Læsetid: 4 min.

Tyrkiets udenrigsministers svada til Hollands regeringschef: Røvtulipan!

Krisen mellem Tyrkiet og Holland eskalerer med begge landes ekstremt vigtige valghandlinger lige om hjørnet
Utilfredse tyrkere demonstrerede søndag foran det hollandske konsulat i Istanbul, mens politiet afspærrede indgangen til bygningen af sikkerhedsmæssige årsager.

Utilfredse tyrkere demonstrerede søndag foran det hollandske konsulat i Istanbul, mens politiet afspærrede indgangen til bygningen af sikkerhedsmæssige årsager.

Cem Genco

13. marts 2017

ISTANBUL – Demonstranter med taktfaste paroler, plakater og vajende faner samledes i weekenden foran det hollandske konsulat i det centrale Istanbul. Ikke nogen folkemængde, snarere en klynge på et par hundrede, der end ikke blokerede den relativt smalle gågade.

Konsulatet, lokaliseret i den tidligere ambassade fra osmannertiden, var beskyttet af en massiv politistyrke, der havde fuld kontrol med situationen. Alligevel hejste det åbenbart skræmte personale det tyrkiske flag på konsulatets tag som en slags imødekommende gestus: Vi vil helst være venner.

Søndag var den hollandske trikolore tilbage på sin flagstang, og det tyrkiske tonefald eskalerede med latrinære ytringer og trusler om diplomatisk-økonomiske konsekvenser efter Hollands afvisning af et tyrkisk vælgermøde i Rotterdam.

Samtlige nyhedskanaler sendte i weekenden væg til væg-dækning af krisen, der indledtes med premierminister Mark Ruttes erklæring i sidste uge om, at Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, »ikke var ønsket« ved et vælgermøde i Rotterdam, hvor han havde planlagt at tale for landsmænd med dobbelt statsborgerskab. De kan stemme ved folkeafstemningen i april, der vil ændre Tyrkiets politiske landskab med en ny forfatning.

Mevlüt Cavusoglu fik ikke tilladelse til at lande i Holland, og da den tyrkiske familieminister, Fatma Betul Sayan Kaya, lørdag forsøgte at krydse grænsen i bil fra Tyskland, blev hun omgående og uvenligt sendt tilbage.

Læs også

Hvor såvel de tyske som svenske myndigheder har afvist at lade tyrkiske politikere tale ved vælgermøder for den tyrkiske diaspora – i Tyskland har kansler Angela Merkel henvist til lokale beslutninger, og i Stockholm er lokale AKP-aktivister ude af stand til at leje lokaler – er hollændernes afvisning officiel politik, givetvis i misnøje med forventet forstyrrelse af det hollandske parlamentsvalg onsdag, hvor Geert Wilders, højrefløjens antimuslimske kandidat kunne udnytte et tyrkisk ministerbesøg i sin agitation.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan en regering suspendere retten til ytringsfrihed, herunder politisk agitation, hvis den skønner, at den offentlige orden trues. Og det er skønnet i Holland efter de gadekampe mellem rivaliserende tyrkiske grupper forud for det tyrkiske valg i november 2015, der udartede i grov vold.

Erdogans nazikort

Præsident Recep Tayyip Erdogan har reageret voldsomt, også selv om han ved, at mindst to tredjedele af de ’hollandske’ tyrkere med stemmeret ifølge alle meningsmålinger støtter den forfatningsændring, der vil give hans embede reel diktatorisk magt.

I taler fredag, lørdag og søndag, der pligtskyldigt blev transmitteret af alle tv-stationer bortset fra sportskanalerne, der sendte fodbold, krævede han en undskyldning – »ellers må Holland betale prisen«, som han sagde. Og tilføjede et spørgsmål til EU om, hvad unionen vil stille op med »denne fascistiske holdning og tilbagevenden til nazismen«.

Han veg end ikke tilbage fra at sammenligne den kvindelige familieminister, Fatma Betul Sayan Kaya, med en kendt heltinde fra Tyrkiets deltagelse i Første Verdenskrig, Nene Hatun, der organiserede forsvaret af byen Erzurum mod en russisk invasionsstyrke. Desuden meddelte han, at den hollandske ambassadør, der holder ferie, ikke skal vende tilbage til sin post i Ankara.

Ugenrigsminister Mevlüt Cavusoglu brillerede med spydigheder. I en kampagnetale søndag citerede han Mark Rutte, den hollandske regeringsleder, for hans invitation til »tyrkiske ministre, der er velkomne til at komme og se vores tulipaner og besøge vores museer, men ikke til deltagelse i politiske møder«.

Cavusoglu belærte retorisk Rutte om, at Holland i sin tid fik tulipanerne fra det 18. århundredes osmanniske imperium og tilføjede et på overfladen uskyldigt spørgsmål: »Og hvilken slags tulipan er du? Jeg kan kun sige, at de rigtige tulipaner er i Istanbul.«

’Røvtulipan’

At den tyrkiske udenrigsminister afleverede en latrinær fornærmelse vil formentlig gå hen over hollændernes hoveder, da de næppe ved, at vendingen göt lalesi – ordret: ’røvtulipan’ – er en gængs talemåde for absolut ringeagt, der henviser til tyrkiske slagteres gamle praksis med at anbringe en tulipan i tarmåbningen på de flåede lam i butikkernes udstillingsvinduer.

Hvor krisen lander er uforudsigeligt, men som en EU-diplomat i Ankara konstaterede, er der med det hollandske valg og Erdogans oppiskning af en fjendtlig atmosfære over for Europa, der skal hjælpe ham til et flertal ved den kommende folkeafstemning, tale om ’et ret uheldigt trafiksammenstød’. Det tør siges.

Hvad prisen bliver, er ligeledes umuligt at forudsige, men Holland har i flere år ligget øverst på listen over udenlandske investorer i tyrkisk økonomi, alene i 2016 med 6,5 milliarder dollar. Holland er tredjestørste investor efter Tyskland og Storbritannien med 2.564 firmaer, der opererer i landet.

Og som flagepisoden på konsulatets tag viser, forvaltes demonstrationsforbuddet efter det fejlslagne militærkup i juli efter, hvorvidt demonstrationen er for eller imod Erdogan og hans AKP-parti.

AJOUR: Løkke udskyder besøg med tyrkisk minister

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, skal ikke komme på besøg i Danmark alligevel. Udskydelsen af besøget skyldes en eskalerende konflikt mellem Tyrkiet på den ene side og henholdsvis Tyskland og Holland på den anden side.

’Under normale omstændigheder ville det være en glæde at tage imod den tyrkiske premiermi- nister Yildirim (...) Men med de aktuelle tyrkiske udfald mod Holland kan mødet ikke ses løsrevet fra dette. Jeg har derfor foreslået min tyrkiske kollega at vores møde udsættes,’ lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen i en meddelelse i går.

Premierministerens planlagte besøg var 19.-20. marts. Flere tyrkiske ministre har planlagt besøg i europæiske lande for at holde vælgermøder. Aflysninger i Holland og Tyskland af flere væl- germøder har fået den tyrkiske regering til at love gengældelse.

’Den tyrkiske karakteristik af de vestlige demokratier og de aktuelle udfald mod Holland vil betyde, at et møde netop nu vil blive udlagt som udtryk for, at Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet, hvilket ingenlunde er tilfældet,’ siger statsministeren.

Fredag vil han orientere Folketingets partier om beslutningen på et møde med Udenrigspolitisk Nævn.

Ritzau

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Altså ... end ikke på regeringsplan har man tænkt sig at overholde lovgivning i de lande man indrejser i. Jamen, den adfærd hedder da noget, hvis det er sådan i større skala end individuel kriminalitet ... in... inva...hvad er det nu ? 'Retten' dertil er slet ikke et emne, den findes ikke.

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Det er klart, at de tyrkiske ministre ikke skal ankomme 3 dage før et nationalt hollandsk valg, og måske har Erdogan bevist søgt en konflikt; men når det så er sagt, så bør de tyrkiske ministre kunne deltage i valgmøder også i Europa.

Det tjener ikke Danmark til ære, hvis vi forbyder den tyrkiske premierminister at komme ind i landet for at deltage i et tyrkisk valgmøde. Noget andet kan så være et møde med den danske statsminister - det kan godt sløjfes.

Det er godt nok i overkanten at stoppe den tyrkiske familieminister på vej i bil til konsulatet.

Erik Jakobsen

Hvorfor bør tyrkiske ministre kunne rejse rundt i europæiske lande og holde valgmøder? i så fald får de da travlt.

Hvorfor er det nok i overkanten at stoppe en fremmed minister?

Erik: Ikke for at forsvare den tyrkiske præsident Böhmermann.

Jeg ved, at somaliske politikere tidligere har ført valgkamp i Danmark. USAs Democrats Abroad holder møder i Danmark. Spanske Podemos har cirkler herhjemme.....og det er bare dem, jeg er 100 pct sikker på.

Poul Sørensen

Erdogan
Det er hjerteskærende og se en mand med så meget som Erdogan helt kynisk bruge tyrkere og 2g tyrkere som brikker i et spil til at skaffe ham selv endnu mere magt.... den slags kynisme er det stof som misrøgt, undergang og fiasko er skabt af.... spørg en hvilken som helst gud.