Læsetid: 7 min.

Et spørgsmål om tillid – og fred

Forholdet mellem de to regerende partier i Nordirland, Sinn Fein og DUP, var allerede på lavpunktet. Så kom Brexit og gjorde det hele endnu værre. Torsdag går nordirerne til et utidigt valg, men spørgsmålet er, om tilliden kan genoprettes og selvstyret redes
Raymond McCartney var engang aktiv i IRA og endte med at sidder 17 år i fængsel. I dag kæmper han for et forenet Irland som Sinn Fein-medlem af den nordirske selvstyreforsamling. Men græsrødderne er i voksende grad utilfredse med frugten af samarbejdet. »Folk ønsker at vi har vores egne institutioner, men de skal være bygge på lighed og menneskerettigheder,« siger McCartney.
	Foto: Anders Birger

Raymond McCartney var engang aktiv i IRA og endte med at sidder 17 år i fængsel. I dag kæmper han for et forenet Irland som Sinn Fein-medlem af den nordirske selvstyreforsamling. Men græsrødderne er i voksende grad utilfredse med frugten af samarbejdet. »Folk ønsker at vi har vores egne institutioner, men de skal være bygge på lighed og menneskerettigheder,« siger McCartney.
Foto: Anders Birger

Anders Birger

2. marts 2017

DERRY, NORDIRLAND – Alt summer af fred og fordragelighed, som Derrys indbyggere morgentrætte trasker over ’fredsbroen’ i hver sin retning mellem den unionistiske side af byen, hvis indbyggere ønsker at forblive medlem af Storbritannien, til den republikanske side, hvis indbyggere ønsker et forenet Irland.

Stadig er det nordirske samfund skarpt opdelt geografisk og politisk efter sekteriske linjer, men siden Langfredagsfredsaftalen i 1998 har de to sider – med enkelte afbrydelser – delt magten i Stormont-selvstyreforsamlingen. Og trafikken over broen fra det ene miljø til det andet – utænkelig under de 30 års voldelige uroligheder; The Troubles – vidner om en folkelig vilje til forsoning.

Men idyllen har vist sig lige så flygtig som den dramatiske regnbue, der i dag stiger op fra Foyle-floden mellem de to befolkningsgrupper, og som straks mister kraft ved den mindste støvregn og udsigt til uvejr.

Politisk set har der ifølge Sinn Feins Raymond McCartney – et tidligere IRA-medlem, der sad fængslet i 17 år, men i dag kæmper for en fjerde valgperiode i Stormont –  gennem længere tid været optræk til stormvejr mellem de to regerende partier, Det Demokratiske Unionist Parti (DUP) og hans eget parti. Som henholdsvis Nordirlands største og næststørste partier har de to delt magten siden 2007. Men i januar – mindre end et år efter det seneste valg – trak Sinn Fein tæppet væk under samarbejdet og fremtvang nyvalg, som finder sted denne torsdag.

»Vores holdning er, at hvis noget ikke fungerer, så må man stoppe op og reparere det. Det er det, dette valg handler om,« siger McCartney, der i 1980 gennemførte 53 dages sultestrejke i fængslet i protest mod at blive frataget sin status som politisk fange.

Begivenheden har givet McCartney heltestatus blandt partiets græsrødder. Stor set hver eneste person, han passerer, hilser entusiastisk på ham, og biler dytter, når de ser ham her i Derrys Bogside – området hvor 14 katolikker i januar 1972 blev dræbt under en demonstration af britiske elitetropper; en begivenhed, der siden fik navnet Bloody Sunday.

»Noget ændrede sig markant den dag. Troen på, at vi kunne løse vores uoverensstemmelser politisk, forsvandt,« mindes McCartney.

Personligt fik han den tro tilbage igen med fredsaftalen, men han erkender, at »det altid har været en proces« med henvisning til, at republikanerne har været i mindretal indtil nu.

»Men det skal fungere for alle borgere hele tiden, og i voksende grad over de seneste måneder og år, har især DUP ikke forstået, hvad lighed betyder, og det har fået borgerne til at protestere,« siger den i dag 62-årige McCartney med henvisning til, at hans vælgere i voksende grad ikke føler, at selvstyret arbejder for dem.

Skilte i Bogside vidner om denne utilfredshed. Side om side med valgplakater med Raymond McCartney og hans modkandidaters ansigter og facaderne med de ikoniske vægmalerier med områdets helte, er der plakater med tekster som: »Stormont har ikke leveret«.

Officielt trak Sinn Fein sig fra regeringen på grund af en skandale omkring programmet Renewable Heat Incentive (RHI), som DUP-førsteminister Arlene Foster var ansvarlig for, men utilfredsheden stikker dybere. Især er republikanerne vrede over manglende fremskridt på det sociale område, hvor DUP har blokeret for deres mærkesager. Og oven i dette kom Brexit, hvor DUP støttede Leave-siden, på trods af at EU står som en af garanterne for Langfredagsaftalen.

»Brexit bidrog til det. Intet sker i et vakuum,« siger McCartney om beslutningen om at fremtvinge nyvalg. »Da Martin McGuinness trak tæppet væk under forsamlingen, sagde han: ’Dette er en fælles administration, og hvis ikke I behandler mig som en ligeværdig, så vælter jeg huset,« siger han, mens han viser os monumentet for de sultestrejkende kammerater, der mistede livet.

»Bobby Sands. Født 9. marts 1954. Døde 5. maj 1981. Alder: 27. (66 dage)« læser han det første velkendte navn på det grå granitmonument. Ni navne følger.

En anden version

Hvor forskelligt de to sider i den nordirske konflikt ser på nyvalget, bliver hurtigt tydelig, da vi krydser fredsbroen for at besøge DUP’s hovedkontor på østsiden af Derry. Her er 26-årige Garry Middleton, en computeringeniør der gik ind i politik som 20-årig, overbevist om, at der ligger helt andre grunde bag Sinn Feins beslutning om at trække sig fra regeringen.

»Brexit er en af de ting, der har splittet forsamlingen, og jeg tror, at det spillede en rolle. Og så fik Sinn Fein et meget dårlig valg sidste år, så partiet håber på at klare sig bedre denne gang,« siger den unge mand, der ser udmattet ud efter endnu en valgkamp.

Med nogen lettelse siger han, at han nu ikke kan gøre andet end at vente på resultatet. Men som han siger: »Det er svært at se, hvad valget vil løse, som ikke kunne være løst ved ikke at have et valg. Uoverensstemmelserne kan kun løses gennem forhandlinger,« mener han.

Hans ældre kollega, Gregory Campbell, der sidder i Westminster for partiet, er helt enig og påpeger, at DUP også har haft masser af frustrationer over samarbejdet.

Gregory Campbell.

Anders Birger

»Men vi følte, at vi burde blive og arbejde os gennem problemerne. Men Sinn Fein har valgt bare at gå deres vej,« siger han.

Han frygter ikke, at folk vil straffe partiet for Brexit i lyset af at 78 procent af Derrys befolkning stemte Remain, eller for RHI-skandalen, der endte med at koste skatteyderne milliarder.

»Folk har fået nok, og deres reaktion har været et støtte op om vores leder,« siger han.

Gary Middleton er enig: »I sidste ende stemmer folk på dem, der bedst repræsenterer deres synspunkter. Vi er unionister, og vi mener, at vi er bedst tjent med at være en del af Storbritannien, og det støtter vores vælgere,« siger han.

Samme udfald?

Netop dette er ifølge den engelske journalist, Paul Gosling, der har boet i Nordirland i 17 år, områdets problem.

»Folk fortsætter med at stemme efter sekteriske linjer, på trods af de burde være rasende over RHI-skandalen,« siger Gosling, der ikke desto mindre kalder dette valg for »det mest interessante, vi har haft«.

Han giver dog DUP ret i, at det næppe var RHI-skandalen i sig selv, der var årsagen til, at Sinn Feins afgående viceførsteminister, Martin McGuiness, fremtvang nyvalg. Omvendt mener han heller ikke, at det blot handler om, at Sinn Fein håber på et mere gunstigt valgresultat.

Der er reelle problemer med DUP’s indstilling til den republikanske del af befolkningen, mener han, og henviser til nedskæringer i støtten til studerende, der ønsker at lære irsk som ét eksempel. Brexit – der kan føre til en fysisk grænse mellem norden og det sydlige Irland – er et andet.

»Selv om det var et lille beløb, så var det yderst symbolsk. Det fortalte de folk, for hvem det irske sprog er vigtigt, at DUP har foragt for dem. Og DUP’s manglende bekymring i forhold til, hvad Brexit betyder for republikanere, er en del af den manglende respekt,« forklarer han og påpeger, at EU er vigtig for Sinn Feins vælgere, fordi medlemskab betyder, at »der ikke er nogen grænse mellem Norden og republikken«.

Paul Gosling mener heller ikke, at det er så mærkeligt, at Sinn Fein-græsrøddernes opbakning til selvstyret er dalet.

»Set fra mit udefrakommende perspektiv føles det ikke som om, at republikanerne har fået særlig meget ud af at være i regering,« siger han.

»Sinn Fein er opmærksom på det, for i sidste ende vil folk sige: Hvad er pointen med, at vi sidder i forsamlingen? Og det er der, vi er nu.«

Ny regering mulig?

Selv om der i dagens valg er tegn på små forrykninger mellem partierne, er det mest sandsynlige, at det i sidste ende igen er DUP og Sinn Fein, der ender som de to største partier, og som derfor skal danne regering igen. Kan de ikke det, vil Nordirland skulle styres fra London.

Gosling påpeger, at det »gentagne gange« er lykkedes på trods af alle odds. Problemet er, at der modsat tidligere kriser ikke er en tredjepart, der kan hjælpe nordirerne på vej.

»Siden Gordon Brown og David Cameron har holdningen i London været, at nordirerne bare skulle ’komme i gang’ med samarbejdet, og Brexit er et symptom på det. Ingen bekymrede sig om, hvad der ville ske i Nordirland som resultat af Brexit,« siger han og tror ikke, at den britiske regering ønsker at overtage regeringen af Nordirland.

»Men London ønsker heller ikke at udrede tingene.«

Trods partiernes fundamentale uenigheder er både Gary Middleton og Raymond McCartney imidlertid optimistiske.

»Da selvstyreforsamlingen først blev formet, var der heller ingen, der troede, at det kunne lade sig gøre,« minder Middleton om.

Raymond McCartney er enig, men har en tilføjelse.

»Men denne gang vil der først skulle skrives under på en klar forståelse af, hvad definitionen af ligestilling er, og hvordan det ser ud i forhold til folks liv,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu