Læsetid: 7 min.

AfD kalkulerer med, at der vil ske forfærdelige ting for Tyskland

Da Alternative für Deutschland i weekenden tog et ekstra skridt mod højre, brød partiet også med den selvopfattelse, at det er folkets parti, mener politisk redaktør ved FAZ og AfD-ekspert Justus Bender. Men på kort sigt vil radikaliseringen næppe skade de ’højestråbendes parti’
På Alternative für Deutschlands partikongres trak den højrenationalistiske fløj det længste strå, mens forkvinden Frauke Petrys pragmatiske linje – og dermed hendes formodede kanslerdrømme – forduftede.

På Alternative für Deutschlands partikongres trak den højrenationalistiske fløj det længste strå, mens forkvinden Frauke Petrys pragmatiske linje – og dermed hendes formodede kanslerdrømme – forduftede.

Leon Kuegeler

28. april 2017

BERLIN - Partileder Frauke Petry har utrætteligt understreget det: Alternative für Deutschland (AfD) er ligesom regeringspartierne CDU og SPD sit eget lille folkeparti, som repræsenterer et tværsnit af den tyske befolkning, der bare ikke lader sig undertrykke af politisk korrekthed.

Men da partiet ved sit landsmøde i Køln i weekenden klart afviste til Frauke Petrys moderate linje og foretog en åbenlys højredrejning, er denne selvopfattelse nu ved at smuldre. 

Sådan lyder i hvert fald udlægningen fra politisk redaktør ved Frankfurter Allgemeine Zeitung Justus Bender, der har fulgt AfD tæt siden partiets grundlæggelse i 2013 og netop udgivet bogen Hvad vil AfD?

»AfD-tilhængerne er i deres selvopfattelse efterhånden ved at indse, at de ikke udgør flertallet af befolkningen, at de ikke er repræsentanter for det egentlige folk. På internetfora havde de i flere år jo læst, at de var folket, at de fleste faktisk stod bag dem. Med den nuværende udvikling i partiet vil den fejlslutning formentlig blive endnu tydeligere,« siger Justus Bender

Selvforskyldt højresvingsulykke

Allerede før partimødet havde den 41-årige Frauke Petry meddelt, at hun med partiets hidtidig stadig mere rabiate linje ikke længere ønskede at blive spidskandidat til valget til den tyske Forbundsdag i september.

Petry, der er gravid med sit femte barn, krævede derfor en principiel beslutning om at føre »realpolitik« frem for at ende som »fundamentalistisk opposition«, hvilket kan oversættes til, at hun ønsker en stueren linje lidt tættere på midten og magten frem for en åbenlyst højreekstremistisk linje. Samtidig ville Petry have de godt 500 delegeredes ord for, at AfD ikke skal give plads til »racistiske, antisemitiske og folke-nationalistiske ideologier«.

Björn Höcke, AfD's delstatsformand i Thüringen, er blandt de mere højrenationale kræfter i partiet, der søndag stormede frem ved valget i Mecklenburg-Vorpommern
Læs også

Men Petrys forslag blev slet ikke valgt som en del af dagsordenen. Under øredøvende jubel valgte partiet derimod to andre spidskandidater til at repræsentere partiet frem mod det tyske valg – den 76-årige Alexander Gauland og den 38-årige Alice Weidel.

Der er en vis ironi i denne decimering af Petrys magt i AfD, da hun med en indvandringskritisk, islamfjendsk og nationalistisk linje selv var med til at vælte sin forgænger som partiformand, den liberale og eurokritiske økonom Bernd Lucke, pointerer Justus Bender.

»Man kan med andre ord sige, at Petry selv banede vej for den højredrejning, som hun nu er ved at snuble i.«

De højestråbendes ret

I Benders analyse ligger der en vis logik i denne udvikling i AfD - den skyldes især partiets paradoksale, autoritære frihedsbegreb.

»I AfD ser man, hvor hurtigt frihedskamp kan slå om i autoritær tænkning. Kravet om mere demokrati og frihed kan hurtigt vendes mod alt det, der ikke svarer til folkets egentlige vilje,« siger Bender – underforstået: den folkets vilje, som AfD angiveligt repræsenterer.

Samtidig er AfD’s selvforståelse præget af at være mod enhver form for censur og politisk korrekthed.

»Det har gjort det til et parti, hvor de højest råbendes ret gælder. Et parti, hvor det er utroligt svært at dæmme op for retoriske udskejelser og stoppe folk som Björn Höcke,« siger Justus Bender med henvisning til den stærkt omdebatterede AfD-lokalformand i delstaten Thüringen.

Selv om partiet Alternative für Deutschland, der overgik CDU ved delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern, forsøger at virke moderat, har det en stærk racistisk kerne, der i sidste ende er med til at anspore den politiske vold, lyder advarslen fra politikforsker Hajo Funke, som netop har skrevet en bog om de voldelige netværk omkring det populære højreparti
Læs også

Höcke er i høj grad personificeringen af det, som Frauke Petry ønskede at tage afstand fra, men var ikke selv til stede i Køln. Han var nemlig forment adgang til Hotel Maritim, hvor partidagene blev afholdt, da han i samme hotelkædes konferencelokale i Dresden i februar holdt en tale, hvor han blandt andet kaldte Holocaustmindesmærket i Berlin for en »skændsel« for Tyskland.

»Her ville Petry sige: ’For at få succes må vi af med Björn Höcke. Han er direkte skadelig for os og driver de mere moderate vælgere væk fra partiet’. På den måde ville hun se stort på princippet om, at intet er tabu i AfD, og i stedet handle mere strategisk,« siger Justus Bender.

Hvis AfD bliver ved med at lade radikale figurer som Björn Höcke få taletid, vil det ifølge Justus Bender åbenlyst ændre partiets medlemsstruktur.

»Mange tusind er allerede trådt ud af AfD, mens tusindvis af andre, som er tilfredse med denne linje, er trådt ind. Det er klart en radikalisering af partiet. Björn Höcke siger direkte, at hans mission drejer sig om at skubbe grænserne for, hvad man må sige, både inden for og uden for AfD.«

Petrys pragmatiske vilje til magt

I Justus Benders øjne er der ingen tvivl om, at Frauke Petry har haft ambitioner om at nå langt, rigtig langt. Hun har formentlig endda leget med tanken om at lave en Le Pen og blive tysk kansler i 2021. Alligevel ser han ikke Petry som en synderligt troværdig repræsentant for en realpolitisk fløj i AfD.

»Petry er jo selv kommet med ganske radikale ytringer om for eksempel brug af skydevåben ved de tyske grænser og har gjort tvivlsom brug af begrebet ’det tyske folk’,« siger Justus Bender.

Alligevel er en mådeholden retorik nu blevet langt vigtigere for Petry, der ved partimødet demonstrativt fraværende fedtede med sin mobil, mens hendes medformand, Jörg Meuthen, proklamerede, at han med Tysklands nuværende »Titanic-kurs« aldrig ville gå i regering med politikere som Angela Merkel (CDU) og Martin Schulz (SPD).

Læs også

»Petry ønsker en mere pragmatisk magtvilje i AfD, hvor man ikke i helt så høj grad fastlåser sig ideologisk. For eksempel ønsker hun, at antisemitisme bekæmpes i partiet, fordi den skader partiets muligheder, mens modstanden mod islam i stedet fremhæves. Men ved Petry blev debatten meget udflydende, så jeg forstår egentlig godt, at flertallet i partiet mener, at det var en pseudodebat,« siger Justus Bender om valget mellem realpolitik og fundamental-opposition. Langt hen ad vejen handlede det nemlig om retorik uden videre indhold i de forskellige forestillinger om vejen til magten.

»Fra 2021 kunne AfD være den største partner i en regeringskoalition, mener Petry. Gauland (en af de to spidskandidater, red.) siger egentlig det samme på en lidt anden måde: AfD skal ikke gå ind i en regering som det mindste parti og blive filet til af for eksempel CDU/ CSU. Partiet skal vente, til dets linje får medvind nok, til det er stort nok.«

Mens vi venter på katastrofer

Det ser nu ikke ligefrem ud til at ville ske lige foreløbig. De første meningsmålinger efter partidagene har ikke vist den store effekt af hverken Petrys afsked som spidskandidat eller afvisningen af en mere pragmatisk linje. Partiet ligger stadig omkring ni procent.

»Det er mange måneder siden, at AfD nåede sit højdepunkt på 15-16 procent i meningsmålingerne. De mangler kort og godt et aktuelt tema,« siger Justus Bender.

»Eurokrisen er ikke længere så presserende, og flygtningekrisen er løjet af i Tyskland. Så længe der ikke for eksempel kommer en serie af terrorangreb, kan jeg sagtens se for mig, at partiets vælgertilslutning forbliver i underkanten af 10 procent,« siger han og understreger, at det selvfølgelig er en del for et højreekstremistisk parti.

På partidagen diskuterede man også en langt strammere flygtningepolitik og midler mod »tendensen til at tyskerne afskaffer sig selv« samt et endeligt opgør med euroen, licenssystemet og Tysklands store grønne energiomstilling.

I Benders udlægning er AfD's succes ikke afhængig af enkelte figurer som Petry, Gauland eller Meuthen. Partiet bliver snarere drevet fremad af begivenheder som en finanskrise, en flygtningekrise eller terrorangreb.

»Partiet er i en sær venteposition. Partiet venter, at der vil ske noget slemt i Tyskland, som kan give det medvind. Selv partifunktionærer som Jörg Meuthen har sagt til mig, at partiet har en stor fremtid foran sig, fordi der vil ske forfærdelige ting. Det er jo en del af dets strategi. Med dommedagsretorik advarer det mod katastrofer, som staten bør dæmme op for nu og her.«

Konsekvensfri komfortzone

Netop i denne autoritære angstdiskurs kan AfD tales ned med egne midler, mener Justus Bender.

»AfD-politikernes komfortzone slutter ret præcist der, hvor realpolitikken begynder. Tag lukningen af grænserne. Det lyder pærenemt, for så står flygtningene jo bare der foran en lukket grænse. Men hvad så, hvis de er desperate nok til at kravle over hegnet – skyder vi så på dem? Hvis du spørger ind til følgerne, kommer AfD-politikere som regel på glatis, for de vil jo helst ikke tale om konsekvenserne af deres simple svar. Det gælder også kravet om at træde ud af euroen eller EU. Her er de ikke i nærheden af at skitsere, hvordan de vil tackle konsekvenserne af det.«

Det gælder også de to spidskandidater, som 67 procent af de delegerede under bragende bifald valgte til at få partiet i Forbundsdagen til september.

Den ene er nationalkonservative Alexander Gauland, der har gjort opmærksom på sig selv ved at rose Pegida og frabede sig »en Boateng« (en farvet fodboldspiller fra Bayern München. red.) som nabo.

Den anden er økonomen Alice Weidel, der som lesbisk i et registeret partnerskab med to børn ellers ikke ligner en AfD-rollemodel. Men man skal ikke tage fejl af hende, mener Justus Bender.

»I sin retorik overhaler hun til tider Höcke højre om og siger yderst rabiate ting om for eksempel muslimer,« siger han.

»Nogle af de udsagn, som Alice Weidel er kommet med om islam, havde ført til eksklusion af partiet, da det for et par år tilbage stadig havde en liberal og eurokritisk profil. Nu accepteres det. Partiet ser altså ikke ud til at knække på de her forskydninger, tværtimod ser den permanente udvidelse af kampzonen mod højre ud til at gå fint op.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Det er vel ikke usædvanligt, at drage politisk nytte af situationen. Herhjemme anvender vores manipulerende svindler regering f.eks. flytninge situationen strategisk som legitimitet til at afvikle kontanthjælpen og velfærdssamfundet.