken ændrer retning i meningsmålingerne ved mindste skandale, og op mod 50 pct. udtaler, at de ikke aner, hvem de skal stemme på, så selv garvede analytikere flyver fortvivlet med.

Lige nu ser det ud til, at valgets anden runde bliver en kamp mellem det ekstreme højres Marine le Pen og den ekstreme midtes Emmanuel Macron. De to ligger side om side med hver omkring 25 pct. af stemmerne, nok til at gå videre til anden runde og den endelige dyst om at kunne trække i præsidentkostumet.

I Frankrig taler man altid om præsidentposten som et jakkesæt, som en ny kandidat skal være i stand til at passe lige så godt som Den Femte Republiks fader, Charles de Gaulle. En ny præsident skal ikke være for stor og larmende som Nicolas Sarkozy, men heller ikke så ukarismatisk og alt for almindelig som François Hollande. Ikke mindst skal præsidenten have autoritet til på rekordtid at forandre et Frankrig med massearbejdsløshed og stor offentlig gæld.

Elefanterne er væk

I 2017 skal der tilsyneladende revolutionære tanker til for at kunne trække i jakkesættet.

Håber man, revolutionen kommer fra venstrefløjen, ser det imidlertid sølle ud. Socialistpartiet ligger hærget hen med en ellers optimistisk Benoît Hamon i spidsen.

Han formåede ganske vist i weekenden at samle en stor skare til et vælgermøde med en strålende tale om økologisk omstilling, borgerløn og et Europa, som skal stå det hele igennem. Han formåede endog at tage sig præsidentagtig ud og tale om sikkerhed og terrorisme, selv om hans jakkesæt  i bogstaveligste forstand stumpede alle vegne.

Men elefanterne er væk. De gamle socialistiske elefanter, som man så ofte har bebrejdet at trække socialistpartiet rundt i manegen, sad end ikke på tilhørerpladserne.

Et par ministre fra den tidligere regering var der, ikke mindst den så udskældte tidligere justitsminister Taubira, som under den tidligere regering emblematisk fik gennemført loven om ægteskab for homoseksuelle trods enorme protester.

Taubira var så også en af de kandidater, der ved chokvalget i 2002 medvirkede til Jospins fald alene ved at stille op og dermed sprede venstrestemmerne mellem kandidaterne. Klog af skade støtter hun nu Hamon.

Men præsident Hollande var ikke til stede. Heller ikke tidligere premierminister Valls jublede og vinkede med regnbueflag og trikolorer. Valls er deserteret fra den socialistiske kampagne og ventes at dukke op i nærheden af sin tidligere økonomiminister Macron. Det franske socialistparti er de facto gået i stumper og stykker.

Macron er valgkampens største revolutionære mysterium. Revolution hed hans kampskrift, som udkom i januar, og det er måske det mindst revolutionerende kampskrift, Frankrig nogensinde har læst. Ikke desto mindre vil det være en omvæltning, hvis Frankrig regeres hen over midten, som hans erklærede mål er. 

Opgaven er så stor, at der nærmest skal Baron von Münchhausenske kræfter til at hive det politiske spil op ved håret og føre det ind i en ny parlamentarisk æra. Macron synes indtil videre at have styrken til det.

Det mest paradoksale ved fransk politiks nye stjerne er måske, at han stort set lover at føre den ekstremt upopulære Hollandes politik videre med nedskæringer i det offentlige, arbejdsmarkedsreformer og støtte til erhvervslivet.

Alle imod le Pen

Revolutionen kunne så komme fra det yderste venstre. Mélenchon er manden, der har styr på vokabularet fra arbejderkampen, hvilket han atter viste ved en succesfuld demonstration denne weekend med over 130.000 personer på Place de la République.

Men selv den ellers så taktiske Mélenchons kamp synes forpasset, han havde regnet med den socialliberale Valls som modstander og kæmper nu mod Hamon om næsten de samme vælgere. Ingen af dem synes for alvor at kunne få fat i de vælgere, der stemmer på en anden selvudnævnt revolutionær, mørkets dronning Marine Le Pen, som alle hævder, de er imod.

For revolutionen kunne komme fra højrefløjen, det er på ingen måde umuligt. Den højreekstremistiske Marine Le Pen har de sidste syv år formået at trække i sin far, Jean Marie Le Pens, jakkesæt, banke Front Nationale op til usete valghøjder, og hendes idéer om ’Frexit’ – udtræden af EU – og lukkede grænser tiltaler vælgere i arbejdsløshedshærgede områder.

Ganske vist trues hun nu af skandaler om brug af offentlige midler, men hendes vælgere synes at tilgive hende, det var jo bare EU-midler?

Alligevel er der i Frankrig noget slidt ved revolutionen fra det ekstreme højre. Er Marine Le Pen ikke selv del af systemet? Det er ikke længere Le Pen, som er ny, så hendes sejr afhænger af, hvem hun møder i anden runde.

Fillons deroute

For der er jo stadig François Fillon. Eller var. Den stille og rolige revolution på højrefløjen, konservativ, katolsk og steady as a rock.

Også han var en nyhed, da han i efteråret vandt primærvalget til højre over favoritter som Sarkozy og Juppé. Han passede næsten lige så godt i præsidentjakkesættet, som Askepot i sine glassko, højrefløjen havde omsider fundet en at elske, og Fillon slog alle andre ud, da han spurgte, om man kunne forestille sig de Gaulle blive anklaget for noget med slet skjult reference til skandalerne hos hans modkandidater blandt republikanerne. 

Nu står Fillon selv anklaget for at have haft sin kone ansat i årevis i et fiktivt job – alligevel er han fortsat kandidat.

Men det, som måske rammer Fillon endnu hårdere  end alt andet, er en historie om netop et jakkesæt. I sidste uge kom det frem, at Fillon har ladet ’en ven’ med lidt for tætte forbindelser til afrikanske diktatorer betale sine jakkesæt for over 100.000 kr. stykket.

»Hvad så?« spurgte Fillon.

Så røg han lige ud af de Gaulles jakkesæt. Nu leder alle i Frankrig igen efter en revolution eller bare en at elske.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg er ked af, at Hamon ikke står bedre; men det er dog fantastisk, at folk ser mest til venstre, når de skal finde de mest troværdige kandidater - Macron og Melenchon.

En ny republik

– [Florence Dufoix] nekter å velge mellom pest eller kolera. Vi gjorde det i 2002, da vi holdt oss for nesa og stemte på Jacques Chirac. Det gjør jeg ikke igjen. Jeg stemmer på Mélenchon i andre runde også, sier hun.

Men en stemme til en kandidat som ikke er kvalifisert til andre valgrunde, er en blank stemme. Dem kan det bli rekordmange av i år.
Ifølge tall fra forskningssenteret Cevipof, kan hjemmesitterne utgjøre «Frankrikes største parti», med 30 prosent av velgermassen, skriver mediehuset Franceinfo.

http://www.klassekampen.no/article/20170321/ARTICLE/170329993