Trump er aktiemarkedets drøm – som snart kan vende til mareridt

Midt i hvirvelvinden af ukontrollerede tweets, anklager til højre og venstre samt falske udsagn har Donald Trump formået at holde Wall Streets aktiehandlere optimistiske om fremtiden.

Efter opturen lige siden marts 2009, som bragte de amerikanske aktiekurser over niveauet før finanskrisen – og har skabt frygt for, at en ny boble er på vej – tog kurserne yderligere et hop, da Trump uventet vandt valget i november.

Og siden er kursstigningerne bare fortsat – Nasdaq-indekset er steget med 16 pct., Dow Jones med 17 pct. og Standard & Poor’s med 14 pct. – som om investorer og spekulanter er sikre på, at paradis venter forude med Donald Trumps økonomiske politik. Også 54 pct. af de amerikanske vælgere tror ifølge en ny Gallup-måling på, at Trump kan gøre en »god indsats« for et rigere USA.

Hvad er det, de ser for sig, hvor mange andre ser kaos? Hvad er det, præsidenten vil gøre? Og hvad er udsigten til, at det faktisk virker?

I én sætning er Trumps økonomiske plan at sænke skatterne, fjerne regulering, der hæmmer erhvervslivet, beskytte amerikanske virksomheder via handelsrestriktioner samt investere massivt i udbygning af infrastrukturen, det hele for at skabe job og vækst, som skal finansiere de selvsamme indgreb.

Aktiemarkedet er tilsyneladende overbevist om, at denne omgang ’Trumponomics’ kan forankre en fremtidsoptimisme i erhvervslivet, der vil føre til øgede investeringer og øget indtjening og dermed en selvforstærkende spiral af ny vækst. Markedet kan være bekræftet i forventningen om gode tider af centralbankchef Janet Yellen, der i morgen ventes at annoncere en rentestigning som udtryk for centralbankens tillid til økonomien.

Donald Trump selv stimulerer med sine tweets optimismen, så godt han formår.

»Siden valgdagen 8. november har aktiemarkedet vundet 3,2 billioner dollar i værdi, og forbrugertilliden er på sit højeste i 15 år. Job!« tweetede præsidenten i sidste uge.

Men selvsuggestion i aksen mellem Wall Street og Det Hvide Hus er ikke nok. Listen over ting, der kan gå galt, er ifølge mange iagttagere lang. Og hvis »den stærke stemning af optimisme«, som Trump tweeter om, skulle blive afløst af tvivl og mistillid, er aktieinvestorerne formentlig de første, der løber mod udgangen.

Det, som Trump selv under valgkampen har kaldt »den store fede grimme boble« kan ifølge Mark Spitznagel, selv aggressiv hedgefund-manager, aktiehandler og tidligere Morgan Stanley-medarbejder, vise sig at være »den største potentielle belastning for hans præsidentskab.«

Markedet vil  i løbet af et år eller to vende tilbage til realiteternes verden, spår Spitznagel i New York Times.

Skæv skatteplan

Tag skattereformen som det første, der kan løbe ind i vanskeligheder. Det Hvide Hus har bebudet et udspil inden for »nogle uger«. På Det Hvide Hus’ hjemmeside hedder det, at »præsidentens plan vil sænke beskatningen af amerikanere i alle skatteklasser, forenkle skattereglerne og nedsætte skatterne på amerikansk erhvervsliv«.

Ifølge Trumps kampagneplan fra før valget skal selskabsskatten sænkes fra 35 pct. til 15 pct – under dagens gennemsnit i store ilande på 25 pct. Samtidig skal topskattesatsen reduceres fra 39,6 pct. til 33 pct., ligesom ejendomsskatten på dyre ejendomme skal sløjfes.

For middelklassen og de laveste indkomstgrupper vil Trumps plan ifølge en række analyser give nogle personer skattelettelser, mens andre vil få skattestigninger. Det er f.eks. konklusionen i en analyse af juraprofessor Lily Batchelder, New York University, der vurderer, at planen vil »øge skatterne for millioner af lav- og middelindkomstfamilier med børn, med særlig store skattestigninger for enlige lønmodtagere med børn«.

Jeremy Grantham, Wall Street-investor og stifter af den store kapitalforvalter GMO, mener, at Trump med sin skatteplan vil »erklære krig mod den allerede sørgeligt reducerede lovgivning, som beskytter almindelige mennesker« og forstærke den mangeårige udvikling, hvor en stadig større andel af det amerikanske BNP ender hos de rige og en stadig mindre andel hos lønmodtagerne.

»Måske vil arbejderne føle sig forrådt, når deres andel skrumper for at sikre yderligere opfedning af selskaberne,« skriver Grantham i sit GMO Quarterly Letter og advarer om »en kraftig og vedvarende modreaktion fra de fattige og endnu ikke totalt magtesløse.«

Hvis præsidentens forestående skatteudspil svarer til præsidentkandidatens, vil det udløse stærke protester fra demokraterne i Kongressen, men det vil også på en række punkter adskille sig fra det bud på en skattereform, ’A Better Way’, som republikanernes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, er hovedarkitekten bag.

Derfor er der udsigt til et langvarigt skatteslagsmål, som formentlig først kan tage sin begyndelse, når slagsmålet om tilbagerulning af Obamacare er overstået. En skattereform har næppe mange chancer for at blive vedtaget i år, og i 2018 risikerer man at kollidere med kampagnen frem mod midtvejsvalget i november, hvor republikanske politikere på valg måske vil tøve med at støtte en kontroversiel skatteplan med social slagside.

Industriindekset S&P 500 er steget konstant siden krisens lavpunkt i 2009 og har sat rekord efter valget af Trump. Kilde: Macro Trends

På vej til handelskrige?

Ifølge Lily Batchelder kan skattelettelserne i Trumps forventede plan koste staten seks billioner dollar over ti år i mistet provenu. Noget vil Trump angiveligt hente hjem på reducerede fradrag, men det meste skal sikres via selve den markante vækst, som præsidenten satser på, at skattelettelser og andre politiske tiltag vil udløse.

»For at få økonomien tilbage på sporet har præsident Trump skitseret en dristig plan, der skal skabe 25 mio. nye amerikanske job i det næste årti og genskabe en økonomisk vækst på fire pct. pr. år,« hedder det på Det Hvide Hus’ hjemmeside.

Det er et sådant scenarie, aktieinvestorerne foreløbig henter deres optimisme fra, og det bringer præsidentens øvrige tiltag til vækstskabelse i afgørende fokus: beskyttelse af amerikanske virksomheder og arbejdspladser mod konkurrence udefra, ophævelse af love og regler, der hæmmer erhvervslivet, samt den store infrastrukturplan.

Det er endnu uvist, hvordan Trump vil beskytte amerikanske job og virksomheder. Præsidenten ønsker dels at hindre amerikanske virksomheder i at rykke produktion udenlands på bekostning af hjemlige arbejdspladser, dels at gøre noget ved, at amerikanske eksportører angiveligt må betale høje afgifter i modtagerlande, mens udenlandske selskaber, der eksporterer til USA, næsten intet skal betale.

Paul Ryans republikanske skatteplan indeholder en ’grænsetilpasningsafgift’, som fjerner amerikanske virksomheders fradrag for importerede råvarer og tjenesteydelser – altså gør import dyrere – samt omvendt fritager amerikansk eksport af varer og tjenesteydelser for dagens beskatning, altså eksportstøtte. Det skulle motivere virksomhederne til mere hjemlig produktion og hjælpe dem til mere eksport og samtidig værne dem mod ekstern konkurrence – den påståede gevinst ved afgiften skulle blive 1,1 billion dollar over ti år.

Men adskillige økonomer påpeger, at ordningen nødvendigvis vil føre til en højere dollarkurs, der neutraliserer konkurrenceforbedringen. Trump selv har sagt, at Ryans forslag er »for kompliceret«, men det er uvist, hvad han i stedet vil gøre. Sikkert er kun, at amerikanske barrierer for andre landes produkter vil udløse modtræk og dermed måske åbne for et mareridt af handelskrige, der spænder ben for den vækst, Trump opererer med som svaret på alle de udgiftskrævende tiltag.

Det gælder ikke mindst den store infrastrukturplan, der for 100 mia. dollar årligt i ti år skal »genopbygge motorveje, broer, tunneler, lufthavne, skoler, hospitaler«, som præsidenten sagde i sin tiltrædelsestale.

Infrastrukturplan er ’humbug’

Planen er den mest populære del af præsidentens recept på at gøre ’America Great Again’, fordi der vitterligt er brug for at opruste USA’s smuldrende infrastruktur, og fordi planen indebærer masser af nye arbejdspladser. Udfordringen er, at der måske slet ikke er arbejdskraft nok til så massivt et projekt og dertil måske heller ikke finansiering til øvelsen. Nobelpris-økonomen Paul Krugman kalder direkte infrastrukturplanen for »humbug« og »grundlæggende bedragerisk«.

Der er to måder, planen kan finansieres på: Ved at det offentlige betaler via låntagning, eller ved at private investorer står for projekterne. Der er imidlertid ikke appetit hos republikanerne til at øge den nationale gæld, der lige om lidt runder 20 billioner dollar og nu udgør over 100 pct. af BNP – et niveau, der kan undergrave selve evnen til vækst.

Derfor er der fokus på den model, Trump selv har talt mest om: at lade private investorer finansiere den nye infrastruktur. Lokkemidlet er store skatterabatter til investorerne samt udsigten til efterfølgende at tjene på veje, broer, lufthavne osv. via brugerbetaling.

Begge dele – skatterabatterne og brugerbetalingen – vil ifølge folk som Krugman øge de økonomiske skel i USA, og demokraterne i Kongressen er klart imod modellen, ligesom der er republikanske modstandere af at øge regeringens økonomiske forpligtelser via løfter om skatterabatter.

Hvorom alting er, kilder i Det Republikanske Parti siger til AP, at infrastrukturplanen kommer bag i køen efter slagsmålene om Obamacare og skattereform. Det betyder, at det bliver 2018, før der sker noget, og så kan også denne del af Trumps økonomiske plan komme i klemme mellem de stridende parter, når midtvejsvalgene nærmer sig.

Kul og stål

Der er andre eksempler på, at de løfter om vækst og nye job, som Trump vandt valget på, og som holder optimismen kørende på børserne, ikke kan indfries. Som led i bestræbelsen på at fjerne barriererne for erhvervslivet og skabe arbejdspladser beordrede præsidenten for nylig de to kontroversielle olierørledninger Keystone XL og Dakota Access Pipeline realiseret. Om Keystone XL sagde Donald Trump, da han underskrev ordren, at projektet vil give »masser af arbejdspladser. 28.000 job. Fine konstruktionsjob«.

Men ifølge det amerikanske udenrigsministeriums analyse af projektet giver det kun, hvad der svarer til 3.900 helårsjob i selve anlægsperioden. Og »når det foreslåede projekt kommer i drift, vil driften kræve skønsmæssigt 50 ansatte: 35 heltidsansatte og 15 midlertidigt kontraktansatte«, vurderer ministeriet.

Så præsidentens løfter holder ikke, ligesom det ikke holder, når han ved flere lejligheder har sagt, at rørene til Keystone XL og Dakota Access Pipeline vil blive lavet af amerikansk stål og amerikanske arbejdere. Talsmænd for regeringen har måttet forklare, at løftet om amerikanske stålrør ikke gælder Keystone-ledningen, fordi næsten halvdelen af rørene allerede er fremstillet uden for USA med stål fra Canada, Indien og Italien.

Trump har også lovet at bringe USA’s kulindustri tilbage til ære og værdighed.

»Vi vil sætte vore kulminearbejdere og stålarbejdere i arbejde igen,« sagde Trump under sin kampagne, og han har netop ophævet Barack Obamas Stream Protection Rule, der skulle sætte restriktioner for kulminedriften for at beskytte miljøet.

Sagen er imidlertid, at når kulproduktionen er faldet med 24 pct. siden 2008 og antallet af kulminejob med 62.000 siden 2011, så er det primært, fordi der ikke er efterspørgsel på kullene. Billigere naturgas og vedvarende energi er ved at udkonkurrere kullene, og det kan Trump ikke ændre på.

»Trump sælger en fantasi om, at den gamle orden kan genskabes,« skriver Paul Krugman i The New York Times.

Det samme gælder i bredere forstand, når præsidenten lover at skaffe USA de gode industriarbejdspladser tilbage. Trump beskylder globaliseringen – og især Kina og Mexico – for at have stjålet amerikanske industrijob, og derfor vil han indføre barrierer for handel og udflytning.

Men statistikken – bl.a. indsamlet og analyseret af Michael Hicks og Srikant Devaraj fra Ball State University – fortæller, at kun omkring 13 pct. af de amerikanske jobtab i industrien det seneste årti skyldes international handel, mens næsten 88 pct. skyldes effektivisering og automatisering – en udvikling, der vil fortsætte, Trump eller ej.

’Plan for the worst’

Alt lagt sammen får det mange økonomer til at mene, at Trumps løfter om BNP-vækst på tre-fire pct. er helt uden for rækkevidde. Folk som professor Herman Daly, tidligere seniorøkonom i Verdensbanken, siger, at Trumps indtræden på scenen simpelthen er »et symptom på vækstens afslutning«.

Det politisk-økonomiske establishments vedvarende problemer med at genskabe tidligere tiders høje vækst får vælgerne til at kalde på en selvproklameret mirakelmager, der med verbal vold og magt lover at bringe fortiden tilbage.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan aktiemarkedet kan fastholde troen på, at Trumps vidtløftige projekt vil lykkes.

»Mange analytikere har undervurderet, hvor stort et behov, der har været rundt om i USA for et systemskifte,« siger cheføkonom Helge J. Pedersen, Nordea.

»Og det afspejles ikke kun i aktiemarkedet. Vi har sjældent set så kraftig en stigning i erhvervsleder- og forbrugertilliden som efter valget af Trump. Aktiemarkedet indregner, at Trump kommer til at levere på sine valgløfter om at afregulere økonomien og skabe højere vækst. Man forventer, at han vil lykkes.«

Cheføkonomen påpeger, at der også er selvforstærkende psykologi på spil. Når aktiekurserne stiger, handler det om at være med og købe ind, så man lidt senere – før eventyret måtte stoppe – kan sælge ud med gevinst.

I Nordeas seneste Economic Outlook betones gentagne gange, at den amerikanske politik er blevet meget mere uforudsigelig, og at det er afgørende at være årvågen om risikoen, herunder risikoen for »en betydelig økonomisk opbremsning«.

– Er der udsigt til, at det går, som markedets aktører håber – at Trumps økonomiske politik vil lykkes?

»Jeg er fortsat skeptisk,« siger Helge J. Pedersen.

»Jeg er ret sikker på, at han ikke kan levere vækst og beskæftigelsesfremgang på den lange bane. Det bliver svært at komme igennem med en markant sænkning af skatterne, og hans protektionisme kan ramme de amerikanske forbrugere med højere priser. Efter min vurdering er der meget stor usikkerhed knyttet til effekten af Trumps økonomiske politik.«

– Hvis det er rigtigt, vil markederne så vende og reagere negativt?

»Det vil bestemt være min formodning.«

Eller som USA’s tidligere finansminister Lawrence Summers skrev ved Trumps indsættelse: »Håb på det bedste, men forbered jer på det værste.«