Læsetid: 6 min.

Debatten blev væk i den franske valgkamp – nu må partierne genopfinde sig selv

Sjældent har vi talt så meget om fransk valg, men diskussionen af det politiske har været mangelfuld – også i Frankrig. Det franske demokrati står over for en dybtgående selvransagelse
Den politiske debat forud for præsidentvalget fandt først og fremmest sted op til primærvalgene, hvorpå den forsvandt i skandaler for til sidst at smuldre helt. Her et valgsted i Lyon.

Den politiske debat forud for præsidentvalget fandt først og fremmest sted op til primærvalgene, hvorpå den forsvandt i skandaler for til sidst at smuldre helt. Her et valgsted i Lyon.

Laurent Cipriani

24. april 2017

Franskmændene har efter den mest forbavsende præsidentvalgkamp i Den Femte Republiks historie sendt den uafhængige centrumkandidat Emmanuel Macron og den højreradikale Marine Le Pen videre til anden valgrunde.

Inden søndagens valg tippede meningsmålingsinstituttet Ifop Macron til at have de bedste chancer for at blive præsident med 60,5 pct. af stemmerne mod 39,5 pct. til Le Pen.

Men uanset hvem der ender som præsident, står hele det franske demokrati over for selvransagelse.

Det måske allermest grundlæggende nye ved præsidentvalget 2017 var indførelsen af primærvalg for den etablerede venste- og højrefløj.

Forsøget på at indføre de amerikansk inspirerede primærvalg kunne umiddelbart lyde som en god og meget demokratisk idé. Men primærvalgene synes især at have skabt en række mislyde, fordi den franske præsident i princippet er partiløs. Med primærvalgene synes hele debatmekanismen ved et fransk præsidentvalg at have ændret sig.

Macron har været assistent for filosoffen og litteraten Paul Ricœur, praktikant på den franske ambassade i Nigeria, ansat i rigsrevisionen og tjent mange millioner på at arbejde for investeringsbanken Rothschild, inden François Hollande efter præsidentvalget i 2012 gjorde ham til sin rådgiver og to år senere til økonomiminister.
Læs også

Den politiske debat fandt først og fremmest sted op til primærvalgene, hvorpå den forsvandt i skandaler for til sidst at smuldre helt. Mange havde frygtet, at terror ville forvanske debatten, men den ramte først til sidst. 

Realiteten er nu, at de store gamle partier forbløder, mens de tre kandidater, som har stået uden for de klassiske partiformationer – og dermed de nye primærvalg – har stået stærkere end nogensinde. Dog i højere grad med monologer end som debattører.

Ingen af dem har været igennem de lange politiske debatter inden for et parti, som former et program. I den forstand kunne man ganske vist hævde, at de ligner den enerådige general Charles de Gaulle, som præsidentposten er skræddersyet til.  Men de Gaulle forestillede sig præsidentembedet som værende en person, der hæver sig op over partier. Hvis partierne er døde, hvad er der så tilbage?

Den afgående præsident Hollande har allerede draget sin konklusion om de primærvalg, som synes at have suget kraften ud af selve præsidentvalgkampen og ikke har ført til stærke kandidater på de to fløje.

Hollande blev selv kandidat gennem det første socialistiske primærvalg i 2012, men konkluderer i et interview i ugemagasinet Le Point, »at der ikke bør være primærvalg i et regeringsparti. For så vil der snart ikke længere findes hverken partier eller regeringer i dette land«.

Hollande, der ellers altid har været kompromissernes mester, men har fejlet så eklatant i kunsten at bevare vælgerne gunst, mener, det er debatten internt i partierne, som er mangelfuld:

»Partierne er nødt til at finde deres egen legitimitet i stedet for at vælge deres kandidat på må og få,  som general de Gaulle ville have formuleret det,« siger Hollande i interviewet med Le Point, der fremstilles som et foreløbigt testamente.

Charles de Gaulle udformede den franske præsidentpost som en mands møde med folket – eller en kvindes selvfølgelig, men det sagde han nu ikke.

Klart fra start

Det startede tilsyneladende så klart i november 2016, da højrefløjen for første gang i Les Republicains (tidligere UMP) historie valgte kandidat ved et primærvalg med deltagelse af andre mindre centrums- og højrepartier. Syv kandidater stillede op, men kampen kom især til at stå mellem den tidligere præsident Sarkozy, den populære borgmester fra Bordeaux Alain Juppé og den tidligere premierminister François Fillon.

Interessen var enorm ikke mindst omkring de tv-debatter, der blev fulgt af overraskende mange og skulle blive afgørende for udfaldet.

Den konservativt liberale François Fillon løb med sejren, da 4,4 millioner vælgere – ikke kun partimedlemmer, men alle der ønskede at deltage – med overvældende 66 pct. pegede på Fillon. Fillon havde indtil primærvalgdebatten på ingen måde været favorit.

Med denne overvældende sejr syntes en bred boulevard direkte frem mod præsidentposten at være banet for Fillon. Ikke mindst i lyset af præsident Hollandes historisk store upopularitet.

Skandalerne startede

Hollande valgte klogeligt – som den første præsident siden 1958 – ikke at genopstille til sin egen post. Dermed fravalgte han den ydmygelse for en præsident, det ville være at deltage i et primærvalg, han ikke kunne vinde.

Primærvalget på venstrefløjen var fortrinsvis et opgør socialister imellem. Det løb af stablen i januar for kun anden gang i partiets historie.

Marine Le Pen er født ind i partiet Front National og deltog som helt ung i sin far Jean-Marie Le Pens valgkampe
Læs også

Lige så overraskende, som tilslutningen til den mest konservative kandidat var på højrefløjen, lige så overraskende var den regeringskritiske frondeur Benoît Hamons sejr over den afgående premierminister Manuel Valls. Hermed var miskrediteringen af Valls-regeringen under Hollande total.

Netop som dette resultat forelå, og en klassisk form for debat kunne være startet, begyndte skandalerne så at vælte ned over François Fillon. Mistanke om, at han i årevis har haft sin engelske hustru Penelope og sine børn ansat i velbetalte fiktive parlamentsjob fik nærmest hans kandidatur til at kæntre.

Det skulle ryste præsidentkampagnen, fylde hele sendefladen og ikke mindst svække vælgernes sidste rest af tillid til politikerne yderligere.

Fillon havde netop vundet vigtige point ved at fremstå som gammeldags familiefar og dermed også mulig landsfader. Som da han nævnte de Gaulle ved den afgørende tv-debat i primærvalget og retorisk spurgte, om man kunne forestille sig de Gaulle under offentlig anklage?

Det er både han og hans ægtefælle nu. For mange politikere og vælgere var det yderligere skandaløst, at Fillon ikke trak sig som kandidat. Nogle tilhængere forsvarede ham med, at han hermed viste sin særlige præsidentagtige styrke. Men en noget kompromitteret styrke, der minder alt for meget om den nepotisme, korruption og det utal af skandaler, der har omgærdet så mange præsidenter fra Mitterrand over Chirac til Sarkozy.

Hvad ingen så komme

Hvor uforberedt det franske politiske system var på de nye primærvalg, og hvor svært det er at opfinde nye politiske institutioner, blev afsløret, da intet formelt fastlagde, hvad der sker med en kandidat, der mister sin legitimitet. Fillon holdt ganske enkelt fast i sit kandidatur – og sit program. Selv om støtterne begyndte at sive.

Hvad ingen så komme for et år siden, var en mulig frelse fra midten i form af kometkandidaten Émmanuel Macron. Den tidligere finansminister under Valls, havde netop konstateret gennem et par års kamp om at reformere arbejdsmarkedet, at det var umuligt at skabe enighed inden for socialistpartiet.

I stedet gik Macron solo med bevægelsen En Marche !. På mange måder ligner Macrons program den type politik, vi kender som socialdemokratisk i Danmark.

Det får franskmænd både til højre og venstre til at mene, at der ganske enkelt ikke er et program. Hvordan kan man liberalisere arbejdsmarkedet og alligevel beskytte arbejderne? Findes der et politisk flertal, som tror på begge dele? Det går Macrons bevægelse ud på at finde – eller skabe.

Fillons fald fra toppen af meningsmålingerne fik mange politikere og vælgere til at bevæge sig fra højre og ind mod Macron på midten.

Også fra venstre kom de strømmende, især alle de som blev skræmt over, hvad de anså for et alt for radikalt socialistisk program hos primærvalgets vinder Hamon. Ideen om en borgerløn – som i realiteten endte med at være et forslag om en ydelse, som kunne svare til dansk kontanthjælp – skulle blive dråben for de utopiforskrækkede.

Da selv Valls svigtede sit løfte om at bøje sig for resultatet af primærvalget og efter lang tids tavshed i stedet erklærede, at han ville stemme på Macron, måtte socialistpartiet de facto siges at være i opløsning.

For socialister af mere klassisk tilsnit lå svaret nemlig i højere grad hos den rene vare: Jean-Luc Mélenchon. Paradoksalt nok ser den mest koherente og garvede socialistiske kandidat ud til at skulle findes uden for Socialistpartiet. Hamon formåede hverken at gøre sit program overbevisende, samle partiet eller skabe en koalition på venstrefløjen i sin korte tid som leder. Det kan ikke lade sig gøre på tre måneder efter års intern splid.

Partierne skal nu til at bygges op på ny fra bunden. Medmindre de kommer til helt at forsvinde i selvstændige bevægelser som Le Pens marineblå bevægelse, Macrons En Marche ! eller Mélenchons La France Insoumise.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Endnu en debat udeblev.

Tilsyneladende styres befolkningerne mange steder af de følelser, som er blevet legaliseret med de sociale mediers overtagelse af mediernes nyhedsformidling og debatter.

Efter min opfattelse er krav til seriøsitet og baggrundsviden blevet reduceret med de sociale mediers indtog på den politiske scene. Alle har i modsætning til tidligere mulighed for at udstøde sit had og utilfredshed uden at skulle argumentere.

Samtidig er politikdannelse blevet stadig mere præget af centralisering og twittisering. Politik er rettet mod de mange, som ikke ønsker eller måske evner at forstå samfundet og dets udvikling.

Den endelige demokratisering vil nogen måske kalde forenklingen og den medfølgende svækkelses af det fælles vidensniveau.

Det er mit hurtige bud på en forklaring. Jeg hører gerne andre bud på forklaringer.