Læsetid: 4 min.

Populistbølgen stopper i Holland – den politiske lammelse fortsætter

Højrepopulisten Geert Wilders kommer ikke regeringsmagten nærmere efter dagens hollandske valg, men den forurettelse og bekymring hos vælgerne, som han er symptom på, vil efter alt at dømme vare ved – også under den næste regering
15. marts 2017

Om Geert Wilders’ PVV-parti bliver det største, næststørste eller tredjestørste, står meget allerede klart: Også efter dagens parlamentsvalg vil Holland sidde fast i ’populistisk paralyse’.

Alle store politiske partier har udelukket en koalitionsregering med PVV. Men det passer fint ind i Wilders’ kram: Han har i forvejen ikke appetit på at påtage sig regeringsmagt. Det mest sandsynlige udfald er derfor en ny koalitionsregering af mainstreampartier, der vil agere mere eller mindre som den afgående.

Alligevel har hollandsk politik udsigt til fortsat at blive domineret af PVV-lederens drevne mediestunts og provokationer, samtidig med at det ubehag og de bekymringer, der ligger til grund for Wilders opkomst, formentlig fremdeles vil forblive uadresseret. 

Hollands valg får stor opmærksomhed. For første gang, siden Donald Trump blev amerikansk præsident, går et vestligt land til stemmeurnerne. Valget er også det første parlamentsvalg i en EU-grundlæggerstat, siden Storbritannien valgte Brexit. Men hvis nogen i udlandet tror, at Holland bliver det næste land til at ride med på en populistisk tidevandsbølge, må de tro om igen. 

Oppositionsbænken venter

Wilders parti, der fører sig frem på at være mod EU, islam og indvandrere, ser ud til at få 15- 20 procent af stemmerne lige som Mark Ruttes liberale. Men selv hvis det skulle blive størst, og Wilders således formelt får førsteret til at prøve at danne en koalitionsregering, kan han spare sig ulejligheden og tage plads på den oppositionsbænk, han kender så godt. Ingen af de andre partier vil have noget med ham at gøre.

Også forestillingen om, at Brexit vil blive fulgt op af et ’Nexit’, kan trygt manes i jorden. Hvis de hollandske vælgere ville ud af EU, kunne de stemme på partier, der har udtræden på sit program. Men det gør det overvældende flertal ikke. EU har stadig mange venner tilbage i Holland. Det samme har multikulturalismen.

Ikke desto mindre må vi sige, at Holland og hele Europa har brug for nytænkning og sober debat om de to vigtige spørgsmål, der deler vores samfund: indvandring og europæisk integration.

De øvrige hollandske partier har lovet at holde Wilders fra magten ved at danne koalitioner uden om hans parti. Men Wilders har allerede vundet med sin diktering af den politiske dagsorden, når Hollands siddende premierminister – og valgets sandsynlige vinder – Mark Rutte i en helsides valgannonce i januar kunne bede indvandrere om at »opføre sig ordentligt eller rejse væk«
Læs også

I årtier gav traditionelle partier og mainstreammedier knap nok plads for uenighed omkring disse to spørgsmål. Indvandring og europæisk integration var givne kendsgerninger, som vælgere ikke legitimt kunne sige nej til. Var man imod yderligere indvandring, var man racist. Var man imod europæisk integration, var man farlig nationalist. 

Bag tabuiseringerne lå et ønske om at holde racister og nynazister ude af politik. Men følgerne har været katastrofale. EU-skeptikere har ikke haft andre steder at gå hen end til populisterne. Det samme gælder for dem, der mener, at yderligere indvandring ikke tjener nationens interesser.

Vedvarende vrede

Hvad værre er: De traditionelle partier forberedte aldrig vælgerne på de risici, trusler, dilemmaer og ubekendte størrelser, der er forbundet med at tage imod hundredtusindvis af indvandrere og overføre elementer af suverænitet til uprøvede europæiske institutioner.

Nu er risici, trusler og dilemmaer i det mindste blevet vilkår og virkelighed. Med den konsekvens, at traditionelle parters autoritet og troværdighed er sunket til et historisk lavpunkt – og at dele af vælgerkorpset ulmer af vedvarende vrede.

For 30 år siden fik Socialdemokraterne og Kristendemokraterne over to tredjedele af stemmerne. Førstnævnte står til under 10 procent i meningsmålingerne. Sidstnævnte kan næppe drømme om mere end 20 procent af stemmerne.

I deres sted er kommet en broget skare af nye partier fra Piratpartiet, der har privatlivsbeskyttelse som mærkesag, til diverse højreorienterede og grønne partier. Vi har sågar fået et populistisk parti for hollændere med indvandrerbaggrund. Partiet hedder Denk (Tænk) og bruger samme slags konspirationsteorier, fake news, personangreb på modstandere og foragt for liberale institutioner, der tjente Trump så vel.

Fragmentering

’Fragmentering’ er blevet modeord i hollandske politiske kredse, og den eksplosive tilvækst i nye parter har gjort svære spørgsmål sværere. Hvordan kan et enestående åbent og socialliberalt samfund rumme hundretusindvis af indvandrere fra lande, der er så dybt konservative?

Hvad stiller man op med, at dobbelte nationaliteter kan føre til modstridende loyaliteter – når f.eks. ens oprindelsesland er i åben konflikt med ens nye land? Hvor store spændinger det kan udløse, så vi i weekendens sammenstød mellem hollændere af tyrkisk oprindelse og politiet omkring den hollandske regerings aktuelle strid med Tyrkiets præsident Erdoğan.

Hvad angår det europæiske projekt, var det et vidunderligt ideal i teorien, men er det muligt i praksis? Hvad forbinder europæerne i praksis med ’en stadig snævrere union’? ​​Hvilket EU ønsker europæerne overhovedet?

Jesse Klaver er blot 30 år, formand for De Grønne, har marrokanske rødder og ønsker om sociale forbedringer. Hans succes kan være afgørende for, hvilken regering der bliver dannet i Holland efter valget onsdag. Og selv håber han på, at hans parti kan være med til at give et venstreorienteret svar til højrepopulismen i Europa.
Læs også

De store hollandske partier synes at mangle evne, mod og fantasi til at gå redeligt og direkte ind i disse spørgsmål og tilbyde deres vælgere visioner, der er realistiske og inspirerende. I tomrummet af deres forsømmelse vil Wilders fortsat husere med succes som ikonoklasten, der tør sige sandheder og smadre den politisk korrekte elitemagts tabuer.

Men Wilders har kun teater og Twitter-slogans at byde på og ingen politiske idéer af reel substans. Hans valgprogram fylder en side og har 11 punkter. Nummer to lyder: »Gør Holland uafhængig igen. Ud af EU«. Nummer syv lyder: »Ikke flere penge til udviklingsbistand, vindmøller, kunst, innovation, stats-tv osv«.

Det er ikke et program fra en mand, der kan levere varen, når han lover at ’give landet tilbage til dets borgere’. Wilders ser ikke ud til at have andet projekt end at spille bussemand.

Så hvad sker der nu? Mainstream-partierne vil pege på Wilders og sige til deres vælgere: Uanset hvor slemme vi er, så er den mand meget værre. Og paralysen kan fortsætte.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer