Læsetid 7 min.

Deprimerede klimaforskere opgiver videnskabens sprog – og taler til følelserne

Når intet andet hjælper, kan det måske gøre en forskel, hvis klimaforskerne krænger deres følelser ud og i stedet for tal og fakta fortæller om, hvordan de selv bliver påvirket af klimaforandringerne
Når intet andet hjælper, kan det måske gøre en forskel, hvis klimaforskerne krænger deres følelser ud og i stedet for tal og fakta fortæller om, hvordan de selv bliver påvirket af klimaforandringerne

Mia Mottelson

26. april 2017

Det er ikke mere end fire uger siden, at Charlie Veron sidst dykkede ved Great Barrier Reef, verdens største koralrev, der dækker et enormt område på 348.000 kvadratkilometer langs den australske nordøstkyst.

Charlie Veron var af sted med en journalist og en fotograf fra National Geographic for at fremvise de omfattende ødelæggelser af koralrevet, som efter at have levet i bedste velgående i 25 millioner år nu ser ud at være døden nær. På grund af klimaforandringerne.

»Det er forfærdeligt. Det er ligesom at have et sygt barn.«

Charlie Veron er verdens førende koralrevsforsker. Han er 72 år og har tre universitetsgrader, men han er først og fremmest – fortæller han – en kæmpe naturelsker, der har spenderet over 7.000 timer under vandet, siden han begyndte af dykke som 18-årig i midten af 1960’erne.

En fjerdedel af klodens koralrev er kortlagt og beskrevet af Charlie Veron, som også er forfatter til over 100 videnskabelige udgivelser, blandt andet Corals of the World, der i folkemunde kaldes for The Coral Bible.

Charlie Veron har i årevis advaret imod ødelæggelserne af klodens koralrev som følge af klimaforandringerne. I dag kan han med bitterhed konstatere, at han ikke blot fik ret i sine dystre forudsigelser, det er gået meget værre.

»Halvdelen af alle verdens koralrev er døde inden for de sidste to år. Der er knapt nok et eneste levende koralrev tilbage på Maldiverne, 70 pct. af korallerne i Fransk Polynesien er døde, og jeg vil skyde på, at mindst halvdelen af Great Barrier Reef døde sidste sommer. Jeg troede ikke, at det ville blive så skidt så hurtigt, men ellers har mine forudsigelser ramt plet. Det er værre, end nogen nogensinde havde forestillet sig. Og jeg kan ikke slippe for det. Det forfølger mig overalt. I min egen private verden lider jeg tydeligvis af en depression,« fortæller han over telefonen med en sprød og skælvende stemme, der får det til at lyde, som om han er ved at bryde sammen i gråd.

Fem trin til at leve med dine frustrationer, vrede eller håbløshed over klimaforandringerne
Læs også

»Jeg ser intet godt i denne verden længere. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men det er tæt på. I min verden, i hvert fald, så er det sådan, det er. Det er som at leve i helvede.«

Hvordan føles det?

Klimaforandringerne foregår bogstaveligt imellem hænderne på forskerne. Det er forskerne, der står i Østgrønland og ser gletsjerne trække sig tilbage, de er til stede på Arktis, hvor isen svinder ind, de ser med deres egne øjne koralrevene blive bleget af de forhøjede vandtemperaturer, og det er deres beregninger, der viser, hvor slemt det kan risikere at stå til i fremtiden. Så hvordan er det at leve med den viden, hvordan føles det at stå i allerforreste række, når isen smelter?

Det satte stifteren af websitet ’Is This How You Feel?’, Joe Duggan, sig for at undersøge. Han har siden 2014 stillet spørgsmålet videre til klimaforskere over hele verden, der har repliceret med håndskrevne breve, hvori de fortæller om, hvordan de som mennesker oplever den trussel, som klimaforandringerne udgør.

En af dem, der har lagt et brev op på siden, er den dansk-britiske klimaforsker dr. Ruth Mottram, der arbejder på Danmarks Meteorologiske Institut.

I brevet skriver hun blandt andet:

»Kære Joe. Du har spurgt mig, hvordan jeg har det med klimaændringer. Det er vist første gang, jeg bliver spurgt om, hvad jeg føler, snarere end, hvad jeg vurderer – og det er et svært spørgsmål at besvare.«

Ruth Mottram beskriver både, hvordan hun som forsker kan blive fascineret af, hvordan planeten reagerer på det forandrede klima, og ligefrem kan føle stor professionel tilfredshed, når hendes beregninger holder stik, men også de foruroligende følelser, hun har, når hun især tænker på den fremtid, som hendes børn kommer til at vokse op i. Til Information siger hun:

»Det er som at leve to forskellige liv. Når jeg arbejder, så tænker jeg kun på det videnskabelige, og så er det kun sjældent, at mine følelser får lov til at forstyrre mig. Men samtidig har jeg store bekymringer på mine børns vegne. Det er derfor, jeg cykler til og fra arbejde hver dag. Cykelturen er den separationstid, hvor jeg skiller tingene ad. Det må være ligesom at arbejde på en skadestue, hvor det også er nødvendigt at separere følelserne fra arbejdet,« fortæller Ruth Mottram.

Ikke optimister, men fanger af håbet

Den norske psykolog og forsker Per Espen Stoknes har beskæftiget sig med forskernes emotionelle reaktioner på klimaforandringerne.

»Hvis dit kald i livet er associeret med at løse eller at overbevise samfundet om realiteterne i klimaforandringerne, og du begynder at måle den effekt, dit arbejde har på at få bremset klimaforandringerne, så er du på et bad ride, fordi problemet med klimaforandringerne er så stort, at intet enkeltstående individ eller institution kan gøre ret meget alene,« siger han.

»Som klimaforsker ser du verden igennem en linse, der viser potentialet for ødelæggelser og de tab, vi allerede har lidt, på en måde som det kan være svært at finde lydhørhed for hos familien, vennerne og de gamle skolekammerater. Så du bliver på en måde fremmedgjort over for almindelige menneskers fællesskab. Du bliver en outsider,« fortæller han og citerer den amerikanske filosof og økolog Aldo Leopold (1887-1948) for at sige, at »en af undgældelserne for at have en miljømæssig uddannelse er at leve i en verden fuld af sår«.

»Men der er intet galt med dig, fordi du føler dig nede, deprimeret, føler afmagt, vrede eller irritation. Det er mere eller mindre en nødvendig sideeffekt af virkelig at forstå dybderne af klimaforskningen. Det er ikke patologisk, det er en naturlig følelsesmæssig, psykologisk, nærmest sjælfuld reaktion på diskrepansen imellem den viden, som du har, og den omverden, som du er en del af,« forklarer han.

Ruth Mottrams brev fortsætter: »I mit daglige arbejde kører jeg simuleringer med en regional klimamodel i Grønland og Arktis for at se, hvordan gletsjere, iskapper og havis reagerer på øgede drivhusgasudledninger. De processer og sammenhænge, jeg modellerer og registrerer, er så velkendte, at det sådan set er ret let at formidle viden om smeltende gletschere, stigende havniveau og forsvindende havis med en fuldstændig lidenskabsløs objektivitet. Det kan ske, at jeg bliver overrasket over et nyt resultat, som i første omgang kan virke ulogisk. Siden, når en eller anden brik falder på plads, kan jeg føle jeg den smukke og komplekse blanding af opstemthed, overraskelse, forvirring og tilfredshed, der er karakteristisk for videnskabelig erkendelse. Det er uendeligt fascinerende at se, hvordan planeten reagerer på et klima, der ændrer sig – og vi lærer så meget om jordsystemet.«

Men hvordan finder klimaforskerne så overhovedet energien til at fortsætte, når deres beregninger peger på en dyster fremtid, der kan få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen, og når politikerne overhovedet ikke handler på forskernes advarsler? Svaret er: De håber. De gør som den amerikanske filosof og aktivist Cornel West, der siger, at han ikke kan være optimist, men at han er håbets fange.

Per Espen Stoknes beskæftiger sig også med håbet som drivkraft i bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming. Toward a New Psychology of Climate Action fra 2015. Her optegner han flere typer af håb, hvoraf et af dem er det, der holder klimaforskerne ved ilden.

»Det aktive, men skeptiske håb, hvor du ikke kender resultatet. Hvor du handler ud fra dine personlige værdier, og hvor du ikke er afhængig af et positivt resultat, fordi handlingen i sig selv har værdi for dig.«

Det er præcis, hvad der holder Ruth Mottram fra Danmarks Meteorologiske Institut i gang.

»Vi kan ikke give op, vi skal altid forsøge at gøre noget,« siger hun til Information.

Ruth Mottrams brev fortsætter: »Så går jeg hjem, og hvad der virker som meget esoteriske modeller og fjerne fremskrivninger begynder at fremstå som realitet, der er ved at tage form. 2050 (det år, hvor Danmark sigter mod at blive kulstofneutral) er ikke længere umuligt fjern at forestille sig – til den tid vil mine børn kun være lidt ældre, end jeg er nu. Jeg får glimt af det mulige miljø, de sandsynligvis vil opleve, og dette er foruroligende. Jeg føler mig utrolig forstemt over, at de vil skulle leve med konsekvenserne af et så stærkt forringet miljø. De vil skulle leve med alvorlige problemer, som er menneskeskabte: med have, der forsures; med mindsket biodiversitet, med ekstreme vejrforhold, stigende havniveau og et arktisk miljø, der vil være meget forskelligt fra i dag. Jeg aner ikke, hvordan man overhovedet tager fat på at føre den samtale med dem.«

Følelser kan være en del af løsningen

På de sidste to konferencer, som Charlie Veron har deltaget i som hovedtaler, har han ikke talt om koralrevenes tilstand, men derimod om hvordan ødelæggelserne af koralrevene har påvirket ham som menneske. Alene sidste år gav han 61 interview, og en stor del af dem handler om netop det.

»Der er en stigende opmærksomhed om, at det ikke bare er koldblodig forskning, men at forskerne også er mennesker, der virkelig bekymrer sig om menneskeracen og om naturen. Hvis du er en fuldstændig objektiv person uden nogen følelsesmæssige forbindelser med verden overhovedet, så bliver du ikke forsker på det naturvidenskabelige felt. Forskere er drevet af forbindelsen med den naturlige verden,« fortæller han.

Og det er nødvendigt, at klimaforskere som Charlie Veron og Ruth Mottram stiller sig frem og fortæller om deres følelser. Det mener Per Espen Stoknes.

»Når de involverer offentligheden i deres personlige oplevelser og følelser med forskningen, så fremstår de som mennesker i stedet for kloge æggehoveder. De er jo mennesker, der elsker gletsjerne og koralrevene. Dermed bliver forskningen levende og personificeret igennem deres menneskelige stemmer, og det tror jeg er en enormt vigtig del af løsningen på de klimaudfordringer, som vi står med. Ikke kun at kommunikere klimaforskningen, men også at kommunikere forskernes personlige forhold til det, de nu forsker i.«

Ruth Mottrams brev fortsætter: »Vi lever i et velhavende land, der (mere eller mindre) vil have råd til at tilpasse sig klimaændringerne, men hvad med andre nationer? Hvordan skal resten af ​​verden klare disse udfordringer? Det er skræmmende spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Til trods for dette føler jeg mig ikke deprimeret over fremtiden. Mennesker er en fantastisk tilpasningsdygtig og alsidig art. Vi præsterer vores bedste, når vi arbejder sammen om at løfte vores største udfordringer. Det må vi i det mindste håbe på.«

Det er den australske miljøfilosof Glenn Albrecht enig i.

»Hvis du lytter til, hvad nogle af de førende forskere siger i forbindelse med Great Barrier Reefs dødskamp, så taler de nu til offentligheden med stærke følelsesmæssige appeller. De er personligt så dybt berørte af det, at de ikke længere taler i videnskabelige termer. Og måske er det det, der skal til for at skabe ørenlyd. At tale i et sprog, der appellerer til folks følelser. Intet andet ser jo ud til at virke. Vi er jo trods alt følelsesmæssige væsener,« siger han.

Ruth Mottram slutter sit brev med: »Så hvad føler jeg i forhold til klimaændringer? Interesse, intellektuel nysgerrighed, tilfredshed, spænding, ekstrem bekymring, tristhed, frygt og måske et glimt af håb ... Venlig hilsen Dr. Ruth Mottram, Klimaforsker, Dansk Meteorologisk Institut«

Charlie Veron fortsætter med at vise døde koralrev frem til medierne, selv om det gør lige ondt i sjælen hver gang, og han vil også fortsætte med at tale om det. Blandt andet i den selvbiografi, han er ved at skrive for Penguin Books.

»Personligt ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet involveret i klimaforandringer. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg er blevet så kendt, at mine ord kan gøre en lille forskel. Derfor bliver jeg ved med at tale om det. Men jeg kan heller ikke bare vende ryggen til koralrevene, når jeg har gjort så meget for dem i så mange år. Selvfølgelig kan jeg ikke det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta B. Hansen
  • Kristen Carsten Munk
  • Jørgen Wassmann
  • Dina Hald
  • Troels Holm
  • Anders Jensen
  • John Fredsted
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hans Larsen
  • Erik Bavngård Jensen
  • Svend Elming
  • Peter Simonsen Saxtorph
  • Ejvind Larsen
  • Dorte Sørensen
  • jørgen djørup
Britta B. Hansen, Kristen Carsten Munk, Jørgen Wassmann, Dina Hald, Troels Holm, Anders Jensen, John Fredsted, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Erik Bavngård Jensen, Svend Elming, Peter Simonsen Saxtorph, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen og jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Brøgger

Det var på tide.

Britta B. Hansen, Jørgen Wassmann, randi christiansen, Peter Simonsen Saxtorph og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Jeg kan fuldstændig relatere til deres situation. Jeg finder truslen ra klimaforandringerne mod som decideret alarmerende, og jeg får det dårligt hver gang en politiker eller Kloge Åge erhvervsmand fejer det til side med henvisning til vækst. Det er ikke blot hamrende uansvarligt, det er som Bill Nye siger "cognitive dissonance".

Jeg mener ikke at det på nogen måde er "på tide", da andre har lavet film om problemet som appelerer massivt til følelser. Problemet her er, at alt for mange mennesker simpelthen er for dumme og uinformerede til at forstå at de "tørre tal og fakta" relaterer direkte til dem. De tror det er sådan lidt tåget og counter intuitive som kvantefysik.

Men hvis det virker, hey, måske skulle Michael Bay lave en Transformers film om robotterne heltemodige kamp med Pentagon mod klimaforandringerne, Så uynne de måske fatte det? Selv Trump?

Søren Jacobsen

De sidste 15 år har politikerne presset den danske befolkning med den ene ødelæggende reform efter den anden, gjort humanistiske Danmark til en krigsnation, udråbt konkurencestaten, ødelagt tilliden til det offentlige og hinanden, lagt udlændige, syge, kontanthjælpsmodtagere og pensionister for had så dele af befolkningen nærmest er klar til at åbne gaskamrene. Sammenhængskraften er gennem de sidste 15 år blevet smadret af en effektiv propaganda maskine, naboer snakker ikke sammen mere, tilliden er væk. Før var et håndslag nok. Nu bliver vi bullshittet hele tiden.

Og så er der nogen som tror folk har overskud til at tage noget så abstrakt som klimaændringer alvorlig??? Vi tør jo ikke en gang strejke mere af frygt og angst for konsekvenserne at skade os selv.

Arne Albatros Olsen, René Skov, Tino Rozzo, Søren Roepstorff, Flemming Berger, Henrik Mortensen, Carsten Svendsen, Anders Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Anders Barfod

Det meste kan spores til växtparadigmet og menneskens tilgang till fossil billig energi. Ingenting kommer at ske da det globale finansiella system er baseret på gäld. Vi låner resurser fra fremtidens generationer. Det er sygt og ansvarligt. Vi använder nu i 2017 nästan en hel extra jordklodes resurser om året. Det betyder at måske om 50 år så vil de näste generationer leve i konstant krig om de resurser som rent vand og mad som findes tilbage i de udpinte ekosystemer. Millioner og atter Millioner vil dö. Sådan går det når man vel lever over sin carrying capacity i längere tid. Näste store hungersnöd katastrofe lurer om hjörnet. Kig på Afrikas befolkningstilväkst og fortäl mig hvorfor detta ikke kommer at bli en humanitär katastrofe om 15 år. Vi ser det allerede og strömmene som flygter mod nord henovre Sahara blir bare större og större. Situationen i Venezuela. Det her er bare startskudet på et global finansiel jordskälv

Arne Albatros Olsen, Troels Holm og Anders Jensen anbefalede denne kommentar

'Tale til følelserne' - det har alt for mange 'klimaforskere' vel altid gjort - komprommiteret et alvorligt tema for menneskeheden ...

John Fredsted

Det kommer selvfølgelig ikke til at hjælpe en skid. Folk, som de er flest, vil blive ved med at opfinde lige præcis de pseudosandheder, og abonnere på lige præcis de fantasifortællinger, der giver dem mest mulig ro i hjernekassen. Det er, og vil forblive, en vuggestue: såkaldt voksne, som de flest, er bare børn med magt - mennesker, der er blevet ældre, men på flere områder stadig grundlæggende tænker som børn. Så lad dog lortet gå under!, tænker jeg i stigende grad.

Henrik Mortensen

Må jeg ha' lov at gentage mig selv fra Politiken's debatsider?

Mine seneste kommentarer om 'Fake News' og videnskabelig redelighed, fakta, løgn mv. ..som debattør i Politikens spalter:

CITAT:

"
Faktabårne artikler er sjældent ensbetydende med faktabåren information. Der 'tolkes' på statistikker, så de til enhver tid passer ind i skribentens agenda. Det har intet med føleri at gøre. Det er manipulation i højeste potens. Hvor mange 'faktuelle' indlæg er der f.eks. ikke landet fra CEPOS hånd? Kurver og beregninger på hårde facts som udmøntes i 'sandheder', som ligger kilometervis fra den faktuelle virkelighed.
..og:
Mange af de såkaldte faktuelle artikler jeg læser i nærværende dagblad går som følger:
Man kan kun se til horisonten (Faktum). Konklusion: Jorden er flad. (Falsum).
At fremlægge fakta giver dermed ikke den store indsigt eller lærdom for modtageren. Det kommer helt an på hvilke fakta og hvorledes de tolkes af den der fremlægger disse. Lægmand har ikke skyggen af chance for at skelne skæg fra snot! Ideologiske debatter kan man langt bedre danne sig en mening om og tage udgangspunkt i, når man skal tage beslutninger. Det hedder : DIALOG.

"
CITAT slut!
*IMHO*

Det handler som sædvanlig om at skelne og præcisere.
Hvis de følelser, vi nu skal til at "slippe løs" er centreret omkring fortvivlelse, selvforagt og opgivelse, så er vi ilde stedt. Hvis vi i stedet kan mobilisere vores stærkeste følelser af harme, krænket retfærdighedssans og arrigskab over at blive holdt for nar af den liberale propagandamaskine, så kan det give ny energi og handlekraft.
På det punkt har mange miljøfolk og bæredygtighedsforkæmpere været alt for pæne og intellektuelle i deres tro på, at nøgne tal og facts havde nogen overbevisningkraft.
Højrefløjens økonomiske vækstbegejstring og liberale slogans har altid været båret af stærke følelsesmæssige udtryk uden meget intellektuelt indhold: "Danmark for danskerne", "størst mulig frihed for den enkelte", "vækst er godt for alle". Slogans som appellerer til grundlæggende følelser som begærlighed, fremmedfrygt og magtsyge.
Måske på tide at debattører på venstrefløjen øver sig i at tale mere direkte om de andre grundlæggende emotionelle behov som tryghed, retfærdighed og socialt sammenhold.
Politik har alle dage været en kamp om værdier, snarere end om facts.

Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henrik Mortensen

Troels Holm -> Du har for så vidt ret i dine anskuelser:

CITAT:

Politik har alle dage været en kamp om værdier, snarere end om facts.

CITAT slut.

...men:

..at forlange at ALLE borgere har en faglig indsigt, som gør dem istand til at skille 'Propaganda' fra 'Videnskab' er måske for stor en mundfuld? Lad os istedet diskutere HOLDNINGER. Videnskab lever sit 'eget liv' ..blandt fagfolk. Husk det er politikere som bevilger midler til selvsamme forskere og fagfolk.

Dermed er den faktuelle diskussion underlagt den til enhver tid siddende regering. Så hellere en "VÆRDI-DEBAT".

randi christiansen

Det er svært at tro, at nogen, der har set een eller flere af dr2's klimadokumentarer i foregående uge, senest di caprios, er uberørte. I di caprios film vistes landskaber, der er som at skue mordor eller andre afbildninger af helvede, og det dokumenteres, at årsagen til klimaforandringerne er det overdrevne og unødvendige omfang af menneskets økologiske aftryk.

Det er ubegribeligt, at dette livsvigtige budskab om biotopens tilstand har så svært ved at trænge igennem og blive taget alvorligt.

Der sørges

Sören Tolsgaard

Vi lever trods alt i et lille smørhul, hvor lidt højere temperaturer kun er et plus. Hr. og fru. Danmarks perspektiv rækker næppe ret meget længere, end ikke selv om DR fra tid til anden fylder sendefladen med de truende perspektiver på globalt plan. Man sætter sin lid til, at politikerne vil finde en løsning, mestendels dog, hvad angår den økonomiske vækst, som fortsat er i højsædet.

Vi forskrækkes en smule, når vind og vejr går amok, men det har endnu ikke været alvorligt nok til for alvor at skræmme os. Mere skræmmende er det foreløbig nok, at klima- og fattigdomsflygtninge ankommer i stadig større antal. Det er en faktuel udfordring, som vi allerede mærker konsekvenser af, og som man ikke behøver en vejrprofet for at fornemme, vil tage voldsomt til. Skal det allerede tæt befolkede NV-europas befolkningstal fordobles eller tredobles gennem indvandring? Nogle ser gerne en øget konkurrence om jobs og boliger, der kan tjens mange penge herpå, og andre er af et godt hjerte indstillet på at hjælpe alle, som kommer her, ligesom vi gjorde før i tiden. Forskellen er blot, at umådelig mange flere vil komme hertil, jo flere vi tager imod. Det er formentlig især dette perspketiv, som bekymrer hr. og fru. Danmark. At deres eget forbrug af klimabelastende produkter, fra animalske fødevarer til firhjulstrækkere og flyrejser, er en hovedskurk i miseren, det lukker vi naturligvis helst øjnene for. Det vil vi ikke vide noget om. Kursen er sat.

Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Britta B. Hansen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det er meget skuffende at så banale realiteter ikke gøres defenitivt op med en gang for alle. Det er det Tyrker og egypter og andre har forstået for længe siden. Jeg bliver selv hverdag mere skuffet. Hvorfor ikke overlade til experte i hele verden imellem, at afgøre klima problematikken, og hvis de ikke kan det er bare ærgeligt. Deres experter kan ikke, heller ikke jeres politiker,men Erdogan kan og skal være experte i Islam og demokrati. Han duer ikke. Han er despot osv, Hvad er mere aktuel Erdogan eller Klima forandring? jeg siger det bare. Hvad hvis Tyrkiet bliver Seculær og dansk, vil det redde klimaet? Jeg mener ikke at man skal ikke sige noget men den sikkerhed der tales med om Erdogan og den pjat det er reserveret til klimaet er latterlig. For ikke at nævne Den franske valg,hvor næsten alle er tom hænder.

Koralrevene udgør et af de mest produktive og artsrige økosystemer i verdenen. De er havets 'regnskove'. Var det landjordens regnskove, der var ved at dø ville i samme omfang ville vi nok reagere kraftigt (turen kommer også til dem, hvis klimaforandringerne fortsætter) , men fordi det foregår under vandet, forstår de fleste mennesker desværre ikke katastrofens omfang og rækkevidde . Ude af øje ude af sind

randi christiansen

Søren - iflg nasas klimamodel er der ikke tale om let forhøjede men - pga ferskvandsafsmeltningen og dermed svækkelsen/standsningen af saltvandspumpen - tværtimod forestående, og afhængig af tempoet hvormed saltvandspumpen passiviseres, markant køligere temperaturer i nordeuropa.

Kommmunikationsopgaven svigtes, og derfor efterlades befolkningerne i uvidenhed om den meget store fare, vi som menneskehed befinder os i. Det er også klart, at panik - som situationen seriøst inviterer til - ikke er hensigtsmæssig. Det er derfor nu op til den enkelte at vurdere, hvordan man vil agere. Og sålænge det er muligt at trække nathuen ned over udsynet, er det nemmere, end at tage hele sit liv op til revision og melde sig ud af det vækstambitiøse, klimabelastende rotteræs, som vore ledere prioriterer, og som forudsætter flere planeter, end vi har til rådighed. En katastrofalt opgivende og/eller hjerne-og hjertedød tilgang til menneskehedens miljø-og socioøkonomiske udfordringer.

Men hvis man tør se sig omkring, er der en brat opvågnen i vente. Vores vidunderlige verden dør omkring os, og når vi ser på den stadig mere ekstreme mishandling af vores dyrebare biotop, som foregår i u-og i lande, så putter jeg mig her i hobbitland, og ruster mig mentalt til de forandringer, som truer i horisonten.

Britta B. Hansen

Der tages skridt. Jeg så det selv på tv i går! Enkelte familier øver sig i, ikke længere at bruge aluminium til indpakning af deres madpakker og at tage en hel kødfri dag om ugen. Det er svært, men de mener, de vil gøre den indsats. Der er jo også en masse penge at spare ud over CO2.

Nu skal befolkningen væk fra 'oksekødet' (er køer egentlig okser - kun et sidespring) og spise flere svin og især kyllinger. De udleder mindre metan. Det ville sikkert også være godt, at komme af med nogle flere af de 30 millioner svin, der i forvejen opdrættes i Danmark. Og så få nogle flere ind i staldene. Men dyrelidelse er jo ikke emnet her.

Det var en rørende udsendelse i tv i går, der viste, hvor afsindigt langt mange tilsyneladende er fra enhver klima- og miljøtanke (og alle tal taler jo for, at det er sandt). Og var man ikke deprimeret i forvejen, så blev man det sikkert oven på den. Hvis det er de skridt, befolkningen skal tage og i den tempo, så er der vist ingen håb tilbage.

Touhami Bennour

En af den bedste definition af videnskab" af "Abou Rehan al Birubi ( 973-1048); (en arabisk videnskabs mand) siger: "Generelt kan man sige hvis viden er forfulgt af mennesket (ikke af personlige interesser) og tjener alene viden".
(Min oversættelse)! Jeg synes det er meget politik i den pseudo videnskab i dag, ja og det er extremistisk politik. Det er ikke svært at dokumenterer dette. "Bare arabere ikke tjener deres levebrød af Olie alle kneb er godt". Derfor er videnskaben står udenfor nu. Det ligner den franske president valg før syndflod.

Touhami Bennour

Det siges jo at symptomer til klimaforandring er bl.a stigning i vandhavets temperatur, hvad det kan mærkes resultatet på lavtliggende lande som Neederlandet, ( Holland) Bengladesh, maldiver og andre øer. De har så mulighed til at slå alarm. Så er vi klar. Ingen panik. Problemet er alt bevæger sig på kloden. Pladerne er i konstant bevægelse, Den afrikansk kontinent bevæger sig med 1-1,5 cm mod Europa hvert år. Det vil sige det er kun videnskabsmænd der kan kontrollerer den.