Læsetid 10 min.

Mød socialisten, meteoren, den faldne engel, arvingen og kommunismens hologram. En af dem bliver Frankrigs præsident

Slutspillet kan begynde i Frankrig. Skal Frankrigs næste præsident hedde Hamon, Mélenchon, Fillon, Macron eller le Pen?
Slutspillet kan begynde i Frankrig. Skal Frankrigs næste præsident hedde Hamon, Mélenchon, Fillon, Macron eller le Pen?
21. marts 2017

Benoît Hamon

Socialistpartiet, 49 år. Socialistkandidaten som splitter.

Benoît Hamon er født nær Brest på Bretagnes vestligste spids i 1967 af en ingeniørfar, som arbejdede på et skibsværft,og en mor, der var sekretær. Han har to døtre med sin samlever, der vistnok er halvt dansk. Hun holder både sig selv og børnene langt fra mediernes spotlys.

Hamon er de franske socialisters kandidat, men det synes at være svært for både ham selv, hans politiske støtter og vælgere at slippe fornemmelsen af, at han overraskende vandt over de store i klassen. Han slog overbevisende den fratrådtepremierminister Manuel Valls.

Den både historie- og statskundskabsuddannede Hamon er trods sin drengede facon ingen politisk novice. Han er delvist opvokset i Senegal, hvor han gik på katolsk skole »sammen med sorte, arabere og libanesere«, og hjemkomsten til det »alt for hvide« og regnfulde Bretagne var et chok.

Eliot Blondet

Det var mødet med skinheads, der tævede en pakistaner ved en rockkoncert, der blev afgørende for hans beslutning om at gå ind i politik, hvor han i høj grad har arbejdet med ungdomsorganisationer.

Den lidt for ivrige unge politiker blev parkeret som formand for socialististpartiets ungdomsorganisation, men formåede at bruge det som springbræt.

Hans første folkevalgte post var til Europaparlamenteti 2004. I 2012 blev han socialminister, og i 2014 undervisningsminister under Valls, men han røg efter blot fire måneder på grund af sine protester mod regeringens økonomiske linje. Benoît Hamon er en af de socialistiske frondeur – de utilfredse – som adskillige gange stemte imod Valls-regeringens politik.

Hans politiske mentor er Martine Aubry, der er både virkelig og åndelig datter af den mangeårige formand for EU-Kommissionen Jacques Delors. Hamon er således socialist med kærlighed til EU. Hamons stærke programpunkter er borgerløn, nedsættelse af arbejdstiden, legalisering af cannabis og økologisk omstilling – men i EU-regi.

Men Hamon er ikke en samler. Mod venstre er han for langt fra Mélenchon på EU-spørgsmål, til at de kan slå sig sammen. Mod højre har Hamons tidligere premierminister Valls nægtet at give ham sin støtte: »Jeg har ingen lektie om loyalitet at lære fra Hamon«. En ægteskabelig bemærkning, der med al tydelighed viser socialistpartiets splittelse.

Emmanuel Macron

En Marche !, 39 år. Meteorkandidaten.

Emmanuel Jean-Michel Fréderic Macron er født i 1977 i Amiens i Picardiet i det nordlige Frankrig – et område hærget af arbejdsløshed. Politisk set er Macron en jomfrufødsel: Valgets yngste kandidat har aldrig været valgt til et politisk embede.

Forældrene var læger. Det var bedstemoderen, skoleinspektør, der var Macrons forbillede og gav ham smag for litteratur, kunst og socialt engagement.

Robert Alain/ABACA

Den kun 17-årige Macron forelskede sig i sin 24 år ældre fransk- og dramalærerinde Brigitte Trogneux, som nu officielter ansat i hans præsidentkampagne. De blev gift i 2007. Brigittes tre voksne børn fra et tidligere ægteskab støtter også deres papfar.

Disse anekdoter kan læses i Macrons eget kampskrift, Revolution, men også i Paris Match, Frankrigs svar på Billed Bladet. Macrons politiske lynkarriere er også bygget op fra frisørsalon til frisørsalon, hvor trofasthed i kærlighed er vigtigere end politik.

Macron blev i 2004 uddannet fra statsforvaltningens eliteskole, École Nationale d’Administration, og fik derefter stilling i Finansinspektionen. I 2008 kom han til Rothschild-banken, hvor det unge geni blev tilbudt partnerskab og i 2012 var med til at gennemføre en milliardhandel, der gjorde ham selv til millionær. Macron ser ud til selv at have råd til de dyre jakkesæt, han bærer.

Dernæst blev Macron personlig rådgiver for præsident Hollande og i 2014 økonomiminister. Macron står bag socialistregeringens stærkt kritiserede støttepakke til erhvervslivet og reformer af arbejdsmarkedet. Alligevel var Macron et af regeringens mest populære medlemmer.

I marts 2016 skabte Macron bevægelsen En Marche ! – en socialliberal progressiv bevægelse, der vil tilpasse Frankrig globaliseringen, liberalisere arbejdsmarkedet og går ind for et stærkt EU. Et egentligt program – et katalog af politiske ideer hen over den politiske midte – forelå først i begyndelsen af marts.

I disse dage strømmer det til med støtte fra skuffede politikere, der forlader synkende skuder til højre og venstre. Selv den tidligere premierminister Manuel Valls har opgivet sit løfte om at støtte socialisternes kandidat Hamon og vender blikket mod Macron.

François Fillon

Les Républicains, 63 år. Den faldne engel på højrefløjen

Francois Charles Amand Fillon er født i 1954 i le Mans, Sarthe, en typisk katolsk egn i det vestlige Frankrig, gift med Penelope Fillon og far til fem.

I 1981 blev Fillon det franske parlaments yngste medlem som ’social gaullist’ i højrepartiet RPR og har siden bestridt en række politiske hverv fra borgmester til senator. Under Nicolas Sarkozy nåede Fillon i 2007 et foreløbigt højdepunkt i karrien som premierminister, dannede tre regeringer og slog alle franske rekorder i premierministerholdbarhed.

Albert Facelly

Ingen havde set den tilsyneladende selvudslettende politiske håndværker som en troværdig præsidentkandidat – måske med undtagelse af Fillon selv. Set i bakspejlet understreger kommentatorer hans smag for bjergbestigning og motorløb af den type, der køres i le Mans: Et sejtræk på 24 timer.

Efter Sarkozys nederlag ved præsidentvalget i 2012 var Fillon fortsat populær og erklærede allerede i 2013 sit kandidatur for 2017 og skabte bevægelsen Force republicaine med afdelinger landet over. Hans programerklæring fra 2015, Faire – at handle – lover chokterapi med reformer og kraftige nedskæringer i den offentlige sektor.

Det var med dette grundige setup, at Fillon fra en position langt nede i felteti november 2016 gik på skærmen i de to debatterop til primærvalget på højrefløjen. Ikke mindst ved at understrege sin egen stabilitet og hæderlighed strøg den liberalt konservative Thatcher-fan forbi Alain Juppé og Nicolas Sarkozy og blev valgt med over 66 pct.af stemmerne .

I december konsoliderede Fillon sin position langt ude på højrefløjen med bogen: Bekæmpelse af totalitaristisk islamisme.

Men i januar blev Fillon beskyldt fori årevis at have haft sin hustru ansat i et fiktivt job som parlamentsassistent. For en uge siden blev Fillon officielt sigtet. Trods sit løfte om i så fald at trække sig, valgte Fillon at bedyre sin uskyld og fortsætte løbet, hvilket har fået en række politiske støtter især på den politiske midte til at trække sig.

Senest står Fillon nu også anklaget for at have taget imod ekstremt dyre jakkesæt fra ’en ven’, der også er ven med afrikanske diktatorer. Det har yderligere svækket Fillons image som den diskrete, selvudslettende far for nationen.

Marine le Pen

Front National, 48 år. Den renskurede arving.

Født Marion Anne Perrine le Pen i 1968 i den rige pariserforstad Neuilly-sur-Seine. Hun er mor til tre, men først og fremmest sin fars datter, den yngste af tre.

Faderen, Jean Marie le Pen, tidligere soldat og torturbøddel i krigen i Algeriet, var i 1972 medstifter af det højreekstremistiske parti Front National (FN), som han i 1980’erne blev den stærkt karismatiske leder af, kendt for sine udfald mod indvandrere og den berømte – og straffede – bemærkning om de nazistiske jødeudryddelser som »en detalje i historien«.

Geoffroy Van Der Hasselt

Marine le Pen har i sin selvbiografi fra 2006 forklaret, hvordan et attentat mod hjemmet, da hun var otte år gammel, førte hende ind i politik. Allerede som 15-årig deltog hun i sin farsvalgkampe.

Som 18-årig blev hun medlem af partiet, og samtlige hendes tre livspartnere har haft vigtige poster i FN, senest næstformanden Louis Aliot.

Det var først omkring valgkampen i 2002, at den advokatuddannede Marine le Pen, der havde arbejdet som juridisk rådgiver for partiet i årevis, for alvor blev et kendt ansigt, efter hun i nogle år havde arbejdet i kulissen for at afdæmonisere Front National.

I 2007 stod hun bag faderens præsidentkampagne, men modtog internt i partiet bebrejdelser for, at det skuffende resultat på omkring 10 pct. skyldtes hendes mildere linje. Ikke desto mindre var det Marine, som med faderens støtte vandt ledelsen af partiet stort i 2011, og i 2012 opnåede hun det bedste resultat for en FN-kandidat ved et præsidentvalg nogensinde med 17,9 procent. Det rakte dog kun til en tredjeplads.

Europaparlamentsvalget i 2014 var en kæmpe succes med 24,9 procent. I 2015 kom det til et brud med faderen, der atter havde udtalt sig provokerende om Anden Verdenskrig, og den 86-årige Jean Marie blev ekskluderet af partiet.

Marine le Pen ønsker fortsat indvandrerstop, vil genskabe grænsekontrol, forlade euroen, beskatte import og tillade national præference ved ansættelser. Men hun har renset partiet for skinheads, faderens udtalelser, dødsstraf og abortmodstand. Anklager om, at hun har brugt EU-midler til at aflønne en assistent og en bodyguard synes både at prelle af på hende og hendes faste vælgerskare.

Jean-Luc Mélenchon

Det Oprørske Frankrig, 65 år. Kommunismens hologram.

Jean-Luc Antoine Pierre Mélenchon er født i 1951 i Marokko af franske forældre. Faderen var postbud, moderen lærerinde. Ved forældrenes skilsmisse i 1962 fulgte han med moderen og voksede op i Normandiet, men især i Jura.

Mélenchon, der er uddannet filosof, er ligesom socialisten Benoît Hamon ekstremt diskret omkring sit privatliv. Han er fraskilt og har en datter. Både under og efter sin uddannelse arbejdede Mélenchon som korrekturlæser, senere har han undervist, været journalist og tegner, og har selv skabt forskellige politiske medier.

David Niviere

Mélenchons vej ind i politik gik via studenteroprøret i 1968 og trotskistisk leninistisk kommunisme. I 1977 opgav han ideen om den blodige revolution og meldte sig ind i Mitterrands socialistparti, hvor han skulle spille en stor rolle i Mitterrands overtagelse af det kommunistiske spektrum på den franske venstrefløj op mod socialisternes præsidentsejr 1981.

Fra 2000 til 2002 var han minister for tekniske uddannelser i Jospins socialistiske regering under højrepræsidenten Chirac. Men efterJospins ydmygende nederlag som præsidentkandidat i 2002 skabte Mélenchon sammen med andre en ny socialistisk bevægelse yderst på venstrefløjen i socialistpartiet.

Først i 2008 brød Mélenchon endeligt med socialisterne og skabte sit eget parti, Parti de Gauche, der samlede den yderste franske venstrefløj, inklusive kommunisterne. Ved præsidentvalget i 2012 opnåede han over 11 pct. af stemmerne. Den eurokritiske Mélenchon har siden 2009 været medlem af Europaparlamentet.

Mélenchon kæmper fortsat mod kapitalen, men er også den præsidentkandidat, der har det største ordforråd og den værste tøjstil. Han har dog nu fundet sig en ’uniform’, der vækker minder om Mao.

Hans bevægelse nu hedder La France Insoumise – Det oprørske Frankrig – en tydelig reference til forfatteren Houellebecqs roman Soumission, Underkastelse. Mélenchon er den ældste blandt topkandidaterne, men med på mediebeatet.

Et vælgermøde, hvor han befandt sig to steder i landet samtidig ved hjælp af et hologram, har givet anledning til den mest brugte metafor i valgkampen: Hvem er hvis hologram?

I weekenden samlede Mélenchon 130.000 franskmænd på gaden i Paris med både trikolorer, regnbueflag og grønne flag.

De andre kandidater

Fra arbejderkamp til Mars-kolonisator

Det er en broget flok, der udover de fem hovedkandidater har opnået de 500 nødvendige underskrifter fra folkevalgte og stiller op til det franske præsidentvalg.

  • Nathalie Artaud, 47 år, Lutte Ouvrière. Stiller op for anden gang og har overtaget tjansen med at stille op som arbejdernes præsidentkandidat fra Arlette Laguiller, der har fransk rekord i opstillinger. Artaud er datter af en mekaniker, selv uddannet økonom og underviser i gymnasiet.
  • Philippe Poutout, 50 år, Nouveau Parti Anticapitaliste. Opnåede sine 500 underskrifter i sidste øjeblik. Poutout arbejder som mekaniker hos Ford, er tidligere medlem af Lutte Ouvrière, men forlod de revolutionære kommunister i 2009 og stiftede sit eget parti.
  • Nicolas Dupont-Aignan, 56 år, Debout la France. Har siden 1995 været borgmester for kommunen Yerres sydøst for Paris, en by, hvis økonomi han med succes fik rettet op. Han har siden 1997 været parlamentsmedlem for Essonne, blev uenig med Sarkozy om EU og skabte bevægelsen Debout la France. Han sammenlignes ofte med Le Pen, støtter Brexit og opnåede næsten 2 pct. af stemmerne i 2012. Håbede at overraske i år, men får næppe chancen og er rasende over, at tv-kanalerne kun har inviteret fem kandidater til første debat. Dupont-Aignan erklærer det for »voldtægt af demokratiet«.
  • François Asselineau, 60 år, Union Populaire Républicaine. Er ligesom Macron ENA-uddannet embedsmand og har arbejdet i finansinspektionen. I de Gaulles ånd arbejder Asselineau for Frankrigs suverænitet, som han mener er overtaget af EU, euroen og Nato. Han betragter sig selv som centrumpolitiker og er måske valgets mest overraskende kandidat og har kørt kampagne uden om medierne. Asselineau anklager medierne for bevidst at ignorere ham, men han har til gengæld plakater placeret i alle hjørner af Frankrig.
  • Jacques Cheminade, 75 år. Solidarité et Progrés. Er uddannet på ENA, men præsenterer sig selv som mod systemet og på venstrefløjen. Hans program indeholder punkter om, at Frankrig skal ud af NATO, euroen og EU. Cheminade mener, at Frankrig skal satse på at kolonisere Månen og Le Monde tillader sig at hævde, at han er tilhænger af konspirationsteorier.
  • Jean Lasalle, 62 år, Résistons. Hyrde fra Pyrenæerne, har været borgmester i en lille kommune på samme egn siden 1977 og præsenterer sig som midterpolitiker, der forsvarer landkommuner med økologisk sigte.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Henrik Leffers
    Henrik Leffers
  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
Per Jongberg, Mihail Larsen, Henrik Leffers og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

- Han [Jean-Luc Mélenchon][ har dog nu fundet sig en ’uniform’, der vækker minder om Mao.

Nu er overtegnede måske en anelse yngre end skribøsen, men billedet af Mélenchon minder nu ikke om noget, der ligner Maos tøjstil.

Men fint, at avisen nævner, at der opstilles en vestreorienteret kandidat.

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Ret imponerende at en ung og politisk uerfaren Emmanuel Macron kan score så mange points så hurtigt i valgkampen. Han er dog en paradoksernes mand og kan give anledning til et håb om fornyelse i det politiske system.
Jeg overværede noget af debatten i aftes og har senere genset især dueller mellem ham og Le Pen - og han er lynhurtig på replikken. Spørgsmålet er så, om der er skjulte stemmer til Le Pen, som der var til Trump i USA?

Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

Det er ikke specielt demokratisk kun at invitere de førende skikkelser til en tv debat, men nødvendigt. For en gangs skyld fik vi i en politisk debat, hvor Macron i min optik stod stærkest. Han viste engagement og indsigt, var præsident embedet værdigt som efterlod de andre som amatører. Der er håb forude for Frankrig. Melanchon er sin egen, en dygtig kommunikator, og mange unge vil nok være forblændet af venstrefløjens ideologi.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Med Macron bliver politik fornyet og noget andet. Han vil ligge de gamle problemer om kolonitiden og konflikter i Europa bag sig. De fleste politikere i Frankrig med Hollande er Tysk hader eller fober, Sådan var De Gaulle, Mitterand og fortsat. Og det er ikke ingen ting at gøre EU fri fra de gamle problemer fra koloni tid og fra krige i Europa, England slap med nemlig disse problemer, kolonitid, imperier og storheds vanvid, gamle identitet etc... Med de andre forbliver nemlig verden som den er, den kører rundt i en cirkel og pseudo problemer. Hvad vil Europa gavne i at sloss mod vindmøller som Donquichot. Jeg tror Macron vil skabe en ny tid eller begyndelsen til en ny tid, Verden har brug for handel og samarbejde mellem Eu og alle middelhavslande(dvs de arabiske lande), Det kan ikke undgås eller kører verden i cirkler. Det stor problem er så: hvad vil folk i Europa mene, vil det bakke op eller tænke og se baglens?

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

En der vil skære i den offentlige sektor, mens han har sin kone ansat i administrationen - lyder som en vinder. Har allerede sat et par hundrede på ham.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

De sejende politikere i Frankrig elsker at sige "vive la france" men de mener "vive les kolonies francaises". Penge til højre, penge til venstre, det er ingen forskel. Det er plyndring alle sammen. Set det franske valg fra København vender højre eller extremhøjre?.