Læsetid: 4 min.

Britisk nyvalg skal presse EU til kompromis

Theresa May håber, at et styrket folkeligt mandat kan aflive alle tilbageværende forhåbninger i EU om, at Storbritannien kan dikteres så barske vilkår, at det tilbagekalder Brexit
Af alle de grunde, Theresa May kunne have til at udskrive nyvalg, er den væsentligste måske, atMay mener at havebrug for valget for at kunne overbevise sine europæiske kolleger om, at Brexit vitterlig betyder Brexit.

Af alle de grunde, Theresa May kunne have til at udskrive nyvalg, er den væsentligste måske, atMay mener at havebrug for valget for at kunne overbevise sine europæiske kolleger om, at Brexit vitterlig betyder Brexit.

Frank Augstein

20. april 2017

Af de mange grunde, Theresa May kunne have til at udskrive nyvalg, er den væsentligste måske denne: May mener at have brug for valget for at kunne overbevise sine europæiske kolleger om, at Brexit vitterlig betyder Brexit.

Et Brexit-mandat, der kan støtte sig til et markant styrket konservativt parlamentarisk flertal, er, hvad May behøver for at tilintetgøre alle lønlige håb om, at den britiske folkeafstemningsbeslutning om udtræden af EU på en eller anden måde kan omgøres.

Får hun det styrkede folkeflertal bag sig, som hun går efter, tænkes dette at kunne fjerne enhver tilskyndelse hos EU’s forhandlere til at gøre Storbritanniens Brexit-vilkår så ubehagelige som muligt i forventning om, at dette ville kunne bibringe de britiske vælgere den erkendelse, at betingelserne for Brexit bliver uacceptabelt smertefulde.

Theresa May kaldte til valg på Downing Street, London.
Læs også

Sagen er, at der i dele af EU’s lederskab – og i europæisk offentlighed – endnu lever en forhåbning om, at briterne kan overtales til at skifte mening. Og selv om artikel 50 om udtrædelse af EU nu er aktiveret, mener mange EU-jurister stadig, at Storbritannien teknisk kan tilbagekalde Brexit ved et simpelt parlamentsflertal i House of Commons i vinteren 2018.

’Forkerte resultater’

Troen på, at Storbritannien ikke blot traf en forkert beslutning, men tillige kan presses til at fortryde den, fik fra begyndelsen greb om flere europæiskere ledere. Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier, udtalte allerede umiddelbart efter Brexit-folkeafstemningen i juni, at politikerne i London »bør have mulighed for at genoverveje konsekvenserne af et Brexit«.

Der er desuden europæisk tradition for, at EU finder veje til at gå videre, når EU-folkeafstemninger i et medlemsland – Frankrig, Irland, Danmark – fører til ’forkerte resultater’.

Så sent som i marts erklærede Jean-Claude Juncker, EU-kommissionens formand, at han håber, Storbritannien på sigt vender tilbage i folden.

»Den dag vil komme, hvor Storbritannien genindtræder i EU,« sagde han.

Og det europæiske parlamentets chefforhandler, Guy Verhofstadt, forudsagde for nylig i en tale i Bruxelles, at unge briter vil se tilbage på folkeafstemningen som »et hundeslagsmål i det konservative parti, der kom ud af kontrol«. Han kaldte desuden Brexit for »spild af tid, spild af energi, en tåbelighed«.

Donald Tusk, EU-Rådets præsident, har sagt, at intet kunne gøre ham lykkeligere, end hvis Storbritannien fortrød Brexit.

»Vi er nødt til at respektere det britiske folks afgørelse. Om den er reversibel eller ej, er nu i britiske hænder. Intet kunne gøre mig lykkeligere, end hvis den var reversibel. Men vi er nødt til at igangsætte den formelle procedure nu.«

Selv Frankrig, der er mest ivrig for pålægge London hårde Brexit-vilkår, mener, at Storbritannien kun stemte, som det gjorde, på grund af løgne fra Brexit-fortalere som Boris Johnson. Den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, gav sit britiske modstykke dette kontante skudsmål:

»Vi kender hans stil og metode. Vi ved, han under valgkampen fortalte en masse løgne til det britiske folk, men nu er det ham selv, der står med ryggen mod muren.«

Lord Hill, Storbritanniens tidligere EU-kommissær, siger hertil:

»Det overrasker mig, at der findes en så udbredt opfattelse af, at Storbritannien stadig kan beslutte sig for at blive i EU. Jeg tror også, at det er baggrunden for, at Donald Tusk tidligere har trukket alternativet op som et valg mellem en hård Brexit eller ingen exit. Jeg tror, at man forestiller sig, at når først de praktiske konsekvenser ved at vikle os ud af dette meget komplicerede forhold går op for briterne, vil vi komme på bedre tanker.«

Låst af folkeviljen

Den europæiske mediedækning af Storbritanniens Brexit-debat har også i nogen grad næret troen på, at Storbritannien kan skifte mening. Dækningen har således ofte fokuseret på proeuropæiske demonstrationer, på Brexit-fløjens splittelse og på mulige indikationer af, at den britiske økonomi er ved at lide skade.

Britiske EU-forhandlere, herunder regeringsministre, mener, at denne europæiske tankegang og skjulte dagsorden vanskeliggør forhandlingerne og begrænser EU’s kompromisvilje.

Hvis May vinder et stort flertal i House of Commons, vil det dvælende håb om, at Storbritannien kan skifte mening, blive gjort til skamme. Storbritannien vil i så fald være dobbelt låst af folkeviljen – et marginalt ja til Brexit ved en folkeafstemning, som siden genbekræftes af en storsejr til Brexits konservative forvaltere. 

Labour-lederen Jeremy Corbyn tror på, at det lader sig gøre at rette op på de dårlige opinionstal ved »at tale politik« forud for den kommende valg. Men det er der mange af hans partifæller som ikke gør.
Læs også

Britiske embedsmænd mener, at dette dobbeltmandat vil få EU til at opgive sit pressionsspil – og acceptere, at den bedste løsning for alle er at nå frem til gensidigt acceptable langsigtede handelsforbindelser.

Der er visse tegn på, at Europa allerede har fattet budskabet.

Exit fra Brexit

Norbert Röttgen, medlem af Merkels kristendemokrater og leder af Forbundsdagens udenrigsudvalg, konstaterer, at beslutningen om nyvalg betyder mindskede chancer for omgørelse af den britiske beslutning.

»Håbet om exit fra Brexit er ubegrundet. For første gang har premierministeren programmatisk bundet de konservative til Brexit.«

Men Storbritanniens håb om, at en storsejr til May vil mildne EU’s forhandlingslinje risikerer dog selv at blive gjort til skamme. Der er erfaring for, at EU ikke nødvendigvis lader sig imponere af forhandlere, der møder op bevæbnet med et frisk og stærkt mandat fra deres befolkning.

I 2015 udskrev således den græske premierminister, Alexis Sypras – leder af det venstreorienterede Syriza-parti – både folkeafstemning og nyvalg i håbet om at styrke sig med ekstra forhandlingskraft til forhandlingerne om de græske vilkår for at modtage økonomiske hjælpepakker fra EU og IMF. Det fik han intet ud af.

Den dominerende holdning i EU forbliver, at Storbritannien ikke må kunne have nogen som helst fordel ud af at forlade EU, uanset om den beslutning baserer sig på en folkeafstemning eller et valgresultat.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hovedparten af artikler i Information, har samme ensidige vinkling - at Brexit kan og skal omgøres!

Klogt af Theresa May at få styrket sit mandat i en sådan situation.
Labour er samtidig fanget i at være for EU-begejstrede til, at de kan vinde valget, som folkestemningen pt. er i landet.

Der er ikke nogen plan B til at opløse EU - hvis de nationale demokratier skal overleve. EU kan ikke demokratiseres indefra, det hindrer forfatningen - -lissabontraktaten.

Briterne har stemt for demokratisk national selvbestemmelse - over EU diktat. Det bør vi også gøre.
EU vil bestemme alt, og sådan skal det naturligvis ikke være.

EU har ganske enkelt ikke svaret på de udfordringer vi står med. Det kan vi selv gøre bedre ved at træffe beslutningerne så tæt på borgerne som overhovedet muligt.
Det er der ikke altså ikke noget ekstremt eller farligt ved.

Lad blot EU´s politiske union segne i støvet - den fortjener ikke bedre!

Torben Lindegaard

@John Christensen

Det er en elendig gang britisk navlepilleri Patrick Wintour lægger for dagen i ovenstående artikel.

En eller anden burde fortælle ham, at vi er noget så ligeglade med britisk exit fra EU - lad dem endelig daffe af. Lad os få startet de forhandlinger, få dem afsluttet og lad os komme videre. Det kan kun blive bedre uden evindeligt britisk fedtspilleri.

Hvad så med Danmarks stilling i EU?

For min skyld gerne en folkeafstemning om, hvorvidt vi skal følge briterne ud.
Det er ikke så vigtigt - vi bidrager kun med evindeligt fodslæberi og særordninger, og ikke med noget som helst positivt.

Henning Kjær

Ja uden EU får vi selvbestemmelse indenfor landets grænser. I stedet kan vi få engelsk diktat, USA diktat, polsk diktat, fransk diktat, tyrkisk diktat, kinesisk diktat, russisk diktat..... Ih hvor vi gungrer sagde musen til elefanten. Alle andre landes befolkninger vil også have deres vilje overfor omverdenen, og store lande har i praksis mere ret end små lande.
Er der slet ingen visioner for en tid udenfor EU? Her er kun løse påstande om at vi kan gøre det bedre selv. Det var den slags bullshit der fik befolkningen i Storbritanien til at stemme for brexit.
Det var på samme måde med krigene i Afganistan og Irak, hvor man ikke havde en plan for tiden efter invasionerne.