Læsetid: 4 min.

Piketty: Den uhyre velstand har forskudt en vigtig magtbalance

Kombinationen af stater, der tynges af stadig større gæld, og den stadig større ophobning af privat velstand er ikke et holdbart status quo. Uden omfordeling truer politisk tumult
Kombinationen af stater, der tynges af stadig større gæld, og den stadig større ophobning af privat velstand er ikke et holdbart status quo. Uden omfordeling truer politisk tumult

Tor Birk Trads

21. marts 2017

Dagens økonomiske debat er overdetermineret af to virkeligheder – disse er i øvrigt forbundet med hinanden, hvad vi kan være tilbøjelige til at glemme. På den ene side har vi den stadige stigning i den offentlige gæld, og på den anden den velstand, som er ophobet i privatejede formuer.

Næsten alle steder nærmer niveauet for offentlig gæld sig eller har oversteget niveauet for nationalindkomsten (hvilket omtrent svarer til det årlige bruttonationalprodukt) – en markant stigning i forhold til de knap 30 procent, som var det typiske billede i 1970’erne.

Det er en problematisk gældsvækst, som det ligger mig fjernt at bagatellisere. Sandt at sige har vi at gøre med det højeste niveau for offentlig gæld siden Anden Verdenskrig. Historiske erfaringer viser da også, at gæld på så høje niveauer kun meget vanskeligt kan nedbringes med gængse midler.

For at danne os et klarere overblik over, hvad der står på spil, og hvad alternativerne kunne være, er det derfor vigtigt, at vi sætter denne virkelighed i perspektiv og relaterer den til udviklingen i struktureringen af ejendom som helhed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • johnny lang
  • kjeld jensen
  • Peter Jensen
  • Steffen Gliese
  • Martin E. Haastrup
  • Johannes Lund
  • Finn Hansen
  • Bjarne Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Arendal
  • Kim Nielsen
  • Ole Henriksen
  • Sup Aya Laya
  • Poul Simonsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Per Jongberg
  • Benny Jensen
  • Henrik Leffers
  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Ib Christensen
  • Jens Kofoed
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • ingemaje lange
  • Jørgen Wassmann
  • Carsten Svendsen
  • Ervin Lazar
  • Kim Houmøller
  • Torben Skov
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel, Anders Graae, johnny lang, kjeld jensen, Peter Jensen, Steffen Gliese, Martin E. Haastrup, Johannes Lund, Finn Hansen, Bjarne Andersen, Alan Strandbygaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Arendal, Kim Nielsen, Ole Henriksen, Sup Aya Laya, Poul Simonsen, Olav Bo Hessellund, Per Jongberg, Benny Jensen, Henrik Leffers, Flemming Berger, David Zennaro, Ib Christensen, Jens Kofoed, Torben K L Jensen, Trond Meiring, ingemaje lange, Jørgen Wassmann, Carsten Svendsen, Ervin Lazar, Kim Houmøller, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

“De seneste data for 2015-2016 viser, at den offentlige nettokapital er blevet negativ i USA, Japan og Storbritannien. I alle disse lande vil et salg af de samlede offentlige aktiver således ikke være tilstrækkelig til at indfri gælden.”

Jo, men hvorfor skal gælden indfris? Er det den småborgerlige tæring-efter-næring-filosofi, som rumsterer i baggrunden? Denne filosofi rider Europa som en mare i disse år. Det er lykkedes det politiske etstablisment at bilde de europæiske befolkninger ind, at det kan få forfærdelige konsekvenser, når statens gæld nærmer sig 100% af BNP, og at vi har gældsat fremtidige generationer. (Det sidste er det rene sludder.) Ingen spørger hvad disse konsekvenser drejer sig om, for påstanden stemmer fint overens med vores allesammens lille hverdagserfaring. Men en privat husholdning er ikke det samme som en statslig husholdning – hvilker de fleste synes at tro. Hvis en privat husholdning ikke betaler sin gæld, kan den forgældede person miste sin ejendom og i Danmark komme i Ribers kartotek etc. Der findes ingen international jura og ingen internationale juridiske sanktioner mod stater, som ikke betaler deres gæld. Til forskel fra private personer er stater suveræne – altså i princippet. For der findes jo som bekendt stater som via internationale traktaker har givet afkald på deres suverænitet.

Det forholder sig sådan, at et underskud i den offentlige sektor, altid tilsvarer et overskud i den private sektor - hvilket Piketty også påpeger: “Faktum er nemlig, at i samme periode steg den private rigdom, efter fraregning af gæld, spektakulært.” Når underskuddet i den offentlige sektor stiger, må det logisk set tilsvare en lignende stigning i den private sektors overskud (private forbrugere og det private erhvervsliv). I modsat fald ville det inderbære, at de samfundsskabte værdier forsvinder ud i den blå luft. Normalt burde man forvente, at akkummuleret overskud i den private sektor på et eller andet tidspunkt vil blive omsat i forbrug. Hvad ellers? Når forbruget i den private sektor stiger, stiger statens skattegrundlag, når flere varer efterspørges (moms), og hvis forbruget medfører investeringer, som skaber arbejdspladser falder statens udgifter til overførselsindkomster, og statens indtægter stiger, når flere kommer i arbejde. Dvs. statens underskud falder.

Når dette p.t. ikke sker, skyldes det først og fremmest, at til trods for det store overskud i den private sektor investeres der ikke produktivt. Det gør der ikke, fordi der kan skabes hurtigere og større profitter ved spekulation, hvilket er et politisk problem, fordi vores politikere har vedtaget, at en finanskapital uden restriktioner er bedst for samfundet. F.eks. kunne banker ikke i 60erne og 70erne selvstændigt købe og sælge værdipapirer. De kunne kun vejlede deres kunder i sådanne spekulationer og opkræve et gebyr for vejledningen. Dernæst fører stat og kapital en økonomisk politik, som medfører et nedadgående pres på løn og overførselsindkomster, som både hæmmer efterspørgslen efter varer og begrænser statens indtægter. Hele denne fastlåste situation skyldes den ovenfor nævnte småborgerlige tæring-efter-næring-filosofi (eller austerity på udenlandsk), som hærger Europa i disse år. Det er lykkedes det politiske establishment, at bilde befolkningerne ind, at det er et frygteligt problem med al denne statsgæld, og at den eneste måde hvorpå vi kan komme ud af dette morads er at spare og skære ned på den offentlige sektor. Hvilket kun har en eneste sikker konsekvens: At statens underskud vil stige, og at den private sektors overskud følgelig også vil stige – hvilket vil medføre mere spekulation.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Morten Nielsen, Peter Jensen, Steffen Gliese, Martin E. Haastrup, Mads Kjærgård, Finn Hansen, Bjarne Andersen, Poul Cohrt, Erik Pedersen, John S. Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Henning Nielsen, Ole Henriksen, Sup Aya Laya, Rolf Andersen, Flemming S. Andersen, Torben Skov, Mikael Velschow-Rasmussen, Nikolas Andersen, Janus Agerbo, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen, Jørgen Wassmann og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

God artikel tak, og kommentar som mere er tilføjelse fra Ivan Leth. Pointen kan også logisk udledes at når statens nettokapital bliver minus og herunder gæld til udland samtidig med den private kapital stiger, at så låner staten fra udland til forøgelse af den private kapital. Som artiklen også påpeger og som er hovedpointen, staten er ikke er i stand til at sikre at de der drager størst fordel af globaliseringen, bidrager rimeligt til landene, og det erkendes at det er skattesystemerne.

Min pointe er når statens forvaltere offentlige myndigheder spiller og agere fallit bliver de minoritetsgjordt og de private rigeste aktører tager over, som artiklen påpeger i en eller anden ejerform via bankerne. Når vi ser på bankerne ser vi igen på de globalt rigeste, artiklen påpeger en historisk cycklus med ændringer i ejendom via revolutioner og krige, er ikke enige i at 2. verdenskrig var revolutionær, det der har ændret ejendom, er tumult fra og via landenes befolkninger. Den cycliske gentagne karakter gør, at der ikke ændres det store i den generelle tendens imod de rigeste gør livet sværere for resten. Ikke førend der stilles anerledes og langt højere krav til staternes forvaltninger kan dette faktum ændres, den demokratiske proces har cyclisk vist sin fallit, de virkelig kompetente poliitikere forvaltere har ikke haft deres reelle gennembrud endnu. De globale stater må nu være i et kompetence kapløb om et system der er linær udvikling i stedet for en gentagen cirkel, og den eller de stater der har kompetencer kan blive forbillede for hvordan, hvordan er i virkeligheden en simple opskrift, at anvende viden er den nye udfordring, som almindeligt demokratisk valgte politikere ikke historisk set har formået.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Nikolas Andersen, Sven-Åge Westphalen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det globale udbud af arbejdskraft stiger ekspotientielt - mængden af arbejde falder på samme måde og en gammel marxistisk tese siger at kapitalismen kollapser når dem der producerer ikke har råd til at købe deres produkter. - Den eneste måde for kapitalismen at løse problemet på er at skabe tryghed og forudsigelighed for borgerne - det er at give en borgerløn man kan leve af.
Det er imod kapitalismens naturlige måde at løse problemer på. - For kapitalismen findes der kun een måde,set i historiens forløb - Det er krig - ødelæggelse af produktionsapparat og infrastruktur - det bedste alternativ er en blodig revolution som i Rusland efter 1. verdenskrig eller den franske revolution i 1700-tallet.

kjeld jensen, Mads Kjærgård, Tor Brandt, Bjarne Andersen, Torben Skov, Flemming S. Andersen, Anne Eriksen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der findes en anden fremgangsmåde for kapitalisterne; byg en rumstation. Brug Jorden som forsyning / losseplads. De skal lige teste mennesker i rummet først. Men de betaler jo også for det.

Eva Schwanenflügel

Der findes en anden fremgangsmåde for kapitalisterne; byg en rumstation. Brug Jorden som forsyning / losseplads. De skal lige teste mennesker i rummet først. Men de betaler jo også selv for det.

Sven-Åge Westphalen

En god artikel, der dog godt måtte tydeliggøre i endnu højere grad det, som Ivan Breinholt Leth gør opmærksom på, nemlig at den private kapital - særskilt i finanssektoren - i højere grad spekulerer i den kunstige økonomi end i realøkonomien; vi når dermed aldrig en tålelig ligevægtsmodel på kapital. Dernæst skriger det til himlen, at så mange støtter pengeophobningen hos de allerrigeste, som gradvist forvrider og forarmer endnu flere. Men jeg er selv en af dem, der finder det problematisk med den store gældsætning i det offentlige, som skal nedbringes. Men ikke ved udsultning af de svageste og middelklassen men ved større progressiv skat, lukning af skattehuller og afgifter på finansielle transaktioner.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Steffen Gliese, Martin E. Haastrup, Flemming Berger, Finn Hansen, Bjarne Andersen, Erik Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Einar Carstensen, Jesper Nielsen, Rolf Andersen, Henrik L Nielsen, Flemming S. Andersen, Torben Skov, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Henrik Leffers og Nikolas Andersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Sven-Åge Westphalen
21. marts, 2017 - 19:12
Min pointe var, at det ikke er statsgælden men spekulationen, som er det primære problem. Eller mere præcist: Det forhold, at investorer kan hente større og hurtigere profitter ved spekulation end ved produktive investeringer (især i den vestlige verden, men også i stigende grad i 'emerging economies' som Kina). Hvis det forholdt sig omvendt, ville kapitalen søge væk fra spekulation og over i produktive investeringer. Når kapitalen investerer produktivt stiger efterspørgslen på arbejdskraft, lønnen stiger og køb og salg af varer stiger. Dermed stiger statens indtægter i form af skat på løn, kapital og varer. Samtidig falder statens udgifter til overførselsindkomster. M.a.o. hvis man kan begrænse indtægterne ved spekulation, kan man også reducere statens underskud – alt andet lige naturligvis, for det kapitalistiske system er ikke krisefrit.
Desuden er det offentlige sparehysteri ikke funderet i realøkonomien, men i politiske beslutninger. I Europa i form af traktater, hvor stater afgiver suverænitet. Det er den del af historien, som politikere aldrig fortæller befolkningerne, og som journalisterne aldrig stiller spørgsmål om. Nemlig hvorfor staten ikke bare kan skabe penge til at dække sine udgifter? Hvorfor er staten henvist til det private finansielle marked for at hente penge til at dække sine udgifter? En suveræn stat, hvis private sektor har en vis grad af produktivitet, kan suverænt styre sin gæld og skabe penge uden nævneværdig risiko for inflation. Da den tidligere chef for The Federal Reserve Bank, Ben Bernanke, blev spurgt om, hvorfra den amerikanske stat skaffede de mange mia dollars til at bail out Wall Street, svarede han, at staten anvendte 'keystrokes'. Ved at trykke på en tast på et keyboard forbundet til en computer skabte den amerikanske stat mia af dollars til at redde finanssektoren. Den amerikanske stat gentog 'tryllenummeret' et par år senere, da man skabte 3 billioner dollars til såkaldt 'quantitative easing', og det kan den amerikanske stat gøre lige så længe, den ikke løber tør for keyboards. Ifølge de økonomiske tekstbøger indenfor mainstream-økonomien og ifølge økonomerne i Bundesbank skulle lande som USA og Japan for længst være ramt af hyperinflation og være på vej ud over den økonomiske afgrund.
I Danmark var der reelt deflation i 2015. Uden risiko for at øge inflationen med mere end promiller kunne den danske stat have dækket sine udgifter og mere til vha. keystrokes. Dvs. det kunne man så alligevel ikke, fordi danske politikere har valgt at afgive pengepolitisk suverænitet ved at binde kronen til euroen. På baggrund af denne selvvalgte spændetrøje valgte den danske regering at skære ned på overførselsindkomsterne og privatisere og udlicitere. (Det ville have været politisk selvmord at hæve skatterne.) Det er det, som man aldrig fortæller den danske befolkning: At 'den nødvendige økonomiske politik' kun er nødvendig, fordi man har foretaget visse økonomiske/politiske valg. Som sådan er 'den nødvendige økonomiske politik' rent fup.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Morten Nielsen, Peter Jensen, Mads Kjærgård, Flemming Berger, Ebbe Overbye, Torben K L Jensen, Finn Hansen, John S. Hansen, Flemming S. Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Torben Arendal, Henning Nielsen, Ole Henriksen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

"I 1970’erne løb de private formuer op i 300 procent af nationalindkomsten – i 2015 var deres værdi i alle rige lande steget til 600 procent eller derover."

Og samtidig med stigende offentlig gæld, ser vi samme udvikling for den private gæld, hvilket resulterer i voldsom øget ulighed i indtægter og formuer.

Finanskapitalen snylter på det offentlige og på private - stort set på alle. En vaskeægte gøgeunge.

Eva Schwanenflügel, Peter Jensen, Ivan Breinholt Leth, Torben K L Jensen, Finn Hansen, Flemming S. Andersen, Einar Carstensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det er en dårlig begrundelse, at "Uden omfordeling truer politisk tumult". Det er topmålet af arrogance at være mest bange for at få sin fred forstyrret. Det passer selvfølgelig godt til en teoretiker, som nok helst omgås ligesindede.

"Faktum er nemlig, at i samme periode steg den private rigdom, efter fraregning af gæld, spektakulært. "

Det er bare mest dels studerende og dels veluddannede med gode indkomster, der er utilfredse med det, og mest bruger det som argument for øget beskatning af formuer til trods for, fx. boliger ikke kan bruges til betaling af skat. Generelt har teoretikere som Thomas Piketty meget ringe forståelse for den praktiske hverdag, og desværre lige så ringe forståelse for mennesker med lave indkomster og små formuer. Det eneste, der interesserer økonomer som ham, er dels fred og dels forvaltning af store formuer, som ejes af staten og altså ikke er forvalternes personlige ejendom.

Det ignoreres sjovt nok også, at øgede skatter er ligegyldige, hvis de bare modsvares af flere nye opgaver eller projekter, som offentligt ansatte teoretikere finder på til den offentlige sektor, så der kan ansættes flere teoretikere og spares flere medarbejdere i de borgernære funktioner.

Endelig ignoreres, at "politisk tumult" historisk set fortrinsvis er udsprunget fra universiteter, mens mennesker med lave indkomster og små formuer sjældent viser utilfredshed med andre menneskers store indkomster og formuer. Det er da heller ikke fagbevægelsen men professorer og universitetsuddannede politikere, der snakker mest om økonomisk ulighed som en udfordring og mangfoldighed som noget positivt. Det undrer mig til stadighed, at forskellige økonomiske forhold ikke er mangfoldighed, men det tværtimod accepteres, at børn kan drilles, hvis de ikke har så god økonomi som sine skolekammerater. Det accepteres jo ikke, at børn drilles for sin hudfarve, påklædning el. seksuelle orientering. Det værste er, at teoretikere som Thomas Piketty dyrker fordomme om den befolkningsgruppe, som tidligere blev kaldt pøblen.

Ivan Breinholt Leth

Børge Rahbech Jensen
Tak for at du indvier alle os uvidende i Thomas Piketty's inderste psyke og hans helt private og for den brede offentlighed skjulte motiver.

René M. Balslev

Ivan Breinholt Leth... Du hævder at "Når kapitalen investerer produktivt stiger efterspørgslen på arbejdskraft, lønnen stiger og køb og salg af varer stiger." Det er desværre ikke sandt, i hvert fald slet ikke i samme grad som det var engang. -Og hvis det var havde vi slet ikke den meget store, og stigende, ulighed.

Den private kapital stiger betydelig mere end lønsummen, og det skyldes ikke kun gevinster via spekulation i eksotiske finansielle instrumenter. De største årsagsforklaringer ligger i, at vi via automatisering og digitalisering, og godt hjulpet af globaliseringens adgang til billig arbejdskraft, i dag producerer meget mere med færre hænder. Et par aktuelle eksempler kunne være Apple kommende datacenter i Foulum, og Facebooks ditto i Odense. Investeringer på mange milliarder der kun i ekstremt ringe grad vil føre til skatteindtægter i Danmark. Og for at sweaten the deal vedtager vi endda lukrative energiafgifter (omlægning af PSO) og meget andet.

Nuvel, det hedder også effektivisering og frihandel, og det skal vi for min skyld endelig blive ved med.

Men det er hænderne og indkomstskatten, og moms som kan afledes fra den tilbageværende lønsum, der finansierer langt det meste af samfundets omkostninger. Det er ikke hverken selskabsskat, eller den ikke-eksisterende skat på finansielle transaktioner.

Så uligheden hober sig op, og det vil den blive ved med sålænge vi har den beskatningsmodel. Hvis ikke vi ser på samfundets finansiering på en ny måde, og som Piketty og mange flere før ham, anerkender, at med for stor økonomisk ulighed følger social uro, ender vi i ren opløsning. Det er der også flere erhvervsøkonomer der mener, f.eks. Saxobanks cheføkonom Steen Jakobsen (http://finans.dk/live/opinion/ECE9194462/saxo-banks-chefoekonom-karl-mar...) og senest Bill Gates med forslag om beskatning af robotter.

Den trickle down effekt du reelt hentyder til har forlængst spillet fallit.

Ivan Breinholt Leth

René M. Balslev
Jo, i første omgang vil stigende produktive investeringer føre til stigende efterspørgsel efter arbejdskraft og derfor en tendens til stigende lønninger. Kapitalen vil forsøge at eliminere denne stigning i lønningerne ved at rationalisere arbejdsprocesserne – dvs. ved at spare arbejdskraft, som igen vil føre til faldende lønninger.

Hvornår det går den ene eller den anden vej og hvor meget lønningerne stiger afhænger af en lang række markedseksterne faktorer som f.eks. arbejdernes grad af organisering, befolkningsvæksten, immigration, outsourcing, og evt. statslige indgreb. Hartz reformerne i Tyskland har begrænset lønstigningerne så meget, at antallet af working poors er steget kraftigt. Det medfører et stort pres på lønningerne nedad.

I Danmark er arbejsløsheden faldet siden den såkaldte finanskrise, men det har kun medført begrænsede lønstigninger i DK. (Og stigningerne har især fundet sted i toppen.) Når man i stor stil ansætter udenlandsk arbejdskraft indebærer det et pres på lønnen i DK nedad, men det betyder jo blot, at lønstigningen finder sted i Polen og Rumænien i stedet for. Og når et dansk slagteri flytter til Polen, falder efterspørgslen efter slagteriarbejdere i DK, men ikke i EU. Desuden forsøger staten konstant at øge arbejdsudbuddet for at holde lønstignigen nede. Statens indtægter stiger dog under alle omstændigheder, når arbejdsløse kommer i arbejde.

I EU er der for øjeblikket et stærkt pres på lønningerne nedad forårsaget af bl.a. statslige nedskæringer på overførselsindkomster (øget arbejdsudbud), en svækket fagbevægelse, individualisering af lønaftaler, udflytning af kapital til lavtlønsområder (u-lande), immigration, og et stigende prekariat. Hvornår dette vender er umuligt at forudsige, men f.eks. er de kinesiske lønninger ved at nærme sig både det tyske lønniveau i de såkaldte minijobs, den tyske mindsteløn og den amerikanske mindsteløn på ca. $13 (afhængig af hvilken stat det drejer sig om). Stigning i produktive investeringer, som får løn og forbrug til at stige, kan også medføre en lang række økologiske kollaps, som bremser processen.

I dag producerer vi ikke meget mere med færre hænder. Den globale arbejdsstyrke er vokset enormt – især de sidste 25-30 år. I det tidrum har Kina gennemført verdenshistoriens største oprindelige akkumulation. Altså ophævelse af landsbyboeres adgang til eller ret til jord, således at disse kun har en mulighed for at overleve: At vandre ind mod metropolerne for at sælge deres arbejskraft. Den samme proces har fundet sted i andre u-lande – især i Indien. Generelt tror jeg heller ikke på trickle down effekten, men i denne proces (oprindelig akkumulation), kan det finde sted. Man kan ikke bortforklare, at Kina har bragt ca. 300 millioner mennesker ud af fattigdom på 30 år. Man kan heller ikke bortforklare, at antallet af middelklasse-lønmodtagere er vokset globalt set, selvom en vis deklassering af den vestlige middelklasse har fundet sted samtidigt (især i USA).

Globalt set er flere og flere mennesker blevet inddraget i den kapitalistiske produktionsproces. Fordi dette fortrinsvis har fundet sted i lavtlønsområder (u-lande), har det hæmmet den teknologiske innovation af produktionen. (Det er nemmere at ansætte en billig kineser, end det er at forny produktionsapparatet.) Dette er muligvis ved at vende nu. Hvis den outsourcede kapital vender tilbage til Vesten bliver det sandsynligvis med en høj grad af robotteknologi, kunstig intelligens osv.

Den største vækst i den private kapital i den vestlige verden siden 80erne har fundet sted i finanskapitalen. Det er nemt at google tallene for finanskapitalens vækst i forhold til den produktive kapital.

Jeg tror ikke på Piketty's løsninger, men jeg er heller ikke imod et effektivt skattesystem og en progressiv beskatning. Til gengæld tror jeg særdeles meget på både Piketty's tal og hans dystre forudsigelser. At indkomstskat og moms finansierer samfundets (dvs. statens) udgifter er en udbredt misforståelse. Skattens funktion er ikke at finansiere staten, men at regulere efterspørgslen på varer (bremse evt. inflation). Desuden får skat os til at efterstræbe besiddelse af penge, så vi kan betale skat.

En suveræn stat behøver ikke skatter for at dække sit forbrug, eftersom en suveræn stat skaber sine egne penge. Staten kan købe hvad som helst nationalt for de penge, som staten selv skaber. Så længe statens pengeskabelse ikke væsentligt overstiger stigningen i værdien af vareproduktionen, kan staten skabe (elektroniske) penge uden risiko for inflation. For stor statslig pengeskabelse kan dog også medføre et pres på valutaen.

Og mht. cheføkonom Steen Jacobsen, burde han læse Das Kapital, inden han udtaler sig om den. Marx har aldrig påstået, at kapitalens merværdi opstår ved, at kapitalejerne underbetaler arbejdskraften. Tværtimod påstår Marx, at arbejdskraften gennemsnitligt set købes og sælges til sin værdi. Beskatning af robotter lyder som en genial ide. Hvorfor ikke også beskatte skovens træer?