Læsetid: 5 min.

Powerkvinderne på den nationalistiske højrefløj

De er imod kønskvoter, indvandring og EU. Sideløbende anklager de muslimske mænd for at undertrykke muslimske kvinder. Derudover er de alle fremtrædende kvinder på den traditionelt mandsdominerede nationalkonservative højrefløj. Spørgsmålet er, om det er en sejr for ligestillingen
På trods af, at flere af de højrepopulistiske partier i Europa har kvindelige ledere, er det ikke et udtryk for en sejr til feminismen, siger to eksperter. Øverst tv.: Marine Le Pen, formand for franske Front National. Øverst th.: Pia Kjærsgaard, tidligere formand for Dansk Folkeparti. Nederst tv.: Frauke Petry, frontfigur i tyske Alternative für Deutschland. Nederst th.: Siv Jensen, formand for norske Fremskrittspartiet. Fotos: Tobias Selnæs Markussen, Tobias Nicolai, Herman Bredehorst, David Nivieri

På trods af, at flere af de højrepopulistiske partier i Europa har kvindelige ledere, er det ikke et udtryk for en sejr til feminismen, siger to eksperter. Øverst tv.: Marine Le Pen, formand for franske Front National. Øverst th.: Pia Kjærsgaard, tidligere formand for Dansk Folkeparti. Nederst tv.: Frauke Petry, frontfigur i tyske Alternative für Deutschland. Nederst th.: Siv Jensen, formand for norske Fremskrittspartiet. Fotos: Tobias Selnæs Markussen, Tobias Nicolai, Herman Bredehorst, David Nivieri

8. marts 2017

Selvom Siv Jensen, leder af Fremskridtspartiet og Norges finansminister, forkaster alt, hvad feminismen står for, repræsenterer hun samtidig indbegrebet af en selvstændig kvinde, der succesfuldt har kæmpet sin vej op ad karrierestigen i et mandsdomineret parti med en ligeså entydig vælgergruppe.

Da partilederen i 2009 blev spurgt, om hun ville betegne sig selv som feminist, sagde hun: »Ja – og jeg finder mig ikke i venstrefløjens monopol på at definere, hvad feminisme er.« Siv Jensen repræsenterer blot én af efterhånden mange kvinder til at lede den nationalistiske højrefløj.

Herhjemme er Pia Kjærsgaard selvfølgelig uomtvistelig, og senest er Nye Borgerliges Pernille Vermund kommet til. I Frankrig har Marine Le Pen de seneste år cementeret sin position i Front National, og partiet står til 25 procent af stemmerne ved første præsidentrunde i næste måned. Susi Meret, lektor Aalborg Universitet i højrepopulisme, har forsket i netop Kjærsgaards (med udgangspunkt i liste Z), Le Pens og Jensens lederskab af de traditionelt mandsdominerede, populistiske højrefløjspartier. Hun oplever, at forkvinderne konsoliderer yderpartiernes politiske projekt:

»De oprindelige mandlige partiformænd havde oftere en hårdere og til tider mandschauvinistisk retorik i forhold til de kvindelige ledere i dag. De er retorisk blødere og mere pragmatiske. På den måde har de normaliseret partierne. I dag fungerer det bedre at have en kvinde end en mand som formand, da kvinderne symboliserer en kontinuitet – en naturlig videreførelse af projektet,« siger Meret og peger på Marine Le Pen som et godt eksempel på én politiker, der både signalerer kontinuitet som familiens arvtager, men som samtidig har flyttet partiet mod midten ved at tage afstand fra faren og stifteren Jean-Marie Le Pens antisemitiske holdninger ved at ekskludere ham.

Normaliseringen af yderpartierne med forkvinderne i spidsen kan på sigt ændre vælgersegmentet. Et svensk-hollandsk studie i det akademiske tidsskrift Patterns of Prejudice konkluderer på tværs af 17 lande, at kvindelige vælgere ikke er imod partiernes ideologi, men nærmere fravælger krydset på grund af partiernes fortid og magtelitens stigmatisering af partierne.

Væk fra kødgryderne

»Jeg vil ikke kalde det en sejr for ligestillingen,« siger Birte Siim, professor Aalborg Universitet med fokus på blandt andet køn og politik, om, at vi ser flere kvindelige ledere i de mandsdominerede, nationalistiske partier. Hun kalder det snarere en længerevarende tendens, hvor vi ser flere kvinder i politik og bestyrelser på grund af øgede krav om blandt andet kvotering.

»Det væsentlige er dog, at de nationalistiske partier ikke længere generelt opfatter kvinder som nogle, der skal passe kødgryderne og være mødre for nationen. I dag accepterer partierne grundlæggende kvinders ret til lønarbejde,« siger Siim om én af konklusionerne i et europæisk forskningsprojekt, hun afsluttede i efteråret. Projektet sammenlignede ligestillingspolitikken i nationalistiske bevægelser i otte europæiske lande. Konklusionen var entydig bortset fra Tyskland og Alternative für Deutschland (AfD), der ønsker at tilbagerulle fundamentale ligestillingslove og en tilbagevenden til de gamle traditionelle familiemønstre.

AfD ledes af Frauke Petry. I 2015 vandt hun en intern magtkamp i partiet og har efterfølgende betonet partiets indvandrekritiske linje. Professoren understreger i samme ombæring, at den europæiske nationalistiske højrefløj er svær generalisere over, da landene er forskellige kulturelt, religiøst og historisk. Fragmenteringen viser sig særligt i EU-parlamentet, hvor de højre-nationalistiske partier er samlet i tre forskellige partigrupper.

Til forsvar for muslimske kvinder

Hvis der kan tales om en egentlig kvindekamp i partierne, er det kampen mod det kvindeundertrykkende Islam. Argumentet bag kønsopdelte svømmehaller og tørklædeforbud lyder ofte, at de muslimske kvinder diskrimineres af religionen.

»Man kan snakke om en form for opportunistisk feminisme, hvor de populistiske partier bruger feminismen til at argumentere for deres egen sag – fjendebilledet af Islam og muslimer,« siger Susi Meret, der ikke mener, at man kan tale om en egentlig kvindekamp blandt de nationalistiske partier. Det er forskningskollega, Birte Siim, enig i.

»Feminismen kæmper for ligestilling, accept, respekt og anerkendelse af forskellighed. Feminismen er mangfoldighed. Det betyder, at feminismen kæmper imod diskrimination, og jeg ser de nationalistiske partiers ”kamp” for ligestilling på vegne af muslimske kvinder som en kamp mod mangfoldighed, derfor er det ikke feminisme,« siger hun og fastslår, at feminisme handler om politisk indhold – ikke numerisk repræsentation på højrefløjen – og bruger Storbritanniens Margaret Thatcher som eksempel.

»Mange så den som en sejr for verdens kvinder, at Storbritannien valgte Margaret Thatcher som premierminister, men faktum er, at hun videreførte den mandsdominerede, konservative politik. Når vi snakker om feminisme, er vi nødt til at måle politikerne på den politik, de fører, og ikke deres køn.«

Powerkvinder på den europæiske højrefløj

 

Siv Jensen, Norge

  • Født 1969, uddannet diplomøkonom
  • Formand for Fremskridtspartiet siden 2006
  • Dannede i 2013 regering med Edna Solberg og partiet Høyre, hvor Jensen selv blev finansminister
  • Hendes selvbiografi udkom i 2006, og var skrevet af den erklærede feministiske journalist og senere chefredaktør for det venstreorienterede magasin Ny tid, Martine Aurdal

Frauke Petry, Tyskland

  • Født 1975, uddannet kemiker
  • Frontfigur i det nationalistiske og indvandrerfjendske Alternative für Deutschland (AfD) siden 2015
  • Førte partiet ind på en mere nationalistisk kurs efter et formandsopgør med stifteren Bernd Lucke, der endte med at forlade AfD
  • Medlem af den luthersk-evangeliske kirke

Marine Le Pen, Frankrig

  • Født 1968, uddannet jurist
  • Forkvinde for Front National siden 2011
  • Efterfulgte sin far, Jean-Marie Le Pen, som hun senere ekskluderede
  • Fraskilt to gange og mor til tre
  • Står i meningsmålinger til at nå den afgørende præsidentrunde

Beata Szydlo, Polen

  • Født 1963, Ph.d. i filosofi og historie ved Krakow Universitet
  • Polsk premierminister siden 2015 for det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti, hvor hun også er næstformand
  • Hun er andægtig katolik og går bl.a. ind for et tilnærmelsesvist totalforbud mod abort

Krisztina Morvai, Ungarn

  • Født 1963, uddannet jurist
  • Medlem af Europa-Parlamentet og indstillet til at blive Ungarns næste præsident
  • Erklæret antisemit og tidligere medlem af den ultra-nationalistiske parti Jobbik
  • Tidligere medlem af FN’s kvindekonvention, der kæmper for afskaffelse af alle former for diskriminering af kvinder

Pernille Vermund

  • Født 1975, uddannet arkitekt
  • Formand for partiet Nye Borlige, der søger tilbage mod de nationalkonservative værdier
  • Mærkesagerne hedder bl.a. mindre EU, strammere indvandringspolitik og mere neoliberal i fordelings og skattepolitk
  • Hendes afgangsprojekt på Arkitektskolen var projekt over Ungdomsboliger for asylansøgere på Vesterbro

Pia Kjærsgaard

  • Født 1947, uddannet hjemmeplejer
  • Folketingets første kvindelige formand siden 2015
  • Brød med Fremskridtspartiet i 1995 og stiftede Dansk Folkeparti
  • Formand indtil 2012

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Ja...fire aldeles utiltalende kvinder med et stort, fedt DEMAGOG stempel i panden. Vi har flere end Pia. De opfører sig som mænd...det er meget mærkeligt.

Måske har de fire bare registreret, hvorledes f.eks. deres muslimske medsøstre bliver behandlet, og kæmper imod en udsigt til at kunne komme til at lide samme skæbne og for at udvise en sjældent formuleret søstersolidaritet fra etablerede kvindekampgrupper, som lider af religiøst betinget berøringsangst og malplaceret politisk korrekthed …

Ib Christensen

Der er blevet snakket og skrevet en del om, at det skulle være et ligestillings problem at 9 ud af 10 lederer er mænd.

Jeg kunne nu godt tænke mig at se statistikkerne over kartellet venstres medlemmer. Jeg tror nemlig ikke det er kønsdiskriminering der er tale om.
Jeg har i mit arbejdsliv ved flere lejligheder haft misfornøjelsen af, at arbejde for de her dyre og ukvalificerede danskere. Og skulle jeg komme med et bud på hvorfor disse mennesker blev tildelt leder stillinger, har jeg ikke kunnet finde anden begrundelse end deres mellemskab af kartellet venstre.

Så vidt jeg ved er der større varians indenfor kønnene, end mellem, så det er egentligt såre uinteressant, om det er mænd eller kvinder som befinder sig i fronten af højrepopulismen som er et menneskeligt, politisk fænomen, hvis rødder primært er strukturelle - og bestemt ikke seksuelle.