Læsetid: 5 min.

’Det er vigtigt at forstå, at de hader hinanden og alt, hvad de står for’

Kun ét land forsøgte at kuppe genvalget af polske Donald Tusk som EU-præsident – hans eget. Fadæsen bekræfter Polen som EU’s nye uregerlige problembarn. Opgøret tegner samtidig billedet af et land mere splittet end nogensinde før
Der var kun et EU-land, der ikke stemte for, at polske Donald Tusk skulle fortsætte som formand for Det Europæiske Råd. Og det var Polen.

Der var kun et EU-land, der ikke stemte for, at polske Donald Tusk skulle fortsætte som formand for Det Europæiske Råd. Og det var Polen.

Michael Sohn

13. marts 2017

Det handler mest af alt om had. Indædt had. Og for at forstå hadet skal vi tilbage til en forårsdag i 2010.

Dengang sad Polens daværende præsident og leder af landets Lov og Retfærdighedsparti (PiS), Lech Kaczyński, i en flyver på vej mod Smolensk nær den russisk-hviderussiske grænse. Under indflyvningen rammer præsidentens fly et træ og styrter ned. Samtlige 96 passagerer og besætningsmedlemmer omkommer.

I dag er den afdøde præsidents bror, Jaroslaw Kaczyński, formand for PiS-partiet, der har dannet regering siden 2015. I efteråret iværksatte han på ny en undersøgelse af omstændighederne ved flystyrtet. Jaroslaw Kaczyński er af den overbevisning, at Polens senere premierminister og leder af partiet Borgerplatformen, Donald Tusk, planlagde flystyrtet og myrdede broderen.

I dag har Donald Tusk som bekendt forladt polsk politik. Han er formand for Det Europæiske Råd, der består af medlemslandenes regeringschefer og EU-Kommissionens formand, og i den forgange uge fik han genvalg. Samtlige medlemslande stemte for endnu en Tusk-periode – altså lige på nær ét. Hans eget.

Læs også

»De er hinandens ærkefjender. Det er vigtigt at forstå, at de virkelig hader hinanden,« indleder Konstanty Gebert sin beskrivelse af forholdet mellem Kaczyński og Tusk og forsætter: »Tusk repræsenterer derudover alt, hvad Kaczyński er imod: et mere liberalt Polen og et integrerende EU, ligesom flere korruptionsskandaler knytter sig til Tusks regeringstid.«

Konstanty Gebert er selv polak og ekspert i landets politik ved den europæiske tænketank European Council of Foreign Affairs. Han er forfatter til flere bøger om polsk indenrigspolitik og landets demokrati.

Et pinagtigt kupforsøg

Hadet mellem den polske regering og EU-præsidenten har længe været udtalt. I januar kaldte landets udenrigsminister, Witold Waszczykowski, Tusk for »et billede på ondskab og idioti«, Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at den polske regering hellere så en anden kandidat ved formandsvalget.

Regeringen i Warszawa håbede til det sidste, at Frankrigs afgående præsident, François Hollande, eller måske tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ville annoncere deres kandidaturer, men uden held. Opbakningen til Tusk har simpelthen været for stor til, at nogen potentiel modkandidat turde udfordre den velansete formand.   

Og hvad gør man så, når ingen frivillige melder sig? Man finder selvfølgelig sin egen nyttige idiot. Valget faldt på en i europæisk sammenhæng ukendt og chanceløs polsk EU-parlamentariker. Og ikke nok med det en parlamentariker fra Tusks eget parti, der dermed uden varsel tilsluttede sig PiS-regeringens smædekampagne og omtrent lige så hurtigt blev ekskluderet fra sit nu tidligere parti.

Den polske regering anklager blandt andet Tusk for at bryde med sin neutralitet i spørgsmål, der vedrører hjemlandet. Mere specifikt spørgsmålet om, hvorvidt Polen, som det første land i EU’s historie, bør sanktioneres for at overtræde landets egen forfatning.

Anklagen om partiskhed mod Tusk har runget hult blandt de øvrige medlemsstater og bliver af analytikere mest af alt set som en dårlig undskyldning. Alligevel håbede Polen til det sidste, at enkelte allierede ville bakke dem op – særligt Viktor Orbán, Ungarns premierminister, og Storbritanniens premierminister, Theresa May.

Læs også

Alle endte som bekendt med at stemme for Donald Tusk. Nederlaget betød, at den polske regering ikke ville anerkende valgresultat. Det betyder, at beslutningen nu er underskrevet af 27 enkeltstående lande minus Polen – og altså ikke et samlet EU.

»Praktisk betyder det ikke noget, at Polen ikke anerkender resultatet. Men politisk er det i høj grad relevant, da det aldrig tidligere er set, at et enkelt land modsætter sig resten af EU. Polen vil fra nu af blive set som en paria, der uden videre er klar til at blokere for EU’s virke og fremtid. Det vil marginalisere landet og med sikkerhed få betydning for de fremtidige EU-politikker, der vedrører Polen,« siger ekspert Konstanty Gebert og peger på de kommende budgetforhandlinger efter Brexit, hvor Polen kan blive ramt økonomisk.

EU’s nye sorte får

At Ungarn og Viktor Orbán ikke bakkede op om sin nære Visegrad-allierede, har ifølge Gebert gjort Lov og Retfærdighedspartiet nervøse.

»Jaroslaw Kaczyński havde bedt Orbán om ikke at støtte Tusk, han forventede, at Ungarn ville være loyale og som minimum stemme blankt i spørgsmålet. Den ungarske premierminister har tidligere lovet PiS-regeringen, at han vil nedlægge veto i Ministerrådet, så sanktionerne mod landet ikke kan gennemføres. Og i dag er det store spørgsmål: Kan Kaczyński og PiS-regeringen fortsat stole på Orbáns ed, eller bliver Polen det første land i EU’s historie, der bliver sanktioneret?«

Gebert kender ikke svaret, men mener, at Viktor Orbán har en stor interesse i at flytte det negative spotlys væk fra sig selv og over på Polen. Orbán er glad for, at han ikke længere betragtes som EU’s sorte får, fordi det styrker hans politiske manøvrerum, forklarer Gebert, der ikke er i tvivl; Polen overgår i dag det selvudnævnte »illiberale Ungarn«, når det kommer til kreativ, illiberal regeringsførelse.

»Viktor Orbán forbryder sig ganske rigtigt mod demokratiske principper, men han sørger for at gøre det inden for den ungarske konstitutions rammer – ved blandt andet at ændre rammerne. Samme mulighed har PiS-regeringen ikke. De kan ikke ændre forfatningen; det eneste, de kan gøre, er at overtræde den – så det gør de,« siger han.

Det er dét faktum, der har fået Ministerrådet til for første gang at overveje at aktivere Amsterdam-traktatens artikel 7. Paragraffen skulle inden øst-udvidelsen sikre sanktioneringsmuligheder, hvis et medlemsland forbrød sig mod de europæiske menneskerettigheder.

Afgørende for næste valg

Internationalt bliver det polske kupforsøg set som en diplomatisk fadæse, og selv de regeringstro medier erkendte nederlaget. Men nederlagets vanlige bitterhed blev hurtigt erstattet af sødme, forklarer Gebert, der har fulgt den polske presses reaktioner på Donald Tusks genvalg nøje.

»Konklusionen er, at Tyskland fik deres lakaj. Regeringen forsøgte alt, hvad den kunne, for at forsvare sine og ’det europæiske folks værdier’ ved at tage kampen op mod den tyske enegang i et EU, der ikke repræsenterer folket. Nederlaget bliver på den måde en principiel nationalpolitisk sejr,« siger Gebert og fortæller, at Tusk fremstilles som en landsforræder i de højreorienterede medier, og at hans centrumhøjre parti, Borgerplatformen, blot bliver omtalt som ’Det udenlandske parti’. Retorikken forventes kun at blive hårdere, som landet nærmer sig det kommende valgår.    

Senere på måneden er der planlagt en samling i Det Europæiske Råd, hvor det forventes, at Ministerrådet stemmer om sanktionerne mod Polen. Og selv om det lyder paradoksalt, kan de økonomiske sanktioner, ifølge Gebert, vise sig at blive en politisk gevinst for Kaczyński og Lov og Retfærdighedspartiet med henblik på kommunalvalget næste år.

Læs også

I dag sidder Tusks parti på størstedelen af borgmesterposterne, men eksperten påpeger, at sanktionerne og udsigten til færre EU-fondsmidler ved næste budgettering i særdeleshed rammer kommunernes finanser og dermed lokalbefolkningen.   

»Polsk politik er inde i en uforudsigelig fase. EU-sanktionerne mod den polske regering kan i sidste ende ramme Borgerplatformen hårdest. Det afhænger dog af, om polariseringen i befolkningen vokser yderligere – for så bliver kommunalvalget ikke et spørgsmål om økonomi, men deres ideologiske ståsted,« siger han. 

Genvalget af Donald Tusk betyder, at han fortsætter som formand for Det Europæiske Råd frem til sommeren 2019. Langt væk fra ærkefjendens politiserede kulegravning af Smolensk-flystyrtet.

Undersøgelsens resultater forelægger endnu ikke, men i en tale til sine støtter forsikrede Kaczyński for nyligt, at man er »tæt på at kende sandheden«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Fremragende beskrivelse af den polske situation - godt koblet til den ungarnske og engelske i form af denne passus: Alligevel håbede Polen til det sidste, at enkelte allierede ville bakke dem op – særligt Viktor Orbán, Ungarns premierminister, og Storbritanniens premierminister, Theresa May.

Det kan jo ende med, at både Polen og Ungarn følger i englændernes fodsport og river sig ud af EU.
Hvad skal man med EU, hvis man ønsker et lokalt diktatur?