Analyse
Læsetid: 4 min.

En stærk præsident til et splittet Frankrig

Valget af en fransk præsident blev designet af general Charles de Gaulle for på én gang at finde en stærk kandidat, der kunne skære igennem franskmændenes tendens til at diskutere i det uendelige – og samtidig forhindre en fascist i at komme til magten
Marine le Pen har i mange måneder stået til at vinde første runde af det franske præsidentvalg. Men de samme meningsmålinger spår, at hun vil blive slået i anden runde, uanset hvem af de andre store kandidater, hun kommer op imod.

Marine le Pen har i mange måneder stået til at vinde første runde af det franske præsidentvalg. Men de samme meningsmålinger spår, at hun vil blive slået i anden runde, uanset hvem af de andre store kandidater, hun kommer op imod.

Michel Euler

Udland
18. marts 2017

Marine le Pen har i mange måneder stået til at vinde første runde af det franske præsidentvalg. Men de samme meningsmålinger spår, at hun vil blive slået i anden runde, uanset hvem af de andre store kandidater, hun kommer op imod.

Foreløbig går alt dermed efter planen i den femte republik, som den blev designet i 1958 for at undgå ekstremisme.

I 2002 lykkedes det Marines far, Jean-Marie le Pen, at nå anden runde af præsidentvalget. Men modkandidaten Chirac vandt med flere end 80 pct. af stemmerne med en ’republikansk mur’ af vælgere fra både højre og venstre, ganske som forudset af republikkens grundlægger, general Charles de Gaulle.

At det franske præsidentvalg bliver afholdt ad to omgange, er den ene af to vigtige konstruktioner i det franske præsidentvalg, som de Gaulle lavede for den femte republik.

Den anden er, at enhver kan opstille, hvis man fra begyndelsen kan samle et vist antal folkevalgtes underskrifter.

I går havde kandidaterne frist for at indlevere mindst 500 underskrifter fra eksempelvis borgmestre og parlamentsmedlemmer. Ofte hører man kun om de tre-fire største franske kandidater, men hidtil har 41 personer været med i ræset. I ugen op til deadline for underskrifter havde kun otte kandidater officielt opnået de krævede underskrifter. 

På tirsdag offentliggøres den officielle kandidatliste, og derfra er kandidaterne sikret lige meget taletid i medierne.

En arvet ustabilitet

Mange mener, at præsidentposten især var designet til at passe på de Gaulle selv. Den femte republik er en formalisering af den folkelige legitimitet, som de Gaulle opnåede under 2. Verdenskrig i forhold til det højreekstremistiske Vichy-styre.

Marskal Philippe Petain havde opløst den tredje republik, og i et forfatningsmæssigt tomrum tog general de Gaulle som leder af modstandsbevægelsen regeringsmagten efter krigen.

Han trak sig i 1946, da Frankrig under den fjerde republik meget mod hans vilje gik tilbage til mange af principperne fra den tredje republik. Herunder at have en præsident, der nærmest udgjorde en hædersposition uden de store beføjelser.

Dermed arvedes nemlig også den parlamentariske ustabilitet, der havde kendetegnet Frankrig i årene op til 2. Verdenskrig. I løbet af den fjerde republiks 12 år – fra 1946 til 1958 – havde Frankrig ikke færre end 21 premierministre.

Da general De Gaulle midt i krisen med Algeriet i 1958 atter blev regeringsleder, var hans første handling derfor at udskrive en folkeafstemning om en ny forfatning med en stærk præsidentmagt. En post, han selv tiltrådte i 1959. En ny folkeafstemning i 1962 afgjorde, at en fransk præsident skal vælges ved direkte valg.

Den franske sjæl

De Gaulle var overbevist om, at denne type præsident passede til den ’franske sjæl’, som han både elskede og frygtede.

»Når Frankrig finder en fremdrift, sker der altid noget stort. Nogle gange en stor fejltagelse, men altid noget stort,« sagde han. 

Generalen mente, at man skulle trække på noget, der til enhver tid er tilstede i Frankrigs ånd, nemlig behovet for en overordnet autoritet. Derfor skulle man også have en statsleder, »der med valgmetoden, sine kvalifikationer og beføjelser kan udføre funktionen som nationens dommer«, som han forklarede det i 1952, på et tidspunkt hvor mange mente, han havde diktatortendenser.

Ikke desto mindre har ingen senere præsident eller regering ændret noget grundlæggende ved den franske præsidents særlige magtbeføjelser.

Den franske sjæl er ifølge de Gaulle karakteriseret ved at diskutere i det uendelige. Berømt er de Gaulles maleriske påstand om umuligheden af at styre et land, der har 246 forskellige oste.

Det er da også en historisk realitet i Frankrig, at diskussionslysten ad flere omgange fik det parlamentariske system til at bryde sammen.

Det er blandt andet derfor, den nu så forhadte mulighed for at gennemføre love ved dekret blev indført under den femte republik. Hvis man ikke kan mønstre et flertal imod, altså et mistillidsvotum, kan en lov gennemføres ved dekret. Hvis det franske parlament bliver helt uvirksomt og ikke formår at nå frem til afgørelser, har den franske præsident beføjelse til at opløse det. Det er sket tre gange siden 1958.

Offentlig støtte

Der er dog sket visse opdateringer af de Gaulles system.

Ved årets præsidentvalg skal kandidaternes indsamlede underskrifter for første gang offentliggøres. Man skulle tro, det var ganske let at opnå 500 underskrifter i betragtning af, at Frankrig mønstrer over 36.000 borgmestre. Der er imidlertid mange i ofte apolitiske kommuner, som ikke ønsker at støtte en bestemt kandidat.

Det skyldes for det første, at borgmestrene efter valget skal leve med præsidenten, lige meget hvem det bliver, ligesom de skal have portrættet af ham eller hende hængende på deres kontor.

Hertil kommer, at de i ofte bittesmå kommuner med færre end 1.000 indbyggere hver dag skal stå til ansvar over for borgere med vidt forskellig politisk orientering. Især kandidaterne på begge yderfløje klager derfor over offentliggørelsen af deres støtteunderskrifter.

Blokpolitik

Det direkte valg af den franske præsident har også, med valgets to omgange, tilvejebragt en anden konsekvens, de Gaulle næppe havde forudset, nemlig blokpolitik.

Primærvalgene på henholdsvis højre– og venstrefløjen op til dette præsidentvalg er ikke at finde i den franske forfatning, men er opstået, fordi der i så mange år var en kandidat fra hver af de store politiske fløje, der endte i valgets anden omgang.

Valget i 2002 med Jean-Marie Le Pen var en undtagelse, som nu ser ud til at blive reglen. Men på sin vis betyder det, at man går tilbage til de Gaulles oprindelige idé.

Når man i øjeblikket ser enkeltpersoner løfte sig ud af det politiske system, er det i en vis forstand de Gaulles oprindelige idé og gaullismen, som viser sit ansigt. Længst til højre opstiller Marine le Pen uden at være valgt af et parti.

På midten går Emmanuel Macron enegang, men også på den yderste venstrefløj er Jean Luc Mélenchon en partiløs kandidat. De to kandidater fra de gamle partier, henholdsvis François Fillon til højre og Benoît Hamon til venstre, risikerer at ryge ud i et valg, hvor general de Gaulles ånd stadig spøger.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det kunne være spændende at sammenligne den franske præsidents magtbeføjelser med de magtbeføjelser, den tyrkiske præsident vil få, hvis Erdogans forslag til forfatningsændring bliver vedtaget.

Karsten Aaen, Per Torbensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

Jeg er også i tvivl om, hvor skummel er Erdogan i realiteten er.

Den Montesquieu'ske 3-deling af magten findes både i Frankrig og USA, så det er ikke pr. definition udemokratisk at have en styreform med en stærk præsident i den udøvende magt.

Men Erdogan bliver godt meget kritiseret - og det er selvfølgelig også uantageligt at fængsle folk uden dom, eller indrette et stikkersamfund, hvor man kan blive afhentet af politiet for hvad som helst - hvis det ellers det, der er ved at ske i Tyrkiet.

I Danmark roder vi det hele sammen.

Et ikke-folkevalgt statsoverhoved og en regering med sæde i Parlamentet, hvor sågar også dommere kan blive indvalgt. Dommerne udpeges alene af den udøvende magt, Justitsministeriet v/Dommerudnævnelserådet, uden parlamentarisk godkendelse.

Michael Kongstad Nielsen

Torben Lindegaard, tak for din anbefaling til 10:50,
men jeg er ikke enig i din kommentar med kritik af Danmarks forfatning,
det har jeg nævnt før, eller drøftet før, at vi efter min mening lever fuldt op til de moderne regler for statsforfatningsret, og at reglerne for dommerrekruttering blev ændret i sluthalvfemserne til fordel for alle typer jurister og mere uafhængighed.

At have noget at sammenligne Erdowahns magtbestræbelser vil da fremme forståelsen.

Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen – Torben Lindegaard m.fl.

I finder en interessant gennemgang af Erdogans forfatningsmæssige reformforslag i en artikel af den tyrkisk-britiske økonom Mehmet Ugur i:

https://www.opendemocracy.net/mehmet-ugur/turkey-sick-man-of-europe-reap...

Det er ikke rare perspektiver, der præsenteres her. Om end det dog er værd at huske på, at Erdogan jo på ingen måde er sikret opbakning fra et flertal af den tyrkiske befolknings side.