Baggrund
Læsetid: 10 min.

’Bonjour madame. I USA blev Trump præsident, fordi 40 pct. af vælgerne undlod at stemme’

Et af den franske præsidentkandidat Emmanuel Macrons stærkeste kort er hans bevægelse, En Marche ! Med en hær af frivillige og med inspiration fra Obamas succesfulde 2008-kampagne gennemtrawler bevægelsen de franske hjem i håb om at overbevise de tvivlere, der kan afgøre valget
Christelle Dernon (tv.) og Daniel Kutt (mf.) stemmer parisiske dørklokker for den franske præsidentkandidat Emmanuel Macrons bevælgelse En Marche !.

Christelle Dernon (tv.) og Daniel Kutt (mf.) stemmer parisiske dørklokker for den franske præsidentkandidat Emmanuel Macrons bevælgelse En Marche !.

Pete Kiehart

Udland
12. april 2017

PARIS – »Goddag, fru, jeg hedder Julie og er fra kvarteret. Jeg er her for at spørge, om de har tænkt Dem at stemme ved præsidentvalget den 23. april?«

Remsen gentager sig for hver dør, der åbner sig i opgangen i den gulliggrå betonboligblok i Paris’ 18. arrondissement. I denne dør står en ung afrikansk kvinde i en blå klædedragt.

»Ja, jeg har tænkt mig at stemme, men ikke mine forældre,« svarer hun. »Og jeg har endnu ikke besluttet mig.«

Julie Nedelec, kvinden bag remsen, fortæller, at hun kommer fra bevægelsen En Marche !, og finder en brochure frem. Kvinden i døren ser afventende på hende.

»Og De har slet ingen idé om, hvem de vil stemme på?«

»Nej, slet ikke.«

»Og De kender ikke Emmanuel Macron?«

»Hmm. Åh, jo, jo,« udbryder kvinden, da hun ser hans ansigt på forsiden af folderen. »Men jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skal stemme på. Jeg har mit valgkort, men …«

»Altså, det er vigtigt,« siger Julie og kigger på kvinden med milde, men alvorlige øjne. »Det vil jeg sige til Dem, som borger til borger. Enhver har ret til at stemme, som man vil, men frem for alt er det vigtigt at stemme. I USA blev Donald Trump præsident, efter at 40 pct. af vælgerne undlod at stemme …«

»Lige præcis,« siger kvinden og nikker.

»Så den 23. april stemmer vi. Og vi har ikke lyst til at se et vist parti i spidsen for Frankrig. Så derfor stemmer vi. Og Macron ville være en god præsident. Hav en god dag!«

Ordene forlader Julies mund i en lind strøm. Hun smiler til kvinden, som takker og lukker døren.

»Det er sjovt, det her,« siger Julie på vej ned til næste etage. Her er Christelle Dernon og Daniel Rutt i gang med samme manøvre som Julie: At overbevise kvarterets beboere om vigtigheden af at stemme. Og fortælle dem, hvorfor de synes, at Frankrigs næste præsident skal hedde Emmanuel Macron.

Ønske om fornyelse

For et år siden lancerede den daværende økonomiminister Emmanuel Macron en ny bevægelse, En Marche ! Den skulle repræsentere og opfinde en ny måde at lave politik på. Hvad der begyndte som et tilsyneladende spinkelt håb, er nu vokset til en stor bevægelse, hvor tusinder af frivillige hver uge arbejder for at overbevise deres medborgere om Macron.

Den mobilisering, som En Marche ! repræsenterer, er overraskende, siger Bruno Cautrès, forsker ved Sciences Pos center for politiske studier.

»Det er nok første gang, at nogen har skabt noget ud af ingenting og er i stand til at være at være favorit til præsidentvalget et år senere,« siger han.

Ifølge Bruno Cautrès har tilliden til de traditionelle politiske partier i Frankrig ramt et lavpunkt, og befolkningen ønsker en fornyelse af politikken. Det har Emmanuel Macron formået at imødekomme, fordi han er ung, og særligt fordi han modsat de klassiske politikere ikke altid har været i politik.

»Macron kommunikerer godt, han er karismatisk, og han foreslår noget nyt til franskmændene. Han foreslår at tilpasse Frankrig til globaliseringen. Det er et positivt perspektiv midt i en tid, hvor det meste af den politiske diskurs i Frankrig om EU og globalisering er utrolig negativ,« siger Bruno Cautrès.

Logos og patos

På en café ikke langt fra det kvarter, hvor dagens aktion finder sted, har de frivillige tidligere på dagen modtaget et lynkursus i kampagneteknik, der er ny for de fleste: en dør-til-dør-kampagne. En koordinator tysser på folk og byder velkommen: »Der er nu kun tre uger til valget. Indtil nu har mobiliseringen været fantastisk.«

Til stede er en særligt inviteret gæst, som præsenterer sig selv på fransk med tyk amerikansk accent: Lex Paulson, professor ved Sciences Po-universitetet i Paris og rådgiver for En Marche !. I 2008 var han ansvarlig for en del af Barack Obamas kampagne, der bl.a. involverede en dør-til-dør-kampagne, og i dag er han kommet for at dele ud af erfaringerne.

Det er særligt tvivlerne, som kampagnen håber at kunne overbevise ved dagens aktion. »Det er dér, vi har chancen for at gøre en forskel, der kan give os sejren ved dette valg,« siger Lex Paulson og fortæller de omkring 50 frivillige, hvordan de skal gribe situationen an.

»Det handler om at skabe en menneskelig, personlig og lokal kontakt. I skal ikke præsentere jer som En Marche !-folk, men som naboer fra kvarteret og med jeres eget fornavn,« siger han.

»Fortæl dem, hvorfor I selv støtter Macron, og hvad der er vigtigt for jer. Det handler om at kombinere noget menneskeligt med noget faktuelt og objektivt. Der er brug for både logos og patos.«

To job

25-årige Christelle Dernon har været med i En Marche ! siden begyndelsen i april 2016. Ved siden af sit job som kommunikationskonsulent er hun i dag leder af en af de lokale støttekomiteer i det 18. arrondissement i Paris.

»Det føles, som om jeg har to job,« siger hun. »Men hvis jeg ikke gør det, er der ingen, der gør det. Hvis vi brokker os over noget – og det er jeg selv rigtig god til – men ikke gør noget for at forbedre det … ja, så ville det være bedre at holde op med at brokke sig.«

Daniel Rutt, der også er med på dagens rute, er tysker, og har slet ikke ret til at stemme i Frankrig, hvor han har boet i mange år.

»Men eftersom jeg ikke har lyst til at leve i et Frankrig, hvor præsidenten hedder Le Pen eller Fillon, besluttede jeg, at jeg ville gøre noget,« siger Daniel Rutt.

»Jeg kan godt lide den måde, Europa fungerer på, også selv om det ikke er perfekt. Jeg tror, det er den bedste måde at fortsætte på i fremtiden. For mig er Macron den eneste kandidat, der virkelig er proeuropæisk og optimistisk omkring fremtiden. Derfor håber jeg på at overbevise folk, som kan stemme, om at stemme på ham.«

Metoden med at opsøge folk i deres eget hjem er ny for mange af de frivillige.

»Folk bliver overraskede over, at vi bare banker på deres dør for at tale med dem om politik. Det er de ikke vant til. Men folk er meget imødekommende, også selv om de ikke stemmer på Emmanuel Macron,« fortæller Christelle Dernon.

Inspiration fra Obama

Hvor man i Frankrig traditionelt har delt foldere ud i det offentlige rum, er det i USA en velkendt strategi at opsøge vælgerne i deres egne hjem. Og det er da også herfra, og særligt fra Barack Obamas kampagne i 2008, at En Marche ! har hentet inspiration.

Bag strategien står et rådgivningsfirma, hvis grundlæggere mødtes som frivillige under Obama-kampagnen. I 2012, da der senest var præsidentvalg i Frankrig, arbejdede de for socialistpartiets kandidat, François Hollande, som endte med at vinde valget. Nu har Macron så hyret firmaet til hjælpe med at udvikle først sin bevægelse og det enorme netværk af frivillige, og derefter de kampagnestrategier, der i disse dage og uger bliver ført ud i livet.

Ifølge Lex Paulson, der også arbejdede for Obama-kampagnen i 2008, er mødet med vælgere ansigt til ansigt afgørende.

»Man siger, at Obama kom til på grund af Facebook. Slet ikke,« siger han. »Det er næsten 10 gange mere effektivt, selv i denne Facebook-tid, at tale med folk ansigt til ansigt, også selv om det måske kun varer to-tre minutter.« 

Christelle Dernon (tv.), Daniel Rutt og Carmen Jean-Baptiste er frivillige i Emmanuel Macrons bevægelse En Marche !. Efter et lynkursus i dør-til-dør-kampagne går de tre på gaden for at opsøge parisere i deres hjem i håbet om at kunne overbevise dem om at stemme på Macron.

Christelle Dernon (tv.), Daniel Rutt og Carmen Jean-Baptiste er frivillige i Emmanuel Macrons bevægelse En Marche !. Efter et lynkursus i dør-til-dør-kampagne går de tre på gaden for at opsøge parisere i deres hjem i håbet om at kunne overbevise dem om at stemme på Macron.

Pete Kiehart
Selv stiftede Lex Paulson første gang bekendtskab med Macron ved et vælgermøde i Paris i december.

»Jeg tænkte: ’Det her er utroligt. Han er ikke bare genial og siger præcis det, jeg gerne så, at politikere i mit land sagde. Han har skabt den her bevægelse fyldt med mennesker, der aldrig før har været engageret i politik – nøjagtig som Obama gjorde,« fortæller Lex Paulson, der siden januar har rådgivet kampagnen.

»Jeg gør det som frivillig. Jeg mener, det her er den vigtigste kampagne i verden lige nu,« siger han. »Jeg oplever de samme spørgsmål og den samme frustration og desillusionering i forhold til politik som i 2008. Og det føles endda, som om det er endnu mere presserende her – nu hvor USA er gået i den retning, det er gået – at have en bevægelse som En Marche !, der tager det bedste fra Obama-kampagnen og bruger det i Frankrig.«

Sofistikeret software

I boligblokken har de frivillige taget hul på endnu en opgang. En midaldrende kvinde med tørklæde og halvtykke, indfattede briller åbner sin dør. Hun kigger spørgende på de frivillige, der præsenterer sig selv og fortæller om En Marche !

Andre medlemmer af familien dukker op, nysgerrige efter at vide, hvad der foregår. Der udvikler sig en mindre diskussion om, hvem den bedste kandidat er. Kvindens søn vil stemme på Hamon, mens hans mor virker til at hælde til Macron. Men hun er ikke sikker.

»Jeg har tænkt mig at se på, hvilken kandidat, der er god for os,« siger hun.

»Og hvad er en god kandidat for Dem? En, der går op i familie, uddannelse af børn, arbejde?« spørger Julie Nedelec.

»Ja, det er det.«

»Ved De, hvad han vil gøre for børnene?« spørger Julie Nedelec og begynder at fortælle om Macrons forslag inden for uddannelse.

Det er ikke tilfældigt, at de frivillige nævner et emne som uddannelse. Ved briefingen tidligere på dagen har koordinatorerne udstukket emner og talepunkter fra Macrons program, som er særligt udvalgt og målrettet dette kvarter. Det 18. arrondissement er traditionelt meget venstreorienteret, så her er det vigtigt at tale om arbejdsløshed, uddannelse, pension og købekraft.

I andre kvarterer med en anden beboersammensætning er det andre dele af Macrons program, de frivillige fremhæver, f.eks. hans politik for virksomheder eller sikkerhed.

»På den måde har vi tre-fire konkrete ideer, som passer til det kvarter, vi skal rundt i, uanset om det er et sted på landet, en landsby i midten af Frankrig eller Montmartre i Paris,« siger Lex Paulson.

Derudover har En Marche ! ifølge Lex Paulson udviklet noget »meget sofistikeret software«, der gør dem i stand til udvælge de kvarterer, hvor chancen er størst for at overbevise vælgere om at stemme på Macron. I Paris er det især tilfældet i de ydre arrondissementer som det 18., hvor dagens aktion finder sted.

»Men software kan ikke vinde en kampagne. Det eneste, det kan, er at hjælpe dig med at prioritere. Det er de frivillige, der med deres historier og deres passion og energi vil vinde det her valg,« siger Lex Paulson.

Gammel vin?

Netop energien omkring En Marche ! og lysten til at forandre er noget, de frivillige gang på gang fremhæver, når de fortæller, hvorfor de har engageret sig i kampagnen.

»Macrons budskab – i en tid præget af obskurantisme med Donald Trump og Brexit osv. – var et nyt tilbud i en helt anden retning og præget af håb. Det er det vigtigste,« siger 25-årige Sébastien Renault, der ligesom mange af de andre frivillige aldrig har før været politisk aktiv.

Han har tidligere stemt på venstrefløjen, men »uden at være overbevidst om politikernes fremgangsmåde«.

»For mig er det afgørende både at være liberal og give frihed til folks energi, men samtidig også være social over for dem, der har brug for støtte. Den kombination var socialistpartiet ikke i stand til at finde.«

Ideen om at se bort fra de klassiske partiskel er imidlertid ikke uset i fransk politisk historie, siger politologen Bruno Cautrès. Han peger blandt andre på den tidligere præsident Valéry Giscard d’Estaing, der regerede Frankrig fra midten, og på Jean Lecanuet, der i 1965 stillede op til præsidentvalget med et budskab om modernisering og øget europæisk integration, og som blev kaldt den franske Kennedy – ligesom Macron i dag kaldes den franske Obama.

Kritikere af Emmanuel Macron betvivler dog, at han virkelig repræsenterer noget skelsættende anderledes end den regering, han selv har været en del af, og den politik, som den nuværende præsident, François Hollande, har ført. François Fillon, kandidat for Les Républicains, har eksempelvis kaldt ham ’Emmanuel Hollande’, men ifølge Bruno Cautrès er der tale om en misforstået kritik.

»Det er slet ikke den samme økonomiske orientering. Men fordi Hollande tog nogle skridt i samme retning af et Frankrig, som skal se det offentlige underskud i øjnene og beholde sin dagsorden i forhold til EU, er det åbenlyst, at det giver et indtryk af, at Macron er på samme linje,« siger Bruno Cautrès, der desuden peger på, at Macron er langt mere eksplicit proeuropæisk end Hollande.

I Paris’ 18. arrondissement er de frivillige ved at være færdige med dagens aktion. Ved flere af dørene er der ingen, der svarer. Her efterlader de frivillige et postkort med en håndskreven hilsen, igen en del af målet om at efterlade et så personligt indtryk som muligt.

Et par etager længere nede åbner en midaldrende kvinde døren, da Julie ringer på. Kvinden siger, at hun ikke stemmer, men at hendes mand gør.

»Det er en ret, vi har,« siger Julie venligt formanende. »Og det er vigtigt at stemme for at forhindre, at vi får en grim overraskelse og den forkerte præsident, som kommer til magten. Tak, og hav en god dag.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørn Storgaard Andersen

Spændende og velskrevet artikel om det franske valg.
Macron er min favorit, selvom jeg er betænkelig over de etablerede partiers passivitet.
Men han udstråler energi, han er midtsøgende og i perfekt balance.

De øvrige kandidater er for ingenting at regne.
Så: En Marche ☺

Benjamin Bach

Endnu engang ignorerer Information Mélenchon.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det var måske ikke helt tilfældigt, Benjamin Bach?
Altså ikke for at være bagklog nu dagen efter valget, men denne kommunist havde jeg ikke nogen tiltro til, og nu vil han ikke pege på EM eller LP - men gør som en anden Bernie Sanders - dukker sig og håber på et himmelsk tegn - ak ja.

Dårlige tabere har vi nok af ...