Læsetid: 4 min.

Trump har mistet sin politiske uskyld – hvad nu?

Efter to måneder med markante politiske nederlag er det store spørgsmål, om Trump vil opgive ævred – eller slå ind på en ny politisk kurs
Efter nederlaget om Obamacare er præsident Trump ikke længere politisk jomfru.

Efter nederlaget om Obamacare er præsident Trump ikke længere politisk jomfru.

Ron Sachs

1. april 2017

Donald Trump er ikke længere politisk jomfru. Forrige fredag led han sit første markante nederlag, da hans parti viste sig ude af stand til at præsentere et alternativ til Obamacare.

Republikanernes udspil var et halvhjertet og forfusket lovforslag, som ingen brød sig om, og hele fadæsen kastede nyt grelt lys over nogle af de foruroligende kendsgerninger, vi i forvejen kendte til – at der er store ideologiske uoverensstemmelser mellem fraktioner inden for Trumps parti, som ikke er nærheden af at kunne forliges, og at de stærk mand- og armlægningstaktikker, som Trump brugte i sit tidligere liv er fuldkommen værdiløse i dette.  

Forbitrelse eller læreproces

Om nederlaget først og fremmest vil forbitre vores nye præsident eller også lære ham en værdifuld lektion om politik, er nu det store spørgsmål.

Trumps anden måned i embedet har ikke været lettere end den første, men dog en kende mere civiliseret, en kende mere konventionel. Hvis vi ser bort fra hans insisterende anklager mod ekspræsident Obama for at have aflyttet hans telefoner, har Trump været mere afdæmpet og mindre provokerende – utvivlsomt fordi hans nærmeste håndgangne mænd er blevet dygtigere til at holde ham i strammere tøjler.

Modtagelse af den danske statsminister var et af de mindre konfliktfyldte programpunkter i Trumps uge.
Læs også

Det forlyder sågar, at han er begyndt at lytte til efterretningsbriefinger. Selv om han langt fra har formået at skabe konsensus mellem Republikanernes konservative og moderate fløj, har han udsendt imødekommende signaler over for de mere besindige dele af det republikanske segment, der ønsker at bevare i det mindste nogle af Obamacares centrale elementer.

Hvor skidt det dumpede lovforslag end så ud, kunne man have frygtet værre alternativer.

Amatører trækker tov                    

En mulig optik til forståelse af seneste måneds begivenheder er denne: Der foregår et kæmpe tovtrækkeri imellem USA’s demokratiske institutionelle system – og den flok amatører, der lige nu befolker Det Hvide Hus. 

Domstole i tre føderale distrikter nedskød også seneste udgave af Trumps indrejseforbud, der nu ser ud til at være lagt død indtil videre. Mange guvernører i de enkelte stater – hvoraf hovedparten har republikansk flertal – er allerede begyndt at beklage sig over præsidentens budgetplaner med henvisning til, at de flytter for mange penge fra populære programmer og dermed skader republikanernes chancer for at fastholde flertallet ved næste valg.

Demonstranter foran Det Hvide Hus efter Trumps klimadekret.
Læs også

Selv om Trump-allierede kongresmedlemmer har søgt at forhale processen, har både FBI og NSA iværksat seriøse undersøgelser af forbindelserne imellem Trumps folk og de russiske diplomater – og Trumps aflytningsbeskyldninger mod Obama bringer tydeligvis alle i hans kreds og parti i forlegenhed.

Trusler og tillokkelser

Hvad vi ser lige nu, er læreprocessen for en mand, der havde forventet at kunne udøve en langt større magt, end han i virkeligheden har. Indtil videre har hans taktik været New York-forretningsmandens/boligspekulantens/hustlerens.

Han truer og lokker, inviterer folk til sit Florida-resort og på opulente middage og håner sine modstandere, både offentligt og privat. Parolen er med andre ord I’ll scratch your back if you scratch mine.

Problemet er, at som præsident har Trump ikke det store at tilbyde hverken allierede eller modstandere – ikke valgte politikere, ikke dommere, ja ikke engang karrierebureaukrater. Hans egen popularitet er nede i så lave tal, at der efterhånden ikke er nogen republikaner ved sine fulde fem, der ikke sørger for at holde en vis afstand mellem sig selv og et dysfunktionelt Hvide Hus.

Den tendens ser ud til kun at ville slå desto stærkere igennem.

Modløs, opgivende og gnaven

Så hvad kan vi forvente af tredje måned af Trumps præsidentskab? Han kan blive modløs, opgivende og gnaven – og begynde at kede sig så meget, at han overlader det til sine rådgivere at køre butikken. Han kan gøre, hvad Obama gjorde i de sidste to år af sin præsidenttid: blæse på Kongressen og udstede en strøm af dekreter, der får de facto retskraft.

Selv om indrejseforbuddet glippede har Det Hvide Hus udstukket dusinvis af andre dekreter om alt fra afvikling af miljøbeskyttelse til finansielle dereguleringer, og den slags vil der utvivlsomt komme mere af.

Trump gjorde klogt i at invitere Japans premierminister, Shinzo Abe, som sin første gæst til USA. Men derudover er det ikke til at finde hoved eller hale i præsidentens udenrigspolitik
Læs også

Eller han kan gøre noget, som ingen rigtig har forestillet sig endnu – begynde at arbejde sammen med demokrater og moderate republikanere om ny lovgivning, der opfylder nogle af hans mere sympatiske valgløfter, såsom jobskabelse og infrastrukturudvikling.

Om det scenarie har noget for sig, vil selvfølgelig afhænge af, hvorvidt disse løfter kun var mundsvejr, der skulle bruges til at vinde valgkampen – eller om han har et seriøst ønske om at få tingene gjort.  

Koalitionernes genkomst?

Faktum er, at mange af den nye præsidents ideer kan ligne ideerne i et demokratisk parti, som over de seneste 30 år har mistet mange af sine gamle politiske pejlemærker. Ganske som republikanerne har gjort det – foruden, naturligvis, de europæiske socialdemokrater. Kunne man forestille sig en ny samling af partierne og en parlamentatisk koalitionspolitik, der vil vise Tea Party-republikanerne vintervejen?

Måske er det bare en vild ønskedrøm. Trods alt har USA’s republikanere og demokrater ikke formået at arbejde effektivt sammen siden de brillante kompromismagere, Tip O’Neills og Everett Dirksens tid, da politisk snusfornuftige (og brillant manipulative) præsidenter som Lyndon Johnson og Ronald Reagan var ved magten.

Men som New York Times-kommentatoren Maureen Dodd var inde på i en nylig klumme, vil Trump måske nu indse, at han på sin vej mod magten i al for vid udstrækning har gjort sig selv til lakaj og nyttig idiot for den republikanske partiledelse og et magfuldt erhvervsliv. Måske kan hans nederlag i forhold til omstødelsen af Obamacare minde ham om, at han engang udtrykte klare intentioner om at hjælpe USA’s lavere middelklasse.  

Håbet er kun svagt, men i en tid med et så konfust og selvdestruktivt demokrati er selv et svagt håb bedre end ingenting.

George Blecher er amerikansk forfatter og skrev løbende om valgkampen i USA i Information.

© George Blecher og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer