Læsetid: 5 min.

Arbejdere, katolikker, antikapitalister og en aldeles partisk journalist

Kampen mellem Le Pen og Macron er blevet kampen mellem antiglobalisten og storkapitalisten, og som fremmed er denne journalist begyndt at få mavepine
Kampen mellem Le Pen og Macron er blevet kampen mellem antiglobalisten og storkapitalisten, og som fremmed er denne journalist begyndt at få mavepine

Bob Edme

29. april 2017

Man kunne måske tro, at journalisten, altså mig, tilbragte valgaftenen på gader og stræder i Paris eller i hovedkvarteret hos en af kandidaterne.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg krøb sammen i sofaen hjemme hos Marianne i Paris, hvor jeg ofte bor, når jeg er i lysenes by. Vi har begge boet i Frankrig i over 30 år. Har opdraget børn her. Arbejder her. Men vi er fremmede.

Den valgaften havde vi overvejet at slutte os til flere forskellige muntre selskaber. Det gjorde vi så ikke.

Vi havde simpelthen ondt i maven.

Det var en paradoksal mavepine eller måske var det netop derfor, det gjorde ondt. Maven vidste ikke engang, hvad den skulle fokusere på, fordi de seneste ugers meningsmålinger bragte de fire kandidater, Le Pen, Fillon, Macron og Mélenchon, på lige fod, men altid med Le Pen i anden omgang.

Der var virkelig mange skrækscenarier langt ned i min mavefornemmelse.

Maven frygtede mest Le Pen mod Fillon – en total højredrejning af Frankrig. Nationalisme, lukkede grænser – og ud af EU, især hos fruen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der bliver nok en lav valgdeltagelse. Som der stod i en norsk avis under første del af valgkampen:

– [Florence Dufoix] nekter å velge mellom pest eller kolera. Vi gjorde det i 2002, da vi holdt oss for nesa og stemte på Jacques Chirac. Det gjør jeg ikke igjen. Jeg stemmer på Mélenchon i andre runde også, sier hun.

Men en stemme til en kandidat som ikke er kvalifisert til andre valgrunde, er en blank stemme. Dem kan det bli rekordmange av i år.
Ifølge tall fra forskningssenteret Cevipof, kan hjemmesitterne utgjøre «Frankrikes største parti», med 30 prosent av velgermassen, skriver mediehuset Franceinfo.

http://www.klassekampen.no/article/20170321/ARTICLE/170329993

Odin Rasmussen

Valget ligner de andre valg inkl. det danske 'hofteskredsvalg i 2015' hvor den står mellem 'elitens kandidat' dem med de økonomiske liberale svar, flyver i flyvemaskiner højt hvor ingen andre kan komme og har åbne grænser, men mere politi og folkets kandidat - de såkaldte 'populister' der lover mere entydige løsninger på komplekse problemer. En kvindelig Donald Trump mod en mandelig Hillary Clinton. Det kan da godt være, at Macron vinder. Meeen, jeg tvivler på, det bliver en jordskredssejr. Og jeg kan i bund og grund ikke helt forstå, hvorfor man skulle stemme på ham.

Torben K L Jensen

Utilfredsheden med de neo-liberale dogmer forsvinder ikke bare med Makronen - den vokser og franske medier skriver : Denne gang Macron næste gang Le Pen men forhåbentlig Melenchon - ungdommens kandidat.

Grethe Preisler

Man skal høre meget, før ørerne falder af, og læse meget, før brilleglassene krakelerer.

Ikke fordi jeg er ubetinget tilhænger af den nuværende danske styreform (indskrænket monarkisk i h.t. grundloven) som patentløsning på alle planeten Jordens gordiske knuder og politiske cirklers kvadratur. Men det lyder ærlig talt i mine profane danske øren nærmest på 'pjoskerens' faste reporter i Frankrig, som om de stemmeberettigede borgere i Den Franske Republik står overfor et valg, der - hvis det skulle afholdes i Danmark efter afskaffelse af kongedømmet til fordel for republikken - svarede til, at 'vi danskere' fik valget mellem at lade os regere enevældigt af enten Uffe Elbæk eller Kristian Thulesen Dahl de næste fire år ......... ;o)

Olav Bo Hessellund

Som det ses af denne artikel, kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor meget nyt Makronen egentlig står for. I hvert fald har han et imponerende netværk af kontakter i det franske establishment uden hvilket, han næppe havde gjort lynkarrière:

”Mannen som hevder han representerer noe nytt, uten fortid og tilknytninger, representerer både personlig og via omgangskretsen sin statsadelen (næringsdepartementet), konsulentbransjen og finanssektoren, med andre ord den harde kjernen i «systemet», noe hans medlemskap i eliteklubben Le Siècle bekrefter.”
https://www.lmd.no/2017/03/illusjonen-om-en-ny-mann/

Nok klogt ikke at være alt for skråsikker, når det gælder at afskrive Le Pens chancer i næste valgrunde, sådan som mange synes at gøre p.t. Le Pens tilhængere skal nok vide at møde op på valgstederne, men hvis tilstrækkeligt mange frustrerede franskmænd undlader at stemme, kan medier og børser i Europa få sig en slem overraskelse i sidste valgrunde.

Michael Friis

Jeg tænker hvor er EU dog sårbart. Om nogle år er det det måske AfD der vinder i Tyskland. Og hvad så?
Hollande, socialisten, går over i historien som en dårlig præsident. Hvad skulle han have gjort? Whirlpool historien er interessant. En af mange. Outsourcering til billigere produktion. Andre jobs forsvinder til billigere immigranter. Sådan er vores samfund bygget op. Vi er selv en del af modellen.
Vi i vores egenskab som forbrugere køber den lidt billigere vare. Momssystemet favoriserer den billigere vare.
Hvad er løsningen? Højere uddannelse har været svaret i mange år. Videnssamfund. Jeg tror ikke det kan stå alene. Udfordringen ved modellen er der stadig mangler hænder til manuelle job. Så vi må have immigration til de jobs.
Fremtiden kan blive robotter. Måske kan de befri os for manuelt arbejde. Men vil vi det? Jeg er ikke sikker. Tænk blot på selvkørende biler. De kommer snart. Der ryger masser af jobs. Hvad så? Skal chauffører omskoles til gymnasielærere?

Henrik Plaschke

Den franske økonom og samfundsforsker Thomas Piketty, der i dansk sammenhæng ikke mindst er kendt for sin Kapitalen i det 21. århundrede, har i et nyligt interview i det franske dagblad Libération udviklet en interessant analyse af den helt aktuelle franske politiske situation.

Piketty er ikke selv partipolitisk aktiv, men han var blandt en gruppe af venstrefløjsintellektuelle, der i starten af 2016 argumenterede for afholdelse af et primærvalg for franske venstrefløjsvælgere med henblik på at udpege en fælles venstrekandidat til præsidentvalget. Mélenchon og hans folk afviste dette projekt, mens Socialistpartiet og De Grønne gik sammen, hvorefter Benoît Hamon valgtes ved et primærvalg blandt partiernes sympatisører. De Grønne valgte således – i modsætning til Mélenchons folk – at satse på en venstrefløjskandidat vel vidende, at det ikke ville blive deres egen kandidat. Ser man på valgtallene fra præsidentvalgets første runde, forekommer det rimeligt sandsynligt, at en fælles venstrefløjskandidat måske kunne have fået i hvert fald 30 % af stemmerne, hvorved denne kandidat ville have kunnet konkurrere med enten Macron eller Marine Le Pétain i anden valgrunde.

Udover tallene fra valgets først runde bygger disse anslåede tal på den analyse af Frankrig, som sociologerne Karsenti & Lemieux har fremlagt i deres Socialisme et sociologie (éditions de l’EHESS, Paris 2017 – præsenteret i http://www.liberation.fr/debats/2017/04/26/les-partis-socialistes-meuren...). De taler således om tre blokke i det franske samfund omfattende hver ca. 30 % af befolkningen: en nationalistisk, en liberal og en socialistisk blok, men grænserne mellem disse blokke er porøse og ikke faste.

I fraværet af en fælles venstrefløjskandidat valgte Piketty at støtte Hamon aktivt og bidrog til at udvikle dennes Europapolitiske tænkning bl.a. med bogen Pour un traité de démocratisation de l’Europe (éditions Seuil, marts 2017 – under udgivelse på en række andre sprog).

I interviewet argumenterer Piketty for at støtte Macron i anden runde. Dels fordi det for enhver pris er afgørende at holde den ekstreme højrefløj fra magten og for at blokere for enhver tanke om, at denne fløj overhovedet kan komme i nærheden af den politiske magt, og dels fordi det er vigtigt at fremhæve, at Macron ikke kan vinde uden en støtte fra venstrefløjen. ”Jo bedre et valgresultat i anden runde, jo tydeligere vil det fremgå, at det ikke er hans program, der har vundet, men den ekstreme højrefløj, der er blevet afvist. Macron skal ikke tro, at han takket være sine ideer og personlighed er den eneste værn mod Nationalfronten”.

http://www.liberation.fr/debats/2017/04/28/thomas-piketty-plus-le-score-...

Henrik Plaschke

I dagens udgave af Le Monde advarer tre overlevende medlemmer af modstandsbevægelsen og tidligere internerede i en fransk interneringslejr mod den ekstreme højrefløj:

”Vi er fuldt ud klar over, at ikke alle de, der er tiltrukket af de ekstreme, er ekstremister. Men sådan var det også for mange franskmænd og tyskere, der på et tidspunkt forførtes af Pétain eller Hitler, hvis fremtidige rædselsgerninger de ikke forestillede sig…

at vi anklages for en diabolisering, må vi leve med. For vi har kendt de ”almindelige djævle”, der er i stand til at forberede et helvede for os. Vi ved, hvad intolerancen og udelukkelsen fra magten kan føre os mod. Vi kender den morderiske dynamik i dette.”

http://www.lemonde.fr/societe/article/2017/04/30/anciens-resistants-et-d...