Læsetid: 8 min.

Populismen har på dødbringende vis udstillet kløfterne inden for venstrefløjen

Alt er sort og hvidt på den hollandske venstrefløj: Enten er du for indvandring og EU, eller også er du fascist og globaliseringsangst. Splittelsen rammer især socialdemokraterne, siger debattør René Cuperus om sit eget parti, der står til katastrofevalg 15. marts
Finanskrisen tvang den 44-årige hollænder Deen Vischer, som her er ved at samle et gitter for at skærme trappen fra husets yngste, til at blive selvstændig. Han føler sig partiløs, fordi ingen af de gamle partier kan svare på tidens udfordringer, siger han.

Finanskrisen tvang den 44-årige hollænder Deen Vischer, som her er ved at samle et gitter for at skærme trappen fra husets yngste, til at blive selvstændig. Han føler sig partiløs, fordi ingen af de gamle partier kan svare på tidens udfordringer, siger han.

Sille Veilmark

2. marts 2017

De er et efterhånden velkendt billede på de gamle arbejderpartiers svigt, og man møder dem over alt i vesten. I USA’s postindustrielle rustbælte. I Sveriges store industribyer og i danske provinshuller.

Mænd, der er blevet fyret i deres bedste alder, fordi den virksomhed, de har været loyale over for i årevis, har brugt finanskrisen til at downsize uden skrupler.

Også her i en forstad til Amsterdam. Deen Vischer tænder en cigaret med en gammel Zippo-ligther. Hans hår er en perfekt tyk manke, og han kan lave det meste med sine hænder. Supermand t-shirten er mest for sjov. Men alligevel.

Kæreste med en antropolog, tredje barn på vej, fysik og erfaring til mange gode år på arbejdsmarkedet – og med flere opgaver til hans enmandsvirksomhed, nu hvor den hollandske økonomi igen begynder at vise positive vækstrater, tegner fremtiden sig ganske lys.

»Hvis jeg skal sidde på et kontor, gør jeg også det. Selvom det ikke er det, jeg har mest lyst til,« siger han.

Men en usikkerhed har sat sig i Deen Vischer. Bare små stænk, som de grå hår, den 44-årige hollænder har i tindingerne. Han er uddannet elektriker og havde arbejdet for to forskellige virksomheder, indtil han i efterdønningerne af finanskrisen blev fyret.

»Vi kan få to unge mænd for det, det koster at have dig gående. Og hvis du sagsøger os for uretmæssig fyring, smadrer vi dig med advokatgebyrer,« lød beskeden.

Nu arbejder han for sig selv, elektriker-, VVS- eller tømrerarbejde. Er på vej ud for at fikse et tremmegitter for en børnefamilie.

»Jeg kalder det ’human farming’, forstår du? De rige udnytter muligheden for at presse arbejderne ned i løn. En yngre medarbejder eller en billigere polak,« siger han.

»Nu ved jeg ikke, hvilket parti jeg skal stemme på. Jeg tror ikke længere på, at de gamle partier, folk engang stolede på, kan håndtere de problemer, vi har.«

Det, der er tilbage

Man kunne kalde dem de frafaldne socialdemokraters klub.

For det er sådan, de har reageret. De har vendt de gamle arbejderpartier i Europa og demokraterne i USA ryggen.

Deen Vischer har tidligere stemt på det hollandske socialdemokrati, Partij van de Arbeid (PvdA), som har været lillebror i den liberalt ledede Mark Rutte-regering. Hvis meningsmålingerne holder op til det hollandske valg den 15. marts, hvor højrepopulisten Geert Wilders’ politiske enmandsshow trods senere tids afmatning har ført i stort set alle målinger de seneste måneder, er der mange flere frafaldne som Deen.

Europas socialdemokratier skranter efter festen i 1990’erne og kinddansen med de nyliberale reformer, som blev afløst af finanskrise og støt voksende højrepopulistiske bevægelser rundt om i Europa. Men få steder er patienten så syg som i Holland.

PvdA står til over en halvering af de 25 procent af stemmerne, partiet har haft i det 150 mand store parlament. I flere målinger har de været nede på pinefulde syv procent af stemmerne.

Tidligere kunne partier på venstrefløjen sammen med PvdA mønstre 40 til 45 procent opbakning blandt vælgerne. Nu er arbejderpartiet det sjette eller syvende største parti i Holland.

Og selvom de hollandske socialdemokrater aldrig har været den dominerende faktor i hollandsk politik som i Sverige og lange perioder i Danmark, men ofte har reageret i koalitioner med de borgerlige, omtaler den indflydelsesrige venstrefløjsdebbatør René Cuperus sit parti med et nostalgisk »det, der er tilbage af det« efterfulgt af en opgivende latter.

Deen Vischer og de andre frafaldne socialdemokraters oplevelse af en kapitalisme, der ikke længere fungerer for arbejderklassen, har fået partier på venstrefløjen i Europa til at rykke ud på fløjene og forsøge at skabe et nyt venstrepopulistisk fjendebillede, hvor de grådige kapitalister er skurkene.

Men på trods af at både Verdensbanken og den økonomiske elite er alarmerede over den voksende ulighed, tror René Cuperus ikke et øjeblik på, at hans parti kan bruge den syge kapitalisme til at udfordre højrenationalisternes fortælling om islam og muslimsk indvandring som årsagen til de vestlige samfunds deroute.

Våd drøm

»Jeg kan godt forstå strategien. Men populismens fremkomst handler ikke om kapitalismens sygdom. Det populistiske oprør er et fænomen, der udspille sig i de rigeste og mest lige lande: Holland, Danmark, Schweiz, Sverige osv. Og lad os indrømme det. Problemerne med stigende ulighed i de lande er jo små. Der er ikke noget kapitalistisk problem i de lande. Det er der til gengæld i USA og Storbritannien,« siger Cuperus, der ikke viger tilbage for at bruge ord som bullshit om den radikale venstrefløjs våde drøm anno 2017.

For problemerne i de åbne liberale samfund er først og fremmest kulturelle, mener René Cuperus. Nogle gange i kombination med socioøkonomisk uretfærdighed. Men det er mindre problemer i forhold til at forklare den fremmarcherende populisme.

For René Cuperus er det en selverkendelse. Og den er ikke populær blandt hans egne.

»Jeg har også brugt den forklaringsmodel og talt om globaliseringens tabere. Men det er lidt arrogant at sige, som mange af vi akademikere gør: hvad du virkelig tænker på. Når du siger, at du ikke kan kende din gade, fordi de fleste kvinder bærer tørklæder, så handler det om ulighed, og om at du er imod de multinationale skattesnydere og finansspekulanter.«

At de to ting alligevel hænger sammen, handler mere om, at finanskrisen og nedskæringspolitikken efter krisen har fået låget til at ryge af gryden med simrende kulturelt ubehag i Holland såvel som andre lande, mener René Cuperus.

Det nye proletariat

Ifølge Cuperus eksisterede det kulturelle ubehag over gæstearbejderne, der kom til Holland fra primært Marokko og Tyrkiet i 1960’erne og 1970’erne, allerede blandt socialdemokratiets vælgere i arbejder- og den lavere middelklasse.

Men så længe partiet opretholdt den sociale kontrakt om velfærdsstaten, var alliancen mellem de forskellige vælgergrupper, arbejderpartiet appellerede til, intakt. Da den sociale kontrakt kollapsede som følge af reformer og nedskæringer i velfærden, slog de kulturelle spændinger ud i lys lue, fordi partiets base følte sig forrådt.

Efter det kom truslen fra højrepopulismen, og det hollandske arbejderparti definerede sig nu som det mest antipopulistiske parti, der beskyttede migranterne imod de potentielle vælgere på højrefløjen, som først islamkritikeren Pim Fortuyn (der senere blev myrdet) og senere Geert Wilders’ Partij voor de Vrijheid (PVV) appellerede til: deres egne arbejdervælgere.

»PvdA skiftede deres vælgerbase ud med dem, de kaldte fascister og racister. Ind med migranterne, det nye proletariat, der begyndte at stemme på PvdA i stort antal, fordi partiet beskyttede dem mod populisterne. Da det gik op for socialdemokraterne, at der også var reaktionære kræfter blandt muslimske indvandrere, begyndte de selv at tale populisternes sprog. Og nu forlader migrantvælgerne dem. Det ligner opløsningen af det hollandske arbejderparti,« siger René Cuperus.

Vælgerstatistisk illustreres PvdA’s deroute af, at partiet har tabt støtte i de større byer og blandt universitetsstuderene og de veluddannede til det socialliberale parti D66, en hollandsk udgave af Radikale Venstre. Andre, der er optaget af miljø- og klimaspørgsmål, er gået til miljøpartiet, GroenLinks, som i øjeblikket oplever kraftig fremgang i meningsmålingerne.

D66 og GroenLinks får nu støtte fra omkring fire ud af hver femte studerende. De resterende arbejdervælgere har søgt mod Geert Wilders’ Frihedsparti, og valget er blevet en kamp mellem to højrepartier: det liberale regeringsparti VVD og Wilders’ PVV.

»Vreden er på højrefløjen. Og populismen har på dødbringende vis udstillet kløfterne inden for den socialdemokratiske alliance og venstrefløjen. Den har kulturaliseret venstre- og højreaksen, så der ikke er nogen højre- og venstrefløj tilbage. Det er en kæmpe forandring af det politiske system,« siger Cuperus.

»Derfor har vi ikke nogen seriøs politisk diskussion. Det er sort og hvidt. Der er ingen mellemvej. Enten er du pro europa eller det modsatte. Enten er du for migration, eller også er du en fascist. Selv 20 år efter Fortuyn og ti år med Wilders har intet ændret sig afgørende.«

Samarbejder bredt

Det hollandske kommentariat er stort set enig med den socialdemokratiske tænker. I en analyse i netmagasinet Politico.eu skriver den prisbelønnede politiske kommentator for NCR Handelsblad, Tom-Jan Meeus, at venstrefløjen og PvdA har lidt mest under Wilders stigende støtte.

Geert Wilders er en udbryder fra regeringsleder Mark Ruttes liberale parti og stod indtil finanskrisen for en borgerlig økonomisk politik. Derefter skiftede han pludselig kurs og begyndte at tale om at øge bevillinger til sundhedssektoren og andre velfærdsområder.

Men venstrefløjen kan ikke skyde al skylden på den affarvede højrepopulist.

»I Holland har venstrefløjen de sidste 30 til 40 år haft tradition for at være til venstre for deres egne vælgere. Så arbejderklassevælgere har siden 1970’erne forladt PvdA. Og den tendens er aldrig stoppet,« siger Tom-Jan Meeus.

Desuden udgøres arbejderpartiet af ansvarlige folk, der ønsker at regere, forklarer Meeus. De har deltaget i stort set alle regeringer de seneste årtier.

»Men det har også bidraget til PvdA’s krise. De samarbejder med de mest højreorienterede partier politisk og økonomisk set – undtagen Wilders’ Frihedsparti. Især deres deltagelse i den nuværende regering, hvor de har stået bag store nedskæringer i sundhed og velfærd, som lavtuddannede vælgere er meget følsomme over for, bliver de straffet for,« siger Tom-Jan Meeus.

PvdA’s partiapparat har ifølge Meeus hævdet, at Lodewijk Asscher, deres nyvalgte formand, vil være i stand til at vende krisen med en moderat identitetspolitik. Asscher selv har kaldt det ’progressiv patriotisme’ – en kærlighed til landet med venstreorienteret dagsorden.

Asscher er kritisk over for indvandret arbejdskraft fra andre EU-lande – og kritisk over for EU selv. Han har argumenteret for, at etniske og religiøse grupper skal bevise deres loyalitet over for Holland, før de får gavn af velfærdsstaten, og han hævder at være det progressive alternativ til både Rutte og Wilders på det punkt.

Hans personlige popularitetsmålinger er over gennemsnittet og bliver ifølge Tom-Jan Meeus betragtet som en smart og snu spiller i hollandsk politik.

»Problemet er bare, at han forbindes med Ruttes regering, hvor han har været minister. Det gør ham sårbar. Og partiet forpassede sidste år chancen for at få en ny leder: den suverænt mest populære politiker i landet, Rotterdams borgmester Ahmed Aboutaleb, der af uvisse grunde endte med ikke at stille op til formandsposten, selvom han var i spil,« siger Meeus.

I 2006 stod Asscher bag en af de største lokale valgsejre i partiets historie, da han vandt borgmesterposten i Amsterdam. Han blev kun overgået af en anden socialdemokrat, Hollands første muslimske borgmester. Ahmed Aboutaleb.

René Cuperus mener også, at Ahmed Aboutaleb kunne have været et svar på, hvordan PvdA igen bliver et relevant parti i den identitetspolitiske æra.

»I stedet taler venstrefløjen rigtig meget om flygtningepolitik, men ikke særlig meget om, hvad der er en velfungerende integrationspolitik. Den kombinationen er politisk selvmord, for det skaber utroværdige politikere. I mine øjne kan du kun tale om det første, hvis du har gode svar på det sidste og ikke har berøringsangst,« siger han.

De utroværdige politikere, Cuperus taler om, har i hvert fald efterladt elektrikeren Deen Vischer i et politisk tomrum.

»Jeg er holdt op med at interessere mig for politik,« siger han.

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

  • Det franske valg er Europas Stalingrad: Vinder Le Pen, kan EU gå i opløsning

    24. februar 2017
    Brexit og Trumps valgsejr har ’normaliseret’ højrepopulismen og øget risikoen for Marine Le Pen som fransk præsident, mener den britiske historiker Timothy Garton Ash. Det haster for centrum-venstre at finde bedre svar på tillidskrisen – og det starter med, at man begynder at lytte
  • Italienerne har al grund til indignation, men oprøret er uden fortrop

    23. februar 2017
    Italienerne har bedre grunde til at gøre op med tingenes tilstand end andre EU-borgere, men også sværere ved at organisere alternativer. Samtidig har de italienske partier længe været blandt populismens mest avancerede laboratorier, som efterlignes i andre lande
  • Venstrefløjen skal forføre folket

    23. februar 2017
    Der er intet galt i at være populist. Der er derimod noget galt i, at venstrefløjen politisk tonedøvt fortsætter med de gamle paroler og tankemønstre, der har sat den uden for indflydelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

Hvad denne hollænder beskriver, er, hvad jeg kalder demokratiets opløsning. Han ender med at tage afstand fra politik, som er den eneste farbare vej ud af vore problemer. I stedet overlader vi styring og indhold af vores liv til økonomien. Det har jeg skrevet nogle få linier om her: http://bricklayeribj.blogspot.dk/

Steffen Gliese, Bruger 196134 og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Et interview med en socialdemokratisk akademiker, som mener at der ikke er et kapitalistisk problem i Holland (eller DK), men at folk har et problem med tørklæder, og at andre akademikere blot arrogant oversætter et kulturelt ubehag til et kapitalistisk problem. Og et interview med en elektriker, som vitterligt har et "kapitalistisk problem", idet at han er blevet "downsized" af billigere yngre medarbejdere eller billigere polske medarbejdere.

Steffen Gliese, Bruger 196134, Torben K L Jensen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Det, de gamle partier kalder globalisering er reelt et politisk villet anarki på arbejdsmarkedet. Fri bevægelighed for formuer, produktion og arbejdskraft. Fri konkurrence uden reel mulighed for solidaritet i form af fagforeninger og velfærdssystem. Den lokale virksomhed har ikke en chance i en verden med global licitation. Politikerleden burde måske kaldes politikleden. Den førte politik destruerer i hvert fald rigtig meget godt, som vores forfædre har arbejdet meget hårdt og længe på at skabe for os alle sammen.

Egon Stich, Flemming S. Andersen, Bruger 196134, Torben K L Jensen, Jesper Nielsen, Henrik Nielsen, Henrik Leffers, Peter Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
charlie white

Eller stat og arbejdgivere hånd i hånd, udbytter og undertrykker resten, der er bare mange der ikke kan se det.

Alene kildeskatten, som er en aftale mellem arbejdsgivere og staten om at regulere i vores løn inden vi får resterne, tjaaaa havd arbejdsgiverne får for at deltage i det overgreb er nok ikke småbeløb, måske helt op til 10% af det indeholdte, og hvad har de overhovedet at gøre med borgernes mellemværende med en grådig stat at gøre, det rager sådan set ikke dem , og i virkeligheden er liberalisme kun for dem der har.

Lars Bo Jensen

Selv om jeg stemmer langt ude på venstrefløjen, har jeg virkelig ikke lyst til at mit parti tilslutter sig populismen, jeg håber vi er bedre end det.

Nu har jeg i et stykke tid søgt på nettet for at finde et helt klart svar på, hvad en populist er for en. Det svæver lidt i tågerne ud over at ordet kommer af græsk for befolkning.
Grundlæggende virker det som om det folkelige ikke er dybsindigt men lidt overfladfisk og en smule mangelfuldt.
Er der nogen, der har en universel, veldefindret beskrivelse af begrebet, eller vælger man blot det, man finder størst behag i?

Torben K L Jensen

Da socialdemokratismen sogte deres sjæl til neo-liberalismen mistede de deres berettigelse som en bevægelse der var der for folket og ikke det kapitalistiske system.
Og - Gud hjælpe mig - står de nu og spørger sig selv i vildrede : Hvad skete der - vi forstår det ikke - vi tabte,vi overgiver os til markedskræfterne og Fukuyama fik ret kampen var slut-Sådan er det jo.
Folk der ikke tror på projektet har tabt kampen på forhånd - det værste er at de vender sig mod dem der vil det anderledes - feks. som kampen mod Jeremy Corbyn fra Blairisterne i Storbritannien.
Man kan ikke stole på socialdemokraterne mere - det nye borgerlige parti har nået udløbsdatoen og skal bekæmpes hvis de ikke ændrer kurs som de unge i Labour med Corbyn i spidsen.
Rejs jer i frafaldne - tag kampen op - i har kun jeres berettigelse at miste.

Egon Stich, Henrik Nielsen, Christian Nymark og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
charlie white

Populisme har det med at optræde med forfølgelse af andre.

Hitler havde sine jøder og farvede.

df har muslimerne, det der så mange der har i mange lande.

De Neoliberale har Carina og Robert samt de dårligst stillede.

Så det er vel som du skriver, overfladisk og mangel fuldt og kun beregnet på at piske en stemning op som regel af negativ karakter.

Og det er altid ekstreme højrebevægelser.