Læsetid 6 min.

Tysk-russisk gaseventyr splitter Europa

Danmark spiller en ufrivillig hovedrolle i tilblivelsen af en gasledning mellem Tyskland og Rusland, der bryder med EU’s energipolitik. Østeuropa frygter for sin sikkerhed, mens tyskerne øjner økonomisk gevinst
I 2009 godkendte Danmark uden tøven og som det første EU-land en anmodning om en russisk gasledning til Tyskland under navnet Nord Stream. Siden er forholdet til Rusland kun blevet værre med Ukraine- og Syrien-krigen, men nu vil russiske Gazprom vil føre en ny gasledning 140 km gennem dansk farvand nær Bornholm.

I 2009 godkendte Danmark uden tøven og som det første EU-land en anmodning om en russisk gasledning til Tyskland under navnet Nord Stream. Siden er forholdet til Rusland kun blevet værre med Ukraine- og Syrien-krigen, men nu vil russiske Gazprom vil føre en ny gasledning 140 km gennem dansk farvand nær Bornholm.

Sasha Mordovets
30. marts 2017

Sikkerhedspolitik og energipolitik smelter sammen, når russiske Gazprom vil føre en ny gasledning 140 km gennem dansk farvand nær Bornholm.

Den russiske ansøgning til den danske Energistyrelse er angiveligt på trapperne og har i denne uge skabt stor debat. Spørgsmålet er, hvordan en gasledning kan skabe så stor politisk bekymring i Danmark, når Tyskland, som er endemål for Nord Stream 2, alene anser det for ren forretning?

Svaret er, at gasledningen både er politik og forretning, mener den norske professor Jakub M. Godzimirski fra Norsk Udenrigspolitisk Institut, der er forfatter til flere bøger om russisk energipolitik og EU.

»Nord Stream 2 er skoleeksemplet på, hvordan flere interesser konstant overlapper hinanden, når det kommer til europæisk energipolitik. Den direkte adgang til det tyske marked er selvfølgelig økonomisk attraktiv. Samtidig er det i Ruslands interesse at etablere gasledningen, da den skaber spændinger de europæiske lande imellem. Ligesom der både er strategiske og økonomiske og geopolitiske interesser i at sikre naturgas som førende fossilt brændstof for fremtiden. Aftalen er derfor hverken udelukkende økonomisk eller sikkerhedspolitisk – den er begge dele,« siger Godzimirski.

Ifølge professoren markerer den danske debat det energipolitiske skred, som Vesten og Rusland har oplevet de seneste år, hvor et økonomisk, fredsopbyggende samarbejde i dag er erstattet af mistro.

Den første ledning

I 2009 godkendte Danmark uden tøven og som det første EU-land en lignende anmodning om en russisk gasledning til Tyskland under navnet Nord Stream.

Selv om forholdet til Rusland også dengang var udfordret af Georgien-krigen, kaldte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) gasledningen for et projekt med »store gensidige fordele«.

Siden er forholdet til Rusland kun blevet værre med Ukraine- og Syrien-krigen og sanktionerne mod Rusland til følge. Konflikterne fik tidligere Venstre-topfolk som Uffe Ellemann-Jensen og Henning Christoffersen til at kalde den første gasledning i Østersøen for en fejl. Per Stig Møller erkendte efterfølgende i en kronik, at aftalen om Nord Stream var et mislykket forsøg på at undgå en ny koldfront og »russisk revanchisme« for EU’s østudvidelse.

Ligesom dengang advarer de østeuropæiske EU-lande med Polen i spidsen i dag Tyskland og Vesteuropa om faren ved at styrke russernes dominans på det europæiske gasmarked. De kritiserer derudover de vesteuropæiske lande for på en gang at sanktionere mod Rusland på grund af Ukraine-konflikten og samtidig gøre forretning med dem. Landene frygter, at Rusland vil bruge gassen sikkerhedspolitisk.

Og ikke uden grund. Flere gange tidligere har Rusland gjort alvor af sine trusler om at lukke for gasforsyningen til særligt Ukraine, der er transitland for en stor del af den europæiske gasimport. Senest standsede Gazprom gasforsyningen til landet i 2014.

Økonomisk succes

Tyskland ser på den anden side Nord Stream 2, der vil fordoble den nuværende gasleverance til landet, som en god økonomisk aftale indgået med en moderne international virksomhed. Holland og Frankrig, der selv er arvtagere af gassen, bakker op.

Økonomisk er Nord Stream-gasledningerne en succes for både Rusland og Tyskland, der øger samhandel og undgår mellemled og derved sikrer billigere priser. Af samme grund har Putin flere gange forsikret om, at Gazprom kun tjener penge, når lande køber gassen.

Men Gazprom er ikke som enhver anden virksomhed, siger professor Godzimirski:

»Gazprom er en virksomhed med mange funktioner, og det er ingen hemmelighed, at Gazprom har tætte forbindelser til Kreml. Det betyder, at de bruger hinanden, når det er opportunt. Det bedste historiske eksempel er selvfølgelig Ukraine, der i årevis købte billig gas, mod at Rusland kunne have sin flådebase på Krim.«

Juridisk gråzone

Den svære diplomatiske balancegang mellem østlandene på den ene side og Tyskland på den anden har udfordret statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) manøvrerum. Tidligere på måneden bad klima- og energiministrene fra Danmark og Sverige i et fælles brev EU-Kommissionen om at foreslå fælleseuropæisk stillingstagen til projektet.

Gazprom afviser imidlertid, at EU-kommissionen har noget at gøre i spørgsmålet. Ifølge selskabet falder byggeriet uden for EU-lov, da gasledningen trækkes til havs og ikke på land. Aftalen er desuden indgået med et land uden for EU, hvorfor EU’s Gasdirektiv ikke gælder, mener Gazprom.

Sijbren de Jong, lektor i geopolitisk økonomi og ph.d. i EU’s eksterne energipolitiske relationer ved Leiden Universitet, kalder Gazproms strategi for et røgslør, hvor de med usandheder forsøger at lobbye Danmark og EU til at godkende projektet:

»EU-loven gælder selvfølgelig også for Nord Stream 2. Problemet er lige nu, at lovgivningen i gasdirektivet er mangelfuld, når det kommer til aftaler med ikke-EU-lande. Men det er ikke ensbetydende med, at EU-lov træder ud af kraft. Tværtimod betyder det, at Unionen har behov for at udvide loven med en ekstra forordning,« siger han.

EU-gasdirektivet skal blandt andet sikre, at selskaber ikke kan eje en gasledning og samtidig have eneret på at bruge den. Gazprom forsøgte i første omgang at afhjælpe monopolproblematikken ved at etablere et konsortium bag Nord Stream 2 bestående Gazprom og fire europæiske energiselskaber. De Jong kalder konsortiet et skalkeskjul og minder om, at firmaerne bag konsortiet fortrak, efter at den polske konkurrencestyrelse i sommer underkendte konstruktionen som konkurrencestridig. I dag er kun Gazprom tilbage.

I en høring i EU-Kommissionen sidste måned gav EU’s energikommissær og kommissionens vicepræsident udtryk for, at Nord Stream 2-ledningen kræver nye juridiske regelsæt.

Diskussionen om Nord Stream 2 kommer samtidig med, at det anstrengte forhold mellem netop EU og Gazprom oplever et tøbrud. EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har tidligere stævnet Gazprom for en milliarderstatning for at have forhindret konkurrence på gasområdet og afkrævet for høje priser fra otte øst- og centraleuropæiske lande. I 2013 betalte Polen eksempelvis over 20 procent mere pr. kubikmeter russisk gas, end Tyskland gjorde.

Som Information tidligere har beskrevet frafaldt søgsmålet forrige uge, da Gazprom efter to års forhandlinger indvilligede i at ændre praksis. Praksisændringen vil imidlertid ikke gælde Nord Stream 2, hvis energiselskabet fastholder, at aftalen falder uden for EU-lov.

Gerhard Schröders skygge

Til trods for at Nord Stream 2-gasledningen unægteligt har udviklet sig til et politisk spørgsmål, forholder Angela Merkel sig fortsat passivt og insisterer på, at projektet er pure business. Det store spørgsmål er selvfølgelig hvorfor.

»Husk på, at de vigtigste partnere i Nord Stream-projektet ikke var firmaer, men Gerhard Schröder (tidligere tysk forbundskansler for SPD, red.) og Vladimir Putin. Projektet blev fejret som en politisk succes,« siger professor Jakub M. Godzimirski.

Flere analytikere forklarer, at Merkels passivitet skyldes regeringspartneren SDP, der uforbeholdent støtter sin tidligere formand og kansler. Gasledningen var i 00’erne Schröders mærkesag, og kort efter nederlaget til Merkel indtrådte han i Nord Streams bestyrelse. Han er i dag formand i bestyrelsen bag Nord Stream 2 og plejer fortsat sin nære relation til Putin, der var gæst ved ekskanslerens 70-årsfødselsdag.

Imens ulmer oprøret i Merkels eget parti, CDU, hvor partikollegaen og formanden for Forbundsdagens udenrigspolitiske udvalg, Norbert Röttgen, i efteråret kritiserede projektet og konstaterede, at »Tyskland belønner Ruslands overtrædelser af folkeretten og krigens love ved at gøre forretning med dem.«

Brug for import

For Kirsten Westphal, researcher i tysk-russisk energipolitik ved den tyske tænketank SWP, er diskussionen om Nord Stream 2 dog ude af proportioner.

»Nord Stream 2 er helt åbenlyst et økonomisk projekt, der skal sikre konkurrencedygtige gaspriser til det nordvestlige Europa og Tyskland. Egenproduktionen i lande som Tyskland og Holland er nedadgående, så der er brug for øget import, og projektet øger gaskapaciteten og fleksibiliteten i det europæiske energinetværk,« siger hun og peger på, at Tyskland indstiller al atomkraft i 2022, hvilket efterlader nye energibehov.

Kirsten Westphal køber ikke det østeuropæiske sikkerhedspolitiske argument. I hendes øjne baserer f.eks. den polske modstand sig på egne økonomiske interesser i det delvist statsejede polske energiselskab, PGNiG, der investerer massivt i en gasledning til Norge netop nu. Investeringer, der udfordres af udsigten til yderligere russisk konkurrence.

EU modarbejder egne visioner

EU har indtil videre forholdt sig tavs. I sidste måned præsenterede kommissionen sin anden State of the Energy Union­-rapport, der markerer visionerne for unionens energipolitik. Rapporten nævner ikke Nord Stream 2, men til gengæld en række nye gasprojekter i Polen, Frankrig og Finland.

»Projekterne vil forøge diversiteten i gasleverancen og mindske importafhængigheden af en enkelt leverandør, hvilket er en nøgleprioritet for den Europæiske Energiunion,« står der blandt andet.

En nøgleprioritet, der altså går stik imod Nord Stream 2-projektet, som konsoliderer Gazproms allerede dominerende markedsandel på det europæiske marked.

Nord Stream 2 forventes færdig i slutningen af 2019. Det sammenfalder med, at Gazproms kontrakt med den ukrainske stat udløber. Imens venter statsminister Lars Løkke Rasmussen fortsat på svar fra kommissionen. Han udtalte tidligere på ugen, at han fornemmer, at det kommer snart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer