Læsetid: 5 min.

En ting er sikkert – EU skal ændres!

Med Brexit og med højrepopulismens fremmarch går EU sin egen skæbne i møde. I denne uge præsenterede EU-Kommissionen en række bud på, hvordan fremtiden kan se ud. De traditionelle danske proeuropæiske partier er alle enige om ét punkt: at EU skal ændres
EU-parlamentet i Strasbourg

EU-parlamentet i Strasbourg

Cem Genco

3. marts 2017

Der findes en lille, mere eller mindre ubetydelig samfundsteori, der beskæftiger sig med det, de kalder aldersafhængighed.

Teorien ser institutioner – for eksempel EU – som et livsforløb. Et liv, der efter fødslen langsomt finder sit fodfæste for derefter at vokse sig fysisk større, økonomisk stærkere og mere selvbestemmende. Men ligesom for alle andre dødelige kommer der også en tid, hvor rynkerne i panden skærer dybere og håret bliver tyndere.

I alderdommen bliver institutionen, ifølge teorien, for bureaukratisk og ineffektiv, ligesom den ofte fremstår utidssvarende i samfundets øjne. Til slut ændrer institutionen form og opsluges i nye spirende initiativer.

»Helt grundlæggende må vi anerkende, at EU indeholder en indbygget systemfejl, der kalder på refleksion. I de år jeg har været en del af Parlamentet, kan jeg ikke mindes et topmøde, der har været andet end en ny brandslukningsøvelse.«

Systemfejlen, som én af landets mest stålsatte EU-støtter, Jens Rohde (R), her taler om, er den inkompetence, EU gang på gang udgiver over for de europæiske befolkninger i afgørende spørgsmål om flygtninge, migration og miljø. Det er det simple faktum, at 28 – snart 27 – EU-lande simpelthen ikke kan enes, når verden brænder.

Rohde er ikke alene. Hvis der er noget de fire, traditionelt set mest EU-positive danske partier, Information har talt med, er enige om – så er det, at EU ikke fungerer i sin nuværende form. Punktum.

De erkender, at EU står i sin største krise nogensinde. At tilliden til unionen aldrig har været lavere. At de EU-skeptiske partier kaprer vælgere fra de traditionelle partier. Og de holder vejret inden de forestående valg i Holland, Frankrig og Tyskland. For slet ikke at tale om Brexit, der snart reducerer unionens befolkningstal med over ti procent.

EU’s genfødsel

Krisen falder sammen med 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten, der grundlage det senere EU. Jubilæet markeres senere på måneden ved et topmøde i netop Rom, hvor Europas regerings- og statsledere vil deltage. Men står det til EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, skal mødet ikke bruges til at hylde fortiden, men snarere til at diskutere fremtiden.

I onsdags lancerede han derfor en såkaldt hvidbog med fem potentielle veje for fremtidens Europa. Scenarierne spænder fra en opløsning af store dele af det europæiske samarbejde til et langt tættere samarbejde.

Imellem yderpunkterne findes også løsninger som tættere samarbejde mellem »koalitioner af villige lande«, mens mere forbeholdne lande stadig kan forblive i unionen. Et andet scenarie indebærer, at EU i højere grad skal fokusere på få, men større politikområder, frem for detaljer i f.eks. fødevarestandarder.

Formanden erklærede fra Europa-Parlamentets talestol, at hans opgave med udspillet »er at vise, hvad Europa kan og ikke kan gøre«, hvorefter han langede ud efter de mange nationale politikere, der konsekvent peger pilen mod Bruxelles, når arbejdsløsheden stiger.

»Vi kan ikke tilbyde månen. I nogle tilfælde er alt, hvad vi kan gøre, at tilbyde et teleskop,« sagde han inden han præsenterede Kommissionens fem scenarier.

Ifølge Morten Løkkegaard, parlamentsmedlem for Venstre, har EU efter Brexit-afstemningen befundet sig i et vadested, hvor ingen har turdet rejse den svære, men nødvendige debat om EU’s fremtid.

I forrige uge stemte et splittet parlament selv om to betænkninger om EU’s fremtid. Betænkningerne lagde sig op ad Junckers femte scenarie om et langt tættere samarbejde, og selvom Løkkegaard stemte nej, erkender han, at der er brug for reformer.

Han efterlyser »et mere fleksibelt Europa, der anerkender medlemslandenes forskelligheder, men som samtidig fastslår, at der eksisterer nogle helt centrale områder, vi skal samarbejde omkring og finde fælles løsninger omkring« – hvilket er på linje med Kommissionens fjerde scenarie. Den opfattelse deler Socialdemokratiets Christel Schaldemose. 

»Vi har brug for at fokusere på de grænseoverskridende problemstillinger som skattely, miljø, terror og social dumping i stedet for at detailregulere skriftstørrelsen på fødevareetiketter,« siger hun.

Både V- og S-parlamentarikerne forudser et EU, hvor beslutningskraften på visse områder føres tilbage til de nationale parlamenter.

Scenarie tre og fire

EU-parlamentariker og tidligere handelsminister Bendt Bendtsen (K) er ikke i tvivl, da han gennemgår Kommissionens forskellige scenarier.

Fremtiden ligger et sted, hvor EU samlet set koncentrerer sine mærkesager på færre områder, men hvor enkelte lande som eksempelvis Tyskland og Frankrig indgår i tættere samarbejder på områder, hvor alle ikke vil deltage. Det hele afhænger af stats- og regeringsledernes vilje.

Ifølge Bendtsen må krisen i EU ikke alene forstås som et udtryk for en politisk polarisering på højre- og venstrefløjen. Den største polarisering er den mellem medlemslandene, hvor interessekonflikterne mellem Øst- og Vesteuropa og Nord- og Sydeuropa har ført unionen på kollisionskurs. Den største udfordring ved et mere fokuseret samarbejde bliver derfor helt grundlæggende, om medlemslandene kan blive enige om, hvad EU’s kerneområder i grunden er.

Samarbejdsproblemerne er åbenlyse i eksempelvis spørgsmålet om fordeling af flygtninge, hvor lande som Viktor Orbáns Ungarn demonstrativt har modsat sig en fælles resolution.

Og netop de enkeltes medlemslandes mulighed for at modsætte sig aftaler og nedlægge veto i Ministerrådet, er EU’s største hæmsko, siger Jens Rohde. Han mener ikke, at EU kan opnå flere afgørende beslutninger på kerneområder som eksempelvis flygtningeområdet, som de øvrige partier efterlyser, hvis ikke regler om kvalificeret flertal indføres.

»Statslederne mangler modet til at se realiteterne i øjnene. Til at forklare befolkningerne, at hvis vi ikke hjælper grækerne, så har det en afsmittende effekt på resten af Europa, for så falder væksten, og så stiger arbejdsløsheden. Det er selvfølgelig en upopulær kendsgerning, når der er flere stemmer i at tale om rumænske jordbærplukkere, der kommer og tager vores arbejdspladser. EU er den svære løsning, og den svære løsning kræver politisk mod – og hvis ikke vi viser mod, så er og bliver EU en brandslukningsøvelse de næste ti år, hvorefter der kun vil være en lille kerne af lande, der har deres eget tætte samarbejde,« siger Rohde, der selv er erklæret føderalist.

Ifølge ham kommer fremtidens EU til at bestå af en indre kerne af EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen, der fortsætter et stadigt tættere samarbejde på blandt andet forsvarsområdet.

Uden for cirklen forestiller den radikale parlamentariker sig en periferi med lande som Danmark, der i mindre grad er en del af EU-samarbejdet – et perspektiv, Bendt Bendtsen også ser for sig.

Ifølge ham kan et scenarie med koalitioner af villige meget vel betyde, at vi i Danmark kommer længere væk fra de beslutninger, der skal til for at reformere EU i den retning, vi ønsker.

»Det er, som om vi ikke har lært en pind af verdenshistorien. Det er 70 år siden, millioner af europæere blev dræbt. Det er glemt i dag. For mig handler EU ikke kun om økonomien og geopolitik. Det handler om sammenhold. Og det har vi brug for mere end nogensinde med Trump på den ene side og Putin på den anden,« siger Bendtsen.

Fejringen af Rom-traktaten sker den 25. marts, hvor blandt andet Lars Løkke Rasmussen deltager. Og i dag er 60 år jo ingen alder …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Ertmar Mencke

Et tættere samarbejde - for de lande, der vil..........det lyder rigtig spændende.

De lande, der vil, kan blive enige om at øge beslutningskraften ved at ophæve konsensuskravet - og de lande, der ikke vil, kan blive i Unionen alligevel - omend i periferien, og det er jo netop det, disse lande foretrækker.

Et mindre, mere effektivt EU lyder ligeledes fint; men forudsætningen, at medlemslandene kan blive enige om deres nøgleprioriteter, lader sig ikke opfylde.

Michael Kongstad Nielsen

Scenarie 2 er at foretrække.
EU reduceres til et indre marked.

"Og intet andet. Scenariet indebærer, at EU skal tilbage til dets raison d’être; nemlig frihandlen. Det betyder, at unionen afvikler alle andre politikområder og overgår fra at være et overstatsligt samarbejde til et mellemstatsligt, der minder om EFTA-samarbejdet, Danmark var en del af før EU."

Forklaringen er ikke helt rigtig. Det minder også om EU før 1992, da det (hos os) hed EF, og var et fællesmarked uden fælles mønt, uden bankunion, uden fælles hær, udenrigspolitik og retlige anliggender etc., Euroen skal altså også nedlægges i dette scenarie.

Torben Lindegaard

19 lande har tilsluttet sig Euro'en - helt frivilligt og med mulighed for at udtræde.

Det bør EU's resterende 8 lande ikke blande sig i - dem om det.

Euro landene kan fortsat udgøre kernen og drivkraften i EU -
og meget gerne befriet for de resterende 8 landes dødvægt.

Hov - hva' så med Danmark???
Det betyder ikke så meget for EU, om vi er med eller ej -
vi bidrager ikke med noget som helst positivt.

Steffen Gliese

EU er nødt til at blive en social union, der tænker mere på sine borgere i denne suverænt rigeste del af verden, end de virksomheder, der for længe er blevet kælet for og pudret, selvom vores interesse i dem reelt er som malkekvæg for vore socialt og kulturelt avancerede verdensdel.

Torben Skov, Torben K L Jensen, Janus Agerbo og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Tragisk er det når en så god idé først forsøges genoprettet efter et lands forventede udtræden.
De politiske kræfter har ødelagt så meget godt, og vi kan kun håbe at man når at redde stumperne.

Jeg syntes egentlig godt om livsløbsstadie-teorien, som man også har væsentlig anvendelse i økonomien. Jeg kan dog ikke vurdere, på hvilke tangent EU befinder sig på denne teoretiske parabel (stadiet). Men efter teorien stopper et livsløb helt automatisk den dag, hvor organisationens brugere ikke mere har brug for organisationen. Og her er EU slet ikke nået til - tvært imod.

Men det er klart, at EU løbende behøver at tilpasses. Men EU´s problemer ligger ikke specielt i organisationen, for det ligger direkte i Ministerrådet - altså medlemslandenes regeringer. Det er her, de store politiske forandringer er sket gennem de sidste især 15 år, og det er dette, der spejler sig i EU-organisationen.

Sagen er jo, at de eneste beslutningstagere i EU er netop ministerrådet. Og sagen er også, at det er ministerrådet der ansætter kommissionen. Desuden er sagen jo, at det er borgerne, der vælger parlamentet. Og derfor afspejler EU stort set udelukkende den politiske situation, der er i medlemslandene.

Jeg håber, at den aktuelle situation i USA kan forme et nyt EU, hvor Europa tager initiativet til at være samlende for hele verden. Og af hensyn til den sociale retfærdighed i EU, tror jeg, det er nødvendigt med et fælles arbejdsmarked med fælles løn og arbejdsvilkår. Desuden tror jeg, at man bør have langt mere styring i medlemslandenes økonomi og på sigt integrere det mere og mere.

Men de politisk-populistiske holdninger, der splitter EU, kan man nok ikke ændre centralt, for de ligger ude i medlemslandene. Til gengæld bør EU finde en "middelvej", og virkelig stille de lande "stolen for døren", der arbejder på at splitte det hele.

Carsten Munk, Henrik Leffers og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Alle EU lande har tilsluttet sig det nuværende traktatgrundlag, nogle af dem med visse forbehold.

Står det til EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, skal topmødet senere på måneden ikke bruges til at hylde fortiden, men snarere til at diskutere fremtiden. Derfor de 6 scenarier, hvoraf de 5 indebærer ændring af det grundlag, alle nuværende lande frivilligt har tilsluttet sig. Ændring af den fælles mønt er også en mulighed.

Peter Bækgaard

denne tilslutning understreger netop distancen mellem borgere og politikere. Enhver med bare lidt jordforbindelse og realitetssans kunne se at det her ikke ville holde. Der skal åbenbart voldsomme begivenheder til før politikerne vågner op.
Selve grundidéen er fantastisk, og det har været med til at skabe fred i længere tid end man nogen sinde før har oplevet i Europa. Den ufred vi oplever nu er pga. politikerlede og den manglende kontakt mellem menigmand og den politiske elite.

Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Bækgaard - jeg anbefaler første afsnit af din kommentar, ikke andet.
Grundidéen havde gode sider, og en alvorlig skavank. Skavanken var præamblens tekst: ..."skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk" - samt for meget magt til kommissionen fra start. De to ting var skæbnesvangre.

Nu kommer der en slags valgkamp, hvor parlamentarikerne vil gruppere og profilere sig på en af de 5 modeller. Som om der var udskrevet valg. Alle vil tænke på deres nationale bagland.
En populistisk (eliteforagtende) exit bølge spøger i kulissen.

Fjern overstatsligheden fra det europæiske samarbejde. Det vil være et fantastisk udgangspunkt for at høste ressourcerne fra bureaukratiet og få gang i Europa igen.

Finn Thøgersen

Torben Lindegaard.

"19 lande har tilsluttet sig Euro’en - helt frivilligt og med mulighed for at udtræde."

Øh nej - en af de ting der komplicerede situationen ifb med en græske krise var netop at der i traktaterne IKKE er nogen mulighed for at udtræde af Euroen, kun af hele EU

Den politiske virkelighed er så nok at et stort land eller en gruppe af lande kan gøre hvad de vil / har styrke til mens små lande faktisk er bundet af de formelle regler

Henrik holm hansen

Jeg ser euroen som det mindste problem og Rodhe har ret i at sammen holdet er på spil, det er klart at det skal foregå både demokratisk og ordenligt og fordeling af goderne skal meget længere frem i køen En ting til flygtninge strømmen stopper først når flygtninge ser muligheder i det land de flygter fra.Med risiko for at komme til at lyde som en super europæer føderalist og alt mulig mener jeg afskaf ministerråd og komisærrene og giv magten til parlamentet og få taget hul noget progressiv udvikling.

Merkel mødte forberedt op til Munich Security Conference 2017 og kunne fortælle at fra 1990 til 2015 var verdens bnp tredobbelt, hvilket også var tilfældet for USA. EU havde kun fordoblet sit og Kina var steget med 28 gange. EU var gået fra 31 % til 22 % af verdens bnp, USA fra 26 % til 25 % og Kina var steget fra 2 % til 15 %.
Hun kunne bl.a. foreslå: Indre- og ydre sikkerhed skulle højnes, øget jobskabelse, konkurrenceevne skulle øges, euroen skulle styrkes, hindrende reguleringer skulle fjernes. EU, NATO og FN skulle styrkes samt øget forsvarsudgifter. Altså mere EU, så mon ikke retningen er lagt ud?